Liberalismens begrænsninger

Af Rasmus Ulstrup Larsen

Enhver politisk filosofi bygger på grundlæggende forudsætninger, herunder forskellige kriterier og metoder, der anvendes til at frembringe gyldige argumenter om det retfærdige samfund og dets indretning. Disse forudsætninger danner rammen, for den måde den politiske filosofi udfolder sig på. Liberalismen er ingen undtagelse herfor, og har en lang tradition for anvendelse af kontraktteori som den måde, hvorpå politisk filosofi skal bedrives. Fra John Locke til John Rawls har liberalismen taget dette kontraktteoretiske afsæt som rammen for, hvordan det retfærdige samfund skal kortlægges. Men politisk tænkning baseret på et kontraktteoretisk afsæt indeholder forudsætninger, som sætter begrænsninger for den konkrete politiske tænkning. En afdækning af begrænsningerne ved den kontraktteoretiske traditions forudsætninger, er derfor også en afdækning af selve liberalismens begrænsninger.

Liberalismen har kontinuerligt været kritiseret for dets forskellige forudsætninger. I 1980’erne indvendte blandt andet den kommunitaristiske filosof Michael Sandel, at liberalismen forudsætter et menneskesyn, der er for individualistisk, fordi det ikke anser mennesket som et væsen, der altid er indlejret i forskellige historiske og sociale sammenhænge[1]. Også økonomisk har liberalismen været kritiseret for menneskesynet, der forudsætter mennesket som en egennyttig og rationel aktør.

Liberalismen har også kontinuerligt været kritiseret for ikke at være praktisk mulig i sin idéelle form, fordi den forudsætter det muligt, at en abstrakt rettighedstænkning kan implementeres i stærkt forskellige samfund. Her lyder kritikken, at liberalismen er historieløs og udtryk for en utopisk universel tænkning, når den ikke medregner kulturelle forskelligheder og traditioner, som gør, at den ikke uden videre kan implementeres.

Den kritik, jeg vil søge at forfølge her, er dog ikke rettet mod liberalismens menneskesyn eller praktiske anvendelighed, men mod at den forlader sig alene på fornuften i sine bestræbelser på at frembringe en teori om det retfærdige samfund. Det er denne fornuftstænkning, der giver liberalismen dens filosofiske styrke, men i sidste ende også indeholder afgørende begrænsninger for dens mulighedsbetingelser for politisk og etisk tænkning.

Vil du læse resten. Bestil Årsskriftet Critique her

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside