Harry og Meghan

Sussex-parrets vej fra kongelige til gabende kedelige celebrities

28. marts 2021
6 minutters læsetid

Der kommer stadig efterskælv efter den rystelse, der ramte den globale nyhedsflade, da prins Harry og Meghan Markle, hertug og hertuginde af Sussex, tidligere på måneden lod sig interviewe af Oprah Winfrey. Interviewets påstande om, at parret skulle være blevet dårligt behandlet af det angiveligt følelseskolde og sågar racistiske britiske kongehus, spredte sig som en løbeild på alverdens platforme.

Spørgsmålet er, om skælvet faktisk også rystede det britiske kongehus, som det er blevet hævdet af mange. Det er ikke sikkert. Målinger peger på, at Sussex-parrets i forvejen begrænsede popularitet i Storbritannien er reduceret væsentligt yderligere siden interviewet. Efter alt at dømme er de fleste briters sympati klart på dronning Elizabeth og kongehusets side. Og med god grund. For et land har brug for et kongehus, også – eller måske særligt – i det 21. århundrede. Om det har brug for et illoyalt, transnationalt, kulturløst celebritypar, er nok straks mere tvivlsomt.

Symbolet på enhed og fælles erfaringer

I Europa er kronede statsoverhoveders formelle magt gennemgående mindsket gradvist i løbet af det 19. og det 20. århundrede. Dels gennem forfatninger og forfatningsændringer, som har reduceret monarkiets andel i styringen af staten, og dels gennem sædvaneændringer, hvor det er blevet gradvist mindre almindeligt, at de folkevalgte politikere tager monarken med på råd, og hvor de kongelige er stadigt mere påpasselig med at udtrykke noget, som kan opfattes som politiske synspunkter. Den formelle rolle er der dog i de fleste tilfælde fortsat, og monarken er forfatningens værner og i en række tilfælde den, der udnævner regeringer og med sin underskrift giver lovene kraft. I en traditionel montesquieusk magtdelingstankegang giver det aldeles fin mening.

Samtidig med, at den formelle magt er reduceret, er der mange tegn på, at kongehusenes symbolske betydning er øget. Netop ved at være hævet over politik bliver monarken et neutralt samlingspunkt, de fleste kan enes om, uanset deres øvrige uenigheder af politisk art. I virkeligheden er et kongehus måske et af de få, virkelige samlingspunkter, der eksisterer i en verden, som bliver mere præget af forskelligheder og uenigheder baseret på flere etniciteter og kulturelle baggrunde og voldsom stærk fokus på forskelle baseret på køn og seksualitet m.m.

De kongelige er i en forvirret og omskiftelig verden symboler på, at noget trods alt står fast; symboler på nationens enhed og vores fælles historiske erfaringer, alt det gode, som samfundet i virkeligheden bygger på og har udviklet sig til. Set i det lys er betydningen af at opretholde et monarki formentlig snarere øget end aftaget over de senere år.

Verdensmestre i pligtfølelse og behovsudsættelse

Symboler er skrøbelige, og i en moderne verden er det for mange mennesker langtfra indlysende, at mennesker, som vi kan se er af almindeligt kød og blod skal gå med kroner, bo på fantastiske slotte og i princippet kunne vende tommelfingeren op og ned for beslutninger, som er truffet af valgte politikere. Det kræver, at man løser den opgave, man er født ind i og ikke sætter sig selv og sine egne behov i første række.

De kongelige skal være voksne mennesker, som opøver en meget vidtgående ekspertise i behovsudsættelse. Det kan børn og barnlige sjæle ikke, men de fleste lærer det, efterhånden som de vokser til. Vi andre har dog stadig et betydeligt frirum til at sige vores mening eller foretage os ting, som i virkeligheden ikke er hensigtsmæssige, men blot føles godt i situationen.

For de kongelige er det anderledes. Selvom de har lyst til at råbe deres mening om politikernes eller andres idioti ud over hustagene eller forfølge en karriere som standup-komiker eller showdanser, så er det i de fleste tilfælde ikke foreneligt med den opgave, man har fået på vegne af sit land og sit folk. Et så gammeldags begreb som pligtfølelse er helt essentielt for at kunne forstå den opgave, en kongelig skal løfte. Det er helt nødvendigt som kongelig at evne at sætte sig selv og sine egne behov bagerst og konsekvent sætte landets interesser og det fælles bedste i højsædet.

Et spejl og en bestræbelse i vores eget, uperfekte liv

Samtidig med evnen til at tjene landet og folket, så er de kongelige som mennesker også et spejl for os selv og et forbillede for vores eget liv. Der er en enorm interesse for de kongeliges familieliv, interesser, påklædning, boligindretning etc. etc. Vi drømmer om, hvordan det er selv at kunne køre i karet, gå i flotte kjoler og uniformer og omgive os med smukke møbler.

Samtidig ved vi, at vi aldrig kan blive som dem, men de kongelige er et ideal for os at stræbe efter i vores eget uperfekte og på så mange måder gennemsnitlige liv. Derfor vil gerne med helt ind omkring middagsbordet, ja sågar med ind i soveværelset, hvis det er muligt. Vi tror, vi kender dem som mennesker, og har en mening om dem, næsten som om det var vores egne familie og venner. Det kan godt være en god ting, selvom det tætte kendskab ofte vil være en medieskabt illusion.

Men balancen er svær, og sommerfuglestøvet skal fortsat være intakt. Samtidig med vores ønske om at kende til de kongeliges private liv, så må der også nødvendigvis fortsat være en distance og en vis ophøjethed, hvis de kongelige skal kunne udfylde deres egentlig rolle som fælles symboler, man må respektere, og hvis vi skal acceptere deres utvivlsomt priviligerede livsform. For meget makrelmad og øldrikning, det går ikke.

At finde den rigtige balance er utvivlsomt blevet sværere. Medierne er uhæmmede i deres nysgerrighed og ønske om at formidle så meget af de kongeliges private liv som muligt, herunder eventuelle problemer med intern splid, knas i ægteskabet og anden knap så kongelig adfærd. De kongelige må selv sætte grænsen og finde gode rådgivere, der kan bistå dem med at finde balancen mellem at folk vil kende dem, men heller ikke skal kende dem for meget. Det kan utvivlsomt være hårdt, og sikkert er den engelske tabloidpresse helt usædvanlig grov og insisterende, men det er nu engang de vilkår, institutionen er underlagt og må håndtere. Der er næppe andre til det.

Frigørelsens forbandelse

At et kongehus er kendetegnet af pligtfølelse overfor landet og de fælles værdier, er nok velkendt for de fleste. Den kognitive udfordring opstår, når vi ser på de enkelte kongelige, som måske har svært ved at leve op til den funktion, de er født til at udføre, som det aktuelle eksempel med prins Harry og Meghan Markle.

Den dominerende samfundsmæssige udviklingstendens i de vestlige samfund siden 60erne har været frigørelsen. Frigørelsen fra medfødte bindinger af social, kulturel og biologisk karakter, og optimering af det enkelte menneskes muligheder for at vælge sin tilværelses indhold så uafhængigt som overhovedet muligt. Glem velfærd, glem udlændinge, glem klima som dominerende megatrends. Den dominerende basgang under en stor del af den politiske stræben og samfundsudviklingen i øvrigt i de seneste 50 år har været frigørelse. At den uhæmmede frigørelse utvivlsomt har resulteret i talrige menneskelige tragedier og psykisk ustabilitet, fordi ingenting er givet, og man skal opfinde sig selv fra grunden, det er en anden historie.

Et ligegyldigt par

Den meget fokus på frigørelsens velsignelser stemmer naturligvis dårligt med, at vi samtidig forventer af bestemte personer i vores samfund, at de netop ikke skal repræsentere frigørelse, men derimod forpligtelser og bundethed til traditionen. Oftest ser vi ikke modsætningen, fordi de kongelige selv godt forstår og respekterer funktionen, men det bliver svært, når de så at sige ”opsiger kontrakten”, som prins Harry og hans hustru har valgt at gøre det. Dermed falder de dramatisk fra tinderne, og bliver ikke blot reduceret til såkaldt ”almindelige mennesker”, men mister en væsentlig del af den respekt, man måtte have haft for dem, fordi de ikke blot søger at melde sig ud af institutionen kongehuset, men samtidig vil beholde visse af de privilegier, som jo er modsvaret til de personlige begrænsninger i sin udfoldelse, man er underlagt som kongelig.

Samtidig forsøger man så at grundlægge en form for ny jetset-tilværelse på en nedgørelse af kongehuset for at være følelseskoldt, racistisk m.v., understøttet af åbenlyse usandheder som fortællingen om, at lille Archie ikke skulle kunne blive prins på grund af eventuelle brune toner i sin hudfarve, selvom det britiske kongehus har helt faste og umisforståelige regler for den slags, som naturligvis er hævet over enkeltpersoners fysiske karakteristika.

Det er ikke ligefrem noget, der kalder på respekt, og den er der heller ikke meget der tyder på, at Sussex-parret har stort tilbage af. Fra at være en del af en usamtidig, anerkendelsesværdig institution, der bygger på pligtfølelse og troskab mod nationen, blev de pludselig reduceret til en alt for samtidig udgave af den ufattelige interesse for egen navle og tidens alt for aktive antenner i forhold til at identificere enhver krænkelse, vi eller vores konstruerede identitet måtte være blevet udsat for. Det er faktisk ret kedsommeligt.

Nikolaj Bøgh

Nikolaj Bøgh er cand.scient.pol. og kommunikationsrådgiver, konservativt medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse og folketingskandidat på Frederiksberg. Han har skrevet bøger og artikler om politisk historie, herunder Brødrene Møller om de fremtrædende konservative politikere Aksel og Poul Møller. På aarsskriftet-critique.dk skriver han om kultur, dannelse, kirke og historiesyn.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside