Dostojevskij

Hurra for Dostojevskij!

23. august 2021
7 minutters læsetid

Den russiske mesterforfatter Fjodor Dostojevskijs fortællinger er præget af hverdagens grå toner og det ondskabens mørke, som viser sig dér. Alligevel får opstandelsen altid det sidste ord. Replique markerer 200-året for Dostojevskijs fødsel med en anmeldelse af nyoversat Dostojevskij-bog.

Af Mikael Brorson

2021 er et stort jubilæumsår. Vi har allerede, med et års forsinkelse, fejret 100-året for Danmarks genforening med Sønderjylland, men det jubilæum hørte jo ret beset 2020 til. Til gengæld fejrer vi i år 200-året for den russiske mesterforfatter Fjodor M. Dostojevskijs fødsel. En fejring, som forlaget Multivers har markeret ved at udgive en lille perle af en bog fra den schweiziske teolog Eduard Thurneysens hånd. Den kyndige oversættelse, som er den første af bogen til dansk, har Rasmus Vangshardt forestået, og han har også udstyret bogen med et glimrende efterskrift i samarbejde med Bent Flemming Nielsen.

En introduktion til bogens forfatter må indledningsvis være på sin plads, for hvem i alverden var denne Eduard Thurneysen? Thurneysen levede fra 1888 til 1974 og nævnes næsten altid i forbindelse med sin væsentligt mere navnkundige ven og arbejdsfælle Karl Barth, der med den banebrydende udgivelse af andenudgaven af hans romerbrevskommentar i 1922, Der Römerbrief, blev den dialektiske teologis fader. De to samarbejdede bl.a. om udgivelsen af tidsskriftet Zwischen den Zeiten, hvor mange dialektiske teologer slog deres folder, og på den måde var Thurneysen en central skikkelse i det 20. århundredes mest skelsættende teologiske bevægelse.

Optimisme – og skyttegrave

De to var altså partners in crime i det teologiske nybrud, som fandt sted i 1920’erne og frem, og som var resultatet af den omfattende kulturelle og ikke mindst religiøse krise, som Første Verdenskrig med granatchok og skyttegravenes rædsler forårsagede. Forud gik en liberalteologi, der så med stor optimisme på menneskehedens muligheder: i et smukt og harmonisk samarbejde med Gud var man vis på at kunne skabe en forsmag af himmelen på jord. Ikke mindst tidens store teknologiske fremskridt vidnede derom.

Den snigende sennepsgas og maskingeværenes hamren, der skabte marmelade af mennesker, fortalte en anden historie om teknologiens fremskridt og menneskehedens muligheder. Liberalteologiens optimisme, og ikke mindst det idealistiske syn på mennesket som grundlæggende godt, kollapsede med ét. Førkrigstiden og “den trygge menneskeligheds kyster” (7) fik hermed afsløret en ny og anden sandhed om mennesket – og Dostojevskijs storhed er netop, hævder Thurneysen, at han havde sans for det samme: “Således samler han [Dostojevskij] den europæiske sjæls fragmenterede stræben ved det 19. århundredes slutning og holder et spejl op foran den. Og dén, der kigger ind, ser denne epoke, der driver mod krigens og revolutionens afgrunde” (11).

Thurneysens Dostojevskij er således ikke bare en engageret teologisk læsning af (man fristes næsten til at skrive: prædiken over) og introduktion til Dostojevskijs forfatterskab. Der er også tale om en vigtig kirkehistorisk kilde til den dialektiske teologis tilblivelse, som nu er blevet gjort væsentligt lettere tilgængelig. I det fremragende efterskrift påpeger Vangshardt og Nielsen, hvor undervurderet betydningen af Thurneysen og hans beskæftigelse med Dostojevskij har været for den dialektiske teologi i dens spæde år. Barth og Thurneysen arbejdede tæt sammen om udarbejdelsen af den monumentale andenudgave af Barths romerbrevskommentar (som udkom året efter Dostojevskij, men blev færdiggjort samme år), og Thurneysens indflydelse er tydelig. Helt lavpraktisk kan man f.eks. se på det antal gange, Barth nævner Dostojevskij i Der Römerbrief. I førsteudgaven var der 0 henvisninger. I andenudgaven 32.

Form og indhold

Men hvad så med indholdet af Dostojevskij? Hvad skriver Thurneysen, hvordan læser han den russiske mesterforfatter? For at sige noget om indholdet kommer vi ikke udenom her at sige noget om formen. Vi har nok generelt en tradition for at være lidt for villige til at adskille de to størrelser, men i dette tilfælde er de helt uadskillige. Thurneysens form siger alt om bogens saglige indhold.

Stilen er eksplosiv. Den minder mest om et væltet batteri nytårsaften: Et faretruende festfyrværkeri, der eksploderer i alle farver og retninger, ikke tilfældigt, men uforudsigeligt nok til, at den flygtende tilskuer aldrig helt ved, hvor det næste skud rammer. Thurneysen går ikke til stoffet med høflig akademisk distance for at skrive et lærd værk. I stedet får man en koncentreret behandling af forfatterskabet på blot 90 sider, i udtalt grad ekspressivt og kun i begrænset omfang styret af et dispositorisk princip. Forfatteren har tydeligvis en sag, han vil ikke bare forstå Dostojevskij, men han vil forstå ham ind i sin egen tid og i forhold til sine egne problemer. Nutidens læser kan så passende gøre det samme, her hundrede år senere.

Denne eksplosive form bærer en selvstændig pointe: Den skal, som den dialektiske teologi i det hele taget, vende op og ned på alle begreber og forestillinger og få jorden til at ryste under læseren. Den fremsætter ikke teser, som den argumenterer høfligt for, men den beskyder læseren med proklamatoriske udsagn. Thurneysen viser læseren, at granatchok ikke er forbeholdt skrøbelige sjæle i skyttegravene, men tværtimod er Guds gave til ethvert menneske – og at det netop er evangelium. På den måde er Dostojevskij lige så meget en lang prædiken som det er en kort bog.

Mødet med os selv

Denne lange prædiken handler for det første – som enhver god prædiken – om menneskets møde med sig selv. Thurneysen peger af gode grunde på Dostojevskijs righoldige og dybdeborende persongalleri som et adelsmærke: Dostojevskij interesserer sig for det jævne og hverdagsagtige, den banale tilværelse og den grå hverdag:

Men så meget desto mere truende og desto sandere er disse historier om en uhørt anderledes, mørk menneskenatur, skjult bag en grå hverdags slør. Kunne det ikke også være, at der under overfladen på vores tilsyneladende velordnede liv slumrer en gloende flamme fra et urmenneskeligt liv, fuld af uforklaret problematik og gådefuldhed? Ja, måske den ikke engang slumrer længere? (8f.)

Mennesket er for Dostojevskij en gåde, som han aldrig bliver færdig med at beskæftige sig med og sætte spørgsmålstegn ved. Og netop dette er ifølge Thurneysen Dostojevskijs sokratiske visdom: “Han forstod mennesket så dybdegående, fordi det var blevet en gåde for ham” (12).

Menneskeværk skal finde sin dom

Mennesket forstår man imidlertid ikke i og for sig selv. Det gådefulde menneske er nemlig selv lidenskabeligt optaget af det gådefulde ‘Noget’, som bestemmer dets liv og er dets absolutte grænse. Og for Thurneysen, som for den dialektiske teologi i det hele taget, handler det om altid at holde sig forskellen på mennesket og Gud klar. Menneskets oprør, dets evindelige forsøg på at usurpere Guds trone, må og skal stoppes, og det er netop temaet for Dostojevskijs forfatterskab, når Rodion Raskolnikov i Forbrydelse og straf myrder den gamle pantelånerske for at agere overmenneske, eller når (spoiler alert!) Smerdjakov i Brødrene Karamazov tager konsekvensen af Ivan Karamazovs ateistiske nihilisme og slår Fjodor Karamazov ihjel, for hvis Gud er død, så er alt tilladt.

Men himmelstormen slår altid fejl, og det betyder ifølge Thurneysen, at der aldrig for alvor sker noget i Dostojevskijs romaner. Ingen stor og saliggørende samfundsomvæltning indtræffer, ingen gåde om mennesket løses:

Intet sådant er sket! Til slut er det ikke kommet til nogen slutning. Samfundet er før som nu tvivlsomt og korrupt. Alle hovedpersonerne er tvivlsomme og ufærdige (…) – men! Noget er sket, noget er indtrådt: Alt menneskeligt er blevet endnu mere tvivlsomt, og først nu skriger tilværelsens problematik sandt rystende på sin yderste løsning i Gud. Det er resultatet! (45f.)

Altså: Dostojevskijs forfatterskab er en dom over alt menneskeligt. Der stilles spørgsmålstegn ved det hele, mørket og tragikken får lov til at brede sig side om side med usikkerheden. Hermed udtømmes alle menneskelige muligheder – men det sidste ord er ikke sagt, for: “Det, der er umuligt for mennesker, er muligt for Gud. Når der ikke fører nogen vej fra os til ham, fører desto sikrere en vej fra ham til os. Åbenbaring forkyndes her! (…) Hans romaners absolut sidste ord er opstandelse” (46). Mørket bliver hos Dostojevskij drevet til det yderste, så enhver menneskelig position eller mulighed destrueres – og så der kun er Guds mulighed tilbage.

Helvede på jord

Det betyder, at Thurneysen kan tale om verden og det liv, mennesker lever her, som intet mindre end helvede: “Thi hvad andet er helvede end livet, dette liv, for så vidt som det er snydt for sit forhold til Gud” (66). Og dermed kunne man jo frygte, at vi endte i mystikken, hvor alt jordisk skal forsages og mennesket i stedet skal stræbe imod himlen. Men sådan er det absolut ikke i Thurneysens læsning. Det fører tværtimod til en bejaelse af den konkrete tilværelse, som netop nu, efter den totale dom, kan og skal elskes – uden at blive gjort til afgud.

Det samme gælder ifølge Thurneysen Dostojevskijs syn på det politiske. Også her er Dostojevskijs første og vigtigste indsigt en dom over enhver menneskelig position. Det kommer tydeligst til udtryk i Idioten, hvor fyrst Mysjkin, denne underligt verdensfremmede skikkelse, hvis “væsens hovedtræk er en absolut gådefuldhed”, som Thurneysen udtrykker det (32), ender i selskab hos familien Jepantjin, hvor både revolutionære nihilister og repræsentanter for det etablerede borgerskab er til stede. Hvem tager nu fyrsten til sig som deres egen? Ingen – tværtimod er de to modpoler rørende enige om at afvise ham. Som Thurneysen skriver om Dostojevskij: “Fordi han er på jagt efter Guds evige standpunkt, må han atter og atter gå uden om alle menneskelige standpunkter” (34).

Men det fører også til Dostojevskijs konservatisme og hans afvisning af enhver revolutionær idé: Himmelstomeriet er et forsøg på igen at skaffe sig en menneskelig mulighed frem for at stole på Gud. Dette er forresten det punkt, hvor Thurneysen yder mest modstand imod Dostojevskij og også kommer med en berettiget – og yderst dostojevskijsk – kritik af Dostojevskijs eget politiske standpunkt: Når Dostojevskij efterhånden kom til at se det russiske folk som et helligt folk, en modstand imod den vestlige gift, var han i fare for at glemme den totale dom, som også gjaldt hans eget folk.

Hurra og hosianna!

Efterskriftet, som jeg nu allerede har rost et par gange, slutter af med at konstatere, at bogen er “et hurra for Dostojevskij og et forsøg på at lade opstandelse være det sidste ord” (149). Et sådant hurra virker meget passende i jubilæumsåret, så der er vel kun tilbage at stemme i: Hurra for Dostojevskij, hurra for, at vi nu kan læse Thurneysens Dostojevskij-bog på dansk og – for nu at lade opstandelsen få det sidste ord – hosianna i det højeste!

Eduard Thurneysen: Dostojevskij. Oversat fra tysk af Rasmus Vangshardt. Efterskrift ved Bent Flemming Nielsen og Rasmus Vangshardt. Multivers, 2021.

Mikael Brorson er cand.theol. og ph.d.-stipendiat i teologi ved Aarhus Universitet.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside