Støjberg for rigsretten: En politisk skueproces

Inger Støjberg Foto: News Øresund

Danmark befinder sig i den historiske situation, at vi kun for sjette gang skal have en rigsretssag. Med udgangspunkt i en gennemgang af Instrukskommissionens arbejde hævder månedens kronikør, Peter la Cour, at rigsretssagen imod Inger Støjberg er – og altid har været – en politisk skueproces. Kommissionens arbejde mangler ifølge kronikøren professionalisme.

Af Peter la Cour

Kun 7 dage før sagen ville være faldet for en 5-års forældelsesfrist, vedtager Folketinget i starten af februar at stille Inger Støjberg for Rigsretten for påstået ulovlig adskillelse af mindreårige piger fra deres voksne ægtemænd, som de mere eller mindre tvungent boede sammen med i arrangerede ægteskaber i danske asylcentre, dengang Støjberg var udlændinge- og integrationsminister.

Manglende politisk neutralitet

Støjberg er hermed i stor fare for at blive dømt – ikke på grund af sagens substans, for hun har ikke gjort som helst ulovligt, men fordi Rigsretten ikke er en upartisk domstol, men faktisk på kant med den Europæiske Menneskerettighedserklærings artikel 10’s krav herom. Halvdelen af dens i alt 30 ”dommere” er politisk valgte og afspejler rød bloks flertal i Folketinget.

Inden for den anden halvdel – højesteretsdommere – er i de seneste år sket et skred i venstreorienteret retning. De udgøres til en vis grad af både gamle 68’ere og deres meningsfæller fra de mest røde år på universiteterne i 1970’erne og 80’erne. Og det er en illusion at tro, at deres ”dømmekraft” ikke er påvirket af ungdommens sym- og antipatier.

En politisk proces

Der er tale om en politisk skueproces! Sagen har lige fra starten i 2016 været politisk og holdt i live af den yderste venstrefløj. Som et paradoks kan nævnes, at Socialdemokratiet gav stærk opbakning til Støjberg, da hun den 10. februar 2016 udsendte en meget omtalt pressemeddelelse om, at ingen mindreårige piger fremadrettet skulle bo sammen med voksne ægtemænd på danske asylcentre.

Det socialdemokratiske medlem af Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg, Dan Jørgensen (nuværende klima- og energiminister) kaldte ligefrem Inger Støjberg i samråd i udvalget kort efter for at få at vide, hvordan sådanne uacceptable tilstande med børn gift med voksne havde kunnet herske i danske asylcentre – og hvorfor ministeren ikke var blevet informeret om det af sine embedsmænd.

Mellemøstlige tilstande

Trods pres fra Dan Jørgensen tav Støjberg loyalt om, hvilke embedsmænd/-kvinder, der havde ansvar for disse mellemøstlige tilstande under hendes ministerium. Der er i høj grad nu grund til at oplyse hvilke to personer, det først og fremmest var. Det var Udlændingestyrelsens daværende direktør, Henrik Grunnet, og Udlændingestyrelsens daværende vicedirektør, Lene Linea Vejrum.

Det ligner et sammenfald – og er det sikkert også – selv om ingen vil bekræfte det: Men netop som Udlændingeministeriet i slutningen af januar 2016 modtog forespørgsler fra pressen, der ville vide, om der ligesom i Sverige fandtes mindreårige piger i arrangerede ægteskaber med voksne mænd i danske flygtningelejre – netop på det tidspunkt blev Henrik Grunnet kaldt ind til Udlændingeministeriets daværende departementschef, Uffe Toudal Pedersen, og ”orienteret om sin forflyttelse” til en nyoprettet stilling som vicedirektør i Statsforvaltningens hovedkontor i Aabenraa.

Der var reelt tale om, at Henrik Grunnet blev sat fra bestillingen – og det var utvivlsomt meget ufrivilligt, at han med udgangen af februar 2016 forlod sit job som direktør i Udlændingestyrelsen. Under den såkaldte Instrukskommissions afhøringer i maj 2020 udtalte Uffe Toudal blot, at Grunnet ”ikke var den rette” til at bestride jobbet som direktør i Udlændingestyrelsen. Mere ville han ikke sige.

Møde i ministeriet

Den 10. februar 2016 deltog Henrik Grunnet først på dagen i et såkaldt koncerndirektionsmøde i Udlændingeministeriet. Blandt deltagerne var Støjberg, Uffe Toudal og andre ledende embedsmænd fra ministeriet – men Grunnet var den eneste deltager fra Udlændingestyrelsen.

Hvis Grunnet har følt en vis frustration over sin situation som afgående direktør og den klare afstandtagen fra tilstande, han havde haft et særligt ansvar for, er den næppe blevet mindre under dette mødes forløb, hvor man (uden referat) drøftede hvad der nu skulle ske.

Støjberg tilkendegav, at hun helst ville have adskilt alle ægteskaber mellem voksne og børn. Men hun måtte under diskussionen om lovligheden heraf bøje sig for, at der kunne gøres undtagelser. Og faktisk havde hun allerede dagen før tilsluttet sig et ministernotat, hvor der stod, at der kunne gøres undtagelser i adskillelserne af parrene. Flere af de andre mødedeltagere forstod, at man måske nok udadtil ville hævede, at alle par skulle adskilles, men i praksis af hensyn til bl.a. Børnekonventionen ville gøre undtagelser.

Modstand

Henrik Grunnet opfattede det tilsyneladende anderledes. Efter mødet sendte han en mail til sin vicedirektør Lene Vejrum om, at ministeren ønskede, at der ikke skulle gøres undtagelser ”uanset Børnekonventionen”.  Og han så det uden tvivl som en bekræftelse af hans opfattelse, at der senere samme dag blev udsendt en pressemeddelelse fra ministeriet, der ikke nævnte mulighed for undtagelser i adskillelserne.

Hermed var scenen sat for en indtil nu femårig vendetta mod Inger Støjberg. Som nævnt var der i starten bred politisk opbakning bag hendes indgreb. Men den yderste venstrefløj var tidligt imod. Det samme var sandsynligvis også fra starten både Udlændingestyrelsens afgående direktør Henrik Grunnet og vicedirektøren Lene Vejrum.

Det er især netop forklaringer fra de to sidstnævnte, der danner kernen i de alvorlige anklager mod Støjberg om ulovlig instruks og ulovlig administration. Instrukskommissionen afhørte et stor antal vidner hen over sommeren 2020 og udsendte en 3.000 sider lang delredegørelse om sagen den 14. december 2020. Da nok kun de færreste orker at læse det hele, samler interessen sig om et resumé, kommissionen undervejs har lavet samt om enkelte interessante vidneudsagn.

Instrukskommissionens fejl

Det er vigtigt, at man både lægger mærke til, hvad der står og – ikke mindst – hvad der ikke står i resuméet!

Her er det påfaldende, at Henrik Grunnets forklaring slet ikke er taget med i resuméet. Det var ellers ham, der meget markant og svarede ”ja”, da kommissionsformanden, landsdommer Peter Mørk Thomsen, under kommissionens afhøring den 15. maj 2020 direkte spurgte Grunnet, om styrelsen havde administreret adskillelserne ulovligt.

Derefter trak Grunnet så selv tæppet væk under sin egen forklaring ved at tilføje, at man lige fra starten tog individuelle hensyn og gjorde undtagelser i adskillelserne af parrene:  Udlændingestyrelsen havde undladt at adskille de par, hvor man mente, der var størst risiko for, at det var konventionsstridigt. På den måde levede styrelsen alligevel op til de betingelser, Justitsministeriet havde sagt, Udlændingeministeriet skulle overholde, for at administrationen blev lovlig. Det burde selvfølgelig have stået i resuméet.

Det andet hovedvidne bag de alvorlige anklager om ulovlig administration, styrelsens vicedirektør Lene Linea Vejrum, blev derimod refereret i resuméet for under sin afhøring den 20. august 2020 at fortælle, at hun samme dag, som pressemeddelelsen blev udsendt – den 10. februar 2020 – blev ringet op af afdelingschef i Udlændingeministeriet Line Skytte Mørk Hansen og fik besked på, at styrelsen skulle administrere i overensstemmelse med pressemeddelelsen. Her gør kommissionen gældende, at der var tale om en undtagelsesfri instruks, og ”kommissionen har vurderet, at denne instruks var klart ulovlig.”

Støjbergs frifindelse

Da Line Skytte Mørk Hansen blev afhørt af kommissionen den 30. september 2020, afviste hun pure, at hun havde pålagt styrelsen en sådan ulovlig procedure. Hun oplyste indigneret, at det kunne hun ikke drømme om at gøre. Hun havde tværtimod netop sagt, at der skulle administreres individuelt og med undtagelser, selv om der stod noget andet i pressemeddelelsen.

Og det fremgår af Line Skytte Mørk Hansens forklaring et andet sted i redegørelsen, at hun endda – ganske sensationelt – havde læst op for Lene Vejrum af det meget omtalte ministernotat af 9. februar 2016, således at Udlændingestyrelsen faktisk var bekendt med dets eksistens og indhold om individuel administration med undtagelser, tiltrådt af Inger Støjberg! Det er det ministernotat, som reelt frifinder Inger Støjberg for stort set alt, hvad hun anklages for, og som hverken ombudsmanden, kommissionen eller andre kritikere af Støjberg vil tillægge den betydning, det faktisk fortjener.

Men kommissionen har meget arrogant og alarmerende uunderbygget fuldstændig afvist og tilsidesat Line Skytte Mørk Hansens forklaring. Og den spændende oplysning om, at hun under telefonsamtalen havde læst op af ministernotatet fra den 9. februar 2016 for Lene Vejrum, kunne kommissionen slet ikke få ned i halsen – i hvert fald kun i den gale hals!

Partisk kommission

Det er vigtigt at slå fast, at hvis kommissionen havde været upartisk og bare en lille smule mere professionel, så havde den naturligvis genindkaldt Lene Vejrum og bedt hende om at svare ja eller nej til, om Line Skytte Mørk Hansen havde læst op af ministernotatet fra 9. februar 2016 i deres telefonsamtale. Bevisbyrden ligger hos den, der fremfører en anklage. Altså hos Lene Vejrum! Det var hende, kommissionen skulle have genindkaldt og gået på klingen. I stedet genindkaldte kommissionen mærkværdigvis de vidner, der bakkede op om Støjbergs forklaring, og gik dem på  klingen.

Et meget overraskende moment i sagen, som er gået hen over hovedet på kommissionen, men som er den rene manna fra himlen for Inger Støjberg, er en spændende notits, som justitsminister Nick Hækkerup den 18. november 2020 har fået de fremmeste jurister i Justitsministeriet – the cream of the cream – til at udarbejde i godt nok en lidt anden sammenhæng –  gæt selv hvilken! Men den passer som fod i hose til denne sag. I notitsen, der hedder ”Notits vedrørende visse retlige spørgsmål”, står der:

Udtalelser på pressemøder og politiske udmeldinger i øvrigt udgør hverken administrative retsforskrifter eller konkrete forvaltningsakter, der kan skabe rettigheder eller pligter for borgerne. Udtalelser på pressemøder har ikke retligt indhold over for borgerne, ligesom der heller ikke knytter sig retsvirkninger for borgerne til fremsættelsen heraf. Sådanne udtalelser er således efter deres karakter ikke omfattet af legalitetsprincippets krav om hjemmel.

Tydeligere kan det næsten ikke siges, at der ikke er hold i Instrukskommissionens påstand om, at Inger Støjbergs pressemeddelelse var en ulovlig forvaltningsakt.

Hvis ellers vi må tillade os at gå ud fra, at Justitsministeriets top-jurister er klogere end Instrukskommissionens jurister, så er det jo herefter slet ikke muligt at hænge Inger Støjberg op på hendes pressemeddelelse. Så er den ikke ulovlig under nogen omstændigheder, uanset hvordan man udlægger den. Og da Instrukskommissionen hermed heller ikke har ret i, at der er blevet administreret ulovligt under Støjbergs ledelse, så er der jo slet ingen sag.

Peter la Cour er forlægger, forfatter og cand.phil. i samfundsfag.

Han er pt. aktuel med bogen Processen mod Inger Støjberg, som bl.a. kan erhverves fra forlaget på peterlac@mail.tele.dk.