Farvel til friheden

14. februar 2021
17 minutters læsetid
Om undsigelse. Om betydningen af selvstændig tænkning kombineret med mod og den modsatte mulighed for nutidens intellektuelle: postmodernisme.

En mørk aften på Philipps-Universität Marburg i Tyskland, for snart hundrede år siden: En ung studerende banker på døren til filosofiprofessor Martin Heideggers kontor. Hannah Arendt fremfører sit ærinde: vil professoren ikke nok lære hende at tænke? Heidegger læner sig tilbage og betragter et øjeblik sin begavede og ambitiøse elev. Så advarer han hende: Sie wollen bei mir das Denken lernen, Fräulein Arendt. Denken ist ein einsames Geschäft!

Undsigelse

Begrebet undsigelse har sproglig rod i det nedertyske entseggen, som betyder at opsige venskab eller forbund. Netordbogen Wiktionary definerer den engelske oversættelse denounce med bl.a. åbent at anklage eller fordømme på en truende måde, at kræve censureret, at stigmatisere. Det er denne aktive fortolkning af begrebet undsigelse, jeg tager fat i. Jeg vil slå et slag for betydningen af den undsagte, eneren, som kollegiet eller samfundet dømmer ude. Mennesker, som ikke blot har evnen til at tænke selv, men også modet til at udtrykke deres holdning når den kolliderer med samtidens herskende opfattelse, specielt naturligvis, når det herskende bliver undertrykkende. Jeg modstiller denne sjældne egenskab til vores tids undertrykkende ideologi, postmodernismen.

Historien er rig på forbilleder. Med den brede pensel: Sokrates måtte drikke gift, Jesus blev sømmet til et kors. Sammen inkarnerer de det græsk-kristne kulturgrundlag, nutidens demokratiske samfund i Vesten bygger på, med de bærende værdier ligeværd, frihed og social ansvarlighed. Men kræver det mod at sige sin mening i et frit og ligeværdigt samfund? Det lyder som en selvmodsigelse; vi skal have fat i frihedens modsætning, den ideologisk funderede ensretning. Det tyvende århundrede var storleverandør: fascisme, kommunisme og nazisme.

Ideologi er et løst begreb. Lad mig præcisere, at ideologi i dette essay skal forstås negativt, som et tanke- og handlesæt, der tillægger sin bærende idé så stor sandhedsværdi, at modstand dæmoniseres og begreberne frihed og demokrati nedtones, i ekstreme tilfælde afvikles.

Nazismen

Hvordan kunne Tyskland, Nation der Dichter und Denker, forfalde til nazismens barbari? Spørgsmålet bør optage enhver, som er optaget af frihedens forudsætninger. Tænkning forudsætter intelligens og viden; intellekt er evnen til at tænke, erkende og ræsonnere. Det giver mening at se på de lærdes adfærd i 1930ernes Tyskland. En analyse foretaget af tyske historieprofessorer, publiceret i Amy R. Sims, Virginia Quarterly Review, Spring 1978, placerer dem i fire grupper:

  1. De, som i tide forlod Tyskland. Her er der et næsten komplet sammenfald med dem, Nazityskland forfulgte. Intellektuelle af jødisk afstamning – her genfinder vi Hannah Arendt, hende vender jeg tilbage til – eller indgifte i jødiske familier. Erklærede socialister risikerede internering, og mange flygtede. Fraværet af ariske, ikke-socialistiske intellektuelle glimrer i denne gruppe.
  2. Modpolen til gruppe 1, de overbeviste, aktive nazister. En genvej til akademisk karriere; de blev typisk politisk udnævnt til ledige stillinger, migranterne efterlod, og til vakancer i øvrigt. Denne gruppe var frontløbere i den nazificering af historieundervisning og undervisning generelt, som løbende formørkede de traditionelt frie tyske universiteter og læreanstalter.
  3. Den største gruppe, de fodslæbende. To hovedmotiver: Jeg bliver på min post for at forhindre en nazist på pladsen, så jeg kan uddanne og beskytte moderate studerende. Og det mindre flatterende: Hvis jeg siger fra – det var der løbende mange gode grunde til – så mister jeg prestige, stilling, indtægt og livslang pension. Mange slog koldt vand i blodet ved Hitlers magtovertagelse i 1933: Det går over! Det blev en lang, hård overgang! Skal man handle med Djævelen? Det gjorde Heidegger. Der er ikke en nazistisk sætning i hans filosofi, men han blev medlem af nazipartiet og bevarede sit professorat – indtil kapitulationen.
  4. Den tyske modstandsbevægelse. Nu tæller vi lærde tyske historikere på én hånd. Partisaner lever som fisk i vandet, men modsat de besatte nabolande, så var Tyskland gennem-nazificeret. Der var en række tilløb til aktiv modstand, men stort set al modstand blev hurtigt trevlet op. Vi måler Hitlertidens aktive intellektuelle nazi-modstandere i Tyskland i promiller.

Kan vi uddrage en lære? Vel først og fremmest den dyrekøbte erfaring, at man ikke skal handle med Djævelen. Det bliver uligt vanskeligere at sige fra i ideologiens tusmørke.

Hannah Arendt

Hannah Arendt flygtede fra Tyskland efter Hitlers magtovertagelse, først til internering i Frankrig og i 1941 videre til USA, hvor hun underviste ved Tate College i staten New York. Særligt med hovedværket Det totalitære samfunds oprindelse fra 1951 blev hun en af det tyvende århundredes ledende analytikere af nazismen. Er Hannah Arendt én af de undsagte? Ikke kun på grund af nazismen, som hun med nød og næppe undslap.

Heideggers advarsel om tænkningens principielle ensomhed blev virkelighed for Arendt, da hun rapporterede om Eichmann-processen blandt andet med bogen Eichmann i Jerusalem, en rapport om Ondskabens banalitet i 1963. Her punkterede hun Holocaust-myten om de onde nazistiske ulve og de uskyldige jødiske lam. Hun afdækkede, at toppen af de jødiske lokalsamfund som altovervejende regel samarbejdede med nazisterne om at sende vognlæs efter vognlæs af jøder til KZ-lejrene. Den jødiske lobby i USA rasede, og kollegerne på universitetet krævede Arendt bortvist. Hendes ven og mentor fra ungdommen i Tyskland, som hun besøgte på hans dødsleje i Jerusalem, vendte hende ryggen i foragt. Så er man alene – og undsagt.

Hannah Arendts specielle eksempel viser, at det kan udløse undsigelse at afsløre ubehagelige kendsgerninger, selv blandt forfulgte.

Marxisme

Den mest betydningsfulde undsagte i min levetid er Alexandr Solsjenitsyn, der i 1973 med bogen Gulag Øhavet om Sovjetunionens koncentrationslejre punkterede den voksende begejstring for marxisme og revolution, særligt blandt Vestens intellektuelle. Solsjenitsyn var interneret i Gulag otte år og derefter i internt eksil i Sovjetunionen til han undslap til Vesten i 1974.

Det er en underdrivelse at hævde, at Vestens universiteter fra 1970’erne var præget af marxisme; de var gennemsyret af den. Gulag Øhavet rystede ideologien; kommunismens sammenbrud i Øst og Murens fald i 1989 sendte den til tælling. Boksebilledet er passende, for ideologien kom på benene igen.

Søren Krarup

Gik nationen virkelig forblændet marxismens vildveje? Det intellektuelle Danmark gjorde. Der var lys i mørket; det klareste var Søren Krarups skarpe opgør med Carl Madsen, Jesper Jensen, Ebbe Reich og andre frelste marxister. Frelste, fordi Krarup modstillede marxisme – principielt enhver religionserstatning – og luthersk kristendom. Hans opgør med Ejvind Larsen på Aarhus Universitet med overskriften Marxisme og kristendom fandt sted allerede i 1968.

Vi kan i høj grad takke Søren Krarup for, at Danmark i dag ikke deler de kaotiske tilstande, svenskerne gennemlever på indvandringsfronten. I 1986 opfordrede han til at boykotte Dansk Flygtningehjælps landsindsamling og blev igen sat i den offentlige gabestok. Men Udlændingeloven fra 1983, som var Europas mest liberale, blev sat til folkelig debat med Krarup som dens skarpeste kritiker. Markante stramninger fra midten af 1980’erne, som i dag har bred politisk opbakning, har bevaret i hvert fald et håb om en tålelig integration i Danmark. Ideologisk kontekst? I Nordvesteuropa blev menneskerettighederne tillagt en hellighed, der trumfede nationale hensyn i en sådan grad, at de bestemmende samfundslag lod massiv ikke-vestlig indvandring alvorligt forringe den laveste rangklasses livsbetingelser. Deres boligområder blev invaderet, deres sociale budgetter udhulet, og deres døtre forulempet.

I 2015 måtte selv den humanistiske supermagt Sverige smække sin vidt åbne immigrationsdør i. Hvor har jeg dog ofte oplevet, at landsmænd m/k har vist medlemskort til de rigtige meningers klub ved spontant at vride en hånlig bemærkning om Søren Krarup ud mellem sidebenene. Selvfølgelig er det legitimt at være både politisk og teologisk uenig med ham. Men i feltet af min tids skarpe, modige og undsagte tænkere i Danmark tager Krarup klart førertrøjen.

Postmodernismen

Tilbage til den groggy marxisme, som vi ovenfor efterlod sidst i 1970’erne. Skuffede marxistiske tænkere med franske Jacques Derrida og Michel Foucault i spidsen lagde grunden til den ideologi, der hærger Vesten i dag: postmodernismen. Som marxismen reducerer postmodernismen tilværelsen til et spørgsmål om magt, men undertrykker- og offerrollen har nu mange dimensioner; køn, race, etnicitet, seksuel orientering osv. Hos postmodernismen fortaber individet sig i identiteter; målet er at afsløre og nedbryde de øvre lag af undertrykkende hierarkier.

Postmodernismen udfolder sig gennem universiteter og uddannelsesinstitutioner og invaliderer opvoksende generationer mentalt. Invaliderer, fordi postmodernismen ikke ser Vesten som en oplyst, bevaringsværdig civilisation, men et undertrykkende patriarkat, som skal bekæmpes. Vores kulturarv dømmes suspekt, og serveres kun for de studerende som demonstration af undertrykkernes allestedsnærværende magtmisbrug. Resultatet er ensporede, historieløse dimittender.

Postmodernismen fravælger dialog, for den kender sandheden. Derfor chikaneres og saboteres anderledestænkende, eksempelvis konservative oplægsholdere på Vestens universiteter. Vi genser den dystopiske ideologis tidlige kendetegn: friheden suspenderes.

Jordan Peterson

I 2017 fik den canadiske psykologiprofessor Jordan B. Peterson to breve fra sit universitet i Toronto, som pålagde ham at anvende de kønsneutrale personlige stedord, studerende måtte foretrække, med henvisning til bestemmelse herom fra Ontario Human Rights Commission. Peterson nægtede pure at lade sit sprogvalg diktere. Sagen gik i pressen, og Peterson vandt overvældende opbakning og er stadig professor ved University of Ontario.

Men det var hård kost at blive undsagt af studentergrupper, kolleger og ledelse.

Siden har Jordan B. Peterson skrevet bogen 12 regler for livet, en modvægt til kaos, holdt foredrag verden over og udgivet en lang række YouTube-videoer og podcasts om postmodernisme og positive alternativer, og han er blevet fulgt af millioner overalt på kloden.

Jordan B. Peterson er en levende demonstration af, at bred og dyb viden om samfund og historie er effektiv medicin mod ideologisk snæversyn. Hans mange samtaler med kulturpersonligheder, der er tilgængelige på internettet, er kommunikation på et sjældent højt plan. Samtidig leverer han rystende afsløringer af, hvordan universiteter og uddannelser i hans hjemland Canada og i Vesten i øvrigt er inficeret af postmodernismen.

I 2019 blev Peterson ramt af en ondartet medicinsk reaktion, og han trak sig i mere end et år tilbage fra den fra den offentlige scene. Han er i år igen bogaktuel med 12 more Rules for Life, og jeg ser frem til hans comeback i det nødvendig forsvar for Vestens kulturgrundlag.

Klimaforandringer

I videnskaben er der rimelig enighed om, at den stigende menneskeskabte udledning af drivhusgasser vil opvarme atmosfæren i et omfang, der over tid vil forringe livsbetingelserne på kloden. Det er useriøst at benægte det forhold, ligesom det er useriøst at hævde, at opvarmningen af atmosfæren foregår så hurtigt, at det vil medføre uoprettelige katastrofer i løbet af få år eller årtier, som klima-alarmisterne påstår. Den indlysende udfordring er, hvordan vi bedst bremser og minimerer udledningen af drivhusgasser, som helt overvejende opstår, når vi bruger fossile brændstoffer som kul, olie og gas.

Den 5. november 2019 lancerede Alliance of World Scientists endnu en alarmerende advarsel om de akutte og fatale konsekvenser af menneskeskabt udledning af drivhusgasser, underskrevet af mere end 11.000 videnskabsfolk. Det underliggende mål er en radikal politisk dikteret omfordeling af den frie verdens økonomiske værdier. Det er afslørende at læse hele advarslen; bemærk disse formuleringer fra konklusionen:

As the Alliance of World Scientists, we stand ready to assist decision-makers in a just transition to a sustainable and equitable future… The good news is that such transformative change, with social and economic justice for all, promises far greater human well-being than does business as usual. Our goals need to shift from GDP growth and the pursuit of affluence toward sustaining ecosystems and improving human well-being by prioritizing basic needs and reducing inequality.

Formuleringerne kan forekomme sympatiske, men de spejler det tankegods, der lå til grund for de sidste hundrede års fejlslagne socialistiske eksperimenter. Venezuela er et aktuelt eksempel. Folket skulle løftes; nu flygter folk fra ufrihed, sult og elendighed.

Peter Ridd

Great Barrier Reef er verdens største koralrev og grundlag for en vigtig turistindustri i den australske delstat Queensland. Det lokale James Cook University har de seneste år advaret om, at klimaforandringerne alvorligt truer koralrevet. Man har ikke påvist en bestemt udløsende årsag, men hævder at summen af negative påvirkninger akut truer revet med at nå et fatalt ’tipping point’. Interessenter i Queensland kritiserede den nationale australske regering for ikke at tage den truende katastrofe alvorligt. Regeringen kvitterede i 2017 med at bevilge 444 millioner australske dollar til en NGO i Queensland, som skal overvåge revet og forebygge katastrofen. Der er mange gode universitære forskeropgaver i den bevilling.

Kort fortalt gik professor Peter Ridd fra samme universitet imod kolleger og institution, kritiserede forskningens kvalitet og fortalte offentligheden, at Great Barrier Reef voksede og var i fortrinlig tilstand. Han blev først pålagt tavshed af ledelsen, og da han fortsat ytrede sig, blev han i 2018 fyret fra universitet. Tavsheden blandt Ridds kolleger var larmende. Jeg tænker på denne Dr. Martin Luther King-ytring: Til sidst vil vi ikke huske vores fjenders ord, men vores venners tavshed.

Peter Ridd anlagde to retssager mod universitet, en for krænkelse af ytringsfriheden og en for uretmæssig afskedigelse. Det kunne kun lade sig gøre med en crowdfunding på 260.000 australske dollar. Peter Ridd vandt i april 2019 begge retssager klokkerent og blev tilkendt en erstatning på cirka 1.200.000 australske dollar. James Cook University ankede sagen og hyret prominente advokater til at omstøde dommen. Det gjorde Federal Court of Australia så i juli 2020. Nok er Peter Ridd dobbelt undsagt, men med økonomisk støtte fra den australske offentlighed søger han nu at anke sagen til High Court of Australia. Forløbet har sat gang i en parlamentarisk bestræbelse på at værne ytringsheden på universiteterne. Den principielle karakter kan koges ned til dette spørgsmål: skal videnskabens klima-alarmister fortsat kunne agere religiøst uantasteligt?

Bjørn Lomborg

Som typisk venstreorienteret lektor på Statskundskab i Aarhus satte Bjørn Lomborg i 1997 sine studerende til at afsløre det, han forventede var amerikansk klimaskeptisk propaganda. De granskede en artikel med denne titel: The Doomslayer. The environment is going to hell, and human life is doomed to only get worse, right? Wrong. Conventional wisdom, meet Julian Simon, the Doomslayer.

De studerende og Lomborg måtte konstatere, at Julian Simon helt overvejende havde ret: klima-alarmisternes påstande om nært forestående globale katastrofer byggede på falske forudsætninger. Lomborg fulgte i 2001 en artikelserie i Politiken op med bogen Verdens sande tilstand. Hans brud med den videnskabelige ortodoksi førte til gentagne anklager om videnskabeligt fusk, som blev stadfæstet i Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU).Videnskabsministeriet kritiserede i 2003 kraftigt UVVU’s behandling af klagerne, men det afværgede ikke, at undsagte Bjørn Lomborg sammen med Copenhagen Consensus Center flyttede teltpælene til Massachusetts i USA.

Lomborg blev dømt ude af det videnskabelige parnas. Men den sjældne kombination af selvstændig tænkning og integritet har bragt ham i spidsen for spændende udviklinger. Copenhagen Consensus Center, som Lomborg leder, har udviklet projekter, som forbedrer levevilkårene i bl.a. Haiti, Bangladesh og Ghana. Centret påviser løsninger på en af tidens store udfordringer: hvordan reducerer vi uligheden i Verden?

Bjørn Lomborg arbejder efter metoden Cost Benefit Analysis: Hvad koster det? Og hvad får vi ud af det? Det er den kalkule en enlig mor anlægger, når hun vælger mellem et bedre betalt aftenjob eller samvær med børnene i aftentimerne. Bemærk, det handler ikke kun om penge. Heller ikke for Lomborg. Men han sætter beløb på det hele. Hvad er for eksempel prisen for tusind spædbørn, der dør af fejlernæring? Den beregning indebærer naturligvis et skøn, men resultatet er, at det er muligt at sammenligne projekter: hvor bruger vi pengene bedst?

På klimaområdet bad Copenhagen Consensus Center 27 af verdens førende klimaøkonomer om at undersøge politiske muligheder for at forebygge menneskeskabte klimaforandringer. Undersøgelsen viste, at massiv investering i forskning og udvikling af alternativ energi klart er den mest effektive metode til at bremse temperaturstigning i atmosfæren. I 2008 talte den britiske avis The Guardian Bjørn Lomborg blandt 50 personer, der kan redde kloden. Med et avanceret regneark? Ikke kun; en vigtig del af Copenhagen Consensus Center’s metode er at inddrage interessenter. Politikere og repræsentanter for stat, marked og det civile samfund inviteres med i processerne.

Lomborg er vigtig, fordi han viser, at der findes nye, politisk farbare veje til en bedre verden, som markedskræfterne alene ikke kan nå. Veje, som går uden om ideologiske afgrunde.

Cory Bernardi

Da jeg i 2017 flyttede til Australien for at blive gift, var det første min forlovede gav mig et dedikeret eksemplar af Cory Bernardis bog fra 2013 The Conservative Revolution. Postmodernisterne foragter og bekæmper de fem store F’er, Bernardi fremhæver og forsvarer: Faith, fordi det er vanskeligt at plante en fordømmende ideologi i et menneske, der tror på Gud. Family, fordi børn trives, ikke på grund af medfødte rettigheder, men af forældrenes kærlighed og ansvarlighed. Flag, fordi nationen bærer demokrati, historie og tradition; sidstnævnte sammen med familien. Freedom, fordi ideologien ikke tåler modsigelse. Og Free enterprise fordi postmodernismen vil afvikle vækst og rigdom til fordel for politisk omfordeling. Bernardi samler i bogen kun indirekte de fem tråde og binder knuden: den destruktive postmodernisme. Men han diagnosticerer alle ideologiens onder.

Jeg blev mildest talt forbløffet. Her, i mit nye land Australien, fandt jeg en vidende og modig politiker med en klar strategi til at bekæmpe postmodernismen. Cory Bernardi grundlagde i 2018 partiet Australian Conservatives, men opgav forehavendet sent i 2019; der var alt for ringe opbakning. Helt anderledes vælgertække havde Australiens nuværende liberale premierminister Scott Morrisons appel til den stille australier. Men tavse, apolitiske, flertal åbner samfundet for ideologiske skoleridt.

En liberal Melbourne-politiker meldte rent ud under et vælger-møde: Nej, vi er ikke konservative; unge mennesker kan ikke fordrage konservatisme. Han har ret; de allerfleste unge, også her i Australien, er siden skolestart sat op imod det bestående samfund og den bærende kultur. Ironisk nok er den ytringsfrihed, studerende angriber, en forudsætning for deres protestaktioner. I al fairness, så forsvarer den regerende liberalt-nationale koalition i Australien Cory Bernardis fem værdier fra sag til sag. Men en generel forståelse af og en samlet konfrontation mod den undergravede ideologi er usynlig. Offentlige universiteter, gymnasier og skoler synes tabt til postmodernismen; pressen domineres af den. Er det for sent at vende om? Er Australien – og Vesten – dømt til en lang og smertefuld ideologisk ørkenvandring?

Det at gøre intet

I dette essay sætter jeg dystopiske ideologier op mod begreber som den frie verden og liberalt demokrati. Vi finder mange demokratiske varianter, og vi finder svagheder i dem alle. Den frie verden er langtfra perfekt; jeg tilslutter mig Winston Churchills bemærkning fra 1947: Demokrati er den værste styreform, bortset fra alle de andre.

Selve ordet demokrati definerer den principielle forskel til alle de andre: folket styrer. Praktisk parlamentarisme danner en regering og en opposition, hvis opgave det er at erobre regeringsmagten, typisk gennem parlamentsvalg. Logisk nok fungerer demokratiet kun, når mennesker er frie. Frie til at tale, frie til at forsamles, frie til at stemme.

I min levetid har de nævnte frihedsrettigheder været en selvfølge i Vesten. Derfor ligger det uden for de flestes forestillingsevne, at vi kan miste friheden, hvis vi ikke aktivt forsvarer den. Forhåbentligt er der i tide tilstrækkeligt mange, der ser friheden smuldre og går til modstand mod postmodernismen, så ideologien ikke får lov til at ødelægge den kultur, som har skabt, langtfra perfekte, men uden sammenligning menneskehedens bedste og frieste samfund.

De tyske historikeres spejl fra 1930’erne viser imidlertid et dystert billede: de, som ikke flygtede eller var overbeviste nazister, accepterede ideologien udadtil. Med skyldig respekt for de få historikere, der blev knust af nazismen. Dengang som i dag synes Edmund Burkes erkendelse fra sidst i syttenhundredetallet fortrængt: Det eneste nødvendige for det ondes triumf er, at gode mænd intet gør.

Ideologiernes fremmarch

Det er afslørende at følge, hvordan undsigelsen ændrer karakter i takt med, at ideologierne udfolder sig. I første omgang er sanktionen moralsk, som Søren Krarups dæmonisering i Danmark. Effekten kan være overvældende; det store flertal kryber ned under den politiske korrektheds radar.

I næste fase følger økonomiske konsekvenser. Peter Ridds afskedigelse fra James Cook University i Australien er et eksempel. Her bliver det tydeligt, at ideologien i første omgang angriber universiteterne; dommeren ligefrem latterliggjorde arbejdsgiverens behandling af Ridd i den efterfølgende retssag.

Netop loven er ideologiens næste rambuk. I tredje fase bliver nationale love omskrevet og omfortolket, så politi og domstole indrulleres i ideologiens tjeneste. Solsjenitsyn deler skæbne med tusindvis af systemkritikere overalt, hvor frihedens vande frøs til.

Det grundlæggende valg

Er mit essay én lang konservativ lovsang? Jeg vedkender mig gerne et bevarende samfundssyn. Men der er noget langt større på spil end politiske konventioner: selve grundholdningen til samfundets substans og praksis:

  • Er de eksisterende vestlige samfund enten domineret af tilranede privilegier, der tillader bestemte grupper at udnytte og undertrykke andre; hindringer, der spærrer for en forestillet retfærdigere og mere bæredygtig fremtid, og derfor bør ryddes af vejen med yderligtgående frihedskrænkende midler?
  • Eller består Vesten af samfund, hvis uset høje grader af frihed og velfærd bygger på tidligere generationers hårdt tilkæmpede værdier, materielle og relationelle. Livsformer, som vi i fællesskab løbende bør forbedre, men hvis nedarvede visdom og grundlæggende frihedsprincipper skal respekteres?

Ikke at tage stilling til det påtrængende enten eller er også et valg. De fodslæbende, de som dukker sig og ser tiden an, har ikke historien på deres side. Valget er personligt og konkret, ikke alment og principielt. Der forekommer omstændigheder, som retfærdiggør radikal modstand, selv væbnet kamp. Jeg opfordrer ikke til voldelig opstand i dag, langtfra, men tænk på Danmarks frihedskæmpere under Anden Verdenskrig. Er Greta Thunberg frelsende heltinde eller misbrugt stakkel? Kun historien kender endegyldigt svaret. Men vi er forpligtet til at tage stilling. Og jeg har ondt af hende.

Sammenfatning – og en efterskrift

Jeg vil slutte mit essay med Arendts og Heideggers ensomme beskæftigelse: tænkning. Det er et dybt alvorligt svigt, at Vestens universiteter og læreanstalter, med alt for få undtagelser, i dag forsømmer deres vigtigste forpligtelse: at lære de studerende at tænke selv. Ensretningen tegner en karikatur af det frie samfund, Voltaire spidsformulerede med disse ord: Jeg er uenig i hvad De siger, men jeg vil forsvare til døden Deres ret til at sige det.

Vesten gennemlever i disse år en snigende kulturrevolution. Når fortidens visdom kasseres, er vejen til det totalitære samfund åben. Vi som kender til fortiden og det 20. århundredes dystopiske ideologier bliver ikke slået ihjel eller interneret som kulturbærere i Mao Zedongs Kina eller Pol Pots Cambodja. Historien vil bedømme postmodernismen som en tålmodig ideologi; almindelig aldring sørger for udrensningen.

Postmodernismens alternativ til visdom og selvstændig tænkning er forstemmende. Hvis ideologien sejrer, vil det frie og demokratiske Vesten bukke under. Måske fredeligt, måske endda med demokratisk blåstempling som i Hitlertidens Tyskland. Hvis vi vil afværge den totalitære fred, er det nødvendigt, at besindige mennesker træder i karakter og skrider til aktiv modstand mod den ideologiske ensretning. Og gør det nu.

Og, som efterskrift: er den tidligere britiske Labour-leder Jeremy Corbyn ikke en fuldblods postmodernist? Afgjort! En ærlig postmodernist endda; han skjuler ikke sine marxistiske sympatier. Og blev han ikke slået ved parlamentsvalget i Storbritannien december 2019? Jo, overvældende endda. Men landets universiteter, som Vestens i øvrigt, udklækker fortsat hold efter hold af ensrettede postmodernister – og fodslæbende medløbere – til at indtage ledende stillinger i samfundene.

Min principielle kommentar til britisk Labours valgnederlag i 2019 er Feldherrnhalle, München, 1923. Skønt nationalsocialisternes tidlige ølstuekup blev slået ned af politiet og Adolf Hitler fængslet, så havde nazistisk ideologi allerede bidt sig fast i Tyskland.

Corbyn er ingen Hitler, og postmodernister er ikke nazister. Men de metoder, den tidlige nazisme og nutidens postmodernisme benytter til at ensrette tænkning og forfølge modstandere, er uhyggeligt ens og peger i samme retning: farvel til friheden!

Torvald Fonsbøl

Torvald Fonsbøl er erhvervsuddannet og pensioneret selvstændig og virksomhedsleder.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside