Woke
Foto: simmersholm.net

Woke er individualismens religion

1. december 2021
6 minutters læsetid

Den identitetspolitiske vækkelse, kaldet woke, der griber Vesten i disse år har dels historiske rødder, dels rummer den berøringsflader mellem det politiske venstre og højre. Månedens kronikør ridser baggrunden op, peger på foreningen af det libertære ved venstre og højre og er ikke alt for optimistisk. 

Af Andreas Kragh

Wokeismen (eller slet og ret woke) er et nyt fænomen, som alle taler om, men som tilsyneladende er svært at få hold på. Det er svært for debattørerne at nå til enighed om, hvad bevægelsens væsentligste karaktertræk er, og om den overhovedet er vigtig – er det ikke bare ungdommeligt vrøvl fra nogle navlepillende humaniorastuderende? Woke er blevet kaldt ”kulturmarxisme”, det vil sige marxisme, som har udskiftet arbejderklassen med køns- og racemæssige identiteter. 

Blandt andre Jordan Peterson har talt om dette, og det er en bestemt en analyse, der har meget for sig. Alligevel står man tilbage med en fornemmelse af, at det ikke er hele historien. Andre har kaldt woke en afart af liberalismen. Men hvad har John Lockes og Thomas Hobbes’ ideer at gøre med de hysteriske scener, der har udspillet sig over hele den vestlige verden i de seneste år?

Disse scener har haft et umiskendeligt religiøst præg, og flere, blandt andre Douglas Murray og James Lindsay, har fremhævet woke-bevægelsens religiøse træk (arvesynden, forfølgelse af kættere, kampen mod det onde). Det religiøse aspekt forekommer at være en god indgangsvinkel til at forstå bevægelsen, så lad os se på dette.

En ekstrem dualisme

Woke-bevægelsen kan opfattes som en form for metafysik, en art ny religion, der bygger på en ekstremt dualistisk forståelse af menneskets sande identitet som løsrevet fra den fysiske verden. Debatten om kønsidentitet har derfor været central for bevægelsen. Her tillægger man et dualistisk verdenssyn afgørende betydning, men tager det også et skridt videre, end hvad har været set før. Woke-bevægelsen er et ret nyt fænomen, men en dualistisk fortolkning af eksistensen i krop og ånd er naturligvis ikke ny. Traditionelt har man i kristendommen (og mange andre religioner) haft en opdeling i kroppen og sjælen, og i modernismen var Oscar Wilde, Friedrich Nietzsche, James Joyce, Sigmund Freud med flere optagede af selvudforskning og -opdagelse af et sjæleliv, som var et separat mysterium.

Men woke-folket har som sagt taget den dualistiske opfattelse af mennesket et skridt videre. Man er gået fra ideen om, at transkvinder skal respekteres som kvinder, og videre til, at selve kønnet er noget, der slet ikke er forankret i biologi. Som mange har grinet af i avisspalter og på sociale medier, er køn nu ikke længere binært opdelt i mand/kvinde, men er derimod et spektrum, en flydende, social konstruktion, der er foranderlig og kan formes efter forgodtbefindende, så vi ender med et uendeligt antal køn. 

På trods af den overbærende latter er denne opfattelse faktisk blevet, hvis ikke accepteret, så dog velkendt og udbredt – det er noget, vi diskuterer. Der er tale om en radikal virkelighedsopfattelse, hvor en persons sande identitet er en rent subjektiv, intern ting uden relation til den fysiske verden. I dette verdenssyn kastes mennesket på en vilkårlig måde ind en fysisk verden, som dets sande jeg ikke har nogen relation til.

Derfor opfattes de ting, der hører med til at være et legemliggjort væsen – køn, etnicitet, nationalstat, traditioner, sprog – ikke længere som værdifulde/betydningsfulde aspekter af vores identitet, men snarere som falske, vilkårlige begrænsninger, der påtvinges os. Disse fungerer som kollektivistiske og gruppebestemte hindringer for udforskningen og realiseringen af vores sande selv. Et selv, som er rent psykologisk betinget, fritsvævende og fuldstændig subjektivt.  

Gud er stadig død – men “jeg” har taget hans plads

På trods af wokeismens religiøse træk har bevægelsen ingen Gud. Det er op til det enkelte menneske at definere sit sande selv, individet bliver skaber af sin egen verden og tager derved Guds plads. Der er ingen højere autoritet at indordne sig under, der findes kun det fritsvævende Sande Selv. Woke er således en art sekulær, individualistisk religion – vi kunne kalde den ”selfisme” – og dens paradis er et jordisk paradis, der skal indføres så hurtigt som muligt. Ydmyghed er der ikke meget af i woke-ideologien, man leder forgæves efter ideer såsom Guds veje er uransagelige, det bliver snarere: Mine veje er uransagelige – deal with it.

