Ensomhed i en digital Corona-tid

Af Magnus Sinding-Jensen

Covid-19 har tvunget os væk fra det fysisk sociale, og vi er nu henvist til en uvant grad af ensomhed og isolation. Vi tilbringer nu det meste af dagen alene i vort lønkammer, men som det franske geni Blaise Pascal anførte i sine Tanker i 1600-tallet:

Af og til har jeg betragtet menneskenes mangfoldige geskæftighed og de farer og den møje de udsætter sig for (..) Og da har jeg ofte sagt til mig selv, at hele menneskehedens ulykke hidrører fra en eneste ting, nemlig at de er ude af stand til at holde sig i ro i deres lønkammer.

Mennesket kan ikke bare være alene med sig selv, for så begynder det uvægerligt at tænke over ”sit skrøbelige og elendige lod” her på jorden. Det er derfor vi finder på alle mulige mere eller mindre ligegyldige og tilfældige ting at gå op i.

 Heldigvis har vi internettet!

I 2021 har vi heldigvis hver sin skærm, og hvad der umiddelbart kunne ligne ensomhed forekommer dermed at være det modsatte. Hvis en fremmed fra en fjern fortid observerede det moderne menneske, som i timevis kan sidde alene og ubevægelig foran sin skærm, så ville denne fremmede måske tænke, at dette moderne menneske var et meget ensomt individ. Men skinnet bedrager: Det moderne menneske er ikke alene, det er konstant forbundet med verden.

I disse Coronatider foregår det meste af mit liv gennem skærmen: Jeg arbejder, køber ind, hænger ud med venner og underholder mig selv – foran en skærm. Det som kunne være en anledning til eftertænksom ensomhed bliver korrumperet af signaler og data, der konstant driver ind af det ene øre og ud af det andet.

På dansk har man kun ordet ensomhed, som primært konnoterer noget negativt – at der ikke er nogen, der vil være sammen med én. På engelsk har man ordene solitude og loneliness, som repræsenterer henholdsvis den positive og negative form for alenehed. Den selvvalgte og den pålagte. Den pålagte kan være frygtelig, og internettet har måske her haft en positiv effekt – man behøver i hvert fald ikke længere at sidde helt alene og kigge ind i en væg med en knugende følelse i maven; med internettet er der nu altid en form for livline til verden, til noget socialt og levende.

Men Internettet har også haft stor virkning på den selvvalgte ensomhed. Selvom man gerne vil, er det svært at være alene, uden konstant at hive sin telefon frem af lommen.

Gennembrud i den arktiske ensomhed

Den selvvalgte ensomhed kan være guddommelig. Jeg læste om en amerikansk opdagelsesrejsende, Richard Byrd, som i 1934 tilbragte et halvt år helt alene på en arktisk flådestation, med det primære formål at være – alene. Han oplevede livet som opdagelsesrejsende som stressende og han følte ikke at han fik læst de bøger, han drømte om at læse, eller fik hørt den musik, han drømte om at høre.

Undervejs i sit halve år alene, den 14. april, gik Byrd så sin daglige tur i den arktiske skumring og oplevede et eksistentielt gennembrud. Dagen var ved at dø, natten ved at blive født, men dette skete i harmonisk fred og fordragelighed. Byrd noterede i sin dagbog:

 Here were imponderable processes and forces of the cosmos, harmonious and soundless. Harmony, that was it! That was what came out of the silence – a gentle rhythm, the strain of a perfect chord, the music of the spheres, perhaps. It was enough to catch that rhythm, momentarily to be myself part of it. In that instant I could feel no doubt of man’s oneness with the universe.

Der var en mening med universet og mennesket havde en plads deri. Senere blev Byrd ved et uheld forgiftet af en defekt ovn, og da han lå og troede at han skulle dø, var det ikke længere så godt at være alene. Ovnen ødelagde hans ensomhed. Men lige inden da havde han haft en eksistentiel oplevelse, som han tog med sig videre.

Sat på spidsen, er internettet og de bippende skærme måske det digitale menneskes defekte ovn, som indhyller ensomheden i en os af distraktion. Men det er trods alt ikke noget man dør af.


Magnus Sinding-Jensen er cand. mag. i historie og socialvidenskab fra Roskilde Universitet, hvor han blandt andet har beskæftiget sig med digteren Helge Rode og livanskuelsesdebatten i 1920’erne. Han underviser i samfundsfag i gymnasieskolen og vil bidrage med artikler om kulturkamp, identitet og idehistorie.