Klichéernes tyranni

Journalist Mikkel Andersson stillede med overskriften til sin kronik i Berlingske Tidende 4. august 2015 det essentielle spørgsmål: ”Hvad vil humanisterne med indvandringen?”.

Kronikøren påpegede herved den absurditet, at mens vi i Danmark og Europa høster en lang række negative erfaringer ved indvandringen fra ikke-vestlige lande, så fortsætter centrum-venstre desuagtet med en mytepræget og moraliserende argumentation i udlændingedebatten. Ifølge Mikkel Andersson har indvandrings- og integrationspolitikken slået fejl, og derfor skylder de folk, der advokerer for en fortsættelse af politikken, et svar på, hvad de egentlig vil opnå med indvandringen.

For at komme nærmere en afklaring af, hvorfor centrum-venstre indtager en fornuftsstridig tilgang til indvandringen, kunne man i tillæg til ovenstående spørge: Hvorfor er det netop centrum-venstre, der så ivrigt og vedholdende plæderer for, at vi skal åbne op for yderligere tilstrømning af flygtninge og indvandrere, og hvorfor er det centrum-venstre, der stiller færrest krav til herboende udlændinge?

I denne artikel vil jeg forsøge at besvare dette spørgsmål, ligesom jeg vil påpege konsekvenserne af den argumentationsform, som centrum-venstre udøver: En sentimental og bebrejdende debatmetode, som er direkte afledt af en kulturelt selvhadende ideologi, fremavlet af kulturradikalismen, og som trives i bedste velgående i det værdirelativistiske og kristentomme, moderne samfund.[1] Jeg vil herunder skildre, at det, der på overfladen kan fremstå som en ”human”, ”venligtsindet” eller sågar filantropisk indstilling til modtagelse af flygtninge og indvandrere, i realiteten dækker over en underliggende ideologi, der i sidste ende vil revolutionere og omkalfatre samfundet til at blive multikulturelt. [2]

Centrum-venstres moralisme

I flygtninge- og indvandrerdebatten hører vi centrum-venstre bruge argumenter så som, at vi har et ”moralsk ansvar” for at tage imod flygtninge og indvandrere; at modstandere af indvandring har et ”dårligt menneskesyn”, er ”uanstændige” eller udviser “hjerteløshed”; at vi ”sparker nedad”, når vi stiller krav til udlændinge; at kritikere ”taler til den indre svinehund”; at vi har ”ytringsfrihed, men…”; ligesom vi også må lægge ører til historieløse sammenligninger med nazitiden a la “muslimer er vor tids jøder”. I sammenhæng hermed bliver islamkritik ofte sygeliggjort ved benyttelsen af prædikatet ”islamofobi”.

Derudover har det ellers kristenfjendske centrum-venstre også udvist en bemærkelsesværdig opportunisme ved sin politisering af det kristne næstekærlighedsbegreb. Resultatet har været en forvanskning, hvor næstekærligheden er konverteret fra at være en konkret og individuel, etisk fordring til at blive et universalistisk politisk princip om, at Danmark som nation skal være åben for en endeløs migration. De her nævnte eksempler på anklagende moralisering bliver typisk suppleret med lovprisninger af, hvor berigende det multikulturelle samfund skulle være.

Der har floreret udsagn om, at det multikulturelle samfund skulle gøre os økonomisk rigere, dels på grund af selve importen af arbejdskraft, og dels fordi et multikulturelt samfund skulle være mere produktivt og innovativt. Endvidere har der udviklet sig en særlig form for demokratisme, hvor multikulturalisme synes at være selve forudsætningen for at kunne betragte samfundet og dets institutioner som demokratiske. I denne kontekst anerkender multikulturalisten kun samfundet som værende demokratisk, hvis der består en svag eller slet ingen kernekultur.

Historiker Jesper Machholdt Rosenløv har tidligere i artiklen ”Længe leve mangfoldigheden? – Betragtninger angående multikulturen” afkrævet multikulturalisterne et svar på, hvorfor vi skal opgive det fordelagtige, kulturelt homogene samfund, og hvilke fordele en multikulturel udvikling skulle have.[3] Han påpegede samtidig, at eftersom monokulturen har vist sit værd, da må bevisbyrden hvile på multikulturalisterne med hensyn til multikulturens velsignelser:

Debatten omkring multikulturen og indvandringen behøvede ret beset ikke være mere følelsesladet end debatten om jyske motorveje. Men desværre foregår debatten ikke ud fra rationelle overvejelser omkring fordele og ulemper.

Multikulturen og indvandringen er blevet en del af en igangværende kultur- og værdikamp. I dette emne har især venstrefløjen fundet sig en niche, hvor de over for omgivelserne kan fremvise noget, der opfattes som høj moral og en særlig form for humanitet. Og desværre har venstrefløjen haft held til at forplumre debatten med en skinger og anklagende tone over for anderledes tænkende. Deres egne argumenter for multikultur og liberal indvandring bygger oftest på ren moralisme, æstetik og sentimentalitet.[4]

Vil du læse resten. Bestil Årsskriftet Critique her

Anders Toft Hansen (f. 1986) er cand.jur. fra Aarhus Universitet og arbejder som advokat. Han er næstformand for Nye Borgerlige i København.

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside