Tillykke! Vi har skabt den bløde post-maskuline mand – men hvad skal vi dog med ham?

3. februar 2021
4 minutters læsetid

Maskulinitet er hovedfjenden i kampen for et civiliseret samfund. Det fremgår ret tydeligt, hvis man studerer de nyeste kønspolitiske tendenser fra USA.

Der skal være plads til alle de 71 køn, som Facebook UK anerkender – måske lige med undtagelsen af traditionelle mænd.

For maskuline mænd er jernpumpende, selviscenesættende, højtråbende, bedrevidende latent voldelige bæster, som ikke er i stand til at udtrykke deres følelser – og så sidder de i øvrigt ofte med benene spredt i bussen for at udstråle dominans gennem deres fallos.

Konsekvensen er undertrykte kvinder og følelseshæmmede knudemænd, der ender med at dø af en banal sygdom, som ikke blev opdaget i tide, fordi de ikke er i stand til at vise svaghed og bede om hjælp.

Manden er giftig

Begrebet ”toxic masculinity” er blevet mainstream og bruges til at udpege karaktertræk hos mænd, som er uønskede i samfundet, fordi de – sådan lyder kritikken – har holdt både mænd og kvinder i et unaturligt jerngreb op gennem historien.

For at mennesket kan blive frit må manden dø.

Hankønsvæsener skal altså frigøres fra de snærende bånd og forestillingen om, hvad ”en rigtig mand” er. Man skal på kulturel genopdragelse. Han skal lære, at køn og biologi intet har med hinanden at gøre. Den sammenhæng har kønsforskningens socialkonstruktivister jo for længst fået italesat helt ud af virkeligheden.

Ingen vil bo i det postmaskuline samfund

Så hvad er problemet?

Naturligvis, kan ingen holde ud at være i stue med et menneske, der lever op til det mandeideal, jeg lige har beskrevet. Problemet er bare, at den beskrivelse jo er en løgn. En fordrejning. For vel er der her tale om maskuline træk, men vi får dem præsenteret i en absurd, karikeret udgave.

Hvis vi tager karikaturen, renser ham for overdrivelse og forvrængning og gør ham til et menneske, ser vi noget andet: en sund, selvsikker, ambitiøs, karismatisk mand, som handlekraftigt bruger sine evner. En mand som i ord og gerning er i stand til at forsvare sine holdninger og sit hjem – at han så skal lære at sidde pænt ville en ordentlig opdragelse formentlig kunne sikre.

Men det er den mand, vi i øjeblikket ved at slå ihjel.

Idealmanden som ingen kan elske

Derfor sidder bløde familiefædre helt op i 40’erne så foran en computer og skyder, hugger og tæsker digitale fjender til mos. Derfor forvandler de sig til råbende øldrikkende bøvhoveder, så snart nogen kaster en lædersæk ud på en græsmark? Derfor fylder akademikeren sit hobbyrum med dyrt værktøj, som næsten aldrig bruges og derfor vælger han jobs med høj status, hård konkurrence og dårlig jobsikkerhed.

Og derfor sniger de Euroman, Motor og M! med ud på toilettet, hvor mænd isolerer sig i stadig længere tid om dagen. Det har i øvrigt betydet en eksplosion i mængden af hæmoridetilfælde pga. den unaturlige siddestilling.

Mænd har tydeligvis brug for at få afløb for deres maskulinitet, og de har stadigt mindre plads til at gøre det i deres hverdag. Men måske det er den beskedne pris, mænd betaler for, at kvinderne har fået deres frihed. Måske bliver både mænd og kvinder lykkelige i deres nyfundne kønsroller efterhånden som de nye normer sætter sig i samfundet?

Men hvis det er tilfældet, er der en række påtrængende spørgsmål der melder sig.

Hvorfor er 45 pct. af ufaglærte mænd enlige? Hvorfor stiger antallet af skilsmisser markant, når kvindens status eller indkomst overstiger mandens, og hvordan hænger det sammen med, at 2/3 af skilsmisser igangsættes af kvinder?

Er det tilfældigt, at 80 pct. af kvinderne vælger de samme 20 pct. af mændene på Tinder – et medie, hvor det udelukkende er fysisk fremtoning, der på et splitsekund stiller krybdyrhjernen spørgsmålet ”ja” eller ”nej”?

Kvinder er ganske simpelt ikke romantisk interesserede i den mandetype, som vi er ved at skabe.

Det postmaskuline samfund

Men ud over de personlige præferencer er det også værd at se på hvordan et postmaskulint samfund ville se ud. Vi ser såmænd allerede konturerne af det nu:

En ny politisk kultur spreder sig blandt yngre mennesker i Vesten. De kaldes polemisk for ”snefnug-generationen”, som er storforbrugere af psykiatrien, insisterer på at have ”safe-spaces” og ”trigger-warnings”, så de ikke uforvarende mødes med udsagn og holdninger, som på nogen måde kan udfordre deres verdensbillede.

Sker det alligevel, reageres der med offentlig udskamning, ”cancel culture” og ”de-platforming”. Folk med anderledes holdninger forhindres målrettet i at udtale sig. Allerhelst skal de fjernes fra enhver position i samfundet, hvorfra de kan udbrede deres meninger. Shitstorms på sociale medier flytter handlekraften og dermed ansvaret væk fra individet.

Man ser ikke sin modstander i øjnene, og følelser som vrede og forurettelse bliver pga. mængden af angreb til et argument i sig selv. Modsvar er umuligt, der er ingen konsekvens af handlingen og man er tryg i sin gruppes overfald på individet.

Tendensen er et uhyggeligt eksempel på, hvordan mennesker bliver, hvis ikke de opdrages med maskuline værdier. Mennesker, som skulle have haft at vide af en autoritet, at de skulle ranke ryggen, tørre øjnene og tage det som en mand.


Nicolaj Bang er BA Jur og medlem af Regionsrådet i Midtjylland for Det Konservative Folkeparti. Han underviser til dagligt i erhvervsjura og strategi. Han er desuden tidligere landsformand for Konservative Studerende og vil på aarsskriftet-critique.dk særligt beskæftige sig med konservatisme i hverdagslivet og i den praktiske politik.

Nicolaj Bang

Nicolaj Bang er rådmand i Århus kommune, valgt for Det Konservative Folkeparti. Han underviser desuden i i erhvervsjura og strategi. Han er  tidligere landsformand for Konservative Studerende og vil på aarsskriftet-critique.dk særligt bidrage til Nej til nyt-podcasten, samt konservatisme i hverdagslivet og i den praktiske politik.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside