Skjoldvagten og blomsterhaven: en opsang

Danemark vi nu kan ligne
ved en frugtbar vang,
hegnet trindt omkring, – Gud signe
den i nød og trang!
Gid som korn opvokse knægte,
der kan frisk mod fjenden fægte
og om Danebod end tale,
når hun er i dvale.

I trængselstider skal man både mærke efter vindretningen og stikke fingeren i jorden. Det er ganske godt, når vindens veje kan røbe lidt om noget af alt det, som sker derude, men det er langt vigtigere at lægge øret til jordbunden og lytte til dens egen hvisken om alt det, der lever i det inderste af vores lille land.

For landets liv er langt, og folkets jord rummer dybdelag, som indeholder anden og kraftigere næring end den snak, vi alt for ofte spises af med, når vi gnaver i dagens begivenheder og fylder vommen med tidens snak. For at finde ned til denne næringsrigdom, må man vove sig længere ind i billedernes verden, end vi er vant til at gøre det. Man må give sig billedsynerne i vold og lære en gammel tænkning og en endnu ældre hemmelighed at kende: En billedtænkning, som først begynder dér, hvor den tørre fornuft har mødt sin grænse og er begyndt at længes efter det vand, som kun flyder fra Åndens kilder – og en hemmelighed som kun kan høres af den, hvis hjerte er åbent for alt det, vi endnu ikke kan se, men som alligevel allerede er så virkeligt.

Alt dette møder vi i folkets sagn og sange. Det er dem, vi skal finde hjem til, hvis vi vil forstå, hvem vi var, og hvad vi igen skal blive til – nu hvor så meget af det kendte støbes om, og stålet igen skal hærdes. Derfor denne opsang til os alle, derfor dette forsøg på at finde et lille stykke af vejen hjem til det, der gjorde Danmark dansk – og igen kan gøre det. Ordene er dryppet fra hjertet til hænderne, og de kan kun læses af villige øjne og lydhøre hjerter. Så vidt en indledende bemærkning til den kære læser – og en advarsel til det hårdnakkede jættesind, der i det følgende ikke vil finde andet end den tomhed, ligegyldighed og meningsløshed, som det allerede kender fra sig selv.

Grundlaget for det følgende er klart, ufravigeligt og – for den, der har et par danske øjne at se med også – indlysende: Danmark er en blomsterhave. Danmark er et lille stykke grønklædt frodighed, hvor mildhedens blomster gror, og hvor glæden har sødet luften så længe og gødet jorden så grundigt, at freden efterhånden føles som det forventelige i det fælles liv. Denne blomsterhave er vores hjem, og som danske er det vores pligt at danne en værnende skjoldvagt omkring den – et væbnet værn imod de fjender, som vil frarøve os vores jord, og de ulve, som vil flænse vores slægt. Dette er det eneste rette grundlag for et dansk menneskeliv, og den, der ikke vil bekende sig til det, fortjener ikke navn af dansk – og har ingen grund til at læse videre.

Så står det klart, og alt kan gå sin rolige gang.

Danmark, på dit alter!

Vi begynder ved det åbenlyse – ved billedet af det lille land midt i det store hav, nemlig ved digteren Helge Rodes kærlighedssang til fædrelandet, ”Som en rejselysten flåde”. Helge Rodes liv og skrift er værd at lytte til og få forstand af, for både det levede liv og den efterladte skrift vidner om en bevægelse, som en del af os nutidige kender ganske vel: Først den selvsikre ynglings sønderrivning af hjemmets rødder og himmelstormende drøm om selv at være herre i eget hus og skaber af eget liv; sidenhen en erfaring af den slags frugtbart nedbrydende selverkendelse, der i tidernes lange løb ofte har meldt sig som fødselshjælper ved overgangen fra ynglingens omflakken til mandens liv. Og så til sidst: En længsel efter at finde det alter, hvorpå et menneske kan lægge sit liv og sin gerning.

Vil du læse resten? Bestil Årsskriftet Critique her

Johan Christian Nord (f.1988) er valgmenighedspræst samt ph.d.-stipendiat ved Aarhus Universitet. Han har blandt andet redigeret bogen Efter Georg(2015). Han arbejder aktuelt på flere udgivelser om højskolemanden Aage Møller, der skal udkomme 2017.

 

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside