Daniseringen af Grønland op til 1953

Efter de Erfaringer, jeg som Ikke-Fagmand har indhøstet, mener jeg afgjort, at man ingen Vegne kommer med at lære Grønlænderne Dansk, saalænge Dansk gives som Fag i Skolerne. Hvis det er Meningen, at Grønlænderne virkelig skal lære at tale og læse Dansk – og det er uomtvistelig nødvendigt at lære Dansk som Bindeled med den øvrige Verden og som Kultursprog –, saa bør Dansk være Undervisningssprog i visse Fag. Men for at kunne realisere denne Tanke kræves der flere danske Lærere til grønlandske Børneskoler.

Disse ord blev ytret i det sydgrønlandske landsråd[2] i 1938 af en grønlænder, der ved sin død af en af sine prominente landsmænd blev mindet som ”en af de mest kendte og fortjenstfulde skikkelser i Grønland… besjælet af en trang til at gøre noget for sine landsmænd”.[3] Ordene var den grønlandske redaktør og politiker Kristoffer Lynges, og de blev ytret i en debat om øget danskundervisning – et forhold, som den danske regering i øvrigt havde udtalt sig skeptisk om til landsrådets store forargelse.

I en periode, hvor den danske tilknytning i rigets nordligste del ikke sjældent antages for et nødvendigt onde, og hvor grønlandisering af både sprog og etnicitet på grønlandske arbejdspladser jævnligt bliver fremført som et politisk ønske, der følges op af handling, kan denne undtagelse måske virke underlig. Denne opfattelse styrkes ved den hyppige fremstilling, at Grønlands forhold til Danmark, siden Hans Egede satte foden på Håbets Ø i 1721, har været præget af en vedvarende grønlandsk stræben for den selvstændighed, som med nødvendighed ligger og venter ude i fremtiden, og som Selvstyreloven fra 2009 nu også har tegnet en vej for.[4]

Men dette vrantne forhold til Danmark – denne fremstilling af det grønlandske folks stræben efter at blive af med denne dødvægt, dette anker, der forhindrede Grønland i at opnå sin sande kaldelse og indtage sin plads blandt de selvstændige nationer – er en ensidig, for ikke at sige fejlagtig, udlægning af det historiske forhold mellem de to lande i samme rige.

I 1930’erne manifesterede en stærk og selvstændig grønlandsk bevægelse sig. Denne talte grønlandske personligheder som den nævnte redaktør Kristoffer Lynge (1894-1967), debattør og forfatter Augo Lynge (1899-1959), seminarielærer Frederik Nielsen (1905-1991), pastor Gerhardt Egede (1892-1969) m.fl. Deres navne kan synes ukendte for det danske øre i dag. Ikke desto mindre var de selvstændige, intelligente og virksomme dannebrogsriddere, der havde det til fælles, at de kæmpede ihærdigt for en øget grønlandsk tilknytning til en dansk kulturkreds og for Grønlands fuldstændige integration i Danmark. De endte med at få opfyldt deres ønske, da Grønland i 1953 i forbindelse med den danske grundlovsændring fik status af dansk amt og desuden repræsentation i Folketinget. Den grønlandske politiker Augo Lynge, der i øvrigt i 1953 blev et af de første to grønlandske folketingsmedlemmer, formulerede det i 1952 på denne måde:

Når vi hæver blikket over jordkloden, ser vi mange steder kolonikampe, hvor de indfødte kæmper for at løsrive sig fra moderlandet og blive selvstændige. Det gør de, fordi de mener, at dette er det bedste for dem selv. Men her i Grønland vil vi gerne gøre det modsatte. Her vil vi gerne benytte vor egen nyligt erhvervede bestemmelsesret til et initiativ til at knytte Grønland fast til moderlandet.

Vil du læse resten? Bestil Årsskriftet Critique her.

Jens Lei Wendel-Hansen (f.1983) er ph.d. og adjunkt i historie ved Grønlands Universitet i Godthåb. Han er desuden redaktør ved Årsskriftet Critique.