Ny sæson, nyt værk. Eller næsten nyt. For Hans Abrahamsens 10 Stykker for orkester, der indledte DR Symfoniorkestrets nye sæson, er ikke helt nyt, men en orkesterversion af hans 10 studier for klaver, der blev komponeret i perioden 1983-98. Hel falsk varebetegnelse er det dog ikke, når det hedder, at der er tale om en verdenspremiere; for klaverværket er kun et udgangspunkt; og der er foretaget flere ændringer end blot tilføjelse af instrumenter. Mit kendskab til klaverværket er, må jeg nok indrømme – trods flere gennemlytninger både før og efter koncerten – for begrænset til, at jeg kan finde ligheder. Langt mere forekom 10 stykker for orkester at være en udvidet udgave af Abrahamsens orkesterværk Stratifications fra 1973/75. Særligt afslutningen på det 10. stykke forekom mig netop at referere til en lignende tremolo i slutningen af dette værk. Men det kan være ren indbildning, når det premiereaktuelle orkesterværk p.t. kun findes i min erindring.

Abrahamsen er ikke den første, der kaster sig ud i genren ”stykker for orkester”. Schönberg og Webern gjorde begge det samme af flere omgange. Det forekommer mig i alle tilfælde mest som en undskyldning for at lege med orkestrets klanglige virkemidler frem for at arbejde med form, struktur og indbyrdes sammenhængen i det musikalske stof. En undskyldning for ikke at have nogen form overhovedet, sådan som hvis man havde dristet sig til at bruge betegnelsen ”symfoni”, ”ouverture” eller gjort et fuldtonet tonedigt med forpligtende associationer.

Form og sammenhæng var for mit øre fraværende hos Abrahamsen. Både mellem de enkelte stykker og inden for de enkelte stykker. En undtagelse var vist kun den smukke, afsluttende adagio, der var højdepunktet. I programmet står der da også kun meget generelle udsagn som f.eks.: ”Det er musik fuld af drømme, der ikke bare udforsker Hans Abrahamsens eget indre univers, men også den klassiske musiks righoldige verden som sådan.” Eller: (…) de uendelige farver og klange i orkestret trækker os ind i underbevidstheden. Her dukker minder og erindringer op, også fragmenter af fortidens musik, der stadig laver ekko i sjælen.” Dette kunne man vist sige om de fleste nyere værker? Det ville vist også passe på en række værker af Per Nørgård, Poul Ruders eller Bent Sørensen. Eller for den sags skyld på en af Beethovens sene strygekvartetter eller en af Mahlers symfonier.

Men det skal ikke komme Abrahamsen til skade, at jeg savner lidt mere end blot leg med det store orkesters muligheder. For Abrahamsen skriver her som i sin opera, Snedronningen, faktisk godt, sansemættet og stemningsfuldt for orkester. Hvad der mangler i indre sammenhæng og sammenhæng mellem de forskellige stykker bindes sammen af stemninger og orkesterfarver, uden at jeg helt kan sætte ord på. Et ”ekko i sjælen” er jeg ikke sikker på, at jeg kunne føle, men noget suggestivt kunne jeg måske godt fornemme. Men den endelig dom må dog også på dét punkt afvente en genlytning. Hvem ved om jeg blot er blevet revet med af programnoterne. En genopførelse har nok lange udsigter herhjemme. Værket er stort og kræver mere end 100 musikere; og det lyder ikke til, at det er musik, der er let at indøve. Koncerten blev optaget og sendes på DR2 til februar.

Efter pausen var det Mahler, hhv. sange fra Des Knaben Wunderhorn og Rückert-Lieder, der blev opført som ét værk samt adagioen fra Mahlers aldrig fuldendte 10. symfoni. Klangligt er vi ikke langt fra Abrahamsen, men Mahler har noget af den sammenhæng, jeg lidt savner hos Abrahamsen. Dirigent Fabio Luisi er ved at opføre samtlige Mahlers symfonier med DR Symfoniorkestret. Senere på sæsonen kommer turen til den store 2. symfoni ”Genopstandelsen”. Det er svært for alvor at kritisere Luisis favntag med Mahler, men både i fredags og ved de øvrige opførelser, jeg har overværet, manglede der altså et eller andet. Det hele bliver meget sterilt og mangler en form for liv og – i mangel af bedre ord – galskab. Mahler behøver ikke lyde for pænt. Det skal det faktisk helst ikke, synes jeg. Det må gerne være lidt kaotisk, så den tydelige humor kommer til udtryk. Man må godt slå gækken lidt løs. Luisis mere alvorlige stil sømmede sig dog bedre til adagioen (Mahlers adagioer må netop gerne være styret stramt; de er typisk mere alvorlige), end til de 4 sange, der i øvrigt blev fint sunget af sopranen Golda Schultz. Alt i alt har jeg vil grund til at være tilfreds, omend Luisi godt må prøve at løsne lidt op til opførelsen af den 2. symfoni.

Derimod har jeg ingen grund til at være tilfreds med at koncerten ikke bare én men to gange blev afbrudt pga. mobiltelefoner, der larmede. Den ene gang ringede en telefon vist ”bare” under afslutningen af Mahlers smukke Ich bin der Welt abhanden gekommen. Den anden gang kedede en pige sig vist så meget under adagioen fra den 10. symfoni, at hun var nødsaget til lege med sin mobiltelefon og i sin leg trykkede på en forkert knap, så der udbrød rytmisk musik i salen.

Jeg har flere gange beklaget mig til DR over publikums brug af telefoner under koncerterne, men fra den front er der ingen hjælp at hente. Tværtimod opfordrer DR direkte publikum til at tage billeder og ”dele” deres oplevelser på sociale medier og den slags. Når DR ligefrem opfordrer folk til at lege med deres telefoner under forestillingen, så må det jo gå galt. Jeg håber, at DR får noget ud af at løbe efter dén tidsånd. I det lange løb tror jeg dog ikke, at det er i orkestret eller Koncerthusets interesse at trække den klassiske musikkultur gennem de sociale medier. Der findes allerede rigeligt med politikere, der har rigeligt med argumenter for, hvorfor der ikke skal være et Symfoniorkester i DR. Hvis klassisk musikkultur reduceres til en popularitetskonkurrence på de sociale medier, kommer den til at tabe.

Torsdagskoncert. Koncerthuset fredag den 3. september 2019.

Referencer

Forestillingens hjemmeside med program m.v.:

https://drkoncerthuset.dk/event/luisi-abrahamsen-2/

Programartikel af Jens Cornelius.

Koncerten sendes ifølge programmet på DR2 søndag den 6. februar 2022.

De forskellige tidligere værker af Hans Abrahamsen, jeg har omtalt, er indspillet ud udgivet på Dacapo.

Stratifications er på den her udgivelse, der kan anbefales, hvis man kan lide stemningsfuld orkestermusik, hvor form ikke betyder så meget:

https://www.dacapo-records.dk/da/udgivelser/abrahamsen-orkestervaerker

De 10 studier for klaver, der danner udgangspunktet for det premiereaktuelle orkesterværk, er på denne her udgivelse:

https://www.dacapo-records.dk/da/udgivelser/abrahamsen-kammermusik