Generation rodløs

Rodløshed

Unge har flere muligheder end nogensinde før, og alligevel er de ulykkelige og ensomme. Hvorfor? Måske fordi vi i vores frisættelses-iver har gjort dem til rodløse, frit i luften svævende individer uden rammer og retning i tilværelsen. Sådan lyder i hvert fald Merete Riisagers diagnose i hendes nye bog, Selvbyggerbørn.

Af Anne-Bjørg Kjærhus

“Hvorfor er ungdommen så ulykkelig?”. Med dette spørgsmål begynder den nu afgåede undervisningsminister Merete Riisager sin nyligt udgivne bog: Selvbyggerbørn. Bogen kredser om at undersøge det velkendte paradoks, at aldrig har den unge generation haft flere muligheder og aldrig før har unge været så ensomme, sårbare og desillusionerede.

Skolens og forældrenes svigt

Riisager der som tidligere minister (2016-2019) netop har arbejdet indgående med uddannelsesområdet tegner et billede af en generation af børn og unge, der er utrolig dårligt rustede til at modstå livskriser og udfordringer. Samtidig tegner hun et billede af både skolens og forældregenerationens svigt i barndommen, hvor Riisager i en vekselvirkning mellem anekdoter og teori beskriver, hvordan børnene svigtes og frarøves deres barndom. Riisager præsenterer en velskrevet og tankevækkende bog, hvor hun får lov til at udfolde sig som indsigtsfuld debattør frem for som politiker.

På bogens elleve kapitler kommer Riisager vidt omkring. Både omkring skoler der ikke vil være skoler, voksne der ikke vil være voksne, og børn der ikke får lov til at være børn. I hjemmene nægter forældrene at stille krav til børnene, og overlader i stedet ansvaret for opdragelsen til institutionerne, og i skolerne ligestilles basale færdighed i læsning og regning med abstrakte krav som at løse FN’s verdensmål.

Problemets rod er rodløshed

Riisager afviser den gængse forklaring om, at de unges problemer skyldes et præstationspres i samfundet. Et pres der ofte tilskrives, at man altid skal være “på” på de sociale medier, eller at karakterer fylder for meget i uddannelsessystemet.

I stedet peger hun på, at problemerne skyldes den rodløshed, der er resultatet af, at alle bånd til vores fælles værdier er kappet over. Vores opdragelse af vores børn spejler ifølge Riisager vores adfærd. Bogen er således heller ikke en kritik af de unge, som Riisager med lån fra det amerikanske snowflakes (da: ”krystalbørn”) kalder selvbyggerbørn, men mod deres forældre og mod det samfund, der burde beskytte dem og deres barndom.

Riisager kritiserer den manglende opdragelse fra både skole og forældre. Her skal manglen på opdragelse ikke blot forstås funktionelt som, at børn ikke kan tale pænt eller ej kender til bordskik. Fokus er i højere grad på, at den manglende opdragelse berøver børnene for de normer og værdier, der overleveres fra slægtled til slægtled i familien og i uddannelsessystemet. Normer og værdier som vi har behov for for at finde vores plads i verden.

Opråb til det borgerlige Danmark

Riisager søger en strukturel forklaring på paradokset frem for at se problemerne som individuelle karakteristika ved de unge som værende mindre robuste end tidligere generationer. I sin bog forsøger hun at råbe det borgerlige Danmark op. Hun kritiserer det borgerlige Danmarks uddannelsespolitik. Ikke mindst kritiserer hun, at modeord som karrierelæring, globalisering, innovation og digitalisering har sneget sig ind i snart alle læreplaner fra grundskole til videregående uddannelser. Samtidig kritiserer hun det øgede fokus på læringsmål og ønsker i stedet et nationalt curriculum i det danske uddannelsesvæsen.

Velkendt diagnose – ny medicin

Diagnosen i Selvbyggerbørn er således velkendt. Det moderne menneske svæver i den totale frisættelse. En frisættelse, der berøver børnene deres barndom og overlader dem i en verden uden rammer – og uden voksne. En diagnose vi nok har hørt før. Det der dog er så befriende i Riisagers bog er, at den ikke kun stiller en (forfalds)diagnose, men også kommer med medicinen og således tilbyder en række konkrete bud på løsninger på diagnosen.

Løsninger der alle indebærer en opprioritering af dannelsen i skolelivet og i hjemmene. Riisager definerer aldrig helt tydeligt sit dannelsesbegreb, der bogen igennem forbliver en smule mudret. Det upræcise dannelsesbegreb er dog også en af de eneste ting, der skæmmer i den ellers velskrevne og inspirerende bog som Riisager har begået.

Merete Riisager: Selvbyggerbørn. Kristeligt Dagblads Forlag, 2020.

Anne-Bjørg Kjærhus er cand.soc. og adjunkt i samfundsfag og dansk.