Harald Nielsen og realismen

Magister Harald Nielsen var, og følte sig udpræget som én, der kom efter Georg Brandes, og han var en konsekvent og stædig kritiker af Brandes og brandesianismen gennem hele første halvdel af det 20. århundrede.

I denne artikel vil jeg begrænse mig til den unge, radikale Harald Nielsens vurderinger af den litterære realisme fra 1870 til århundredskiftet 1900. Emnet falder i tråd med Munch & Lorenzens udgivelse af antologien Efter Georg i efteråret 2015.

Harald Nielsen blev født i 1879 uden for ægteskab og havde ingen samkvem med sin biologiske familie, som tilhørte jyske bondeslægter. Han voksede op som plejebarn blandt flere andre plejebørn i en småkårsfamilie på Vesterbro i København. Fra sit 18. år var han henvist til at forsørge sig selv, og det er nok en del af forklaringen på den utrolige energi, han lagde for dagen i studietiden for at skabe sig et rimeligt udkomme. Han blev student i 1898, privat dimitteret, og begyndte derefter sine filosofiske og æstetiske studier på Københavns Universitet.

I rusåret meldte han sig ind i Studentersamfundet, som var radikalismens rugekasse, stiftet i 1882 af pædagogen og politikeren Herman Trier. Her samledes tidens progressive ungdom, der var opsat på at præge fremtiden med moderne ideer og tanker, som skulle udvikle og højne samfundet, videnskaben, kunsten og forholdet mellem kønnene.

Det var det helt rigtige sted for den fattige og begavede Vesterbro-dreng. Atmosfæren var tvangfri, han fik mange venner, og i Studentersamfundet kunne man ”frit spørge om alt og finde sit eget svar”, erindrede han senere.

Ja, det kunne man endnu i det sidste par år af det gamle århundrede, frem til Systemskiftet i 1901, hvor partiet Venstre overtog regeringen, og hvor den radikale fløj i Hovedstadens Venstre førte sig aggressivt og talstærkt frem. Da kom der mere doktrinære boller på suppen; den senere radikale indenrigsminister Ove Rode blev formand for Studentersamfundet, og fra ham lød parolen: ”Der kan i denne tid spørges meget om Højre. Om Venstre skal der ikke spørges.”

Trods voksende divergenser var Harald Nielsen medlem af Studentersamfundet i en halv snes år, og når han senere i livet omtalte denne tilknytning som sin ”opvækst”, forstår man den vældige betydning, den havde haft for ham på godt og ondt.

Harald Nielsen var en kundskabstørstende og fremadstræbende student, der higede efter at nå frem til at blive en anset akademisk borger på lige fod med sine lærere på universitetet. ”Jeg var så radikal, som en ung radikaler skulle være; det mente jeg i det mindste selv,” skrev han i tilbageblik. Han gik ligesom sine omgangsfæller ind for fredssagen, kvindesagen, republikken, den frie forskning og den frie kærlighed. Men bortset fra det sidstnævnte punkt engagerede han sig ikke i programmet. Han interesserede sig overhovedet ikke for politik. For ham var litteraturen, specielt samtidens litteratur, hovedemnet. Den kastede han sig over med glødende interesse, og i den søgte han svar på tilværelsens problemer.

Georg Brandes var Studentersamfundets aldrende guru, og når han kom til stede, blev han hyldet og fejret, som det sømmede sig – og det var ikke så lidt! I sin første sæson blev Harald Nielsen udpeget som repræsentant for årets russer til at holde tale for Georg Brandes. Jeg véd ikke, hvad han sagde. Men der gik ikke lang tid, før han fik nok af Brandes. Til at begynde med var der vel blot tale om den ret typiske irritation hos fremadrettede unge mænd over de ældre koryfæer, der sidder og breder sig med deres fordums succes og spærrer vejen for de unges initiativer. Han blev anfører for en gruppe oppositionelle, kaldet De blege Ansigter, der ligesom han anså den snart 60-årige Georg Brandes for en overflødig fortidslevning, for ikke at sige en pestilens. Han søgte at blive valgt ind i Samfundets bestyrelse, men fik ikke stemmer nok.

Den første afhandling

20 år gammel fik Harald Nielsen sin litterære debut i tidsskriftet Vagten, januar 1900, med en afhandling om Johannes V. Jensens roman Einar Elkjær. Bogen var udkommet i 1898 som en slags opfølgning af romanen Danskere fra 1896, som var Johannes V. Jensens første officielle skridt på digterbanen. De to romaner ligner hinanden en hel del. Men mens Danskere havde vakt stor beundring, henholdsvis forargelse, til dels på grund af dens rå og uslebne tone, var Einar Elkjær nærmest blevet forbigået af presse og publikum ifølge Harald Nielsen. Den fejl vil den unge kritiker rette med sin begejstrede afhandling, for nok er Einar Elkjær ikke noget mesterværk, men den rummer rige skatte af originale, fine og dybsindige iagttagelser, som ingen bog siden J.P. Jacobsens Niels Lyhne. Med vild energi har Johannes V. Jensen søgt at forme sin generations typiske skikkelse.

Vil du læse resten? Bestil Årsskriftet Critique her

Nina Bjørneboe (f. 1934) er forfatter og har beskæftiget sig med Harald Nielsen i over 50 år. Hun har senest genudgivet Manden, der overlevede sin skæbne (2015) og har kompileret og udgivet Harald Nielsens udvalgte essays. Hun er desuden forfatter til en række andre bøger.

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside