Messerschmidts nye bog er en modvægt til Marlene Wind

Morten Messerschmidts nye bog “Farvel til folkestyret” udkom på forlaget Munch & Lorenzen i november. Vi har fået ph.d. Morten Jarlbæk Pedersen til at tage livtag med bogen her. Bogen kan bestilles her.

Af Morten Jarlbæk Pedersen

Munch & Lorenzen er et – ifølge Politikens anmelder – ukendt forlag. Men ikke desto mindre er det et forlag med flere meget interessante titler i kataloget. Og det seneste i rækken – af Dansk Folkepartis næstformand Morten Messerschmidts er ingen undtagelse.

Og der tegner sig efterhånden et mønster hos Munch & Lorenzen: Messerschmidts bog synes nemlig som et forsøg på at skrive en efterfølger til Rasmus Ulstrup Larsens ”Tidens tegn”, som Munch & Lorenzen begavede os med i foråret. Begge bøger beskæftiger sig med at karakterisere og spidde den moderne tidsalders grasserende individualisme, og alene dette formål gør bøgerne værd at beskæftige sig med.

Men hvor Rasmus Ulstrup Larsen i sin bog anlagde et etisk perspektiv og viser, hvad der karakteriserer den individualiserede kultur, og hvordan det udarter sig i den konkrete omgang mellem mennesker, er Messerschmidts anliggende politisk: Han søger at vise, hvordan den grasserende individualisme manifesterer sig som en politisk ideologi. Dette formål gør bestemt ikke bogen mindre interessant! En præcis karakteristik af det moderne samfund og dettes politiske grundlag synes trods alt at være en nødvendig forudsætning for en eventuel korrektion hertil.

Messerschmidt når desværre ikke helt i mål

Desværre når Messerschmidt ikke helt i mål. Selvom bogen er let læst og flydende skrevet – visse steder kan man nærmest høre Messerschmidt læse bogen højt for sig på sin egen karakteristiske facon – har den har visse mangler, hvoraf den største må siges at være, at den mangler en overskuelig, samlet og ikke mindst bedre præsenteret analytisk ramme. Eller sagt på en lidt anden måde: Man savner en mere logisk og fremadskridende disposition i bogen, som gradvist udfolder argumentet. Og man savner som læser at blive holdt mere hånden undervejs, således at man løbende kan følge med i bogens og det samlede arguments disposition.

Messerschmidt har nemlig meget på hjerte, og i bogen kommer vi da også vidt omkring – måske endda lidt for vidt, hvilket en mere stringent disposition måske kunne have afhjulpet. I bogens første kapitel kastes således et væld af bolde op i luften, og hele kapitlet minder på en måde lidt mere om en tale end om indledningen til en stringent samfundsanalyse – og dette er ærgerligt, for Messerschmidt får trådt på alle de ømme tæer hos hans liberale modstandere.

Selvom bogens titel peger på, at det skal handle om EU, handler den reelt langt mere om den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, men undervejs kommer vi også forbi Folketinget, uddannelsessystemet, skovene ved Jægerspris, Joseph de Maistre og sågar Socialdemokratiets principprogram. Det samlede indtryk bliver derfor – desværre – en smule rodet. Bogens fokus på det menneskeretlige regime og forholdet mellem international ret og dansk lovgivning burde have stået tydeligere frem, og en bedre afgrænsning ville have gjort analysen stærkere.

En diskussion af demokratiets grænser

Samtidig er visse ting ved Messerschmidts begreb- og analyseapparat, som ikke synes fuldkommen færdigudviklede. Messerschmidts demokratiforståelse kunne i al fald godt have fået et par ord med på vejen i bogen. Messerschmidt er – tydeligvis og forståeligt – ingen tilhænger af internationale dommeres (stadig stigende) indflydelse på dansk lovgivning. Ingen over og ingen ved siden af Folketinget, synes grundlaget at være, og i forbifarten får Messerschmidt defineret ”populisme” som ”nationalkonservatisme”.

Men der er noget paradoksalt i at bruge Joseph de Maistre – den reaktionære jurist, der plæderede for enevoldsmagten, fordi folket ikke kan styre sig (selv) – som en af de teoretiske grundpiller i en bog, der hylder folkestyret. Messerschmidt ved, at der er grænser for demokratiet, og at vi ellers ender vi i den demokratiske totalstat, som Peter Kurrild-Klitgaard beskrev i sin bog fra 2019, og som jeg havde fornøjelsen af at anmelde i foråret.

Messerschmidt er inde på det f.eks. når han skriver, at demokratiet skal tøjles ”ikke fordi det er illiberalt, men fordi det handler om magt, og magt korrumperer” – men diskussionen synes desværre ufærdig. Messerschmidt peger også selv på, at problemet ikke er de klassiske frihedsrettigheder, men derimod den internationale rets gradvise udvikling af ”positive rettigheder”. Her rammer Messerschmidt hovedet på sømmet, men det udfoldes aldrig rigtigt i detaljen, selvom der er tale om en juridisk-filosofisk (og praktisk) diskussion af betragtelig dybde.

Lyspunkterne: De konkrete eksemplers magt

Bogen har naturligvis også sine lyspunkter. Flere endda. Helt generelt gælder det, at Messerschmidt er stærkest, når det bliver konkret. Når han med eksempler, domme og entydige referencer kan sætte fingeren lige præcis de steder, hvor konventionsstyret, internationalismen og individualismen – den af Messerschmidt benævnte ”liberaldemokratisme” – udfordrer og underminerer den konkrete og nationalt særegne retsorden og kultur. Messerschmidt er jurist, og det mærkes.

Det er på dette grundlag, at bogens måske stærkeste diskussion – der handler om ytringsfrihed – fungerer: Messerschmidt viser, hvordan ytringsfrihedsreglerne helt konkret anvendes og formes af både internationale domstole og i hjemlig lovgivning, og hvordan ytringsfriheden dermed kontrolleres og afgrænses af de selvsamme kræfter, som ellers skulle hævde at forsvare den. Så sættes sylen ind, paradokset – og hykleriet – bliver klart, og vi forstår pludselig den floromvundne snak om ”liberaldemokrater”, der hverken er liberale eller demokrater.

Det er også på dette grundlag, at Messerschmidt viser, hvordan domme fra menneskerettighedsdomstolen gradvist bevæger sig ind i lovgivningen og forvaltningen. Dette samspil mellem ret, politik og forvaltningen er stærkt undervurderet – selvom et samspil tydeligvis finder sted.

Det er ydermere på dette grundlag, at Messerschmidt fint viser, hvordan det europæiske menneskerettighedsregime og dets bagvedliggende tankegang gradvist har fundet indpas i EU-systemet, således at dette system – der for medlemslandene er langt mere forpligtende og omfatter langt flere områder end andre internationale organisationer som f.eks.

Europarådet – forstærker de tendenser, man måtte finde i det rent menneskeretlige system. Når Messerschmidt f.eks. viser, hvordan EU’s charter om grundlæggende rettigheder i praksis anvendes, burde det være en øjenåbner for alle, der stadig måtte mene, at den Europæiske Union alene kan og bør anskues som et handelspolitisk anliggende.

Det er også med de konkrete eksemplers magt, at Messerschmidts pointe om, at ”hver eneste gang noget grundlæggende formuleres i lovform, er det en mistillidserklæring til det konkrete” bliver tydelig. Både i det store og i det – måske for – små.

En efterspurgt modvægt

Messerschmidts bog kan læses som en modvægt til Marlene Winds bog om den forfærdelige tribalisme i en række EU-lande. Men hvor Marlene Wind påstår, at mange liberale har givet op over for de nationale – populistiske, forstås – bevægelser, er Messerschmidts argument, at dette ingenlunde nødvendigvis er tilfældet. Og Messerschmidt viser også med sine eksempler, hvorfor dette ingenlunde nødvendigvis er tilfældet. Det sjove er, at begge bøger handler om EU uden at handle om EU.

Men en bog som denne, der har som mål at identificere den grasserende individualismes og internationalismes politiske manifestationer, er nødvendig. I en tid, hvor det enlige liv dyrkes som det eneste saliggørende, hvor kongebuster smides i havnen på grund af noget med kolonierne, og hvor internationale dommere agerer mere kreativt end finansfolk fra Luxembourg, savner man virkelig et – lidt bedre – samlet billede af disse tendenser og deres politiske grundlag. Ikke mindst fordi et sådant billede kan være afgørende for at definere et politisk projekt.


Morten Jarlbæk Pedersen er cand.scient.pol., ph.d. og far til tre. Til dagligt arbejder han med politisk-strategisk rådgivning af virksomheder. Til aarsskriftet-critique.dk skriver han om rammerne for politisk handling i form af institutioner, økonomi og jura.