Den Blå Betænkning spøger stadig

Af Stefan Agger

Forleden dag delte Rektor for Designskolen Lene Tanggaard, der også er professor i psykologi fra Aalborg Universitet, og forfatter til fornuftige bøger om uddannelse og dannelse, et billede og et citat på Facebook taget fra den såkaldte ”Den Blå Betænkning”.

Opslaget blev generelt modtaget med stor glæde og begejstring for citatet og for mindet om netop dette værk. Blandt de begejstrede sås en del som jeg kender som skolefolk og lærere.

Min egen begejstring for det delte centrale citat fra Den Blå Betænkning kan dog ligge på et smalt sted, og jeg mener der er grund til at uddybe her, netop hvorfor Den Blå Betænkning ikke bør være en ledestjerne for et pluralistisk samfund som det danske.

Uanset om det var formålet med betænkningen, så lægger dens centrale formulering op til at lærere og pædagoger udfolder sig som ideologer lige så meget som de er pædagoger. Og da vi ved, at over 80 procent af lærerne i Folkeskolen stemmer rødt, at gymnasielærerne gør ligeså, og selvfølgelig også pædagogerne, så er der ingen borgerlige, der bør støtte tanker der opfordrer til en mere ideologisk skole.

Først dog lidt om, hvad betænkningen er for en størrelse.

Den Blå Betænkning

Betænkningen udkom i 1960 som en undervisningsvejledning til Folkeskolen. Den blev iværksat af den radikale K. Helveg Petersen, og blev til i en kreds af pædagoger og skolefolk, hvoraf mange tilhørte de såkaldte reformpædagogiske kredse. Reformpædagogikken er der ikke plads til her at udfolde, men kan beskrives som en pædagogisk strømning med dybe historiske rødder hos Rousseau og som særligt gennem det 20. århundrede har kæmpet for at afskaffe de tanker der lå bag ”den sorte skole”, og i stedet give plads til et barnesyn med mere fokus på inddragelse, selvstændighed og selvudfoldelse.

Reformpædagogikken var generelt et tiltrængt opgør, men havde den slagside, at den lidt glemte eller undervurderede kundskabernes betydning i skolen. Henning Fonsmark gør i sin glimrende bog ”Kampen mod kundskaber” fint rede for hvordan særligt Den blå Betænkning lagde grunden til en mere ideologisk og mindre kundskabsorienteret skole.

I 1958 havde Folketinget ellers netop videreført den smukke formålsparagraf for Folkeskolen fra 1937:

”Folkeskolens formål er at fremme og udvikle børnenes anlæg og evner, at styrke deres karakter og give dem nyttige kundskaber”,

men i 1960 kom delen med kundskaber ikke til at stå centralt i betænkningen. I stedet blev fokus på ”et billede af et nyt positivt, tolerant, harmonisk, solidarisk (men muligvis uvidende) menneske” i Fonsmarks læsning. Her tænker han særligt på den helt centrale sætning, som også var den Lene Tanggaard delte:

”Det er en vigtig forudsætning for er lykkeligt udfald af skolens bestræbelser, at atmosfæren i skolen er rolig og afspændt. En bestandig jagen efter “det sidste nye” kan føre til forjagethed og splittethed, der vil få uheldige virkninger både for børnenes tilegnelse af de elementære kundskaber og for deres menneskelige udvikling.

Det er skolens formål at dygtiggøre børnene til at gå ud i samfunds- og erhvervslivet, velegnede til at opfylde de krav, man med rimelighed kan stille, men først og fremmest er det skolens opgave at fremme alle muligheder for, at børnene kan vokse op som harmoniske, lykkelige og gode mennesker.”

Det er altså i Den Blå Betænkning først og fremmest skolens opgave at skabe en bestemt form for menneske, og ikke først og fremmest at lære børnene noget.

Den gode tolkning

Fokus på skolens opgave med at skabe gode mennesker stammer udover fra reformpædagogikken også fra efterkrigstidens diskussioner om, hvordan man kunne sikre sig mod antidemokratiske strømninger og opdrage folket til demokrati. Centralt i disse diskussioner, der allerede udspandt sig fra sommeren 1945 og frem, stod højskolemanden Hal Koch, der argumenterede for det velkendte synspunkt, at demokratiet er en livsstil, som skal tilegnes i alle livets facetter, og ikke reserveres til valggerningen. I denne tids stemning opstod også tanken om velfærdsstaten, og generelt havde man et meget positivt og optimistisk billede på det vi i eftertiden kalder social ingeniørkunst. Den store velfærdsprofessor Jørn Henrik Petersen har formuleret det således med Hal Kochs egne begreber: ” Da man skabte den danske velfærdsstat, forudsatte man, at vi var kollektivister. Eller ville blive det. Man troede, at vi danskere var generøse mennesker. Man mente, at vi var samfundsmennesker. Man tog fejl.”

Det var i samme positive og optimistiske ånd Den blå Betænkning blev til, og den er således et spejl af en bestemt historisk tid og de udfordringer og erfaringer man havde på det tidspunkt. Mit formål er ikke her som Fonsmark at begræde en udvikling, men i stedet koncentrere mig om vores nutid, og hvordan idealerne fra Den Blå Betænkning skal forstås i vores tid.

I min diskussion med Tanggaard om ovenstående skrev hun følgende tolkning: ”Det handler ærligt talt mest om, at kvalifikation til erhverv og livet som sådan ikke skulle stå over det, som Biesta i dag bruger subjektifikationsbegrebet til at beskrive. Den frie tilblivelse af et subjekt i lyset af noget andet end dette selv”. Altså en understregning af, at skolens formål ikke skal instrumentaliseres og underlægges for eksempel konkurrencestatens syn på barnet som en samfundsøkonomisk mulighed.

Den tolkning er jeg enig i er positiv, og et fremskridt fra dagens folkeskole, med dens mange lærings- og kompetencemål, der helt glemmer at barnet ikke er til for statens eller samfundets skyld, men i stedet lever for sin egen skyld.

Jeg er altså ikke uenig med Tanggaard om den mulige udlægning af citatet fra Den Blå Betænkning. Jeg er bare langt mere pessimistisk i forhold til den sandsynlige udlægning af Den Blå Betænkning.

Den onde virkelighed

For det første er det vigtigt at spørge, hvad der faktisk fulgte efter 60’ernes reformpædagogik? Skolen blev i 70’erne en politisk kampplads, og formålet med skolen blev i høj grad omdannet fra kundskabsudbredelse til en institution der skulle skabe social lighed, og pædagoger og lærere var i høj grad bevidste om muligheden for at udøve ideologisk indflydelse på landets børn. En af de centrale skikkelser i 70’ernes pædagogik, professor emeritus Stig Broström, blev i januar interviewet i Weekendavisen, hvor han løftede sløret for at gerningen dengang var centreret om en ”pædagogik, der skulle skabe kritiske samfundsborgere vendt mod kapitalismen”. Han giver et grelt eksempel på et formål for noget så tilsyneladende uskyldigt som en legeplads:

”Det er byggelegepladsens mål at fremme børnenes klassebevidsthed og styrke dem i kampen mod det kapitalistiske samfund med henblik på folkets overtagelse af produktionsmidlerne.”

Problemet var altså kombinationen af en pædagogik der fremhævede menneskelige idealer over kundskaber, og så en tid hvor der skete en uhørt politisering af landets lærere og pædagoger i retning af en ekstrem venstreorienteret ideologi.

I dag står vi efter al sandsynlighed over for en lignende politisering af lærer- og pædagogembedet i de kommende år. De lærerstuderendes forening LL har jeg fulgt perifært nogle år, og de er uden tvivl kraftigt inspireret af tidens stærke postmodernistiske vinde i humaniora og samfundsvidenskaber, hvor man taler om vestlig synd, krænkelser, hverdagssexisme, forpersoner, klimakamp for lærere, og meget andet i den kendte toneart.

Jeg er bange for at man som borgerligt sindet menneske skal ruste sig til ret stiv ideologisk modstand fra de institutioner der burde være værdineutrale i politisk pluralistisk forstand, og jeg er helt sikker på at Den Blå Betænknings beskrivelse af skolens formål om at skabe gode mennesker ikke er noget betryggende forbillede for mennesker der har svært ved at skelne mellem eget politiske ståsted, og så deres professionelle gerning. Kun ved at betone fagene og kundskaberne kan man få en skole der er indrettet til at betjene hele befolkningen, og ikke kun de allerede frelste.


Stefan Agger er lektor på Lemvig Gymnasium, samt tidligere kommunalpolitiker og folketingskandidat. Han skriver på Aarsskriftet-Critique.dk om uddannelse, dannelse og beslægtede emner.