Udkanten er selvskabt

Af Kaare Dybvad

”Der gives i Danmark ingen provinser”, konkluderede den liberale politiker Orla Lehmann under diskussionerne i årene op til den danske grundlovs vedtagelse i 1849. Som Ejder-forkæmper havde budskabet selvfølgelig en særlig adresse til slesvigerne, som Lehmann ønskede skulle tale dansk i stedet for tysk. Men budskabet var også bredere: Danmark er et land – uanset tyskergrænsens dragning – der er for geografisk småt til at omfatte egentlige provinser. Der er ingen landsdele i det nuværende Danmark, der rimeligvis kan sammenlignes med eksempelvis provinsen Andalusien i Spanien eller provinsen Norrland i Sverige, som har en selvstændig kultur, et sprog, en erhvervsstruktur eller andre væsentlige kendetegn, der adskiller sig fra hovedstrømmen. Når vi i Danmark taler om ”dialekt” er det faktisk forkert. Måske med undtagelse af enkelte sønderjyske eller bornholmske sprogstrømninger, er der i sprogvidenskabelig forstand nærmere tale om regionalsprog.

Det centrale spørgsmål i enhver diskussion om udkanten må derfor også være, hvordan vi i Danmark har formået at skabe udkantsområder i et land, der burde være for lille og homogent til det. Hvorfor kan vi opleve, at hele landsdele bliver efterladt i stilstand, mens udviklingen går stadigt stærkere i hovedstaden og Østjylland?  I denne artikel vil jeg argumentere for, at en væsentlig del af problemet er skabt politisk. Jeg anerkender fuldt ud, at der på globalt plan er kræfter, der trækker imod en øget specialisering af arbejdsfunktioner, offentlige som private. Men denne specialisering tager sig enormt forskelligt ud fra land til land. I Danmark – og en række andre europæiske lande – oplever vi en tilstrømning til byerne. I andre lande, som eksempelvis Irland, Norge, Italien eller Schweiz, går det den modsatte vej; der har provinsområder større tilflytning end hovedstæder og storbyer.

Denne forskel kommer ud af politiske beslutninger, der kan koges ned til en simpel ligning: Forholdet mellem de enkelte faggruppers ønske om stadigt større specialisering, set over for samfundets tab ved denne specialisering. For at starte med faggrupperne: I så godt som alle fag, ønsker man sig flere, der laver det samme som en selv. En dramalærer på et gymnasium vil foretrække et gymnasium med fem dramalærere over for et, hvor hun er den eneste. En læge med speciale i kirurgi ønsker sig at sparre med andre kirurger, og en anlægsgartner vil ofte foretrække en arbejdsplads med andre eksperter inden for feltet.

På det private arbejdsmarked løser det sig selv. Mange virksomheder specialiserer og samler produktion, men kun i det omfang, det giver mening økonomisk. Ofte vil produktionen blive samlet, hvor det er billigst, og derfor gavner private centraliseringer ofte provinsen. Men i det offentlige foregår det anderledes. Der besluttes det politisk, og man lægger ofte meget stor vægt på argumenter om synergi og faglig sparring.

Over for faggruppernes ønsker står lokalsamfundenes og det bredere samfunds behov. Det kan eksempelvis være ro og orden, der opretholdes af politiet, eller undervisning af børn og unge, der løses af uddannelsessystemet. Når man eksempelvis nu fjerner en lokalbetjentstilling fra et alment boligområde i Skælskør, er skælskoranerne ikke i tvivl om, at det vil betyde større omkostninger for samfundet: Politibilerne skal køre fra Næstved for de småproblemer, som betjenten normalt kunne løse ved at gå en tur med sin hund. Den forebyggende indsats, der mangler, bliver i stedet betalt med langt større udgifter til de sociale myndigheder lokalt. Det samme så man, da man for nogle år siden imødekom de uddannelsesprofessionelles ønske om at lukke de mindre lærerseminarier, hvilket bl.a. gik ud over Haslev, Holbæk og Skaarup ved Svendborg. I dag er der mange af dem, der tidligere ville have søgt ind som lærere, der ingen uddannelse får efter gymnasiet, samtidig med at der mangler lærere på de lokale folkeskoler. Samfundet betaler prisen for en faglig specialisering ved, at næste generation af folkeskoleelever på Sydfyn og Vestsjælland uddannes dårligere end den foregående.

Når Danmark har skabt sin egen udkant i et geografisk lille land, så skyldes det efter min opfattelse, at vi har sat både sparekrav og fagprofessionernes ønske om specialisering over samfundets behov. I Norge, og mange andre lande, gør man det anderledes, og der har man set en anden udvikling. Men for at give det fulde overblik over udviklingen, vil jeg i det følgende give et overblik over de to seneste kommunalreformers betydning for den geografiske udvikling i Danmark.

Vil du læse resten. Bestil Årsskriftet Critique her

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside