Det borgerlige Danmarks begejstring for et neo-kommunistisk teknokrati

I det følgende vil jeg beskrive nogle begrebslige processer, der har den konsekvens, at forholdet mellem højre og venstre i uddannelsespolitikken nærmest vendes på hovedet. Mit mål er at skabe en maksimal forvirring hos læseren, for kun en sådan tilstand vil være i overensstemmelse med sagen selv, hvilket vanskeliggør en uddannelsespolitik efter de eksisterende retningslinjer. Det er det, jeg plejer at kalde for en destruktiv kritik. Mit spørgsmål, som jeg vil begrunde nærmere nedenfor, er, som angivet i overskriften: Hvorfor er det borgerlige Danmark begejstret for et neo-kommunistisk teknokrati?

En konsekvens af denne forvirring er på realniveauet, at landets pædagogiske sprog i dag nærmest er afmonteret. Der er intet sted, hvorfra det kan tale. Nogle tænker så måske: ”og hvad så, så slap vi af med det!”? Men sådan bør man ikke tænke, fordi pædagogik er selve den proces, hvor samfundets traditioner og praksisser genskabes i frie bevægelser. Pædagogik er i den forstand en dybt konservativ proces; ikke konservativ som i ”reaktionær”, det er klart, men som i en fri genskabelse, hvor den ene generation fortæller om det, som den synes er vigtigt, og den næste generation overtager, overrumpler og overruler det for igen at finde sin plads i en korrigeret helhed, der i sig selv næsten ikke forandrer sig. Alt dette kan kun finde sted i en levende og poetisk defineret tradition, der har spændstigt vævede tråde ud i den store verden.

Min metode er, at jeg først vil argumentere for, at den aktuelle pædagogiske tænkning kommer ud af en særlig form for neo-kommunistisk essens, nemlig teorien om konkurrencestaten, som omfavner og determinere den aktuelle pædagogik, og som på sin egen måde berører liberale og konservative tilgange til pædagogik og samfund. Dernæst spørger jeg til, hvordan det kan være, at konservative og liberale kredse ender med at stemme for og endda begejstret omfavne denne neo-kommunisme? Det er naturligvis en lang historie, men jeg forsøger mig med fire overlappende forklaringer: For det første vil jeg pege på en splittelse i borgerlig pædagogik-udvikling i kølvandet på Henning Fonsmarks indsats. For det andet omtales nogle problematiske forhold vedrørende vekselvirkningen mellem nyliberalisme og Tidehverv. For det tredje drøfter jeg nogle problemer i ”fagligheds”-begrebet. Endelig kommer jeg, for det fjerde, ind på nogle processer i pædagogikkens eget system, der adskiller kundskaber og dannelse på en problematisk måde, som det borgerlige Danmark overtager.

1. Konkurrencestaten

Teorien om konkurrencestaten er især fremført af Ove Kaj Pedersen.[1] Teorien er et afgrænset svar på et afgrænset spørgsmål om den økonomiske globaliserings konsekvenser for stat og politik. Pedersens version af et svar udspringer af den franske kommunistiske strukturalisme. Især er han stærkt inspireret af Louis Althussers opgør med europæisk filosofi og af Althussers korrigerende elev Michel Foucault, hvis teori normalt kaldes for post-strukturalisme. Efter 1989 har Pedersen naturligvis smidt klasseanalysen, men tilbage står en filosofisk dybdestruktur, der indebærer et opgør med filosofi, en overophedning af den politiske økonomis determinisme og elitisme samt en form for enhedsvidenskabeligt postulat. Den politiske økonomis hegemoni forstærkedes desuden efter finanskrisen i 2008, hvorefter alle samfundets aktiviteter skulle underordnes det økonomiske systems definitioner. Via disse processer dirigeres de pædagogiske sprogspil og sætninger hen under en accept af konkurrencestatsteoriens filosofi; en filosofi, hvor begreber som humanitet, åndsfrihed, kritik, kundskaber, dannelse, handling og demokrati gøres til direkte midler for økonomisk optimering, der i sig selv indsættes som et nyt formål; et formål der vel at mærke kan implementeres med stor nidkærhed via brug af diverse datastrukturer og målstyringssystemer.

Vil du læse resten? Bestil Årsskriftet Critique her

Thomas Aastrup Rømer (f.1963) er ph.d. og lektor i pædagogisk filosofi ved Aarhus Universitet. Han har skrevet en lang række bøger om pædagogik, dannelse og uddannelse. Blandt andet Pædagogikkens to verdener (2015) og Uren pædagogik I &II (2011, 2014).