Livets hårde Lov

Der er kun mørkets gru og gys
hos os og alle steder.

Fjodor M. Dostojevskij (1821-1881) har en høne at plukke med det moderne menneske: mennesket, som er forvænt med materiel velstand, fred og eksistentiel sikkerhed; barnet af Murens fald, som kender tilværelsens lyse sider, men kender meget lidt til skyggesiderne af samme; ham der kender påskemorgenens jubelråb, men aldrig har stiftet bekendtskab med langfredagens mørke.

Nutidens vestlige menneske er vokset op i den stærkeste civilisation, verden nogensinde har kendt til. Det moderne menneske kender Francis Fukuyamas’ forudsigelse af historiens endeligt i det vestlige, liberale demokrati, og alt, hvad netop den vestlige civilisation bringer med sig, omgås han ganske selvfølgeligt. Han omgives af sikkerhed, af velstand og tryghed. Hvad han derimod ikke kan begribe er, at hans situation ikke er selvfølgelig; den har tværtimod kostet umådelige mængder af blod, sved og tårer for hans forfædre. Og fordi han ikke forstår dette, vandrer han ufortrødent videre i sin overfladiske virkelighed, hvor alt er fryd og gammen; men der ulmer et mørke under neden overfladen, et mørke, som langsomt men sikkert sænker sig over Europa og som det moderne menneske uomtvisteligt vil komme til at føle: det mørke, som det syndige menneske bringer over sig selv ved sine idealistiske tilbøjeligheder og naive forsøg på at frelse sig selv og skabe et paradis på den faldne jord.

Dostojevskijs verden skildrer dette mørke. Hér er det nat, mørket har sænket sig over det 19. århundredes Skt. Petersborg og ligger som en tung dyne, der indhyller Dostojevskijs univers og persongalleri i armod, fattigdom, frygt og fortvivlelse; her er gråd og tænders gnidsel. Det er livets hårdhed, som Dostojevskij selv kender, den virkelighed, som mødte Dostojevskij da han blev dødsdømt, benådet ved skafottet og sendt på fangelejr i Sibirien, og som han endvidere stiftede bekendtskab med som ludoman og i den bestandige pengenød, hvori ludomanien efterlod ham. Og det er den hårde virkelighed, som også kommer til at ramme det moderne, vestlige menneske før eller siden.

Men midt i mørket skinner alligevel et lys, og ”lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke”. Dette lys – ”lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske” – er Kristus, og Kristus udgør aksen i Dostojevskijs forfatterskab.[2]

Den her skitserede dialektik imellem mørke og lys udgør drivkraften i Dostojevskijs forfatterskab. Mørke og lys. Jord og himmel. Død og liv. Lov og evangelium. Og alt sammen finder det sin syntese i Kristus.

Det er i denne ramme, at undertegnede i det følgende skal gøre sit ydmyge forsøg på at give læseren en introduktion til litteraturhistoriens måske største forfatterskab. Dette må jeg gøre med mine forudsætninger som dansker, teolog og konservativ, og dermed balancere på en knivsæg mellem at bruge og misbruge Dostojevskij. Derfor må jeg forsøge at forstå Dostojevskij i hans egen historiske sammenhæng, og indgå i en dialog med forfatterskabet – væsentligt besværliggjort af, at Dostojevskij eksempelvis lader en skøge og en dranker udlægge hans teologi i Rodion Raskolnikov – hvis jeg skal undgå at gøre vold på det.

Men når man lader Dostojevskij tale, har han til gengæld masser at sige til os som moderne mennesker og vesterlændinge, fordi vi jo netop befinder os i en situation, hvor mørket trænger sig på. Det bliver for hver dag tydeligere, at vi endnu ikke har nået historiens zenit og at grunden under den vestlige civilisation er ved at skride. Det er for mange en ny og fortvivlende situation. Hvordan håndterer vi tilværelsens mørke?

Vil du læse resten? Bestil Årsskriftet Critique her

Mikael Brorson (f. 1995) er stud.theol. ved Aarhus Universitet og desuden redaktør ved tidsskriftet Replique.