Denne ”selfisme” er grundlæggende en progressiv, optimistisk ide om mennesket. Vi skal blot frigøre os fra de hindringer og begrænsninger, traditioner og fordomme, der holder os tilbage, og så vil vi nå frem til en sand og autentisk eksistens. Det ligger lige for, at ovenstående beskrivelse af woke-ideologien har træk til fælles med liberalismens frihedsfetichisme og marxismens klasseløse samfund. Man kan sige, at woke tager det liberale ideal om maksimal individuel frihed samt venstrefløjens forskellige frigørelsesprojekter et skridt videre og tillægger dem en metafysisk, næsten spirituel dimension.

I forlængelse af ovenstående er den værste synd, man kan begå i woke-religionen at begrænse en persons sande jeg med henvisning til elementer i den fysiske verden.

For den yderste venstrefløj er ”racist” det værste, man kan være, med ”sexist” og ”homofob” på anden- og tredjepladsen. En anden frygtelig synd er at generalisere. Det opfattes som ondskab at generalisere om andre mennesker – selv hvis der er et empirisk, statistisk grundlag for at foretage disse generaliseringer.

Hvis man hævder, at en person er begrænset/defineret af sin biologi eller af andre ydre forhold, opstiller man fysiske begrænsninger for det subjektive selv, som ideelt set burde være fuldstændig frigjort.

Metafysisk ondskab

Men det er som sagt ikke kun den yderste venstrefløj, der retfærdiggør sit projekt ved at henvise til en frigørelse af selvet. Højrefløjen/liberalismen gør faktisk det samme.

Venstrefløjen mener, at den ovenfor beskrevne frisættelse af selvet bedst opnås dels ved at nedbryde fordomme – ved at komme racisme, sexisme og homofobi til livs – og dels ved at ved at ophæve identifikationen med national identitet, religiøse traditioner og køn. Og man mener, at den bedste metode til at opnå dette er via statslige indgreb.

På den højre side af det politiske spektrum er man uenig. Men ved nærmere eftersyn er der faktisk mest tale om en pragmatisk uenighed. Højrefløjen mener også, at selvet skal sættes fri, man mener blot, at den bedste måde at gøre det på, er via markedskræfterne – og man kan henvise til markedet som den kraft, der har sat mennesket fri fra traditionelle kønsroller, nedbrudt fordomme og gjort folk friere.

Både venstre- og højrefløjen har som pejlemærke i deres projekter en absolut ondskab, som skal bekæmpes for enhver pris, nemlig nazisternes ufattelige forbrydelser under Anden Verdenskrig. Nazismen har status som et absolut nulpunkt, en nærmest metafysisk ondskab, som udelukkende tillagde ydre, fysiske karakteristika betydning, i en grad, så man udryddede hele kategorier af mennesker på dette grundlag. Venstre- og højrefløjen mener hver især, at deres metode er den bedste til at undgå en gentagelse af en sådan katastrofe:

– Venstrefløjen siger, at myrderierne skyldtes racisme og udbredelse af racistiske stereotyper, og at fokus bør være på at forhindre noget lignende via statslige tiltag, som beskytter de svage.

– Højrefløjen siger, at forbrydelserne skyldtes statsdyrkelse og koncentration af magt hos staten, og metoden til at forhindre en gentagelse er at svække statens magt og fremme individualisme og individets rettigheder. 

Dette er den grundlæggende politiske dynamik i liberale, pluralistiske samfund i Vesten i dag, der med woke-bølgen er blevet mere eksplicit og hårdere optrukket (det danske Socialdemokrati indtager en lidt usædvanlig position, som ikke helt kan omfattes af denne analyse, men lad nu det være). 

Modedille eller fremtiden?

Der er blevet sagt meget om den vestlige verdens åndelige træthed og spirituelle tomhed. 
I nærværende analyse udgør woke faktisk et nyt, aggressivt alternativ for søgende sjæle. Men bevægelsen har fællestræk med liberalismen, og derfor har den borgerlige fløj (som i alt væsentligt er liberal) også svært ved at komme med et effektivt modsvar til de unge venstreorienteredes utopiske stræben. Mange borgerlige er faktisk tilsyneladende ret enige med de woke idealer.

Det er derfor slet ikke givet, at woke bare er en modedille blandt forkælede universitetsstuderende, som vil forsvinde af sig selv. Bevægelsen kan sagtens fortsætte sin sejrsgang som hidtil og dominere Vesten fremover. Om et levedygtigt og lige så mobiliserende alternativ kan manifestere sig, og hvilken form det vil tage – det må tiden vise. Men indtil videre er der ikke meget, der peger i den retning.

Andreas Kragh er cand.mag. i engelsk og dansk og selvstændig oversætter.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside