Rusland: En tid til at bygge op

I over et årti har den officielle holdning til Vesten været præget af en russofobi, som er desto mere paradoksal, eftersom den objektive grund til ”den kolde krig” er forsvundet. I stedet for at se Rusland for det, det er, nemlig et stort europæisk land med en europæisk civilisation og med den tro, som har formet Europa, bliver kommunismens maske stadig projiceret over på Rusland.

Som Andrei Tsygankov, professor ved San Francisco State University, konstaterer, er russofobien i USA i dag dyrket

gennem adskillige tænketankes programmer og konferencer, erklæringer i kongressen, NGO’ernes aktiviteter og medierne. Russofobien er ikke blot en kritik af Rusland, men en kritik, som mangler enhver proportionssans, bragt med det mål at ødelægge nationens politiske anseelse.[1]

Når man studerer russofobien, er det ikke nok at pege på de forskellige politiske personligheder, som enten bakker programmet om ”den unipolære verden” op eller, som den britiske forsker og journalist Anatol Lieven skriver, simpelthen mangler evnen til ”at tilpasse sig de nye virkeligheder”. Det er, understreger Lieven, medierne, der i stort omfang bærer ansvaret for den overvældende spredning af anti-russiske holdninger: ”Det mest bekymrende ved den vestlige russofobi er, at den viser, at alt for mange vestlige intellektuelle og journalister er rede til forråde deres egne professionelle standarder”.[2]

For Guy Mettan, tidligere chefredaktør af avisen Tribune de Genève og forfatter til en russofobiens historie,[3] bunder den nuværende russofobi i behovet for ”at skabe en kunstig fjende for at fabrikere en kunstig europæisk identitet”.[4] Et Vesteuropa, som flygter fra sin egen identitet og historie positionerer sig i sin identitetsløshed over for et Rusland, det ikke kan eller vil genkende sig i. Derfor skriver Mettan: Vestens “ostracism of memory is the way to oust Russia from Europe” (udvisningen af hukommelsen fra Europa er en måde at udvise Rusland fra Europa på).[5]

Pussy Riot: Ruslands sjæl og Vestens dobbeltmoral

Et af de klareste eksempler på den fabrikerede russofobi, som bliver fremmet af politikere, foreninger og de følgeagtige medier for at skade landets ry, er den velkendte historie om punkgruppen Pussy Riot, som i februar 2012 besatte Moskvas hovedkirke, Kristi Frelser Katedralen (Khram Krista Spasitelja). Mange vil sikkert huske pigerne i korte kjoler og med ansigtet dækket af elefanthuer, som dansede foran alteret (mere præcist: foran billedvæggen) og kastede sig til jorden med underkastelsesbevægelser lånt fra det muslimske ritual. Mange vil også erindre, at Pussy Riot fik heltestatus i Vesten, menneskerettighedsforeninger kom det til undsætning, og Europa-Parlamentet foreslog gruppen som kandidat til den fornemme Sakharov-pris.[1] Sagen blev udlagt som et imponerende eksempel på mod og værdighed og som en kærkommen politisk protest. Dette billede blev yderligere spredt ved hjælp af den populære amerikanske tv-serie House of Cards, som indeholder et afsnit, som heroiserer Pussy-Riot-pigerne. Danmark har ikke ladet vente på sig: Pussy Riot blev inviteret til Roskildefestivalen i 2014 og til Folkemødet på Bornholm i 2016. Selv på nogle danske højskoler bliver Pussy Riot brugt som en model til efterfølgelse for ungdommen.

Men hvad er virkeligheden bag dette røgslør af propaganda? Blev de arresteret og dømt for en politisk protest? Pussy Riot havde tidligere – uden at blive straffet – opført protestsange (f.eks. den 20. januar 2012 på Den Røde Plads); nogle af dets medlemmer og sympatisører havde deltaget i gruppesex på offentlige steder (Det Biologiske Museum i Moskva i februar 2008), efterfulgt i 2010 af blottelse og ”onanering” med en frossen kylling i et supermarked, mens kunder med børn gik omkring. En sådan blufærdighedskrænkende adfærd ville have udløst en straf i et hvilket som helst vestligt land (straffelovens § 232 i Danmark) – dog ikke i det på det punkt anderledes tolerante Rusland.

Hændelsen i Kristi Frelser Domkirken var noget helt andet.

Vil du læsten resten? Bestil Årsskriftet Critique her.

Monica Papazu (f. 1954) er mag.art. i sammenlignende litteraturvidenskab fra Bukarests Universitet og forfatter til en lang række bøger. Senest Signalement af Danmark og dansk åndsliv (2013).

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside