Fifty-fifty-kulturhistorieformidling

Lighed

Af Anne-Marie Vestergaard

I en tid hvor det som Hans Bonde i flere bøger har kaldt fifty-fifty-feminismen, er ved at blive ophøjet til alment accepteret ideologi, kan tiltag som dette næppe overraske: Akademikerbladet beretter i januar om at Bestyrelsen for Østfyns museer (otte i alt) nu har forpligtet sig til ligestilling i deres museumsarbejde. Det gælder både ansættelser og udstillingspraksis.

Museumsleder for Borgmestergården og Nyborg slot, Mette Ladegaard Thøgersen, udtaler: ”Magten er repræsenteret af mænd, så det er en helt særlig udfordring at få det andet køn repræsenteret”. Men udfordringen skal tages, og lederen har mange gode ideer. Blandt andet er det såkaldte Kongens værelse på slottet blevet omdøbt til Dronningens værelse, ud fra den begrundelse at Margrete den 1. jo var meget magtfuld. Alle museer og udstillinger skal kigges efter i sømmene, for det drejer sig om jævnbyrdighed. På et overordnet plan drejer det sig om ”pligt, rettigheder og muligheder mellem kønnene”. Kønsutopien skimtes i horisonten.

Ladegård Thøgersen har også et konkret bud på fifty-fifty praksis på det kendte Johannes Larsen-museum. Kunstneren havde en kone der også malede, Alhed Larsen. Der planlægges at arbejde endnu mere med formidling af kunstnerhjemmet, og i 2022 vil man fejre Alhed Larsens 150 års fødselsdag. Ikke et ord om Alheds talent, hun er bare vigtig fordi hun er kvinde.

Køn over historisk vigtighed

Argumentet er ligelig kønsrepræsentation, ikke historisk eller kulturel vigtighed. Ladegaard Thøgersen får i artiklen mulighed for at skitsere forskellige nye og sikkert spændende udstillingstiltag på Nyborg slot, og det skinner igennem at hun tænker meget kønnet. Således kan en besøgende pige eller kvinde i hendes optik umuligt blive fanget ind af et udstillingstema der har mænd i fokus – og omvendt.

Kønnet er på det sæt en spændetrøje, og piger og kvinder har vitalt brug for kvindelige historiske figurer at spejle sig i. En (kultur)historisk rollemodel er alfa og omega for den opvoksende kvindegeneration, for hvis museerne bare fortsætter med en udstillingspraksis med overvægt af mænd, mister pigerne håbet og selvtilliden, og verden vil forblive patriarkalsk.

Queenship-forskning

Også på Nationalmuseet tænkes der i ligestilling. Lisbeth Imer, seniorforsker på Nationalmuseet, fortæller i Weekendavisen den 11. december 2020 om en ny podcastserie, som hun er primus motor for. Seriens titel er ”Magtens Kvinder – 50 procent mere historie?” Her behandles en række danske dronninger ud fra den foreliggende forskning, og disse portrætter perspektiveres af samtaler med nutidige magtfulde kvinder. Lisbeth Imer fortæller at den såkaldte ”queenship-forskning” lever og har det godt, men dens resultater mangler at blive formidlet til et bredere publikum. Hun mener også at en ”ligestillet” historieformidling er afgørende vigtig for den opvoksende kvindegeneration. De unge kvinder har brug for historiske rollemodeller.

Præmissen er endnu engang, at kvinder er undertrykt i dagens Danmark. ”Det handler om at vise, at vi alle sammen skal til bordet”, som hun formulerer det. Hendes egen yndlingshistorie i podcastserien er den om Dorothea af Brandenburg, gift med Christian den 1. Den formuende og foretagsomme unge dame var en hård forhandler og tog selv til Rom for at få pavens tilladelse til at bygge et universitet i København. Kongen fik æren for denne skelsættende begivenhed, men det var Dorothea der ved hjælp af sine forhandlingsevner opnåede pavebrevet, og så endda gratis. Universitetet stod færdigt i 1479.

Hvem skriver historien?

Lisbeth Imer stiller et kontrafaktisk spørgsmål til sidst i interviewet: Hvis Dorothea havde fået en større plads i historieskrivningen, havde vejen til ligestilling så været lige så lang? Et godt spørgsmål… Historieskrivningens virkningshistorie i Danmark, hvem har skrevet den? Lidt af et projekt skulle jeg mene, men hun har selvfølgelig en pointe. Historieskrivning har altid været præget af bestemte (politiske) interesser og perspektiver, nationale og andre – som for eksempel kan vedrøre en (undertrykt) minoritet.

Der pågår en bestandig debat mellem faghistorikere om valg af forskningsområder og fortolkning af kilder, for slet ikke at tale om det spændende der sker når nye kilder dukker op. Parallelt hermed vil historieformidlere indenfor både museums- og undervisningsverdenen diskutere forskellige former for brug af historien, med henblik på bevidstgørelse og dannelse af modtagerne. Det er der ikke noget nyt i. Den gode historieformidling skal også gerne gøre os klogere på vores samtid.

Fattigt historiesyn

Jeg synes, at fifty-fifty-historikernes bud på historiens potentiale er utrolig fattigt og éndimensionelt. Præmissen om det undertrykkende patriarkat er falsk. Der formidles historie ud fra en forestilling om idealmodtageren som værende en lille usikker pige eller do. kvinde, som ikke tror på sit eget værd. Det er en grotesk antagelse i og med at vi lever i et af verdens mest frie og ligestillede lande.

Fordomsfuld lyttede jeg til den podcast som Lisbeth Imer selv fremhæver i interviewet. Og jeg blev glædeligt overrasket. Det var en meget spændende podcast, hvor Dorothea af Brandenburg kom ud af skyggen fra sin mand. Interviewet med den entusiastiske forsker, der havde stået på hovedet i kildematerialet, var meget fin historieformidling. Den perspektiverende samtale med Pia Kjærsgaard havde jeg dog gerne været foruden. Hendes historie om at slå igennem som kvindelig politiker i en mandsdomineret verden er velkendt og ikke særlig relevant i en nutidig kontekst. Forleden fik vi endnu en kvindelig partileder, 29-årige Mai Villadsen fra Enhedslisten. Meget indikerer at det tværtimod er en fordel at være (ung) kvinde i dansk politik.

Lad os da endelig få flere historier frem om oversete kvinder i Danmarkshistorien, men fri mig for fifty-fifty-formidling og kønsmæssig opbyggelighed.


Anne-Marie Vestergaard er cand.mag. i litteraturhistorie og filosofi. Underviser på HF-kursus og Folkeuniversitetet og har blandt meget andet skrevet artikler om idé- og værdikamp. Hun har skrevet afhandling om senmoderne litteratur, hermeneutik, pædagogik og dannelse. Hun er Optaget af modernitet og verdslighed og særlig sensitiv overfor poststrukturalisme, identitetspolitik og feminisme – og disse ideologiers blinde vinkler.