Photo by Noah Buscher

Nutidens økofundamentalister skal have justeret deres kompas

12. maj 2021
6 minutters læsetid

Af Anne-Marie Vestergaard

I 1992 udgav den franske filosof Luc Ferry bogen Le nouvel ordre écologique. Den udkom på dansk allerede i 1994 med titlen Den nye økologiske orden og undertitlen Træet – Dyret – Mennesket. Den angreb dels dyrerettighedsaktivismen, dels dybdeøkologien, bevægelser som på det tidspunkt var i deres vorden. Bogen fik gode anmeldelser i Danmark og blev debatteret rundt omkring.

I mellemtiden er dyrevelfærd, økologi og klimakrise blevet allestedsnærværende temaer, og der tales om disse emner som værende tidens største udfordring. De marginale synspunkter som Ferry analyserer og kritiserer, er nu nærmest blevet mainstream, og undervisere og pædagoger vil lære børnene at elske naturen og dermed blive bedre til at beskytte moder jord[1]. Dyr og planter har også rettigheder, og det kan kun gå for langsomt med at hævde disse. Kan bogen give inspiration til en polariseret debat der ofte er skinger og moralistisk? Det korte svar er ja.

Luc Ferry tager udgangspunkt i samtidens stigende fokus på dyrs vilkår og naturspørgsmål. Han beretter parentetisk om kuriøse retssager mod dyr i middelalderen og senere. Fra nyere tid nævner han en retssag i USA hvor træerne i et dalområde (med hjælp fra miljøorganisationen Sierra Club!) indgav klage mod Disneykoncernen, der planlagde at opføre en forlystelsespark i området. Klagen blev afvist, men en dybdeøkologisk juraprofessor har siden forsøgt at bane vejen for at gøre naturfænomener til retssubjekter, ud fra argumentet om at også de har interesser.

Med udviklingen af den historiske utilitarisme som moralfilosofi bliver dyr sidestillet med mennesker, fordi både dyr og mennesker er levende væsner der kan føle lyst og smerte. Utilitarismen bryder med René Descartes’ rationalistiske menneskesyn, hvor dyret opfattes som menneskets modsætning, et sjælløst og derfor også ufølsomt væsen. Med utilitarismen kan dyr også blive opfattet som mulige retssubjekter, for alle levende naturvæsner har en interesse i at øge lyst og mindske smerte. Ferry debatterer med den australske filosof Peter Singer, der med sin videreudvikling af utilitarismen er tidens mest fremtrædende fortaler for dyrs rettigheder.

Dyrerettighedsaktivister bliver mere og mere aggressive, og med Singers teori om dyr som værende arter (species) der udsættes for ”Specisme”, hvilket betyder ”arts-racisme” udøvet af menneskearten mod dyrearterne, har de fået vigtigt filosofisk skyts. For dyrevennerne er det kun et spørgsmål om tid før dyr får de samme rettigheder som mennesker, først og fremmest retten til livet. Berømt er i den forbindelse Singers argumentation for at en chimpanse i kraft af sin intelligens kan siges at have mere ret til livet end en hjerneskadet baby.

Økologistisk reform eller revolution

Dybdeøkologien formuleres af den norske filosof Arne Næss i starten af halvfjerdserne og inspirerer teoretikere og aktivister i flere lande op gennem firserne, især i USA og Tyskland. Arne Næss så en naturlig sammenhæng mellem sin dybdeøkologi og aktivisme og deltog bl.a. i spektakulære aktioner mod dæmningsprojekter i Norge. I den forbindelse udtalte han at bjergene og elvene havde en iboende værdi, uafhængig af en eventuel nytteværdi. Landskabets rettigheder skulle respekteres. Ferry citerer amerikaneren Bill Devall, fortaler for dybdeøkologi, der skriver om forskellen på økologistisk reform og revolution:

Der er to store økologistbevægelser i den anden halvdel af det 20. århundrede. Den første er reformistisk. Den forsøger at kontrollere den mest himmelråbende vand- og luftforurening, at afbøje de mest abnorme landbrugspraktikker i de industrialiserede nationer og sørge for at visse zoner får lov at ligge hen som vild natur, hvilket i øvrigt kun kan lade sig gøre, hvis de får status som ‘klassificerede zoner’. Den anden bevægelse forsvarer mange af de samme punkter som reformisterne, men den er revolutionær. Den forsøger at opstille en metafysik, en epistemologi, en ny kosmologi og en ny miljø-etik for forholdet person/planet.”

Det er i sandhed et ekstremt filosofisk statement med mange implikationer!  Mennesket er ansvarligt i forhold til jorden og al dens liv på en måde der bringer mindelser om naturreligion eller romantikkens panteisme. Dyr er lige så udviklede og følsomme væsner som mennesker, og træer og andre naturfænomener besidder en integritet og iboende godhed. Ikke desto mindre abonnerer mange i dag på netop denne revolutionære holdning, skulle jeg mene.

Oplyningstidens forståelse af naturen og dyrevelfærd

Ferry viser med mange eksempler fra sager og artikler at disse bevægelser i bund og grund er antihumanistiske og totalitære. Forud for denne dom diskuterer han hvad mennesket egentlig er for et væsen, og hvordan forholdet mellem menneske og natur skal opfattes. Formålet er at besvare spørgsmålet: ”Hvordan forene tradition og frihed, omsorg for naturen og humanistisk kultur?” Her indkaldes filosofihistoriens giganter, Jean-Jacques Rousseau og Immanuel Kant, men også moderne filosoffer som Jean-Paul Sartre og Emmanuel Levinas. Især Rousseau, der på sin vis står med et ben i oplysningstiden og et andet i romantikken, påkalder sig Ferrys opmærksomhed. Rousseau opretholder René Descartes’ skelnen mellem menneske og dyr, men hvor Descartes nærmest opfatter dyret som en ”robot” (automate), betragter Rousseau det som udstyret med sanser og evne til at klare sig selv, i det stykke lig mennesket. Til gengæld adskiller mennesket sig fra dyret ved sin fri vilje og evne til at frigøre sig fra instinktet og den umiddelbare, biologisk betingede reaktion. Mennesket er et sprog-, kultur- og historieskabende væsen.

Rousseau mener at det netop evner at frigøre sig fra dets natur, gennem skabelse, fornyelse og perfektionering. Derfor er mennesket ifølge Rousseau anti-natur. Med inddragelse af Kant bliver menneskets iboende værdighed og evne til at sætte sig ud over dets egne behov understreget. Den uegennyttige handling bliver hos Kant begrebsliggjort med den gode vilje og det kategoriske imperativ. Fornuften og evnen til at almengøre sine egne handlinger kommer i fokus. Med Sartre betones menneskets frihed som et vilkår, eksistens fremfor essens. Levinas taler også om frihed, hvor det jødiske (og i overført forstand moderne) menneske ”opdager mennesket før landskabet og byerne. Han føler sig hjemme i et samfund før end i et hus.” Ferry er godt klar over at det moderne menneskesyn rummer problemer, for selvfølgelig betyder rødder, kultur og forankrethed i det lokale noget. Set i bakspejlet kan man kun give ham ret… Kosmopolitisme og globalisme har lidt endeligt nederlag, og samtidig er grænserne for menneskets udnyttelse af naturen blevet endnu mere tydelige siden bogen udkom.

Men han holder fast i opfattelsen af mennesket som anti-natur, og den definition har også appel i dag. Mennesket er et biologisk væsen, men det har evnen til at løsrive sig fra dette for dyrene så determinerende fundament. Med Rousseau og de andre filosoffer holder han fast i triaden antropocentrisme, etik og eksistens, en humanistisk arv som vi under ingen omstændigheder må give køb på. Målet er en ny økologisk orden, som titlen indikerer, hvor humanisme kan forenes med respekt for dyrene og naturen. Han bruger en del energi på at påvise hvor menneske- og demokratifjendsk dybdeøkologien er.

Økofundamentalister er antimoderne

Grundlæggende hader dybdeøkologien moderniteten og nutiden. Alt i deres projekt er fremtidsrettet, og heri ligger ansvarligheden for dem. Rent etisk er man da ansvarlig for kloden og de kommende generationer, ikke for ens medmennesker. Ferry anerkender naturens skønhedsværdi og de store oplevelser man kan have når man færdes i den. Samtidig skal vi tage hensyn til dyrene og minimere deres lidelser. Det gælder om at forholde sig til naturen og alt levende på en måde så man undgår en af faldgruberne: At naturen tillægges meget begrænset betydning fordi mennesket er og bliver dens hersker – eller at naturen tværtimod tillægges umådelig stor betydning fordi det er naturen der hersker over mennesket, og som besidder en metafysisk egenvilje[2]. Hverken beherskelses- eller underkastelsesstrategien duer. Hverken hensynsløs naturudnyttelse og rovdrift eller romantisk natursværmeri med suspendering af menneskets basale frihedsrettigheder er holdbare løsninger.

Nutidens økofundamentalister kan starte her.

Henvisninger

[1] Et godt eksempel er Mads Strarups bog Hva’ nu? – Dannelse til bæredygtighed i børnehave, folkeskole og ungdomsuddannelse, 2018, forlaget Fjordager.

[2] Et nyligt eksempel på naturkosmologi sås for godt et år siden i forfatteren Suzanne Brøggers ”gækkebrev”, bragt i P1, 12. april 2020. Hun var en af mange der mente at Coronapandemien var naturens måde at reagere på overfor menneskenes hensynsløse adfærd på kloden. Citat: ”Kan man tillade sig at danse og synge, mens jorden går under?” Hun ser billederne af ligtransporter i tv og tolker på sibyllinsk vis pandemiens hærgen som en indvarsling af en ny tid. Jordens genopstandelse sker ”under stor smerte”. Den antropocæne tid er endegyldigt forbi.

Anne-Marie Vestergaard er cand.mag. i litteraturhistorie og filosofi. Underviser på HF-kursus og Folkeuniversitetet og har blandt meget andet skrevet artikler om idé- og værdikamp. Hun har skrevet afhandling om senmoderne litteratur, hermeneutik, pædagogik og dannelse. Hun er Optaget af modernitet og verdslighed og særlig sensitiv overfor poststrukturalisme, identitetspolitik og feminisme – og disse ideologiers blinde vinkler.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside