Kilde: Wikicommons. Fotograf: Dan Taylor

Peter Thiels teknostat og opgøret med den store stagnation

15. oktober 2021
12 minutters læsetid
Vesten har tabt pusten og går til i angst for teknologi og risici. Den amerikanske erhvervsmand Peter Thiel peger på en række problemer i Vesten, men også løsninger. Hans analyse introduceres her i Replique.

Det lå ikke i kortene, at Peter Thiel – en homoseksuel og filosofiuddannet bogorm, der siden blev en del af den forhadte elite af tech-milliardærer – skulle blive en sand darling blandt konservative i USA. Thiel nyder bred anerkendelse og respekt for sit intellekt og kontrære perspektiv på verden, og han er endda blevet udnævnt til at være den mest indflydelsesrige tænker på den amerikanske højrefløj af New York Times-klummeskribenten Ross Douthat.

Thiels claim to fame i den politiske verden er en kontrær, libertariansk filosofi, som står for en cocktail af omfattende deregulering, begrænsning af statens magt og tech-utopisme. Thiel har en analyse af vores samtid, som går imod vanetænkningen: han mener, at den teknologiske udvikling er stagneret, ikke accelereret, og den eneste vej ud er en ny, libertariansk politik, der tager et opgør med bureaukrati, regelstaten og vores teknofobiske zeitgeist.

Den store stagnation

I både medierne og akademia hører man tit, at vi lever i en verden, der forandrer sig så hurtigt, at vi har svært ved at følge med. Ny teknologi, ”omstillingsparathed” og disruption, er blevet de nye nøgleord i en æra, hvis eneste konstant angiveligt er forandring.

Men ifølge Thiel er det en sandhed med modifikationer. Vi har ganske vist set en accelererende udvikling i den snævre, digitale verden. Moores Lov siger, at antallet af transistorer i et kredsløb fordobles cirka hver 18. måned, og denne eksponentielle udvikling har varet ved, så vi nu inden for det digitale mikrokosmos har væsentligt mere effektive, små og billige maskiner end førhen. Langt de fleste store opfindelser de sidste 20-30 år har da også været inden for digital teknologi: vi har fået moderne computere, nye digitale styresystemer, smartphones og sociale medier, for bare at nævne nogle få eksempler.

Men vi har desværre ikke set den samme imponerende vækst i andre teknologiske kategorier siden 1970. Thiel nævner bl.a., hvor skuffende det medicinske område har været. Præsident Nixon lovede det amerikanske folk en kur mod kræft i 1976 – 200-året for den amerikanske forfatning. Det storstilede mål blev ikke nået, og stadig i dag har vi ikke formået at komme frem til en kur mod kræft.

Vi har også set skræmmende få fremskridt ift. demenssygdomme som Alzheimer, selvom cirka en tredjedel af amerikanere over 85 år rammes af sygdommen. Og udviklingen af lægemidler af gået i stå: for hvert år bliver det dyrere og mere besværligt at udvikle nye lægemidler – en sammenhæng, som er beskrevet ved Erooms Lov. Den betyder, at en overraskende stor del af den medicin, som vi nyder godt af i dag, blev udviklet før år 1970. Af samme årsag stiger vores levealder ikke lige så hurtigt som tidligere, hvor der var mere medicinsk udvikling. Faktisk er den gennemsnitlige levealder faldende i lande som USA.

Når teknologi portrætteres i populærkulturen, er det næsten altid dens destruktive potentiale, der er i fokus: Terminator-robotter, der udsletter os; atomvåben, der fører til verdensomspændende apokalypse; kunstig intelligens, der tager dit job.

Thiel nævner også transportområdet som et eksempel på den teknologiske stilstand. Kommercielle fly i 2021 flyver i gennemsnit langsommere end de fly, vi havde i 1960. Vi har ikke set nogen store monumentale udviklinger i kommercielle flys hastighed undtagen Concorde, som dog blev taget ud af drift i 2003. Thiel, der som barn var betaget af sci-fi-litteratur og Apollo-programmet, ser også med stor bedrøvelse på vores manglende ambitioner inden for rumfart siden månelandingen i 1969. Som han på tragikomisk vis udlagde det ved republikanernes konvent i 2016: Instead of going to Mars, we have invaded the Middle East.

Stagnation i teknologi er ifølge Thiel reglen frem for undtagelsen. Det er ikke kun inden for medicin og transport, men også energi, kemi, bioteknologi, materialevidenskab, ingeniørkunst, fødevarer og mange andre felter, at vi har set den samme sørgelige trend.

Dette afspejler sig i de økonomiske nøgletal, hvor vi i dag i Vesten må nøjes med beskedne vækstrater på 1,5 til 2 % pr. år, mens 6 % ikke var ualmindeligt tidligere. Vi lever i Vesten i samfund, der bliver mindre dynamiske år for år. Dette fremgår endda af vores sprogbrug, hvor vi skelner mellem den udviklede verden (Vesten) og udviklingslandene: denne terminologi siger direkte, at Vesten er færdigudviklet og ikke vil frembringe noget nyt, mens vi må sætte vores lid til de opblomstrende udviklingsøkonomier i Afrika, Asien og Sydamerika.

Det digitale område er tilsyneladende den eneste, mærkværdige undtagelse. Denne imponerende udvikling inden for immateriel, digital teknologi har til gengæld fået både almenbefolkningen og eliterne til at tro, at vi lever i en tid med generel teknologisk acceleration. Teknologi er blevet synonymt med IT, men bortset fra vores skærme og masseafhængigheden af sociale medier er der ikke meget i den teknologiske sfære, der har ændret sig mærkbart siden 1970.

Ifølge Thiel kan det opsummeres med sætningen: They promised us flying cars, but all we got was 140 characters. Fremtiden levede ikke op til forventningerne – vi troede i 1960’erne, at videnskaben efter årtusindeskiftet ville have frembragt undere som Mars-kolonier, undervandsbyer og livsforlængende medicin, men vi måtte nøjes med Facebook, TikTok og 140 tegn på Twitter.

Regelstaten og managementrevolutionen

Hvis man accepterer denne præmis om omfattende, teknologisk stagnation siden cirka 1970, er det næste spørgsmål, hvorfor det er sket. Ifølge Thiel er der tre udbredte forklaringer. De liberale tekno-pessimister mener det skyldes, at vi har uddannet for få forskere og ingeniører. De konservative peger på, at våbenkapløbet mellem USA og Sovjetunionen under den kolde krig var en katalysator for teknologisk udvikling: uden denne konflikt er der ikke samme incitament til at investere i forskning og udvikling.

Thiel abonnerer dog selv på det, han kalder den libertarianske forklaring: den siger, at hovedårsagen til stagnation er regulering. Lovgivere har simpelthen overreguleret en række områder, som har gjort det mere besværligt eller direkte ulovligt at arbejde inden for diverse teknologiske felter, og resultatet har været stagnation.

Et af de mest klare eksempler på denne overregulering er lægemiddelindustrien. Hvis man gerne vil have et nyt lægemiddel ud på markedet i dag, skal man leve op til et overflødighedshorn af regler med hensyn til sikkerhed, bivirkninger og helbredende effekt.

Det betyder, at der er mindre risiko for fejl i den medicin, som kommer ud, men til gengæld kan det ikke i samme grad betale sig for farma-industrien at bruge ressourcer på at forske i nye lægemidler, fordi der er stor risiko for, at de magtfulde regulatorer i sundhedsmyndighederne ikke vil godkende det nye produkt. I mange tilfælde kan det bedre betale sig for disse firmaer at hyre jurister til at forlænge deres patenter end at investere i forskning og udvikling.

Den samme overregulering ser vi også inden for bl.a. energi-, transport- og byggesektoren. I 1929 tog det lidt over et år at bygge Empire State Building i New York. I dag tager det langt længere tid at bygge selv meget beskedne bygninger på grund af omfattende byggelovgivning.

Samtidig mener Thiel, at der er sket en slags brain drain væk fra iværksætteri, ingeniørkunst og håndværksfag over til jura, politologi og andre ”Djøf-fag”, så flere og flere af de klogeste hoveder nu ernærer sig ved at administrere den voksende regelmængde og dokumentere deres indsats i Excel-ark.

Vi har skabt det, som James Burnham i bogen The Managerial Revolution kalder en klasse af managers. Managers laver ikke nye produkter eller virksomheder, som kan bidrage til den teknologiske udvikling, men er i stedet en elite af mellemledere og konsulenter, som rådgiver om proces, regulering og bureaukrati. De får en mere og mere central og toneangivende position i samfundet, i takt med at regelmængden vokser og vokser. Til gengæld må den klassiske entreprenør, iværksætter eller opfinder nøjes med en mere perifer og marginal rolle: ”opfindertyper” bliver set som outrerede særlinge, og der bliver færre excentriske professorer med vilde ideer på universiteterne.

Økonomen Joseph Schumpeter forudså denne degenerering inden for kapitalistiske økonomier: kapitalismen ville miste sin dynamik og fremdrift, fordi entreprenører og iværksættere blev tilsidesat og bekæmpet af den bureaukratiske mellemlederklasse. Det samme tema belyser en af Thiels yndlingsforfattere Ayn Rand i romanform i sit magnum opus Atlas Shrugged, hvor de entreprenante industrialister Dagny Taggart og Hank Rearden bekæmpes af en risikoavers og konspirerende klasse af magtfulde regulatorer, bureaukrater og politikere. Dette dystopiske scenarie er nu ved at blive en realitet i den regelstat, som vi lever i.

Fra regelstat til teknostat

Hvis Thiels diagnose lyder, at det er reguleringen, der er skyld i stagnationen, ligger løsningen tilsyneladende ligefor: vi må stoppe regelmængdens vokseværk og deregulere, så iværksættere og forskere igen kan få frihed til at udvikle ny teknologi uden at skulle besværes med unødig regulering.

Thiel mener dog, at vi skal tage et mere grundlæggende opgør, hvis stagnationen skal til livs. For reguleringen er bare et symptom på en dybereliggende kulturel tendens til, at vi i Vesten bliver mere risikoaverse, angste og teknofobiske.

De sande progressive er ifølge Thiel derimod de entreprenører og iværksættere, som gennem kreativ ødelæggelse og nye, midlertidige monopoler skaber teknologisk og økonomisk fremdrift i samfundet.

Når teknologi portrætteres i populærkulturen, er det næsten altid dens destruktive potentiale, der er i fokus: Terminator-robotter, der udsletter os; atomvåben, der fører til verdensomspændende apokalypse; kunstig intelligens, der tager dit job. Vi har i virkeligheden et meget negativt syn på teknologi, og det første spørgsmål vi stiller, når en ny slags medicin, transportform eller energikilde kommer på markedet, er typisk, om det er sikkert nok eller vil skabe arbejdsløshed – ikke om det kan bidrage til en teknologisk og økonomisk udvikling af samfundet.

Den teknologiske stagnation er derfor i bund og grund et kulturelt problem, ikke et naturligt problem. Det er ikke mangel på naturressourcer eller fysikkens love, der har gjort, at vi er sakket bagud: det er en gennemgående risikoaversion og teknofobi i vores samfund, som har udmøntet sig i regelstatens overregulering og mangel på innovation.

Thiel mener, at de mange regler er unødvendige og i mange tilfælde kontraproduktive: vores største frygt bør ikke længere være for meget teknologisk innovation, men tværtimod for lidt. Teknologi er ikke en kilde til kaos men en forudsætning for stabile og velfungerende samfund, hvor alle bliver rigere.

Samfund, hvor der ikke sker nok teknologisk udvikling, bliver derimod fattige og ustabile. Thiels analyse af finanskrisen i 2008-09 er ikke, at årsagen primært var for lidt regulering af finanssektoren, men derimod for meget regulering af hele samfundet: når det bliver svært eller direkte ulovligt at investere i store dele af økonomien på grund af regulering, bliver folk desperate, investerer i de få ting de må og skaber af den grund bobler på f.eks. boligmarkedet.

Med mindre teknologisk vækst er der også mindre økonomisk vækst, og så bliver folk angste og stemmer i desperation på populister, der lover et opgør med status quo. Forskellige befolkningsgrupper begynder at dæmonisere hinanden, og en generel stemning af dekadence begynder at sprede sig, når teknologien ikke lever op til forventningerne. Det er derfor udtryk for en falsk modsætning, når visse konservative udtrykker angst for teknologiens destabilisering af samfundet: ny teknologi er tværtimod forudsætningen for den sociale stabilitet og sammenhængskraft, som mange konservative kerer sig dybt om.

Regressive socialister og progressive industrialister

Det dystopiske narrativ om teknologi i medier, uddannelsesinstitutioner og politik skal derfor vendes 180 grader. Thiel har ikke hele løsningen, men en start vil være at gøre op med den venstreorienterede dominans på universiteter, mediehuse og andre centrale samfundsinstitutioner, så der kommer mere diversitet.

For de venstreorienterede kalder sig selv ”progressive”, selvom de i virkeligheden ikke går så meget op i teknologisk progression. Det er venstrefløjen, der tordner mod atomkraft, selvom atomkraft er en af de mest effektive kilder til grøn omstilling og dekarbonisering; det er venstrefløjen, der opponerer mod GMO-fødevarer, selvom de kan reducere hungersnød i de fattigste dele af verden; det er venstrefløjen, der ønsker mere statslig styring af økonomien, selvom mere regulering og statsmagt er en bremseklods på teknologisk og økonomisk udvikling.  Den yderste venstrefløj kalder sig selv progressiv i håb om at skjule det faktum, at dens politik de facto vil føre til stilstand og regression.

De sande progressive er ifølge Thiel derimod de entreprenører og iværksættere, som gennem kreativ ødelæggelse og nye, midlertidige monopoler skaber teknologisk og økonomisk fremdrift i samfundet. I jagten på profit er det industrialisten, som skaber noget helt nyt, der er katalysator for udvikling og vækst. Men reguleringen og teknofobien, der gennemsyrer vores kultur, er en bremseklods på iværksætterne, som i stedet anklages for at skabe ustabilitet, usikkerhed og disruption, hvilket retfærdiggør, at de skal reguleres til døde, så den herskende orden ikke udfordres.

Thiels vision for samfundet er klar: teknofobien skal erstattes af en næsten utopisk tro på teknologiens potentiale. Thiel vil have en markant opprioritering af rumprogrammet, så vi kan komme til Mars og kolonisere solsystemet; uddannelsessystemet skal reformeres, så talentfulde, unge mennesker bliver inspireret til at skabe teknologisk innovation i stedet for at blive middelmådige humanister med tårnhøj studiegæld; og han mener endda, at vi kan finde en kur mod aldringsprocessen og døden med bio- og genteknologi, hvis vi skrinlægger romantiseringen af kropsligt forfald og begynder at tage livsforlængelse mere alvorligt.

Thiel minder os om, at vi ikke kan tage den teknologiske og samfundsmæssige udvikling for givet. Historien er ikke prædetermineret, men bliver skabt af os og vores handlinger. Stagnationen er indtruffet, og vi er selv skyld i det, men det betyder ikke, at vi ikke kan finde en udvej.

Han ønsker et libertariansk samfund, hvor politikere og bureaukraters magt er minimal, og hvor entreprenører og teknologer får frihed til at forske og innovere, så vi kan leve frit i den futuristiske tekno-stat. Thiel har desuden investeret i sea steading-projekter, hvor nye platforme i internationalt farvand skal skabe små libertarianske øer, hvor man kan eksperimentere politisk og teknologisk uden at blive forstyrret af regeringen. For nogle lyder det visionært, og for andre lyder det hamrende naivt.

Men Thiels idealsamfund er uden tvivl mere ambitiøst og fremtidsorienteret end den stagnerende regelstat. Ved at adoptere dele af Thiels tankegods, kan vi borgerlige fravriste venstrefløjen dens monopol på mærkatet ”progressiv”: vi står for social stabilitet gennem teknologisk og materiel fremdrift, mens venstrefløjen står for social ustabilitet via teknologisk og materiel stilstand.

Hvad kan vi lære af Peter Thiel

Thiels samfundsdiagnose vedrørende regelstaten og overbureaukratiseringen er uhyre aktuel i Danmark, hvor selv vores socialdemokratiske statsminister har indrømmet, at der bliver vedtaget for mange regler. CEPOS’ Jonas Herby har i serien Regelstaten belyst, hvordan overdreven regulering har enorme, negative konsekvenser for vores økonomi og samfund og den teknologiske udvikling. Vi har selvfølgelig brug for et minimum af regulering og dygtige embedsmænd til at sikre vores rettigheder og samfundets orden, men hvis det tager overhånd, har det drastiske konsekvenser for samfundet.

Samtidig udstiller Peter Thiel, hvordan majoriteten af befolkningen fejlagtigt tror, at der per automatik er hurtig videnskabelig udvikling og alting går hurtigere og hurtigere. Vi er hoppet på det, jeg i Berlingske har døbt ”accelerationsmyten”: vi tror, at teknologien udvikler sig med lynets hast, og derfor behøver vi ikke gøre noget selv for at udvikle ny teknologi.

Tværtimod er vi så bange for teknologiens potentiale, at vi forsøger at bremse den: med nye regler og forbud, mere statsindblanding, mere politik, mere regelstat. Vores egne fantasier om acceleration og den hastige udvikling i den virtuelle, digitale verden er blevet akkompagneret af en tilsvarende deceleration i den virkelige, materielle verden.

Dette er opskriften på en veritabel katastrofe, for i fravær af teknologisk udvikling bliver den samfundsøkonomiske kage ikke større; politik bliver et fordelingsspil, hvor nogle grupper får mere på bekostning af andre. Tribalismen får vokseværk, fordi social stabilitet forudsætter teknologisk dynamik.

Komplekse udfordringer som aldring, forurening, klimarisici og arkaisk infrastruktur finder vi ikke løsninger på uden teknologi. De hysteriske dommedagsprofeter på den yderste venstrefløj kan paradoksalt nok få ret i deres egne prognoser hvis de får held med at bremse iværksætteriet og den teknologiske udvikling.

Thiel minder os om, at vi ikke kan tage den teknologiske og samfundsmæssige udvikling for givet. Historien er ikke prædetermineret, men bliver skabt af os og vores handlinger. Stagnationen er indtruffet, og vi er selv skyld i det, men det betyder ikke, at vi ikke kan finde en udvej. Det er os liberale og konservative på den borgerlige fløj, som sammen må gå forrest i denne kamp: venstrefløjen er for risikoavers og hænger stadig fast i 1970’ernes irrationelle frygt for atomkraft, modificerede fødevarer og anden teknologi. Venstrefløjen ser teknologisk progression som en trussel mod social progression.

Vi borgerlige skal vise, at de tager fejl – vi skal have et tolerant samfund, men den sociale progression skal ikke ske på bekostning af teknologisk progression. Tværtimod kan vi kun have et velfungerende, frit og tolerant samfund, hvis der også er teknologisk udvikling. Kun ved at indse, at stagnationen er en realitet, har vi en realistisk chance for at bekæmpe den og generobre fremtiden.

Frederik Ambjørn

Frederik Ambjørn (f. 1999) er stud.scient.pol. på Københavns Universitet og arbejder som analytiker for Policy Group. Han er desuden fast skribent ved aarsskriftet-critique.dk

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside