Opera: Aida

5. december 2021
5 minutters læsetid

Verdis Aida (1871) er bedre end sit rygte som udstyrsstykke med kæmpekulisser og stort anlagte processioner med hundredvis af statister. Omend dette også har sin centrale plads i værket, så er drivkraften den konflikt mellem ansvarsfølelse over for fædreland og kærlighed til fjenden, vi finder hos den kvindelige hovedperson, den ætiopiske kongedatter, Aida, der er forelsket i den ægyptiske hærfører, Radamès. En umulighed kærlighed, da Ægypten og Ætiopien ligger i krig. Verdis begejstring for Shakespeare er velkendt, og selvom han aldrig komponerede en opera over Romeo og Julie, så kommer Aida tæt på. De elskendes fælles undergang indespærret i gravkammeret i sidste scene synes at spejle slutningen i Shakespeares stykke næsten 1:1. Ligesom bl.a. Wagners Tristan og Isolde (1859) og Puccinis Tosca (1900) indvarslede Aida afslutningen på det århundrede, der i operaen var blevet indledt med optimismen i Beethovens Fidelio. Den er vi efterhånden langt fra i Aida: Der er absolut intet lys, alt ender i undergang og død. Der er ingen, der vinder noget som helst. Ikke engang ”de onde”.

Personerne i Den Jyske Operas opsætning af Aida er fanget i et gyldent rum. Foto: Anders Bach. Fra Den Jyske Operas hjemmeside.

Aida er en glimrende opera. Problem er dog stadig, at de mange modsatrettede følelser, der er kernen i stykket, afvikles lidt for hurtigt. Komponisten bruger også i Aida for meget tid på triumfmarch og lignende til, at man kan tage det hele helt alvorligt. Det ændrer dog ikke ved, at den kendte triumfmarch sammen med scenen i templet sidst i første akt er fantastisk flotte og stemningsfulde, uanset de ikke rigtigt bringer handlingen videre eller bidrager videre til beskrivelsen af personernes følelsesliv.

Aida var Den Jyske Operas årlige gæstespil på en turne, der startede i Odense den 15. oktober og sluttede i Aarhus her den 4. december. Musikken blev leveret upåklageligt af Sjællands Symfoniorkester (Copenhagen Phil). Verdis musik er svær at få til at lyde dårligt. Selvom Den Jyske Operas Kor sang godt, så led den berømte triumfmarch desværre lidt under, at det ganske enkelt ikke er stort nok til, at det lyder rigtigt. Langt bedre blev den stemningsfulde scene i templet i slutningen af første akt afviklet med Pernille Stolting-Madsen som ypperstepræstinden.

Forestillingen var besat med et godt sangerhold. Bedst var Aidas kvindelige antagonist, Amneris, der ligesom Aida er forelsket i Radamès. Modsætningerne mellem de to kvinder var noget af det, der fungerede bedst. Amneris blev sunget af Dorothea Spilger, der havde en vidunderlig stærk stemme, hvor der helt i overensstemmelse med denne karakters sind ikke var så meget andet end kulde og ondskab. Hovedpersonen, Aida, sunget af Yulianna Bawarska, var derimod for usikker til, at jeg kunne tage hende seriøst som heltinde. Formentlig fordi opsætningen kaldte på, at hun mere skulle være en teenager fanget mellem barndom og voksenliv, noget der blev antydet af en T-shirt med påskriften ”No land”. Operastoffet kalder dog på en mere stærk og seriøs heltinde. Hun sang dog stadig sin store arie Patria mia fantastisk smukt og rørende i tredje akt.

Mere helt var der over hærføreren Radamès, der blev sunget glimrende af heltetenoren Thomas Paul. Han lød helt som en, der kunne erobrer både damer og riger lige ubesværet. Han har dog stadig ikke en chance over for ypperstepræsten Ramfis, der har lidt samme rolle som kardinalen i Don Carlos. Ramfis blev sunget af Valerian Ruminski, der med sin buldrende dybe stemme kunne synge de fleste andre til tavshed. På den ætipoiske side var truslerne ikke mindre fra kong Amonasro, der over for stakkels Aida er langt mere skræmmende, fordi han også kan mønstre en faderlig autoritet, der kan få enhver til at forråde kærligheden til fordel for fædrelandet. Så skræmmende er han, at scenen bliver helt rødglødende, da han truer hende i tredje akt.

