Opera: Maskeballet

9. december 2021
4 minutters læsetid

Mere Verdi. Denne gang om mordet på den svenske kong Gustav III i 1792. Kongen, der bl.a. bl.a. grundlagde Svenska Akademien, blev myrdet til netop et maskebal i den kongelige opera. Mord på et statsoverhoved kunne censuren naturligvis ikke tillade i 1859, hvor Verdi færdiggjorde sin opera, så den måtte omarbejdes; Gustav blev til Riccardo, Anckarström til Renato og handlingen henlagt til Amerika hvor kongen var blevet til guvernør i Boston. Sådan blev operaen opsat i årtier, omend spåkonen Ulrica og pagen Oscar foruden den kvindelige hovedperson Amelia fik lov til at beholde deres navne. Den danske førsteopførelse i 1935 var vist første gang, værket blev opført i det oprindelige miljø med alle de oprindelige navne.

Det er uhyggeligt og stemningsfuldt hos spåkonen Ulrica, der forudsiger kong Gustavs død ved en vens hånd. Foto: Camilla Winther. Fra Det Kongelige Teaters hjemmeside.

Som opera bliver Un ballo in maschera næsten så klassisk, som det kan blive: En konge forelsker sig i sin bedste vens hustru. Kærligheden er gengældt, men den forsmåede ægtemand forråder kongen og deltager i en sammensværgelse, hvor kongen myrdes til et maskebal. Handlingen glider let og dramatisk afsted henimod den store finale, der indvarsles af en spåkone allerede sidst i første akt. Handlingen giver næsten sig selv og definerer personernes handlinger og følelser. Næsten for meget. For stykkets personer har ikke meget dybde; og reelt sker der ikke meget med dem før et godt stykke henne i anden akt. Selvom Verdis musikalske og dramatiske kvaliteter ikke fornægter sig, så er kvaliteten af den følelsesmæssig tyngde hos karaktererne i hans værker generelt noget svingende før hans produktion til sidst når højdepunkter med Aida (1871), Otello (1887) og Falstaff (1893). Stoffet i den senere Aida er ikke meget anderledes end Maskeballet – her er konflikten blot mellem fædreland og kærlighed frem for venskab og kærlighed – men Verdi får betydeligt mere ud af konflikten i dette senere værk, hvor tonen også er noget mørkere.

En mere lokal sammenligning ligger dog lige for med Peter Heises Drot og Marsk (1878), om mordet på Erik V Klipping i Finderup Lade i 1286, hvor kongens affære med Marsk Stigs hustru, Ingeborg, også fører til sammensværgelse og kongemord. Her gøres der ganske meget ud af at granske personernes sind, så de bliver vedkommende for os. Verdi bruger i Maskeballet i stedet tiden på forskellige løjer i spåkonens hule og deslige. Heises langt mere seriøse behandling af de konflikter og spændinger mellem personerne i et trekantsdrama får Maskeballet til at fremstå lettere useriøst. Heise har noget på hjertet, mens personernes indbyrdes konflikter hos Verdi ikke så meget bruges til at sige os noget, men mest som undskyldning for sjov og ballade. Der kan sikkert argumenteres for, at Verdi er en bedre komponist end Heise, men det betyder ikke, at han i den her sammenligning har skrevet en bedre opera.

Kongen er den mest interessante karakter både hos Heise og Verdi; og han blev til Det Kongelige Teaters aktuelle opsætning af Maskeballet fremragende sunget af Matteo Lippi, der med sin rene og fine tenorklang fik det bedste ud af denne ubekymrede karakter, hvis kærlighed fører ham i døden. I modsætning til Erik Klipping og hertugen af Mantua i Verdis egen Rigoletto (1851) er kong Gustav grundlæggende sympatisk. Han har det ikke godt med at være forelsket i sin bedste vens kone; og han ender også med at ville opgive hende, men da er det allerede for sent. Lippi fik det bedste og mest sympatiske frem i denne karakter, hvilket særligt kom til udtryk i Gustavs store arie i scenen før den fatale afslutning til maskeballet.

Til det flotte, afsluttende maskebal før kongens død passerer alle de skandinaviske nationaliteter revy. Foto: Camilla Winther. Fra Det Kongelige Teaters hjemmeside.

Kongens tro ven, Anckerström, blev fint sunget af Johan Reuter, men her kunne jeg godt have tænkt mig lidt mere variation i udtrykket. Dette ændrede sig nemlig ikke stort fra første til sidste akt; og han lød meget ens, hvad enten han var tro ven i sin indledende arie, eller kongens hadefulde modstander til sidst. Lidt samme anke har jeg mod Amelia, der ellers også blev fint sunget af Gisela Stille. For heller ikke blev der vist nogle rigtige følelser. Dette kan dog nok forsvares med, at Amelia som karakter ikke følelsesmæssigt har så frygtelig meget at byde på, udover den store arie i tredje akt, hvor hun beder sin rasende ægtemand om lov til at se sit barn, inden hun skal dø. Den blev sunget solidt og upåklageligt.

Så var jeg straks mere positivt overrasket over det lidt undseelige parti som spåkonen Ulrica Arfvidsson, der blev glimrende sunget af Johanne Bock. Hun gav den helt rigtige, lidt uhyggelige, mystiske stemning til scenen i hulen, hvor kongens ulykkelige død bliver forudsagt. Ligeledes med kongens page, Oscar, der blev ligeledes glimrende sunget af Rainelle Krause med en betagende ukuelighed og ungdommelige optimisme.

I det hele taget var der gjort en del ud af stemningen i Det Kongelige Teaters opsætning. Handlingen var af instruktøren Karolina Sofulak i nogenlunde overensstemmelse med den ovenfor beskrevne danske opførelsespraksis henlagt til området omkring Østersøen i det 19. århundrede. Nærmere bestemt nogle havnearealer, for der var skibe og master i baggrunden i de fleste scener. I den afsluttende sidste scene til maskeballet var de festklædte gæster iklædt deres respektive landes forskellige farver. Opsætningen udmærkede sig ved et gennemtænkt lysdesign skabt af Giuseppe Di Iorio. Igen bliver jeg overbevist om, at lysdesign betyder mere end man umiddelbart tror, da det kan ændre stemningerne i scener totalt og måske i mindst samme grad som scenografi skabe harmoni mellem iscenesættelse og musik, så de to elementer ikke står og råber til hinanden. Jeg er i det hele taget godt tilfreds med Det Kongelige Teaters opsætning af Maskeballet.

Giuseppe Verdi, Maskeballet. Libretto af Antonia Somma efter Eugène Scribe. Det Kongelige Teater, Operaen, den 4. december 2021.

Referencer

Forestillingens hjemmeside:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20212022/opera/maskeballet

Mariann Sejer, Dominoeffekter og nye begyndelser – Verdis samtid, udfordringerne med Maskeballets plot og musikken i operaen (programartikel)

Drømmekongen, Nila Parly interviewer Karolina Sofulak (programartikel)

Gerhard Schepelern, Operabogen (1946)

Claus Kirchheiner Hansen, Verdi (1982)

På pladefronten findes der en god Decca-indspilning af Maskeballet fra 1985 med National Philharmonic Orchestra under ledelse af Sir Georg Solti, og hvor Luciano Pavarotti, Renato Bruson, Margaret Price, Chrita Ludwig og Kathleen Battle synger hhv. partiet som Gustav (Riccardo), Anckarström (Renato), Amelia Ulrica og Oskar. Kan købes her:

https://www.danacordbutik.dk/product_info.php?products_id=30876

P.N.

P.N. er vores anmelder og polyglote kulturskribent ved aarsskriftet-critique.dk.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside