Hvorfor har vi ikke en EU-kritisk tænketank?

15. marts 2021
4 minutters læsetid

Af Morten Jarlbæk Pedersen

Selvom europæiske politikere og kommissærer har ganske enorm indflydelse på dagligdagens regler i Dannevang, er det som regel først, når danskerne pludselig skal forholde sig til nye initiativer og konkret lovgivning, de alligevel ikke kan gøre noget som helst ved, at EU bliver et emne, man tager sig (lidt) tid til at diskutere.

Men hvorfor er det sådan? Hvorfor er EU-debatten i Danmark egentlig så overfladisk, så sendrægtig og så tandløs? Nogle ville måske endda også sige: så ensidig.

Der er givetvis flere forklaringer, men én af de vigtigste er, at den intellektuelle debat om EU ganske enkelt mangler tyngde. Og nej, det handler selvfølgelig ikke om, at der er brug for flere verdensfjerne elfenbenstårnstyper i den offentlige debat.

Det handler derimod om det dobbelte problem, at de grundlæggende analyser af den ellers for dagligdagen ret så betydningsfulde udvikling i Bryssel og omegn enten glimrer ved deres fravær. Og at den grundlæggende analyser, der så findes, fuldkommen mangler modspil.

En EU-kritisk tænketank findes ikke i Danmark

Lad os kigge lidt nærmere på kilderne til de mere grundlæggende overvejelser og analyser af den europæiske udvikling: Forskerne på universiteterne og analytikerne rundt omkring i diverse organisationer og tænketanke.

Hvis vi kigger lidt uden for universiteternes beskyttede værksteder og ud i den virkelige debat, bliver det ret så hurtigt klart, at der er uhyre få organisationer eller tænketanke eller lignende, der grundlæggende beskæftiger sig med EU ud fra et bredere – og måske marginalt mere kritisk – perspektiv end DR’s dækning af diverse topmøder.

Erhvervsorganisationerne og Tænketanken Europa laver naturligvis lødige analyser, der viser, at mere integration er nødvendig og ønskværdig. Så langt så godt. Men de har intet modspil. Den analytisk funderede debat om EU har kun deltagelse af én side. Som en fægtekamp med én deltager.

Og problemet er ikke kun dansk. På europæisk plan har man samme udfordring, endda selvom udbuddet af tænketanke og policy-organisationer her er så meget større. Der er ganske enkelt for få, der stiller de grundlæggende spørgsmål, og politiske beslutningstagere udfordres ikke i tilstrækkelig grad.

Og det handler ikke kun om ensidighed i vurderingen af EU’s fordele og ulemper. Det handler såmænd også om ensidighed i emnevalget. EU-debatten i Danmark handler nærmest alene om det indre marked. Jo, bevares – dette er også et absolut vigtigt (endda måske det vigtigste) emne, men der er også meget andet at tage fat på. Det handler ikke om økonomi det hele, men pippene herom i den offentlige debat er små og nærmest alene at finde på esoteriske hjemmesider som denne.

Jeg har tidligere stillet spørgsmålet, om Danmark måske havde behov for en egentlig konservativ tænketank – og når man ser på EU-debatten, bliver dette spørgsmål så meget desto mere relevant.

Er alle forskere føderalister?

Hvad så med forskerne? Der er ingen tvivl om, at der blandt mange forskere i Danmark er ganske divergerende syn på EU. Både sådan helt overordnet og mere konkret, når det kommer til de enkelte forslag til lovgivning.

Men – og det er væsentligt men – vi må her foretage en sondring mellem de forskere, der alene eller primært beskæftiger sig med Unionen, og så de forskere, der på deres vej og i deres forskning på anden vis af og til krydser Unionens gøren og laden. For set udefra kan forskellen mellem disse to grupper være endog ganske slående.

Blandt de egentlige EU-forskere i Danmark er en borgerlig – liberal eller national – kritik af EU således et særsyn. Kritik af uformåen med en efterfølgende konklusion om, at der er sager, som Unionen ikke bør beskæftige sig med, er et lige så sjældent syn. En amurtiger på Café Amalie i hovedgaden i Kgs. Lyngby kan synes som en mere sandsynlig hændelse end en EU-forsker, der blander sig i den offentlige debat med en sydende og tungtvejende kritik af EU og Unionens udvikling.

Dette kan naturligvis skyldes, at den offentlige debat om EU kun har deltagelse af ganske få udvalgte og temmelig unionsbegejstrede EU-forskere. Det skal jeg ikke kunne afgøre – der kan jo gemme sig lommer af intellektuelle med et mere kritisk syn på sagerne rundt omkring. Det er bare denne skribents oplevelse, at man sjældent hører til dem.

Og denne tavshed er i sig selv et problem, for sat på spidsen betyder det, at man enten foranlediges til den konklusion, at alle på universiteterne er føderalister (og det behøver de jo ikke nødvendigvis at være), eller at det grundlæggende billede af EU som minimum bliver en smule forvredet.

Ingen er tjent med en amputeret debat om EU

Uanset om man spiller på det ene, det andet eller det tredje hold i EU-debatten, så må denne tilsyneladende intellektuelle ensidighed og manglende bid i den offentlige debat anses som et problem. Vi bliver klogere, når forskellige analyser og holdninger mødes og brydes. Vi forstår kun til fulde de bagvedliggende tendenser og de store træk i udviklingen, når vi præsenteres for forskellige analyser heraf. Og det gør man ikke i den danske EU-debat i dag.


Morten Jarlbæk Pedersen er cand.scient.pol., ph.d. og far til tre. Til dagligt arbejder han med politisk-strategisk rådgivning af virksomheder. Til aarsskriftet-critique.dk skriver han om rammerne for politisk handling i form af institutioner, økonomi og jura.

Morten Jarlbæk Pedersen

Morten Jarlbæk Pedersen er cand.scient.pol., ph.d. og far til tre. Til dagligt arbejder han med politisk-strategisk rådgivning af virksomheder.
Til aarsskriftet-critique.dk skriver han om rammerne for politisk handling i form af institutioner, økonomi og jura.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside