Identitetspolitikkens helte og skurke

Helle Birk

Det, der sker i den vestlige verden lige nu, har bibelske dimensioner.
En identitetspolitisk 2. bølge er skyllet ind over Danmark med samme kraft som Syndfloden. Som så meget andet har den sit epicenter i USA, Guds Eget Land, de tapre og de fries land, men også landet, der har fostret bevægelserne #Metoo og Black Lives Matter.

Jeg ved ikke, om jeg er den eneste, der har lyst til at få stoppet bivoks i ørerne – ligesom Odysseus’ mænd – for at slippe for at høre på sirenernes skingre sang og bare vente på, at bølgerne lægger sig igen.

Måske er den højtråbende, identitetspolitiske Woke-bevægelse med Bibelens ord bare en legion af besatte, der før eller siden vil styrte mod afgrunden og gå i opløsning. Men indtil videre fortsætter den sin hærgen mod det bestående samfund, og kræver opgør med strukturer og kulturer og sågar skulpturer, som den mener er racistiske. De, der tilsyneladende ukritisk bekender sig til woke-guden, har travlt med at demonstrere, knæle og gøre afbigt for den hvide mands påståede privilegier, og rette deres vrede og måske også vandalisme imod fordums kolonitids symboler.

Skulpturer skal have hugget hovedet af eller væltes ned fra deres piedestaler. Toppled som nogle af Antifa- og BLM-aktivisterne i USA kalder det, alt imens der efterlades epitetet racist på de nu tomme plinter.

Katrine Dirckinck-Holmfeld er en af dem, der er hoppet med på vognen her i Danmark. Hun har taget ansvaret for, at busten af Frederik V blev smidt i havnen ved at bruge dagbladet Politiken som skriftestol i et interview, hvor hun bl.a. udtalte, at det, som kom bag på mig, var, at hovedet knækkede af, da den ramte vandet.

Katrine Dirckinck-Holmfeld har været ansat som leder på Kunstakademiet, en statsejet institution. Det var her, hun på eget nysprog stod i spidsen for, ikke vandalisering af den nu så berømte buste, men en kunstnerisk invitation til at se historien i øjnene. Og busten kom jo tilbage i nyfundet, rematerialiseret form, som hun docerede i Deadline.

Det ville nu være synd at sige, at Frederik V bare tilnærmelsesvis var i samme form som lad os sige Den skumfødte Venus, da majestæten materialiserede sig efter at have ligget på havets bund. Men herregud, busten af kongen var kun en gipsafstøbning af mange, og der var tale om en happening med det ædle formål – må man forstå, hvis man kan forstå det, for det er sort snak – at vende systemet på vrangen og vise, at vi konstant har en proces i gang, hvor vi sletter vores egen fortid som kolonimagt og dermed vores fortid.

Tiden vil vise, om der er grundlag for at rejse tiltale for det, retssystemet jævnfør straffelovens § 291 stk. 2 kalder for hærværk af betydeligt omfang eller mere organiseret karakter, og som kan straffes med fængsel i op til 6 år.

Rematerialiseringen af Frederik V, den hvide figur – der stod og tronede og ’stirrede folk ned i nakken’ – er i sig selv en hovedløs aktion rettet mod fortidens slaveri, men også en aktion, der er totalt blind for nutidens tvangsarbejdere og sexslaver og tvangsgiftede, der lever under kummerlige forhold den dag i dag i ikke mindst Mellemøsten og Afrika.

Men hvorfor i alverden smide Frederik V i havnen netop nu, efter at han har stået i festsalen på Kunstakademiet i mange år?

Ja, den bagvedliggende årsag til kongens fald ned i kanalen var desværre den samme såre banale, som man ser i resten af den vestlige verden. Det var lemmingeffekt – ikke avantgarde. For som nu bortviste Dirckinck-Holmfeld så uoriginalt har forklaret sig: Vi har diskuteret Black Lives Matter og drabet på George Floyd.
Ja, selvfølgelig har de det. Men det amerikanske krav om i den forbindelse også at defund the police, nu man var i gang med at nedbryde samfundsinstitutioner, er man øjensynligt ikke tilhængere af på det danske kunstparnas. For da provokunstneren Uwe Max Jensen efterfølgende troppede op på Kunstakademiet for at lave sin egen happening i Adam-kostume kun iført sort maling og kongekrone, blev han jaget på porten, og angiveligt også både truet med bål og brand – og politiet. Om det var nøgenheden, de ikke gouterede på dette arnested for frigjorthed og politisk aktivisme, vides ikke.

Frederik V var Kunstakademiets grundlægger og velgører. At han lige pludselig er blevet et fjendebillede, er ubegribeligt.

Troen på strukturel racisme er blevet en stærk drivkraft i den vestlige verdens demokratier til trods for demokratiske forfatninger og retsstat og love om ligestilling og imod diskrimination. Den har genereret nogle påfaldende nye helte og skurke uden smålig skelen til realiteterne.

I USA er over halvdelen af dem, der bliver arresteret for personfarlige forbrydelser, sorte amerikanere, selvom de kun udgør 13% af den amerikanske befolkning. Da disse typer af forbrydelser ofte begås med våben, genererer det voldelige konfrontationer, hvor politiet også trækker våben. Studier, der er blevet kontroversielle i denne racebevidste tid, har ikke desto mindre vist, at politiet uanset egen etnicitet ikke er mere tilbøjelige til at skyde sorte (se fx: https://lawliberty.org/the-facts-on-race-crime-and-policing-in-america/; https://www.npr.org/2019/07/26/745731839/new-study-says-white-police-officers-are-not-more-likely-to-shoot-minority-suspe?t=1605743926165;
https://ucr.fbi.gov/crime-in-the-u.s/2019/crime-in-the-u.s.-2019/tables/table-49).

Men det er alt sammen lige meget.

New Yorks politistyrke er for nylig blevet beskåret med 1 milliard dollars – en sjettedel af budgettet. For de tidligere så populære betjente, New York’s finest – heltene i blåt – er blevet til skurke. Efter at arrestanten George Floyd døde i forbindelse med, at en politibetjent i Minneapolis tilsyneladende havde brugt ulovlig magtanvendelse, forsvandt den samlede amerikanske politistyrkes anseelse som dug for solen.
Defund eller dismantle the police lød det ikke bare fra gadens parlament men også fra den yderste venstrefløj i Kongressen.

Siden er ikke bare amerikansk politi, men også den ene historiske statue efter den anden blevet genstand for en moderne heksejagt. For der er vendt op og ned på, hvem der er skurk og hvem der er helt.

Malcolm X eller Dr. King?

De tre grundlæggere af Black Lives Matter i USA Patrisse Khan-Cullors, Alicia Garza og Opal Tometi er selverklærede ikke bare marxister, men trained marxists. Bevægelsen har forbilleder som Fidel Castro og Malcolm X. Khan-Cullors kalder Eric Mann, tidligere medlem af The Weathermen (en venstreradikal organisation, der virkede ved voldelige midler tilbage i 1960erne) for sin mentor.

Nogle gange skulle man desværre tro, at Danmark var en amerikansk provins, der ukritisk gør ligesom hovedlandet. Men man har da lov at håbe, at bevægelsens sympatisører har sat sig grundigt ind i de værdier, der ligger til grund for BLM. Det gælder det danske herrelandshold, da de annoncerede, at de ville knæle inden kampen mod England under hashtagget Black Lives Matter. Og de demonstranter, der tilbage i juni trodsede coronaen og sluttede sig til Bwalya Sørensen, som har gjort sig til talsmand for og samlet ind til sin helt egen Black Lives Matter Denmark. Uanset smittefaren deltog anslået hele 15.000 i hendes demonstration, herunder Karsten Hønge fra SF, Rosa Lund fra Enhedslisten og Pelle Dragsted.

Under endnu en Bwalya Sørensen demo dannede den hårde kerne et X i en flashmob til ære for Malcolm X. Som man kan læse i bl.a. hans selvbiografi, ernærede ham, demonstranterne hyldede, sig som indbrudstyv, narkohandler og alfons, indtil han kom i fængsel i 1946. Her konverterede han, og tilsluttede sig Nation of Islam, hvorfra tre trosfæller endte med at slå ham ihjel i 1965.

Malcolm X mente ikke, at hvide og sorte kunne leve sammen og tordnede mod det, han kaldte for hvide, blåøjede djævle. Mens Martin Luther King talte om sin drøm for fredelig sameksistens, agiterede Malcolm X for raceadskillelse og sort nationalisme, og benyttede sprogblomster som, at hvid fløde gjorde den ellers stærke sorte kaffe svag. I sin nok mest berømte tale Stemmesedlen eller kuglen kaldte han Amerika for en hyklerisk kolonimagt og talte nedsættende om grundlovsfædrene og det amerikanske demokrati.

Kristendom eller islam

Ifølge Malcolm X havde den hvide mand lært den sorte mand at tilbede en hvid udgave af Jesus og bede til den kristne Gud, som han anså for den hvide mands Gud. Selv bekendte han sig som bekendt til Allah.
BLM-aktivisten Shaun King har udtalt, at Jesus-statuer afbilledet som hvide europæere skal fjernes. Fordi de er en form for hvidt overherredømme.

Kristendommen er blevet forkætret i kølvandet på George Floyds død, som to parallelle vandaliseringer viser. Missionæren Hans Egedes statuer er blevet overhældt med rød maling og påskriften ”decolonize”. Både i Danmark og i Grønland. En folkeafstemning i Grønland viste, at der ikke er flertal for at fjerne Egede-statuen. Et overvældende stort – tavst – flertal undlod helt at stemme.

En lignende skæbne er overgået den katolske munk og helgen Junipero Serra, der var missionær i Californien i 1700-tallet, og blev kanoniseret samme sted i 2015 af Pave Frans. Men lige meget hjalp det, da en statue af ham iført kutte og med krucifiks i hånden blev overmalet og revet ned i det, der ellers hedder Serra Park i Los Angeles og senere i San Francisco, hvor også en statue af Cervantes, selv tidligere slave og forfatter til romanen om Don Quixote, blev udsat for hærværk. På fødeøen Mallorca ”slap” helgenen med tilnavnet ”racist”.
At vandalerne ødelagde Cervantes’ monument, siger noget om, hvem og hvad disse aktivister er. Ja, man fristes til at sige, at de kæmper mod vindmøller.

Trump versus Biden (eller er det Harris?)

Donald Trump kalder sig selv for præsident for lov og orden. Han har – som hele verden ved – sat Amerika først. David Dorn, en sort pensioneret politibetjent, der blev dræbt under en Black Lives Matter demonstration, fordi han ville beskytte en vens forretning mod plyndringer, hyldes af Trump. Black Lives Matter-demonstranter har han kaldt for terrorister.
For demokraterne er det frihedskæmpere, der bekæmper strukturel racisme. Til trods for plyndringer, vold og drab. Direkte adspurgt om vandalismen i kølvandet på BLM-demonstrationer, hvor statuer af bl.a. Christoffer Columbus og Abraham Lincoln er blevet ødelagt, udtalte formand for Repræsentanternes Hus Nancy Pelosi såmænd, at hun var ligeglad med statuer og at folk gør, hvad de gør, mens hun trak på skulderen. Columbusstatuen er selve symbolet på USA, ville andre nok mene.

Trump valgte at holde sin 4. juli-tale for foden af Mount Rushmore med statuer af bl.a. Thomas Jefferson, en af grundlovsfædrene, og Abraham Lincoln, slavernes befrier. Præsident Trump sagde (i min oversættelse): ”imod enhver af samfundets love, imod enhver naturlov lærer vores børn at hade deres eget land i skolen og at tro på, at de mænd og kvinder, der byggede det, ikke var helte, men at de var skurke. Den radikale opfattelse af amerikansk historie er et net af løgne frataget al perspektiv, hvor enhver dyd og gode hensigt og kendsgerninger er forvrænget og enhver fejl er gjort kæmpestor.” Præsidenten lovede at retsforfølge og straffe dem, der har vandaliseret historiske statuer, hårdt.

Fra januar 2021 vil det ikke være Præsident Trumps syn på historien, der er toneangivende på Capitol Hill.

Det er det heller ikke i Bruxelles, hvis man nærlæser EU-kommissionens handleplan med titlen ”En union med lighed: EU anti-racisme handleplan 2020-2025”. Her er analysen om unionens tilstand blandt andet, at konflikten mellem vores værdier om lighed og realiteten med indgroet racisme ikke kan ignoreres mere. For, og jeg citerer: ”Den globale Black Lives Matter bevægelse har ageret som en stærk påmindelse”.

Og senere i afsnittet om såkaldt strukturel racisme konstateres – formuleret som var det et aksiom -, at ”Racisme er ofte dybt indgroet i vores samfunds historie, viklet ind i dens kulturelle rødder og normer”. Og længere nede anføres, at ”racismen skal adresseres med proaktive politikker” og at ”et intersektionelt perspektiv giver en dybere forståelse af strukturel racisme og gør reaktionen imod den mere effektiv”.

O tempora, o mores!

Ja, vi lever i både ånds- og historieløse tider, hvor ikke bare en leder på en statslig institution i Danmark, men ledende demokrater i USA og EU-kommissionen bakker op om en bevægelse, der er selverklæret marxistisk, og har virket ved voldelige midler, og hvis nye helt er en mand, der på sit generalieblad bl.a. har et røveri, hvor han har truet en gravid kvinde med et våben. Det er stærke kræfter i den vestlige verden, der har tilsluttet sig, at fortidens helte er skurke.

I Seattle fik de et ubehageligt indblik i, hvordan den nye verden vil komme til at se ud. The summer of love kaldte demokraterne det. I fristaden Chaz (the Capitol Hill Autonomous Zone) og derefter Chop, kært barn har mange navne, blev der taget stoffer og sendt bulletiner ud af zonen om, at der manglede forsyninger. Det endte meget hurtigt med intern splid, vold og drab, indtil det hele gik i opløsning.

Heller ikke på Charlottenborg er der borgfred, men splid og udskamning af anderledestænkende, fordi et mindretal har fået en ny afgud, amerikanske George Floyd.

Man kunne spørge sig selv, om det er ønskeligt, at det bestående samfund rives ned?

Spørgsmålet er måske ikke så svært at besvare, hvis man sætter sig ind i tingene, herunder i historien, i stedet for at reagere på følelser og ukritisk tilslutte sig, at alt og alle pludselig er racister, der bør skamme sig og bøje sig for de minoritetsgjorte, som de siger på Kunstakademiet.

Og hvad der er endnu vigtigere: Hvem bliver de nye helte i givet fald? Det har vi allerede fået en forsmag på – og det varsler ilde.


Helle Birk er cand.jur og cand.mag, gymnasielektor og lærebogsforfatter.