Dette farveskift var vist desværre også det eneste velplacerede scenografiske virkemiddel i en opsætning, der ellers havde absolut intet at byde på. Desværre er det længe siden, Den Jyske Opera var et sikkert ly for det regitater, der hærger de fleste operahuse i Europa. Opsætningen af Aida var regiteater når det er værst. Man har bare henlagt handlingen til nutiden uden at tænke nærmere over det. Den Jyske Opera har ellers flair for at lave ægyptisk lokalkolorit, hvilket vi så i den gode opsætning af August Ennas Kleopatra fra 2019. Hele handlingen, alle fire akter, var henlagt til et grimt, gyldent rum i bleg belysning, hvis betydning ikke stod helt klart, udover at vi befandt os i en ikke nærmere specificeret totalitær stat. Til introduktionen blev der sagt noget om, at overklassen var fanget i et guldbur, uden at det dog blev uddybet nærmere. Triumfmarchen bød på henrettelse af krigsfanger i orangefarvede dragter. Denne ide er allerede brugt at Kasper Holten i hans opsætning af Götterdämmerung fra nullerne, hvor det heller ikke fungerede. Oplevelsen blev i øvrigt noget skæmmet af larm fra en stor bashøjttaler, der buldrede og brummede under dele af forestillingen og i pausen. Jeg er ikke helt klar over, om det skulle forestille at være en del af opsætningen, f.eks. en ”technofest” eller sådan noget, eller tekniske problemer. Selveste Søren Brostrøm var til stede i salen og bad i pausen personalet om at få slukket for højttaleren, hvilket desværre blev afvist. Endnu engang ødelægger en dårlig opsætning den totaloplevelse, som opera skal være for at fungere; og alt i alt er Aida derfor en middelmådig oplevelse, som det er svært at være tilfreds med.

Giuseppe Verdi, Aida. Libretto af Antonio Ghislanzoni. Den Jyske Opera, Det Kongelige Teater, Gamle Scene, den 22. november 2011.

Referencer

Forestillingens hjemmeside (Det Kongelige Teater):

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20212022/gastespil/aida

Forestillingens hjemmeside (Den Jyske Opera):

https://jyske-opera.dk/kalender/aida

Udvalget af gode indspilninger af Aida er meget stort; og nogle af de største sangere har gennem tiderne bidraget til kataloget. Her skal blot nævnes tre indspilninger fra øverste hylde:

Indspilningen med Singverein der Gesellschaft der Musikfreunde og Wienerfilharmonikerne dirigeret af Herbert von Karajan fra 1959 er vist en af de første rigtige, professionelle stereoindspilninger af værket, og det lyder stadig fremragende. Medvirkende er bl.a. Renata Tebaldi i tittelrollen og herudover bl.a. Carlo Bergonzi (Radamès), Giulietta Simionato (Amneris) og Cornell MacNeil (Amonasro). Kan købes her.

https://imusic.dk/music/0894640001790/tebaldi-bergonzi-vpo-karajan-2010-verdi-aida-stereo-cd

Claudio Abbado lavede i 1983 en skøn indspilning med La Scala-operaens kor og orkester. De medvirkende er bl.a. Katia Ricciarelli (Aida), Placido Domingo (Radamès), Elena Obraztsova (Amneris) og Leo Nucci (Amonasro). Kan købes her:

https://imusic.dk/music/0028947756057/g-verdi-2005-aida-cd

Sony-indspilningen fra 1991 (katalog nr. S3K 45 973) med Metropolitanoperaens orkester og kor dirigeret af James Levine er en anden fremragende indspilning med et væld af gode sangere, bl.a. Aprile Millo (Aida), Placido Domingo (Radamès), Dolora Zajick (Amneris) og James Morris (Amonasro), men den er vist desværre ikke længere tilgængelig på cd, medmindre man kan finde den brugt. Heldigvis findes stort set den samme indspilning på DVD, desværre dog uden James Morris. Til gengæld får man et brag af en storladen opsætning, hvor stridsvogne trukket af heste passerer over scenen under triumfmarchen i anden akt. Det har formentlig været den slags opsætninger, der har givet Aida ry som lidt overfladisk. En skam, for sang og musik er fremragende; og det skal vel ikke komme til skade, at man gør noget ud af scenografien. Udgivelsen kan købes her:

https://imusic.dk/movies/0044007300190/g-verdi-1989-aida-dvd

P.N.

P.N. er vores anmelder og polyglote kulturskribent ved aarsskriftet-critique.dk.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside