Den handlende tro: Alfred Bindslevs konservatisme

5. august 2021
35 minutters læsetid
Artiklen er første gang bragt i Årsskriftet Critique 2013. Den bringes her online i fuld længde for første gang.

”Christmas Møller har sagt om ham, at han var vor generations bedste hoved, og det var han, men den vilje, der skulle lette dette hoved, der kunne alt, hvad det ville, var ikke så stærk som hans begavelse. Den kunne ikke overvinde den syre, der var i hans blod. Der kan siges, at i ham udspillede sig en kamp imellem himmel og helvede.”

Således berettede den konservative politiker Ole Bjørn Kraft på vej ind i sit politiske livs efterår om ungdomsvennen og kampfællen Alfred Bindslev i sine erindringer Ung mand undervejs fra 1958. Sammen havde de i årene omkring Første Verdenskrig søgt at nyskabe dansk konservatisme. De havde drømt store drømme om den nye tid og nationens genfødsel. De havde beruset sig i vin, poesi og store ord, men også ført deres tanker frem i konservatismens første række. I 1926 var de sammen blevet valgt i Folketinget. Men i 1958 lå alt dette mange år tilbage: De var gået hver sin vej.

Ole Bjørn Kraft blev en af sit partis ledende skikkelser, en mand hvis virke var bestemt af hans evner til at kombinere store idéer og større ord med det parlamentariske benarbejde. Alfred Bindslev var blevet stående ved idéerne og ordene. Han magtede aldrig at skabe politik af sine tanker, og da idealerne svandt, aftog også hans betydning for dansk konservatisme.

Alfred Dahm Bindslev døde i 1954 fysisk og mentalt nedbrudt efter et politisk liv, der havde ført ham fra sin ungdoms radikale konservatisme ind i det politiske hverdagsliv i Folketinget og Københavns Borgerrepræsentation og frem til posten som Københavns Skoleborgmester. Han var end ikke fyldt 60 ved sin død, men de tanker, der udgjorde hans bidrag til dansk konservatisme, havde han overlevet med mange år.

Studenterkammerater

Alfred Bindslev blev født i Aalborg 1896. Faderen havde ved flid og dygtighed arbejdet sig frem i sparekassevæsnet og beklædte i en årrække den prestigefyldte og organisatorisk tunge post som sparekasseinspektør, hvorefter han i 1907 blev direktør for Københavns Kreditforening. Bindslev voksede således op i et velstillet borgerhjem, hvor han fik lejlighed til at udvikle en litterær interesse, som senere skulle gøre ham til en lejlighedsvis fremragende skribent. Bindslevs interesse for åndslivet knyttede sig tæt til hans stærke kristne tro, som var farvet af tidens kristne idealisme.

Tidens største prædikant, KFUM-præsten Olfert Ricard, vedblev at være et af Bindslevs store forbilleder. Kristendom måtte ikke være blot en passiv tro, men en livsanskuelse, der fordrede handling for Kristus af den enkelte. Kristenmennesket skulle bestræbe sig på at leve et ideelt og eksemplarisk liv, så hans kristne dyd og dåd kunne gøre verden ny. Denne troens primat anviste teologien som Bindslevs livsgerning.

På universitetet var han tilknyttet den kristne studenterforening, Studenterforbundet, der da var en stor og samlende kraft, hvis virke gav mange i de kristelige miljøer en tro på, at den akademiske ungdom ville genkristne landet og gøre op med det materialistiske efterskælv af 1880’er-generationens ateistiske forkyndelse. Det var igennem sin forbindelse til Studenterforbundets formand cand.theol. Poul Brodersen, at Bindslev kom til at stifte bekendtskab med de to konservative våbendragere stud.polit.’erne Ole Bjørn Kraft og Max Kjær-Hansen.

Kraft og Max Kjær-Hansen havde allerede været særdeles politisk aktive blandt andet i Studenterforeningens Nationale, en udbrydergruppe fra den dominerende konservative forening Studenterforeningens Konservative, der blev styret med hård hånd af studenterkonservatismens fører Aage Kidde og dennes væbner John Christmas Møller.

Deres væsentligste indsats havde dog været i kampagnen mod salget af De dansk-vestindiske Øer i 1916-1917. Kraft og Kjær-Hansen var ledende salgsmodstandere, og havde arrangeret stormøder i hele landet for den nationalt indstillede ungdom. Kraft fortæller i sine erindringer, hvordan denne kampagne for mange vakte en ny politisk tænkning, hvor man opfattede ø-salget som blot en ”fortsættelse af dekadencen, forfaldet, rigets opløsning”.[ii] Det var derfor også naturligt, at nederlaget for salgsmodstanderne ved folkeafstemningen i 1917 ikke blev denne tænknings forlis, men – netop fordi det var et nederlag – manede til fortsat og intensiveret kamp mod den nationale opløsning.

Kraft, Bindslev og Max Kjær-Hansen var unge i en tid, hvor den kendte verden helt bogstaveligt styrtede sammen for øjnene af de målløse tilskuere. Forfatteren Jacob Paludan har skildret dette meningssammenbrud i bøger som Markerne modnes og Jørgen Stein, der skildrer den generation, som snublede i begyndelsen, fordi den var opvokset med ét sæt af værdier, men dømt til at modne til manddom i en tid, hvor disse værdier ikke længere havde gyldighed.  Også de ældre, der kun kendte til verden af i går med dens relative orden og dens optimistiske vished om samfundets og civilisationens fremadskridende udvikling måtte opfatte krigsudbruddet i august 1914 som en ødelæggende katastrofe, der vendte op og ned på alting.

Den gamle konservative børsinspektør Julius Schovelin udtrykte denne stemning: ”Verden er af Lave – alle hidtidige Begreber og Forestillinger, ja den hele Kultur er kastet ind i en uhyre Smeltedigel, og selv de mest fremsynede aner knapt, hvad der kan komme ud deraf”.

Men for dem, der i førkrigstiden så dekadence og opløsning måtte krigsudbruddet fremstå forløsende. Bindslev opfattede sig således ikke som den, der snublede i starten, men som den, der blev ung i rette tid. For de unge konservative akademikere var det nationale hjerteblod, og her var det en udbredt betragtning, at Danmark siden 1864 havde været knuget af en nederlagets ånd, der i sit kølvand trak liberalismens og materialismens sejr i åndsliv og politik. Det var denne grebethed af en tid, der krævede alt af folkene, som Kraft og Max Kjær-Hansen søgte i at give udtryk for i vers:

Det stormer langs vor lave
og sønderbrudte strand,
langs Danmarks sommerhave
en verden står i brand,
Europas riger skælver,
og to sank brat i grus,
men over striden hvælver
en ny tid fast sit hus

Den eksistentielle usikkerhed ved mødet med det uvisse, var her afløst af overbevisningen om, at det nye, der måtte komme, ville være bedre end det forgangne, at der ud af den gamle verdens ruiner ville skabes en ny verden, hvis idealer ville være fastere og stærkere end tidens, der svandt. Den nye tids ånd ville genskabe forbindelsen til den store nationale sammenhæng, som var bristet, men den ville ikke blot være et udtryk for reaktion, den nye tid var aktivistisk, national og orienteret mod forventningshorisonten.

”I dieselmotorskibet… i cementfabrikkerne og i de nye områder, som grønlandsforskerne åbnede og kortlagde, så vi”, skrev Ole Bjørn Kraft ”en bekræftelse på, at vort folk endnu var ungt og livskraftigt og ikke var henvist til en pensionisttilværelse.”

Den nye nationalisme ville se frem og skabe fremtidens samfund af den danske muld. Den omfavnede teknologi, industri og dyrkede danskernes udfærdslængsel, fordi den heri så tegn på, at nutiden endnu var fremtidssvanger. I 1916 skrev den unge digtersøn Povl Drachmann, der var sekretær i Industrirådet og senere blev konservativ rigsdagsmand et lille skrift, Fortid og Fremtid, der var en hyldest til den nye nationale og industrielle virkelighed, som ville opstå efter krigen.

”Og vi sejler ind i en mægtig sang af arbejde og trivsel. Den toner fra cementfabrikker og kridtbrud, fra broer og brygger, hvor stor-motorskibe, trampbåde og slanke fuldriggere afløser hinanden… Og den stiger i støjen fra spil og kraner, fra ladning og losning, i larmen fra fabrikkernes arbejde, der føres ud til en som rullende torden… Danmarks fremtid – hvor stolt, hvor rig og lykkelig ligger den ikke foran os, byggende på evnerne og kræfterne i sine børn. Og med sangen fra land og by, fra hjemlands jord og fremmed verden brusende gennem vort indre hører vi en rytme, der går gennem alt: Danmark først og sidst!”

Det var sådanne tanker, der besjælede de tre unge konservative, da de besluttede sig for at danne bevægelsen Det Unge Danmark i 1918, der samme år begyndte at udgive tidsskriftet Den ny Tid. Uden om de traditionelle partirammer skulle bevægelsen fremme en national og kristelig genfødsel af et Danmark, der ikke var ræd for rodfæstet i kultur og historie at møde verden og den nye tids krav. Disse idéer fik afgørende indflydelse på dansk konservatisme i mellemkrigstiden.

Det Unge Danmarks idéer

Politisk befandt Det Unge Danmark sig på den yderste højrefløj, hvor man opfattede partipolitik som en i bedste fald futil beskæftigelse. De gamle borgerlige partier havde udspillet deres rolle mente man, og ifølge Ole Bjørn Kraft var håbet, at Det Unge Danmark ad åre kunne udvikle sig til en folkebevægelse og samle alle nationalt orienterede antisocialister under sit banner. Dets program var centreret om de tre grundtanker: Rigstanken, gudstanken og folketanken.

Rigstanken videreførte linjen fra Vestindien-kampagnen, idet den udtrykte modstanden mod yderligere opgivelser af danske områder uden for det egentlige Danmark. Den indeholdt en vision for en ny dansk, imperialistisk selvforståelse.

Danmark var ikke blot puslingelandet mellem sund og bælt, men et stort nordatlantisk rige strækkende sig fra Nordpolen til Gedser. Rigstanken udtrykte således en bekymring over rigets disintegration såvel som et program for et moderniseret og revitaliseret dansk rige.

Der skulle bygges store handels- og industrihavne i bilandene, Island skulle industrialiseres, og Grønland, der havde været lukket land siden 1700-tallet, skulle åbnes for danske investeringer og dansk indvandring. Nederlagspletten fra 1864 skulle viskes bort gennem besindelsen på rigets territoriale storhed. Folket måtte forstå, at de nordatlantiske besiddelser ikke blot var ligegyldige appendiks, men nøgne arbejdsmarker, der ventede på dansk kapital og virketrang. Riget var på en gang det gamle danske rige, som man kendte det, men samtidig var det noget helt nyt, et fremtidsrige skabt af drømmestof: ”Riget bygget op paa ny, fra Grunden”, som Kraft og Kjær-Hansen udtrykte det i kampskriftet Danmark Udslettes! fra 1918.

Mere end rigstanken var det imidlertid gudstanken og folketanken, der optog Bindslev. Han lagde vægt på opretholdelsen af kontinuiteten i folkets historie; at genknytte de tråde, som voldelig var blevet sprængt af den forrige generation. Han var stærkt påvirket af forfatteren og folkemindesamleren Thorkild Graulunds tanker om det danske folk som et konkret, historisk funderet slægtsfællesskab. Bindslev anså danskhed som et objektivt forhold mere natur end kultur. Nationalfølelse var blot at erkende det, som i kraft af slægtsfællesskabet allerede var virkelighed. Ifølge Bindslev var problemet, at folket i løbet af den sidste generation netop havde mistet erkendelsen af dens egen folkelighed. Virkeligheden var blevet forfalsket. Opgaven bestod derfor i, som Graulund udtrykte det, at det danske folk skulle ”til bunds og tilbage i sig selv”.

I langt højere grad end den bevidst reaktionære Graulund erkendte Bindslev, at denne bevægelse ikke kunne ske gennem en fornægtelse af moderniteten. Den instinktive konservatismes ”må det være som det er, og blive som det var”, var ikke en mulighed. Moderniteten måtte rodfæstes i nation og kristendom og den nationales pligt var ikke at søge væk fra tiden, men gå kæmpende ind i sin tid:

”Lad os da gøre os klart i hele dets Fylde, hvad det er for en Tid, vi lever i! En stor Tid er det – og Indledningen til en ny Tid. Det er, som om hele Kristenheden og den kristne Kultur har været stedt for den store Dommer, er blevet vejet og fundet for let. Den maatte i Støbeskeen paa ny. Vi ser en Verden i Brand. Vi ser det gamle Samfund viet til Undergang. Men ud af Ruinerne vil en ny verden rejse sig. Aldrig vil vi opnaa at se Verden blot tilnærmelsesvis, som den saa ud før Krigen – om vi da overhovedet kan huske, hvorledes den saa ud.”

Bindslevs nationale budskab var grundlæggende stærkt idealistisk. Hans drømme gjaldt ikke det danske folk, som det var, men folket, som det burde være. Denne idealismes grundsten var hans kristne tro, farvet, som den var, af Ricard. ”Vi vil kæmpe en Kamp for, at Kristendommens Aand maa blive raadende i det danske folk,” sagde Bindslev og mere specifikt mente han her en kristendom, som var mere end vane og konvention, en kristendom, som var en dybtfølt og personligt tilegnet livsanskuelse, der af den enkelte krævede opofrelse for de højere formåls skyld og var besindelsen på nødvendigheden af lidelsen og døden som livets betingelse.

Det var en kristendom, som gik hånd i hånd med national idealisme i den forstand, at det ifølge Det Unge Danmark netop var i troen, at den enkelte henvistes til at gøre sit yderste for fædrelandet. Kristentroen var Den handlende Tro, som det med titlen på en af bevægelsens kampskrifter hed.

Anti-brandesianismen

Den stærke betoning af kristendommen og værdien af at opgive sig selv til fordel for helheden var en reaktion mod den materialistiske livsanskuelse, som Bindslev på lige fod med hele Det Unge Danmark mente havde gennemsyret dansk åndsliv:

”Vor Kamp gaar i første Række ud paa at fremkalde en Reaktion mod den Materialisme, der sattes i System af 80’ernes Mænd, Kosmopoliterne og Kristendomsfjenderne. En forgiftet Presse og en dekadent Litteratur undergravede langsomt Folkets Modstandskraft mod denne Materialismens nationsopløsende, religionsfjendske og moralsk nedbrydende Gift.”

Materialismen, der grundlæggende betød en epistemologisk funderet afvisning af åndens – specifikt kristendommens – realitet, betegnede for Bindslev en amputeret opfattelse af virkeligheden, der havde ført til hedonisme, liberal egoisme og socialistisk klassekampsmentalitet. Bindslev henførte denne materialisme til en særlig filosofisk og frem for alt æstetisk tænkning, der havde domineret siden 1880’erne.

Hans kritik gik på de såkaldte fritænkere: de liberale akademikere og skønånder, der i kølvandet på Georg Brandes havde prædiket et nyt budskab om frigørelse fra religionens og traditionens tvang. Gang på gang modstillede Bindslev danskhed og kristendom med fritænkeri, åndsradikalisme og ”brandesianisme”. Det opgør, der skulle gennemføres, var netop imod denne brandesianisme. Inspirationen hertil var først og fremmest litteraten Harald Nielsen, der et årti forinden med bogen Moderne Litteratur fra 1904 havde indledt et litterært opgør med brandesianismen.

Bindslevs kampfælle stud.theol. Kristen Amby betegnede således Harald Nielsen som den, der havde ryddet vejen og afsløret åndsradikalismens hulhed. Åndsradikalismen hævdede at ville en sandere erkendelse af verden og hævdede, at tradition og religion var fordomme, som tilslørede sandheden og umuliggjorde en praktisk, fornuftsbetonet udvikling. Ifølge Harald Nielsen havde den blot udskiftet ét slør med et andet. Det var denne erkendelse, som Bindslev; Kraft, Amby og Det Unge Danmark videreførte.

Men Det Unge Danmark ville tage skridtet videre fra den negative kritik til fokusset på det positive, det opbyggelige og det, der skulle sættes i stedet for brandesianismen. Det er også i det lys, at Bindslevs stadige og indtrængende fremhævelse af kristendommen skal forstås, for denne kristendom skulle være en ”praktisk idealisme”, en verdensomskabende kraft, hvor det gjaldt om i dette liv at skabe gudsriget på jord, som en anden af teologerne i Det Unge Danmark udtrykte det.

Kristendommen som en verdensforandrende livsanskuelse var det eneste, der kunne besegle den nye tid. Det var blandt andet dette, Bindslev sigtede til, da han i Den ny Tid forsøgte at give udtryk for sin opfattelse af verdenskrigen som et skel. På den ene side pegede han på al det urovækkende: ”Spirerne til nye Krige, paa den sociale Nød, den sociale Uro med Strejker og Tumulter, paa den stadig synkende Respekt for de moralske Værdier”. Alt dette viste, at krigen var kaos og ødelæggelse, men netop heri lå muligheden for overvindelsen af den åndelige situation, der var samfundskrisens egentlige årsag. Alt var tilsyneladende kaos, men som Bindslev mindede om:

”… af Kaos skabtes Verden. Af Ragnarok opstaar en ny Verden. Af Asken opstaar den nye Fugl Fønix. Vi lader de gamle og trætte om at se sort. Vi unge lader haant om deres Ynk. Vi tror paa en Verden i Fremgang og glæder os til at gøre vor Indsat… Vi ser det bryde nye Veje for vort inderste Liv og søger Beseglingen på bare ét Sted: Gud”.

Ikke mange år efter han skrev disse linjer, fik han muligheden for gennem det politiske arbejde at hjælpe fugl Fønix lidt på vej.

Politikeren Bindslev

Alfred Bindslevs og Det Unge Danmarks nykonservatisme havde ved sin konstante fremhævelse af den forestående nationale genfødsel og dens håndfaste tro på at stå ved tærsklen til en ny tid en stærkt utopisk karakter, der var typisk for tiden. De konkrete politiske idéer var straks vagere. Et gennemgående tema var opgøret med liberalismen. Både den åndelige, som den kom til udtryk i brandesianismen, og den økonomiske og sociale, der kom til udtryk i forestillingen om, at enhver var sin egen lykkes smed.

Det nationale element i nykonservatisme havde ikke kun relevans for identitets- og forsvarspolitikken men også for socialpolitikken. Som landsmænd var man forpligtet på en solidaritet, som Bindslev kaldte ’landsmandsskab’, hvor de stærkere skulle hjælpe de svagere. Når de vendte sig mod liberalismen i dens forskellige former, var det netop som følge af dens angivelige atomisering af samfundet – åndeligt, politisk og socialt.

Den undergravede de rodfæstede institutioner og traditioner, den delte folket i partier, og den splittede dem i klasser. Resultatet af liberalismen var moralsk opløsning, økonomisk klassekamp og et handlingslammet politisk system, der var ude af i stand til at træffe de nødvendige foranstaltninger, og hvis partier appellerede til splittelsestendenser snarere end til nationalt sammenhold. Denne kritik var også en del af det tankegods, som Det Unge Danmarks mænd tog med sig ind i Det Konservative Folkeparti.

Alfred Bindslev blev sammen med Ole Bjørn Kraft valgt i Folketinget i 1926, og de to kørte i de første år et tæt parløb, hvor de søgte at bryde vej for en ny konservativ politik i et årti, hvor De Konservative var låst fast i et yderst anstrengt samarbejde med Venstre.

Parløbet til trods var der imidlertid en forskel i måden, hvorpå de omstillede sig fra højreaktivister til konservative folkerepræsentanter. Selvom Ole Bjørn Kraft i eftertiden er blevet fremstillet som en ideologisk varmluftsballon, var han bestemt den af de to, der bedst formåede at omstille sig til det politiske livs dagligdag, og han avancerede hurtigt i partiet og blev en af dets centrale politikere. Bindslev havde sværere ved at gøre konkret politik ud af sine idealer og var slet ikke så flittig en politiker som Kraft.

Efterhånden skulle det også vise sig, at de dæmoner og det tungsind, som kunne gribe ham og hensætte ham i mørke, gjorde det svært for ham at leve op til sine egne idealer om det gode liv. Det hed sig, at han aldrig indfriede de meget høje forventninger, som man havde til ham, det spirende talent, for hvem alt i ungdommen var faldet så let.

Hans indsats lå under alle omstændigheder mere som partihistoriker og konservativ ideolog end som praktisk arbejdende rigsdagspolitiker. Men fra dette udgangspunkt formåede han længe sammen med Kraft at gøre sig gældende som midtpunkt i et forsøg på at skabe et forum for en konservativ idédebat.

Det nye Danmark

I 1925 gik Den ny Tid ind, men i 1928 begyndte Kraft og Bindslev at udgive tidsskriftet Det nye Danmark, der var mere ambitiøst, udkom på Gyldendal og til dels var inspireret af den intellektuelt stærke, men også radikale svenske nykonservatismes tidsskrift Det Nye Sveriga. Tidsskriftet blev i de år, det udkom, konservatismens intellektuelle flagskib. Særligt i de første år videreførte det Bindslev og Krafts projekt.

Bindslev satte sit særlige præg på udgivelserne med en artikelserie Breve om Konservatisme, hvoraf flere senere blev genoptrykt i bogen Kristentro og Statsstyre fra 1930. De var et forsøg på at formulere en konservativ teori inspireret af de idéer, som havde båret Det Unge Danmark. Derfor indeholdt de også en kritik af Det Konservative Folkepartis politiske praksis – særligt af den ældre generations, i Bindslevs øjne, modløse borgerlighed.

I sin kritik tog Bindslev udgangspunkt i to opfattelser af konservatismen, som han anså for fejlagtige. Den første var, at konservatismen var et forsvar for borgerskabets økonomiske interesser; at den først og fremmest var en negativt bestemt antisocialisme, som skulle bevare de formuendes formuer mod socialistisk skatteplyndring. Dette var et udbredt synspunkt blandt mange konservative, som bl.a. kom til udtryk i Skatteborgerforeningen og de godsejerkredse som havde taget initiativ til den fællesborgerlige S.O.S.-bevægelse.

Den anden opfattelse var, at konservatisme er et spørgsmål om udviklingens hastighed snarere end dens retning. Konservatismen, fremhævede han, måtte være mere end ”Gamlingens hæsblæsende ’lidt langsommere’ over for det rivende Tempo”.

Dens blik var rettet mod fremtiden, og det var derfor helt fejlagtigt at reducere den til bagstræb, som han mente, begge positioner gjorde sig skyldige i. Den var ikke en kæp i udviklingens hjul, men en kritisk tilskuer, der til stadighed påpegede værdien af det gamle og prøvede over for risikoen ved det nye og uprøvede. Rettelig forstået var konservatismen en rodfæstet opfattelse af tilværelsen som sådan grundet på en særlig livsanskuelse; og netop dette var et nøglebegreb for Bindslev:

”Det sørgeligste Fænomen i vore Rækker er Isoleringen af Konservatismen til kun at gælde nogle praktiske Programpunkter. Vor eneste Mulighed for Sejr er uløseligt knyttet til en konservativ Livsanskuelses Fremtrængen i en Opmarch på en bred Front sættende Præg ikke alene i Politik, men også i Kunst og Litteratur, i Presse og Videnskab, i Kirke og Skole, gennemsyrende Skikke og Vaner, offentlig Mening og Moral. Tro mig: her er Rhodos, hvor der skal springes.”

Hvad konservatismen i øvrigt mente, tænkte og ville, afhang helt af denne livsanskuelse. Erkendelsen af en virkelighed, der satte grænser for politisk handling og definerede dens substantielle enhed, var konservatismens forudsætning. Enhver politisk bevægelses sejr afhang af dens livsanskuelses sejr. Derfor kunne Bindslev sige til den økonomisk konservative: ”Jeg tør forsikre dig om, at den økonomiske Konservatisme ynkeligt klasker sammen den Dag, den konservative Livsanskuelse er afgaaet ved Døden.” [xx]

Den konservative livsanskuelse var erkendelsen af, at ånd stod over materie, af det nationales virkelighed og af kristendommens sandhed – selvom Bindslev havde nedtonet sidstnævnte punkt i forhold til sin ungdom. Livsanskuelsen blev i realiteten negativt bestemt, fordi den satte konservatismen i et opgør med åndsradikalismen, hvori han så en fortsættelse af den ideologiske forfalskning af virkeligheden, som først var kommet ind i verden ved den franske revolutions trosbekendelse frihed, lighed og broderskab:

”Mens Frihedsbegrebet skulle løsne fra det erfaringsmæssigt Givne og lægge Afstand mellem det moderne Menneske og den gamle religion med samt dens Moralopfattelse og give plads for Dyrkelsen af en vandkæmmet Fornuft, skabte Demokratismen en politisk Udviklingsperiode, hvor Ligheden opfattedes som Enshed, hvor den pustede Liv i en Nivelleringsstræben, der satte Præmie på Middelmaadigheden… Nødvendigvis maatte under saadanne Vilkaar Ansvarsfølelsen udviskes. Flokken vil nok eje Magt og udøve den, men den er navnløs og vil ikke bære Ansvar… Og Broderskabstanken, hvis teoretiske Sandhed næppe nogen vil underkende, blev Talerør for en falsk Internationalisme, der virkede opløsende på den nationale Rodfæstethed.”

Når Bindslev afviste disse liberale kernebegreber skyldtes det den politiske kraft, han erkendte i slagordene. De var ikke blot idealer bestemt af den praktiske fornuft, men møntet på at forandre og omskabe verden i deres billede. Men virkeligheden satte jo grænser for politikken, og derfor kunne begreberne kun virke opløsende og aldrig konstruktive.

De dækkede over et angreb mod samfundets bestående institutioner, der var et udtryk for en organisk udviklende folkelighed, der betød, at der mellem de grundlæggende statsinstitutioner, kirken, kongehuset og folket bestod en sammenhæng, der, når den først var brudt, ville være tabt. Men den sidste generations indsats i åndsradikalismens tjeneste havde netop betydet den folkelige sammenhængs ophør. Vel havde slagordene ikke virket med revolutionær kraft, men havde langsomt arbejdet sig ind i samfundet.

Dette understregede, hvorfor konservatismen for Bindslev ikke bare var et spørgsmål om forandringens hastighed, men altid handlede om noget substantielt. De ideologiske påstande havde opnået en selvfølgelighed, netop fordi de var kommet langsomt som en lammende inficering, en ”Kulilteforgiftning”, der umærkeligt havde sløvet sanserne, og sikkert bar døden til følge.

 Ydmyget af livet

Bindslevs konservatisme forstås ofte som en antiliberal konservatisme. Dette var i mange henseender tilfældet. Hans ideologiske forfatterskab var båret af ønsket om at skabe afstand mellem konservatismen og liberalismen; han byggede på en i udgangspunktet antiliberal organisk nationalisme, og endelig var opgøret med liberalismen for ham mere end blot et politisk projekt.

Alt dette er klare antiliberale træk. Som så meget andet afhænger bedømmelsen af Bindslevs antiliberalisme imidlertid af, hvordan vi i dag forstår det begreb. Reelt set accepterede Bindslev en række værdier, der havde sit udspring i liberale tanker. I sin ungdom havde han været radikalt antiliberal, men på sin vej ind i partikonservatismen havde han ligesom de andre politikere med rod i Det Unge Danmark Ole Bjørn Kraft, Henning Hasle, Kristen Amby og Hans Thyge Jacobsen bevæget sig i retning af et mere konventionelt standpunkt.

De var konservative rigsdagsmænd, der var kritiske over for samarbejdet med Venstre og afviste en ensidig laissez faire-doktrin. De fastholdt en identitetspolitisk bestræbelse i konservatismen, der ligeså meget lå i tråd med en traditionel konservatismes hævdelse af det nationale som en højreradikal tanke om national genfødsel. En kritik, de rettede mod forbilledet Harald Nielsen, var netop, at han ikke forstod værdien af det almindelige praktiske politiske arbejde som en vej til at virkeliggøre ideelle mål. Måske er det på den baggrund nok at slå fast, at Bindslevs konservatisme i hvert fald var liberalismekritisk.

Bindslevs liberalismekritik må forstås i relation til Det Konservative Folkepartis situation omkring 1930. På den ende side pegede den i en anden retning end den, som Det Konservative Folkeparti ved sin stiftelse i 1915 var udtryk for. Partiets stiftelse kan forstås som en accept af store dele af det liberale tankegods. Det kom til udtryk i dets første partiprogram fra 1915, men fik en stærkere og mere principielt formuleret begrundelse i økonomen Arnold Fraenkels Politisk Læsebog fra 1918. Fraenkels bog var den første principielle udlægning af dansk konservatisme og var stærkt farvet af hans kritiske indstilling over for det gamle konservative parti Højre, som han anså for reaktionært. På den anden side lå der allerede i Fraenkels bog en kritik af liberalismen.

Om ikke af åndsradikalismen så i hvert fald af liberalismens økonomiske doktriner. For Det Konservative Folkeparti havde 1920’erne været en balancegang mellem forsøget på at hævde noget specifikt konservativt og noget fælles borgerligt. Bindslev skrev sig ind i dette forsøg på at definere det særligt konservative. For den yngre generation af konservative var der et stærkt ønske om at gøre sig fri af Venstres dominans på den borgerlige fløj.

I 1929 brød partilederen John Christmas Møller med Venstre i et forsøg på at vise, at konservatisme og Det Konservative Folkeparti var andet og mere end liberalismen. Dette var også en del af konteksten for Bindslevs liberalismekritik. Derfor stod han selv og ligesindede heller ikke i modsætning til Christmas Møllers politiske projekt, som var en modernisering af konservatismen – i hvert fald ikke i begyndelsen.

En væsentlig forskel mellem Christmas Møller og Bindslev var, at Bindslev så og interesserede sig for det principielle skel mellem konservatisme og liberalisme. Christmas Møller var ikke teoretisk interesseret og kunne endog finde på at kalde Det Konservative Folkeparti liberalt.

Bindslev forstod liberalismen som individualismens samfundsprogram, et krav om frihedens systematiske gennemførelse på alle menneskelivets områder. Den var en doktrin, der ikke alene var økonomisk, men også gjorde krav på relevans inden for den religiøse og etiske sfære.

I sidste instans opfattede han den som nihilisme. Yderligere mente han, at denne individualisme var slået over i sin diametrale modsætning. Fordi de liberale i deres doktrinære hævdelse af markedskræfternes frie spil havde vendt det blinde øje til den utøjlede friheds sociale og kulturelle konsekvenser, havde den skabt socialismen i sit eget billede. Egoisme var blevet til klasseegoisme.

Det Unge Danmark havde været konsekvent i sin kritik af liberalismens åndelige habitus og økonomiske doktriner. Kristen Amby havde i Den Nye Tid kritiseret Harald Nielsen for at hænge fast i liberale dogmer om det frie næringsliv, fri konkurrence og individets frihed. Ifølge Amby var disse dogmer skyld i, at storkapitalen havde bemægtiget sig landet og nu udgjorde et tredje ting hævet over begge Rigsdagens kamre.

En sådan kapitalismekritik var helt typisk for de mange højreradikale bevægelser, der blomstrede op i mellemkrigstidens Europa. Til sammenligning hermed var kredsens synspunkter ved indgangen til 1930’erne langt mere konventionelle. Det gjaldt om nu at finde midtpunktet mellem socialisme og liberalisme. Konkret betød det social ansvarlighed, stærk forsvarspolitik, protektionistisk handelspolitik og en aktiv kulturpolitik.

På samme måde skal man heller ikke forstå Bindslevs kritik af det liberale frihedsbegreb som en fornægtelse af individet. Tværtimod fastholdt han, at begrebet havde en naturlig plads i det konservative vokabularium. Men frihed var ikke konservatismens alfa og omega. Konservatismen erkendte, at frihed var et afledt begreb.

Friheden tilskikkedes den enkelte i hans relation til helheden. Nation og stat kom derfor før individet. For at den enkelte kunne være fri og lykkelig, måtte således også staten være fri, stabil og sikker. Den sociale og kulturelle orden, mindede Bindslev sine samtidige om, var ikke frihedens modsætning, men dens forudsætning og betingelse.

Med sit statsbegreb henviste Bindslev ikke kun til staten som institution, til ’det offentlige’ eller lignende. Statsbegrebet var endnu for mellemkrigstidens konservative udstyret med en række kvaliteter, der adskiller deres forståelse af begrebet fra efterkrigstidens konservatisme, i hvilken staten blev til et affortryllet maskineri, summen af sin bureaukratiske funktionalitet. Først positivt opfattet, siden negativt.

For mellemkrigstidens konservative formede stat, folk og territorium en helhed; et organisk fællesskab, der strakte sig tilbage til historiens begyndelse. Den umiddelbare inspiration til denne statskonservatisme var den svenske filosof Rudolf Kjellén, der i bogen Staten som Lifsform fra 1912 havde formuleret en geopolitisk statsfilosofi, der satte statens tarv over individets krav og implicerede en kategorisk afvisning af enhver filosofisk, metodisk eller ideologisk individualisme.

At en sådan tænkning kunne lede ud i en radikal antiliberalisme er åbenlyst; imidlertid hører det med, at en sådan organisk statsopfattelse i mere eller mindre artikuleret udgave var fællesgods i datidens konservatisme. I Bindslevs ungdom havde dette standpunkt været knyttet til en antiliberal nationalisme, som tog udgangspunkt i muligheden for en genfødsel af folket i en ny tid, der lå hinsides enhver liberalisme. I 1928 skrev Bindslev om sin ungdoms ”fantastiske Syner”, hvor ”den hvide Gardes Idé” havde levet i ham. Han tog ingenlunde afstand fra den tid. Men alligevel viste hans ord den afstand, som livet havde sat i forhold til dengang:

”Vi havde ingen Sky for store Ord og fældede med Frimodighed kategoriske Domme, som vi nu næppe med samme Frejdighed vilde turde skrive under paa. Som man bliver ældre, faar man skarpere sans for Relativitet og ser klarere, hvor indfiltret menneskeligt Sjæleliv er. Vort liv ydmyger os. Ungdommen sværger til Idealernes Fane og tænker uden Gysen på de Veksler, der skal indfries. Der kommer Tider senere, hvor man vælger at gaa mere varsomt med Dørene.”

Det er som om Bindslevs principielt funderede liberalismekritik i en vis grad blot var en hævdelse af de grænser, den nationale virkelighed satte for det politiske, mere end det drejede sig om en nationalistisk omvurdering af de liberale værdier.. Det organiske blev dermed til et spørgsmål om balance og kontinuitet, om erfaring og nedarvet visdom. Han udtrykte det således:

”Konservatismen bygger på Virkeligheden i den Forstand, at den gaar ud fra det givne – altsaa fra den rige Erfaringsfond, der gemmes i et Folks Historie. Kun den, der kender Fortiden og forstaar at drage Lære af den, er vel rustet for Fremtiden. Kun den, der er villig til at vedgaa Arv og Gæld i sit Folk, er skikket til at styre dets nye Dag.”

Derfor stod konservatismen i modsætning til den liberale teoretiker, der ifølge Bindslev stod i nutiden og projicerede sin fremtidslinje ud i det uvisse. Dette var – og er – alment konservativt tankegods. Men Bindslev gik alligevel et skridt videre end en socialkonservativ som Arnold Fraenkel.

Når Bindslev talte om erfaringer, henviste han eksempelvis ikke til individets erfaringer eller i det hele taget et umiddelbart erfaringsrum, men om præcis de nationale og kristne værdier, som havde båret folket gennem dets tusindårige historie. Disse næsten evige og i hvert fald fundamentale værdier var, hvad der måtte bevares i tidernes vekslen. Historiens lange linjer konstituerede en tilværelsens orden, og den nutidige konservatismes opgave var bestemt af, at denne orden var blevet fornægtet siden 1870’erne. Den måtte ”sønderflænge det Virkelighedsbillede, som Radikalismen havde søgt at foregøgle vort Folk, paapege Forlorenheden, opløse Fraserne og Slagordene og betage dem deres Magt.”

Den måtte med andre ord gøre op med åndsradikalismens epistemologiske monopol og åbne øjnene for den del af tilværelsen, der transcenderede det rent materielle, og det var netop her på spørgsmålet om det principielle, at den var erklæret antiliberal.

Nykonservatismens kulmination

1933 blev et afgørende år i politisk historie. I Tyskland havde nationalsocialisterne vundet rigsdagsvalget og taget magten. Mange der tænkte som Bindslev, kunne her tilsyneladende se deres ungdoms drømme realiseret. Måske var der en genvej til den nationale genrejsning uden om det politiske system? I Berlingske Tidende skrev den højrekonservative Tysklandskorrespondent Cai M. Schaffalitzky de Muckadell begejstrede reportager om den nye orden og nationalsocialismens genfødsel af Tyskland. Særligt blandt de lidt yngre nykonservative i Konservativ Ungdom blev man grebet. Organisationen blev i disse år ledet af Jack G. Westergaard, der fra 1934 var redaktionssekretær på Det Nye Danmark og dermed i tæt kontakt til Bindslev og Kraft, der da også blev set som nært knyttet til ungdomsbevægelsens nyorientering.

Der var tætte forbindelser og gensidig sympati mellem de yngre og ældre nykonservative, men der var også forskelle. Jack G. Westergaard sværmede for idéen om det nationale diktatur, og KU som helhed ønskede en korporativ og autoritær omformning af den danske forfatning, der lå ud over de tanker, som de ældre nykonservative gjorde sig.

Da Ole Bjørn Kraft således på vegne af otte konservative folketingsmænd – herunder Bindslev, Kristen Amby, Henning Hasle, Hans Thyge Jacobsen og H.F. Ulrichsen, der alle havde rødder i Det Unge Danmark – rejste forfatningsspørgsmålet i maj 1933, var det derimod ud fra et ønske om at styrke demokratiet, så det ikke blev blæst omkuld af den nye tids storm.

Landstinget skulle afskaffes, så tovtrækkeriet mellem Rigsdagens kamre kunne høre op. Der skulle indføres et rådgivende erhvervsting, hvor samfundslivets organisationer var repræsenterede. Alt dette var for at styrke systemets handlekraft. Tankerne var inspireret af de samme korporative strømninger, som kom til udtryk i KU og i den italienske fascisme, men her havde fået en form, hvor de skulle styrke snarere end at sætte sig ud over det parlamentariske demokrati. Betegnende mødte de nykonservative folketingsmænd da netop også kritik fra den konservative højrefløj, mens Stauning hilste tankerne velkommen.

Christmas Møller brugte debatten til at tage hul på en diskussion om Grundloven, der førte frem til partiets støtte til afskaffelsen af Landstinget i 1939. På det tidspunkt var Krafts idé om erhvervstinget imidlertid forsvundet og fremstod som følge af debattens polarisering i et noget dubiøst skær.

Mens Kraft førte ordet i forfatningsdebatten, fik Bindslev en anden, men ikke mindre central rolle at spille. Der var en udbredt opfattelse af, at partiet havde brug for et nyt politisk program til erstatning for det gamle fra 1915. Bindslev var nu rykket frem i første række som en af partiets toneangivende ideologer og sad i den tremandsgruppe, der udarbejde det nye program.

De to andre var den socialkonservative Anders Vigen – Christmas Møllers tænketank – og den højrekonservative Hendrik Stein, der var redaktør for Børsen. Resultatet blev det såkaldte Odense-program, der var et vidnesbyrd om nykonservatismens indflydelse på den konservative hovedlinje i disse år. Hvor 1915-programmet havde betegnet en bevægelse hen imod liberalismen, var 1933-programmet en bevægelse i retning af konservatismens forpligtelse på nation og kristendom. Dets hovedpunkt var Danmarks uafhængighed og et stærkt forsvar, og straks derefter kom et par punkter, der forekom stærkt påvirket af Bindslev. Et enkelt til illustration:

”Hævdelse af Folkets Enhed, af danske Landsmænds Samhørighed i Pligt og Ret. Et Fællesskab, der bygger paa Lighed for Loven, paa Troskab mod Folkets nationale Arv. Bekæmpelse af Klassekampens Aand. Frigørelse af alle nationale Kræfter til Folkets Fremgang.”

Programmet udtrykte samlet set den opfattelse, at politikken var funderet i det nationale, at det første og sidste for et konservativt parti ikke var økonomisk klassepolitik, men derimod forsvaret for det nationale. Dets karakter af eksistensspørgsmål var blevet fremhævet.

Det var, som Harald Nielsen mange år tidligere havde skrevet: Før man kunne diskutere, hvordan staten skulle indrettes, måtte man først beslutte sig for, om man overhovedet ville være til. 1933-programmet kan siges at være nykonservatismens højdepunkt i dansk konservatisme. Den havde vist sig som en konstruktiv kraft, der kunne bidrage til at fastholde konservatismen i et produktivt og kritisk spændingsforhold til liberalismen; og de nykonservative rigsdagsmænd havde vist, at de var villige til at indgå kompromisser og desuden støtte Christmas Møllers linje.

Andre nykonservative ikke mindst i KU, var imidlertid skuffede. Den radikalisering nykonservatismen undergik i KU, hvor den nærmede sig en højreradikal systemkritik, varslede nykonservatismens ideologiske marginalisering i tiden efter, såvel som dens ideologiske svaghed i en tid præget af sammenstødet mellem det frie samfund og totalitarismen.

En dolk dyppet i rosenvand

Ved partiets 20-års jubilæum i 1935 blev Bindslev bedt om at skildre partiets historie. Resultatet blev det store trebindsværk Konservatismens Historie i Danmark. John Christmas Møller priste i værkets forord Bindslev for hans evner og slog fast, at bogen var det objektive og redelige værk, som konservatismen havde krav på. I virkeligheden var Christmas Møller ikke udelt tilfreds med bogen. Det skyldtes ikke kun, at arbejdet trak ud (sidste bind udkom således først i 1938), men også at Bindslevs forståelse af konservatismen var en anden end partiejerens.

Christmas Møller stod i afgjort opposition til det gamle Højre. Bindslev søgte i bogen at fremhæve kontinuiteten mellem det nye og det gamle parti. I virkeligheden var det ikke så meget partiets historie som den konservative livsanskuelses udvikling, han ville skrive.

Det er symptomatisk, at Bindslevs partihistorie ikke begyndte ved stiftelsen af Det Konservative Folkeparti, endsige ved dannelsen af Højre, men derimod på tærsklen til selve historien, det punkt hvor ”Historiens Lys Skiller de Taagebanker, der tilhyller de ældste Tider for vort Blik og viser os et Rige i sin Vorden.”[xxxii] Dette afspejlede hans organiske tænkning og historiesyn, som han ikke uden elegance fremlagde i værkets forord:

”Alt som er levende, kendes paa, at det forandrer sig. Det er inde under en stadig fremadskridende Udviklings Lov. Men dets Kendemærke er ogsaa, at det maa lyde en Forudbestemmelse i sit Udspring. Ingen flygter fra sin Oprindelse. Den levende Organisme kan i sin Udfoldelse synes saare forskellig fra det spirende Liv, men der er et indre Slægtskab, et lønligt Væsenspræg, der uløseligt sammenknytter Kim og Frugt. Liv er Forandring; men det er ogsaa Bundethed til Udspringet. For et Folks Liv gælder de samme Love. Det maa stadig udfolde sig, om det vil leve. Men det maa ogsaa være sit Væsen tro.”

Han ville vise, at netop konservatismen havde rod i folket; at den var en livsanskuelse, der udsprang af den nationale kontinuitet, og som sådan i sig selv en fordring om at værne denne kontinuitet. Bindslevs organismetanke skal ikke forstås som en form for pragmatisme, for idet den hævdede sammenhængen mellem udspring og udvikling, satte den også et skarpt skel mellem det, der havde hjemstavnsret i nationen, og det, der var den væsensfremmed. Dette betød, at Bindslev hér fastholdt den opfattelse, at konservatismen netop fordi den var organisk måtte stå i skarp opposition til de åndsradikale idéer, som han mente dominerede samfundet:

”… den sidste Menneskealder [har], aandeligt og kulturelt været behersket af en materialistisk betonet Radikalisme, der paa en hedensk Livsopfattelses Grund har virket for et Brud med Folkets nationale og kulturelle Arv, negativt opløsende af Væsen, forlorent kosmopolitisk af Aand.”

Bindslev gentog her sin sædvanlige kritik af åndsradikalismen som nihilisme. Det nye var, at han nu stod i en position, hvor han kunne indskrive denne opfattelse i partiets officielle selvforståelse. I det perspektiv er det særligt bemærkelsesværdigt, at Bindslev i værket knytter modstanden mod åndsradikalismen til en betænkelighed ved den stadigt fremadskridende demokratisering. Han afviste hverken parlamentarisme eller folkestyre, men identificerede dog et særligt åndsradikalt livssyn, der tilsyneladende knyttede sig til demokratiet. Demokrati var derfor ikke blot en styreform, men gjorde krav på at være en livsform, der hævdede et substantielt ideal for, hvordan mennesket skulle leve sit liv.

Dette demokrati afviste Bindslev, idet han foregreb en af efterkrigstidens centrale debatter mellem Alf Ross og Hal Koch. I den aktuelle situation tjente hans bekymring blot til at understrege, at han stadig klarere stod i opposition til den socialkonservatisme, som under Christmas Møllers og Anders Vigens ideologiske førerskab netop søgte at gøre op med mange konservatives forskelligartede betænkeligheder ved demokratiet og placere partiet entydigt bag det danske folkestyre, som de opfattede som et udslag af nordisk frihedsånd.

Langt mere afgørende for partiets og konservatismens selvopfattelse end Bindslevs værk blev grundlovsdebatten i slutningen af 1930’erne. De nykonservative havde selv affyret første salve i 1933 med Krafts tale, men nu var det Christmas Møller og Anders Vigen, der udstak retningen. Debatten handlede ikke ’bare’ om en ny grundlov, men også om hele konservatismens stilling til den politiske liberalisme. Bindslev søgte et andet grundlag end det liberale for konservatismen, mens de socialkonservative byggede på en forhåndsaccept af den politiske liberalisme som det politiske systems grundnorm. Vigen havde bedt liberalismekritikere af enhver art om ikke at besudle deres egen rede.

Dette er ikke stedet at redegøre for grundlovsdebatten i detaljer. Kort sagt delte partiet sig i to. Christmas Møller ønskede reelt set et etkammersystem. Han fik halvandet. På den ene side stod de, der støttede ham og hans politik. På den anden side stod de, der var imod ham og ønskede at bevare Landstinget i dets bestående form. Langt de fleste af partiets nykonservative sluttede op om Christmas Møllers forfatningspolitik, herunder Ole Bjørn Kraft.

Alfred Bindslev kunne ikke følge dem. Det var, som om han ikke kunne blive sin skepsis over for den stadig fremadskridende demokratisering kvit, og i et af grundlovsdebattens brændpunkter gik han over gulvet og sluttede sig til Christmas Møllers højrekonservative modstandere, der blev anført af sådanne skikkelser som grosserer Axel B. Lange, Holger Andersen, Hendrik Stein, Povl Drachmann og konservatismens enfant terrible Victor Pürschel. Bindslev affyrede ved lejlighed en retorisk bredside mod Christmas Møller, og beskyldte ham for at bringe partiets eksistens i fare.

For Kraft så det ud som om, at Bindslev havde allieret sig med fortiden, og over for sine venner kaldte han Bindslevs ord en dolk dyppet i rosenvand. Det var et forræderi mod den sande konservatisme. Her indtraf et brud mellem Bindslev og Kraft, hvis tætte parløb nu var et overstået kapitel. Bindslev endte på den tabende side – ikke kun i den konkrete politiske tvist, men også i forhold til udviklingen i det hele taget. Erkendelsen heraf synes at komme til udtryk i Bindslevs epilog til Konservatismens Historie i Danmark:

”… hvad Skæbnen gemmer i sit Skød, er det næppe raadeligt at spaa om… Idet vi paa Tærskelen til det kommende ser tilbage og skuer frem, skal det ikke glemmes, at Konservatismen – naar det kommer til stykket – hverken er bundet til Personer eller Partier. Den lader sig ikke dæmme op eller fæstne i givne Former. Den er i sig selv en Magt, der ogsaa uden om partirammerne baner sig vej, regulerer og ordner. Det levedygtige Samfund kan ikke være den foruden. Var det ikke saa, ville mismod vel stundom stjæle sig ind i sindet. Men det er saa.”

Nok kunne den henvisning til konservatismen som en naturkraft virke optimistisk, for så vidt var det vel også tilfældet. Men den fremstår klart som en optimisme til trods, der afslører en grundlæggende negativ tolkning af konservatismens muligheder i partiet – et forhold, der springer så meget desto mere i øjnene, hvis man erindrer, at hér var tale om de sidste ord i et festskrift. Sagen var måske den, at da Bindslev i 1938 færdiggjorde sit værk, var nykonservatismens glansperiode ovre. D

en var enten blevet radikaliseret og derpå udstødt af dansk konservatisme, eller den var blevet tæmmet og havde udviklet sig til en variant af den herskende socialkonservatisme, som det var tilfældet hos Kraft, Amby og måske særligt Henning Hasle. Dens kritiske potentiale som en selvstændig vision for konservatismen var blevet undergravet, og Bindslev måtte søge tilflugt i reaktionens rækker. Han havde præget partiprogrammet og skrevet partihistorien, men hans sandhed om konservatismen var allerede på vej ud, da han satte det sidste punktum for Konservatismens Historie i Danmark.

Mørket

Personen Alfred Bindslev har et afgjort tragisk skær over sig. Kraft talte i sit mindeord om en syre, der kogte i hans blod og gjorde, at der til stadighed var afstand mellem Bindslevs idealer og liv. Bindslev var sig bevidst, at hans væsen til stadighed balancerede på kanten af en mørk afgrund.

Måske netop derfor havde han fra sin ungdom lagt så stor vægt på kristendommen som et budskab, der rev den enkelte ud af sin tilværelses faste rammer, krævede alt af ham og fyldte livet med en ny og overvældende mening. ”Han stræbte efter at leve et ædelt liv”, har Kraft skrevet, men afstanden mellem ideal og virkelighed ledte ham med årene bort fra denne ideelle stræben, og han stod alene tilbage med mørket. I vennens perspektiv var det i begyndelsen af 1930’erne, Bindslevs liv for alvor begyndt at gå itu:

”Jeg tror, at det var, da han opgav det, der var hans egentlige bestemmelse, præstegerningen… at der kom en splittelse i hans sind, og han mistede evne og vilje til at modstå de destruktive kræfter. Han havde stået overfor et valg og vidste med sig selv, at han havde valgt på en måde, som ikke svarede til det mål, han oprindelig havde stillet sig.”

Præstegerningen havde han opgivet efter en længere hadsk kampagne fra den socialdemokratiske presses side. Den svælgede i forargelse over, at man på en gang kunne være præst og have så ukristelige synspunkter som Bindslev. Presset umuliggjorde tilsyneladende hans stilling, og han måtte vælge. Måske var det, som Kraft skrev, at han valgte galt. Bindslev havde fra ungdommen dyrket en letlevende selskabelighed ved siden af alvoren.

Den blev værdsat af hans venner og omgangskreds, men man kommer næppe uden om, at denne selskabelighed til dels var et forsøg på at kvæle noget i ham selv, og at forsøgets intensitet i det lange løb ikke gjorde gavn. Det var på samme tid, at hans første ægteskab med Esther Harboe, der var ud af solid konservativ familie, begyndte at gå i opløsning.

Det sluttede endeligt ved en hård skilsmisse i 1938, som forargede mange i Bindslevs omgangskreds. Tiden derefter var en mørk tid med dage født i tungsind, dølget af tåger og slør, som han siden skrev. Han blev gift med sin anden kone, Edith, allerede i maj 1938. Hun blev en lise for hans sjæl, som han udtrykte det i bogen Det Gyldne Minde tilegnet hustruen:

Du stod i stuen
og glemt var sorgen
og natten fulgtes
af sollys morgen.
Se, karsk var sjælen
som aldrig før,
og atter åben
stod livets dør

Men også denne glæde blev kort. Hun blev syg, og i 1949 døde hun. Det var en knusende hændelse og den medvirkede sammen med selskabeligheden og det tunge arbejdspres, der påhvilede ham som skoleborgmester i København til at nedbryde ham fysisk og mentalt. I 1951 opgav han sin stilling som skoleborgmester i utide. Tre år efter døde han.

Der var måske ved første øjekast langt fra den unge idealistiske stud.theol., de kaldte konservatismens Alkibiades, til den nedbrudte lokalpolitiker. I ungdommen havde hans tro været en fordring om at vokse som menneske; nu følte han, at Gud havde slået hånden af ham. Alligevel blev han i troen. Den var for ham til stadighed en uafviselig virkelighed, ikke en bekvemmelighed, der kunne vælges til og fra. I Det Gyldne Minde skrev han:

I enkel åbenhed jeg her bekender
en simpel sandhed om mig selv: jeg tror.
En troens flamme i mit hjerte brænder,
om fattigt end den finder form i ord.
Den er en rytme i mit hjerteslag,
en lønlig mening bag min dagligdag.
Det er et åndedrag, en livets sfære,
uløseligt forbundet med at være.

Hans tro havde skiftet karakter og fået nyt indhold. Var den i hans ungdom år en missionerende og nationalt vækkende gerningskristendom, var den hos den ældre Bindslev blevet til troen på trods; en overbevisning, som gennembrød tvivlens kuldemur og manifesterede sig som et håb om nåde selv for den, Gud havde slået hånden af.

Christian Egander Skov

Christian Egander Skov er historiker og ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er forfatter til bogen “Borgerlig Krise” (2022) samt Konservatisme i Mellemkrigstiden (2016). Han forsker i efterkrigstidens centrumhøjre-tænkning og er fast bidragsyder til Berlingske Tidende og Altinget. Desuden modtager af Weekendavisens litteraturpris 2022

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside