Selvpineri

Om protestantisk flagellanteri

17. september 2021
15 minutters læsetid

Den protestantiske kulturkreds nedbryder sig selv ved selvpineri og overdreven underkastelse. Men ingen andre samfund er så succesfulde som de protestantiske, og det bør vi være stolte af og forsvare, skriver Helle Birk i denne artikel.

Af Helle Birk

Efter nyligt gensyn slog det mig, at min barndoms yndlingsfilm ikke bare er tåreperseren over alle tårepersere, men et gedigent studie i protestantisk skyld og skam.

Love Story, der bygger på Erich Segals roman af samme navn, kan ikke bare ses som en kærligheds- men som en forfaldshistorie. Gennem – mine – nutidsbriler udspilles den kamp mellem protestantiske WASP- og kulturmarxistiske woke-værdier, der begyndte tilbage i tressernes og de tidlige halvfjerdseres USA i filmen som et underliggende tema. Forfatteren hentede inspirationen til romanen, da han selv opholdt sig på Harvard i 1968 under ungdomsoprøret, hvor der første gang blev kæmpet imod samfundets protestantiske værdinormer.

En kamp, der i skrivende stund er gået ind i sin – måske – afsluttende fase.

Gid jeg var protestant!

”Hvorfor ville jeg ønske, jeg hed Abigail Adams eller Wendy Wasp?” spørger Jenny retorisk sin nye kæreste Oliver Barrett IV, efter at have bedt ham om at standse sin åbne sportsvogn, som han givetvis har fået af sin far. De unge elskende holder på den allé, der fører ind til Oliver Barrett III’s imposante New England ejendom. Der vil de deklarere deres forlovelse.

Jennifer Cavalleri med de italienske aner ville ønske, at hendes forfædre var blandt de puritanere, der var kommet over med flagskibet Arbella for at bygge A City upon a hill og med deres guvernør Winthrops legendariske ord, blive et eksempel på kristen barmhjertighed for hele verden.

Katolske Jennifer ville med andre ord ønske, at hun var angelsaksisk protestant. Ligesom Abigail Adams, der var gift med John Adams. Ham, der var med til at skrive Den amerikanske uafhængighedserklæring efter krigen mod briterne, og som senere blev USA’s 2. præsident. De var WASPs – ”White Anglo Saxon Protestants” – og med til at grundlægge verdens ældste demokrati med protestantiske værdier om hårdt arbejde og tro på en streng, kristen Gud. Puritanerne var ikke Guds udvalgte folk. De var langt fra perfekte. De holdt vist nok slaver. De bekrigede indianerne og undertvang dem. Kvækerne kunne de heller ikke med. Selvom de også var udvandret til Den nye verden for at skabe sig en bedre tilværelse.

Protestantiske værdier

Men det ændrer ikke på, at USA er bygget på protestantiske værdier. Moguler som Carnegie, Vanderbilt og Rockefeller skabte det Amerika, vi kender i dag. Det, de havde tilfælles, var, udover deres protestantiske ophav, at de var visionære, hårdtarbejdende forretningsmænd, og at de havde skabt deres formuer fra bunden. De byggede jernbaner og muliggjorde dermed handel og transport med varer. De udvandt olie og producerede stål. De var også mæcener. Andrew Carnegie var ikke fast i sin kristne tro, men derimod i overbevisningen om, at hans formue skulle gives tilbage til det samfund, der havde muliggjort den, bl.a. gennem Carnegie-fonden for heltemod, som vi kender den dag i dag.

Oliver Barrett III er nok mere formet efter J.P. Morgan, der ganske vist var søn af en velhavende forretningsmand, men bedrev bl.a. bankvirksomhed på et niveau, så han blev en af sin tid mest succesrige finansmænd.

Hr. Barrett III er bosiddende i Ipswich, Massachusetts. I New England, hvor både pilgrimmene og puritanerne gik i land i 1600-tallet. Han er bankmand ligesom Morgan. Som ung modtog han et Rhodes stipendiat – der i det virkelige liv gives til særligt begavede studerende som fx Bill Clinton – og læste på Oxford Universitet, hvor han i den gamle skoles ånd også deltog i olympiaden som roer.

Og ja, det var den så forkætrede Cecil John Rhodes (1853-1902), præstesønnen, der grundlagde sin formue som diamantmineejer i Afrika, der oprettede Rhodes-stipendiatet på det universitet, hvor han blev æresdoktor i 1899. Den Rhodes, der nu bliver beskyldt for at være racist og repræsentant for såkaldt hvid overherredømme. I fundatsen fik Rhodes ellers indføjet (i min oversættelse): Hverken race eller religiøs overbevisning skal kunne kvalificere eller diskvalificere en studerende.

Universiteternes forfald

I sommeren 2020 krævede demonstranter mindestatuen på Oriel College fjernet. Mens kollegiet på Oxford – indtil videre – har nægtet at fjerne skulpturen af Rhodes, forholder det sig ganske anderledes i Den nye verden.

I New York har Ivy League universitetet Columbias aktivistiske rektor, Lee C. Bollinger, annonceret, at navnet Bard Hall skal fjernes fra kollegiebygningen for medicinstuderende. Efter at have været der i 90 år, strider det mod Columbias værdier, der ifølge hjemmesiden handler påfaldende meget om klima, køn og race.

Samuel Bard (1742-1821) grundlagde det medicinske fakultet på Columbia. Han var ejer af vistnok tre slaver. Det er lidt uklart. Samuel Bard var også George Washingtons læge, en pioner indenfor obstetrik og behandling af difteri.

Ikke woke at være WASP

Ligesom Bard har Barrett-familien i Love Story også fået en bygning opkaldt efter sig. Barrett Hall på Harvard. Det skammer unge Oliver sig over. Ligesom han heller ikke synes, det er spor morsomt, da Jennifer driller ham med, at hans familie må være slaveejere, fordi hushjælpen hilser ham med et master Oliver under familiebesøget. I det hele taget er han forud for sin tid. Han afskyr alt, hvad der er WASP. Især hans egen familiebaggrund personificeret af hans far, der med Oliver IV’s ord er a son of a bitch, et røvhul, der forventer at han studerer jura på Harvard og får gode karakterer. Som Oliver selv udtrykker det, min far vil have, at jeg gør det rigtige. Hvad end der så er galt med det?

De rager for alvor uklar, da Barrett senior råder sin søn til ikke hovedkulds at gifte sig, men vente til han er sikker på, at det ikke er Jennifers sociale baggrund, han er forelsket i. Oliver og Jenny bliver gift. De vier sig selv. Fordi de ikke tror på Gud. Senere afviser Oliver ethvert forsøg fra faren på forsoning. Da Jennifer er døende af leukæmi, kan Oliver endelig godt bruge det dumme svins penge til at finansiere hendes hospitalsophold og temmelig arrogant modtage – endnu – en undskyldning fra sin skamfulde far.

Alexis de Tocqueville skriver i sit opus om det amerikanske demokrati, at en af hovedårsagerne til USA’s succes og fremdrift er personificeret i den første puritanere, der satte fod på amerikansk jord og at de traditioner, sædvaner og værdier, som puritanerne repræsenterer, bærer Amerikas skæbne i sine hænder.

Se det er jo lidt af en gyser, hvis man ser på situationen i USA i dag, hvor de værdier er under pres, for ikke at sige ved at blive fortrængt. Det er ikke woke at være WASP.

Det er derimod meget skamfuldt, mener stærke kræfter.

Protestantisk skyld og skam

Woke-bevægelsen adskiller sig fra ungdomsoprøret i tresserne ved, at dengang var der vitterligt noget at kæmpe for. For borgerrettigheder for sorte og ligestilling mellem kvinder og mænd.

Mere end 50 år senere er det for længst forbudt i USA at diskriminere pga. race og køn. Racisme og sexisme er ulovligt. Ydermere har der i mere end tres år været særrettigheder, der tilgodeser minoriteter med fx stipendier, såkaldte affirmative action regler.

I USA, verdens ældste demokrati og verdens største supermagt, er mottoet: In God we Trust og i den amerikanske troskabsed, som skolebørn starter dagen med, defineres De forenede stater som: One Nation under God. Det var oprindeligt den kristne, protestantiske gud, der blev refereret til. Hvis nogen skulle være i tvivl.

Kampen imod de protestantiske værdier

Alligevel er der stærke kræfter, der vil gøre op med de protestantiske værdier. Fædrelandskærlighed og patriotisme er også blevet skældsord i nutidens USA.

USA har oplevet raceuroligheder i 1960’erne under borgerrettighedskampen, Og i nyere tid i 1992 i Los Angeles og i 2014 i Ferguson. Men de kom ikke i nærheden af det momentum, Black Lives Matter, en selverklæret marxistisk bevægelse, har fået i kølvandet på en sort arrestants død i maj 2020.

Mens verden så mere eller mindre måbende til, knælede medlemmer af Det demokratiske parti med Nancy Pelosi i spidsen på Capitol Hill til ære for afdøde, flere gange dømte, George Floyd. I 8 minutter og 46 sekunder. Den aldrende talsmand for demokraterne måtte have hjælp til at rejse sig op igen.

Siden hen er der nærmest opstået kø for at svinge krabasken ikke bare over den politibetjent, der nu er idømt en lang fængselsstraf for at have forårsaget Floyds død. Snart blev der knælet verden over. Fodbold- og skuespillere kappedes om at være med på bølgen af flagellantisme og fortryde og undskylde for angivelig strukturel racisme og påståede privilegier til hvide mennesker i USA i særdeleshed og siden vestlige værdier i almindelighed.

En BLM-demonstrant opfordrede – kraftigt – en britisk bobby på Downing Street, såmænd, til at gøre knæfald take a knee, som det hedder nu. Og han gjorde det.

Amerikanske skuespillere lavede straks en sort-hvid video, hvor de hver især med andægtig mine grædefærdigt erklærede, at nu tager de ansvar. For racisme og for passivitet. Silence is violence blev endnu et af tidens slogans, der skulle få ikke mindst WASP-segmentet til at tage aktiv stilling, og erkende ikke bare såkaldt strukturel racisme, men egne privilegier. Hvid skyld. Uden hvid skrøbelighed, tak.

WASPs der hader WASPs

George W. Bush, den tidligere republikanske – og neokonservative – præsident er, ligesom den nuværendes søn, Hunter Biden, sprunget ud som kunstmaler. For nylig har Bush udgivet sine portrætmalerier i bogen Out of many. One med undertitlen Portrait of America’s Immigrants.

Titlen er en oversættelse af USA’s tidligere motto E pluribus unum. Det nuværende er ellers In God we trust.

I et interview om bogen, advarer George W. Bush imod den hvide angelsaksiske protestantisme. Den vil forhindre det republikanske parti i at genvinde magten, lader han forstå. Fordi den med Bushs ord er ekskluderende. WASP er blevet et skældsord, også i WASP’en George W. Bushs mund.

Der er et element af selvhad i tiden. Det undrede nu tidligere præsident Trump sig over. Ikke mindst da Shaun King, en fremtrædende aktivist, proklamerede, at Jesus var en af de mange statuer, der skulle rives ned, fordi Jesus ifølge ham repræsenterede hvid overhøjhed.

Mens Donald Trump indførte en ekstra National Day of Prayer i 2020, undgik Joe Biden helt at nævne Gud på sin første National Day of Prayer som præsident.

Gensyn med flagellantismen

Hvordan kunne det ske, at de protestantiske værdier, der skabte Amerika, er blevet så forkætrede. Også af dem, der selv er rundet af dem? Og hvorfor følger europæerne trop?

Politikernes fortrydelse er ofte på nationens vegne og efterfulgt af en kollektiv undskyldning. I vestlige, protestantiske, samfund er der mange statsledere, der offentligt går bodsgang og undskylder for fortidens synder til dem, der har lidt uret. Både de levende og de døde.

I Tyskland er det en del af folkesjælen, at man som tysker kollektivt føler skyld og skam over nazismen, mens præsident Erdogan end ikke vil tale om det armenske folkedrab. Ja, han reagerer med vrede, når bare det nævnes.

Det at fortryde, angre og sige undskyld er en del af vestlig civilisation. Ydmyghed er en kardinaldyd, mens stolthed i betydningen arrogance er det modsatte, en kardinalsynd.

Ydmyghed og beskedenhed er gode menneskelige værdier at bygge et harmonisk samfund på. Men hvis det fører til nedvurdering og ringeagt af egen kultur, så kan det gå hen at blive selvdestruktivt. Det er det, der er ved at ske lige nu. En tendens i tiden er, at der universelt skal gøres op med vestlig kultur.

Hvad der så skal komme i stedet for, taler kritikerne og dem, der vil nedbryde den, ikke så meget om.

I middelalderens Tyskland havde man flagellantoptog, de såkaldte Geißlerzüge, der gik fra by til by og sang sange om selvtugtelse for den pest, der hærgede Europa og som de anså for Guds straf for deres synder, mens de svang pisken over sig selv. Det ansås for at være et præ-protestantisk fænomen.

J.P. Jacobsen har beskrevet det på følgende måde i novellen ”Pesten i Bergamo”:

Hvert slag var et offer til Gud. At de anderledes kunde slaa, at de kunde rive sig i tusinde blodige stykker her for hans Øjne! Dette Legeme, hvormed de havde syndet imod hans Bud, det skulde straffes, pines, gjøres til Intet, at han kunde se, hvor de hadede det, at han kunde se, hvo de var Hunde for at tækkes ham, ringere end Hunde under hans Vilje, det laveste Kryb, der aad Støv under hans Fodsal!

Det protestantiske selvhad har fået fornyet kraft under vor tids pest, COVID-19-pandemien. Men hvor meget er der egentlig at skamme sig over?

Protestantisk arbejdsmoral

Brødrene Grimm havde deres rod i den reformerede tyske kirke, hvor deres olde- og bedstefædre var præster. De var protestanter og på deres vej gennem Tyskland fra Hanau indsamlede de fortællinger og sagn til deres senere verdensberømte ”Kinder- und Hausmärchen”, der tydeligvis har afsæt i en kristen moral og et protestantisk værdisæt, og som er elsket af børn i hele verden.

De gode er ikke bare gudfrygtige, og beder i nødens stund som fx Hans og Grete. De er også, hvis de kommer fra arbejderklassen, flittige og retsindige. De onde er dovne og gottlos – ugudelige hedninge – og igen hvis de tilhører det arbejdende folk – dvaske dagdrivere. Flid belønnes i brødrene Grimms protestantiske eventyrverden, mens dorskhed og hedenskab straffes hårdt.

I eventyret om ”Mor Hulda” er hovedpersonen smuk og flittig, men henslæber tilværelsen hos sin stedmor og stedsøsteren, der er grim og doven, med at arbejde sig halvt ihjel. Hun spinder garn så blodet springer fra neglene. Det gør de ofte i vævernes land. Senere hos digteren Heinrich Heine, blev vævernes strenge kår udødeliggjort, men det er en anden historie.

En dag går det ikke værre eller bedre, end at den langmodige skønhed taber tenen ned i en brønd, og kyst som hun er, risikerer liv og lemmer for at hente den op igen. Nede i brønden møder hun både et brød, der er ved at brænde på, og et træ tynget ned af æbler. Hun hjælper naturligvis dem begge, som den gode kristne pige, hun er, hvorefter hun kommer i huset hos Mor Hulda, der belønner hende med en regn af guld for sin tro tjeneste.

Stedmoderen sender sin egen datter samme vej, så hun også kan få del i herlighederne. Men ak, pigebarnet orker ikke hjælpe hverken brød eller træ. Heller ikke hos Mor Hulda gør hun god fyldest. Og da dovenskab er en synd, belønnes hun med en regn af, ja, ikke guld og grønne skove, men af sort beg – som aldrig går af. Så kan hun lære det. At arbejde betaler sig!

Protestantisk etik og kapitalismens ånd

Knap 100-år senere skriver Max Weber om protestantisk arbejdsmoral i lighed med Tocqueville.

Ifølge den tyske sociolog er den protestantiske etik og arbejdsmoral en af de bedste i verden til at opbygge velstående og velfungerende samfund. Takket være gamle dyder som flid og punktlighed og det at sætte en ære i at svare enhver sit – ikke mindst i nærings- og forretningslivet.

Historien har vist, at Webers analyse holder stik.

Men beklageligvis er ikke bare flid og arbejdsomhed, men også skyld og skam en del af protestantismens DNA. Og det er desværre nok en af grundene til, at selvforagten har fået lov til at slå rod visse steder i den vestlige civilisation i de senere år.

I Nordvesteuropa er de fleste af os det, man kalder kulturkristne.

World Value Survey har lavet et kort over, hvilke værdier hvilke lande har tilfælles. Tyskland, Holland, Schweiz, Finland, Norge, Island, Danmark og Sverige er kategoriseret som historisk protestantiske. Historisk, fordi de er under forandring qua immigration, lave fødselsrater og sekularisering.

Men majoritetssamfundets værdigrundlag er – endnu da – den protestantiske etik med en høj arbejdsmoral, udbredt tillid mellem mennesker og stor grad af individuelle rettigheder.

Sverige, du gamla, du fria

I 1970 var 95 % af svenskerne medlem af Svenska kyrkan. I dag er det ca. 55 %. Kun 24 % bliver konfirmeret. Til sammenligning er 73,8 % af den danske befolkning medlemmer af folkekirken og 66 % af danske unge blev konfirmeret i 2020.

Hvordan kan det nu være? Kan det mon være, fordi Svenska kyrkan har bevæget sig mere og mere væk fra protestantismen og henimod woke-ideologien? En ideologi, som mange svenskere ikke bekender sig til, og ikke kan se sig selv i, når deres kirke, som det er tilfældet, bliver mere og mere aktivistisk og mindre og mindre protestantisk?

Et faktum er det i hvert fald, at Luciaoptoget bliver aflyst flere steder, fordi det ikke er mangfoldigt nok. Lucia var ifølge overleveringen en katolsk kvinde, som hjalp forfulgte kristne og delte mad ud til dem, der havde søgt tilflugt i katakomberne. Lyset på hovedet havde hun, for at kunne bære mere. Derfor blev hun ophøjet til helgen.

Præsten Mats Hermansson, der også er kunstner, har malet Greta Thunberg som helgen og Jesus som det han selv kalder Pride Jesus med regnbueflag. Værkerne har været udstillet i flere svenske kirker. En række præster fra Västerås Stift har skrevet et åbent brev til transseksuelle, hvori de erklærer bl.a. kirken for transseksuel og sammenlignet det, de kalder ”transekskluderende feminister” med ”højreradikale kristne”. Over 1000 præster og andre med tilknytning til kirken har underskrevet brevet. Skoleafslutninger i kirken er også noget man har debatteret og problematiseret hinsidan.

Forfatteren Lena Andersson skriver i sin roman om Sveas søn fra 2019 sådan om, hvordan det er gået med den evangelisk-lutherske protestantisme i nabolandet. Sveas søn blev født i År nul i den svenske historie. Det år, da socialdemokratiet kom til magten i landet og overtog protestantismens heldækkende kappe af omsorg, strenghed og stræben med selvflagellering, individualitet og i grupper. For herefter at indehave den ubrudt i 44 år og omforme Sverige fra grunden.

Opgør med den kulturkristne arv

At Sverige er under stor kulturel forandring i disse år, og at den feministiske regering bestående af Socialdemokratiet og Miljöpartiet ikke er synderligt optaget af at bevare svenskernes kulturkristne arv må være åbenlyst for enhver.

Forhenværende sossa-leder Mona Sahlin svarede sådan her i et interview med en tyrkisk journalist: I har en kultur, en identitet, en historie, noget, der binder jer sammen. Og hvad har vi? Vi har midsommeraften og den slags fjollede ting.

Men hvad med Lina Sandells salmer, Ingmar Bergmans film om Det Syvende Sejl og Fanny og Alexander. Eller Astrid Lindgren og Selma Lagerlöfs romaner, der er skrevet i en kristen tradition, for nu bare at nævne et par stykker? Det er da i høj grad svensk kultur.

Tidligere statsminister og medlem af Moderaterna Frederik Reinfeldt har udtalt, at: ”Ursvenskt är bara barbariet. Resten av utvecklingen kommer utifrån.”

Partifællen og måske kommende statsminister Ulf Kristersson er vist uenig i den analyse. I en ny rapport udarbejdet på foranledning af Moderaterna siger han i hvert fald følgende: Det er ikke en udefineret mangfoldighed, der skal bygges op, men derimod en svensk mangfoldighed, forankret i de love, kulturelle værdier og den historiske arv, som præger netop Sverige.

En ny vækkelse?

Det er tankevækkende, at i flere katolske lande i Europa har man en meget anderledes tilgang end i de protestantiske – ikke mindst under sportsbegivenheder.

Viktor Orbán har forklaret den ungarske folkesjæl med ordene: Her knæler vi kun for Gud, fædreland og når vi frier til vores elskede. Tjekkerne og polakkerne er tilsyneladende enige.

WASPs gør knæfald i stor stil i USA, England og Wales, også selvom deres fans ved flere lejligheder har buet dem ud.

Det danske landhold har også knælet – mens det svenske ikke gør det. Så måske er der håb for protestantiske demokratier – endnu.

Måske er der en ny vækkelse på vej – her i det, der kaldes den post-kristne æra. Imod protestantisk selvhad.

Protestanter af navn eller af gavn?

Hvis der ellers kan skrues ned for ydmygheden, skylden og skammen og tages til genmæle mod de højlydte røster, der kræver radikale, såkaldt systemiske, ændringer af det bestående og et opgør med historien, ja nogle ligefrem en udradering af den. Mod de selvsamme røster, der tilsyneladende glemmer at anerkende de fremskridt og forandringer, den oplysnings- og demokratiseringsproces, vestlige protestantiske demokratier som det danske evangelisk-lutherske har gennemgået og de lige muligheder, vi som lande har opnået. Og det i en verden hvor langt de fleste lande ikke er hverken velfungerende eller demokratiske. Og hvor slaveri, forfølgelse af minoriteter og undertrykkelse af kvinder er dagens orden. Det er bekymrende. Det maner til eftertanke. At så mange accepterer præmissen: at vestens protestantiske værdier og helte og helgener skal forkastes og styrtes i havet.

Ikke mindre bekymrende er det, at så relativt få – aktivt – protesterer imod det. Ja, bliver protestanter i ordets oprindelige betydning.

Vor tids svøbe er i bund og grund flagellantismen, der gør, at protestanter villigt lader sig piske med skorpioner, eller nærmere med skyld og skam.

Romerriget gik under med en blanding af dekadence, arrogance og moralsk fordærv.

Hvis Aftenlandet går under, bliver det nok på grund af leflende og fidele knæfald og foragt for vores velfungerende vestlige – kapitalistiske – demokratier, funderet på kulturkristne værdier og protestantisk arbejdsetik.

Helle Birk er cand.jur. et mag., gymnasielektor og lærebogsforfatter.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside