Fra Sveriges medievirkelighed: Alle de onde er hvide mænd

En aften i november ser jeg den sene tv-avis på DR og bliver hængende til baggrundsprogrammet Horisont. Første indslag har titlen ”Lilly – barn midt i Sveriges bandekrig”. Vi følger Lilly Laslo på fjorten år som bor i et socialt boligområde i Stockholmforstaden Botkyrka.

I august mistede hun sine nære veninde, Adriana på tolv. Hun havde sneget sig ud hjemmefra for at mødes med venner. Udenfor en McDonald’s blev hun ramt og dræbt af en vildfaren kugle fra et bandeopgør. Lilly taler ghettosvensk og er god til at synge. Hun har skrevet og udgivet en sang til minde om veninden.

Der krydsklippes til svenske tv-klip med politikere og en politichef. Indslaget handler om det vendepunkt der er sket i Sverige i år, hvor politikere og meningsdannere er begyndt at tale mere åbent om fejlslagen integration og de store problemer med bandekriminalitet som det har afstedkommet. Udsendelsen har særligt fokus på narkokriminalitet, og det er da også det som Lilly, hendes veninder og moderen Susanne især taler om.

Man ser billeder fra ghettoen hvor pigerne hænger ud, de møder nogle drenge som hurtigt forsvinder ind i en opgang. Det er mest drenge der bliver kriminelle, kurerer eller narkodealere, får vi at vide. Pigerne er velformulerede og virker mere modne. De drømmer om et fredeligt ungdomsliv uden hyppige skudepisoder. Lilly drømmer om at blive professionel sanger, hvad de andre vil, får vi ikke at vide, men de er gode til at danse og lægge videoer på Tik Tok.

Lillys mor har et uroligt blik og hænger ved telefonen når datteren er ude om aftenen. Indholdet, patosen og dramaturgien får indslaget til at minde påfaldende om lignende udsendelser fra USA eller Mexico, blot er personerne bedre klædt og bebyggelsen og lejligheden pænere. Historien om pigerne er hjerteskærende og komplet urimelig, og man undrer sig over hvordan det er kommet så vidt i nabolandet, der for et par årtier siden var det eksemplariske velfærdsland som Danmark misundeligt forsøgte at efterligne: Velorganiseret, trygt og rigt.

Hvad er bedre end krimi?

Efter et indslag om stemningen i USA efter præsidentvalget trænger jeg i den grad til at slappe af fra den kaotiske virkelighed. Hvad bedre end at streame et afsnit af en krimi? Man er godt underholdt med fine skuespillere, og retfærdigheden sker fyldest.

Desuden ved man at handlingen er fiktion. Valget falder på Mord i skærgården, hvor der er nye afsnit i en serie på foreløbig syv sæsoner. Hovedpersonen i serien er den fraskilte anklager Nora Linde, der bor med sin teenagedatter Anna på øen Sandhamn i Stockholms skærgård. Noras gamle gulmalede træhus ligger ned til vandet, solen skinner næsten altid, og syrenen blomstrer.

Den charmerende svenske idyl, med træhuse, småbåde og kaffe og rosévin på terrassen, modsvares af voldsomme historier om bedrag, mord og overgreb. Samtidig får vi selvfølgelig noget at vide om Noras privatliv, en eksmand kommer rendende i tide og utide, og en spændende politimand er måske, måske ikke interesseret i hende… Episoden jeg streamer, hedder ”Blå løgne”. Et par meget unge fyre sælger blå piller (farlig ecstasy).

En ung mand er død på et diskotek. Noras 15-årige datter bliver involveret, og den nye norske politimand Alexander med de uortodokse metoder spiller en afgørende rolle i opklaringen. Nora får sin datter tilbage og virker nu (endnu) mere interesseret i politimanden. Jeg skal ikke trætte læserne med detaljer fra denne tv-episode i den uanstændigt lækre stockholmske skærgård, men jeg selv og andre jeg kender, føler os godt underholdt i dette solglitrende svenske øunivers. Samtidig kan man drømme sig væk fra Coronarestriktioner og dansk vintermørke – og glæde sig til den dag hvor man igen kan planlægge rejser og nyde Sveriges herlighedsværdier.

Den omvendte verden

Lige den aften i november kan jeg alligevel ikke bare lade fiktion være fiktion. Sammenligningen med Horisont-indslaget om Lilly og den dræbte veninde i Stockholmforstaden ligger lige for. Udover det åbenlyse i kontrasten mellem ghettomiljø og velhaver-/middelklassemiljø er der en del elementer og detaljer i episodens plot og persongalleri som er interessante.

Som nævnt havde Horisont-indslaget fokus på fejlslagen svensk integration og dens konsekvenser med bandekriminalitet, narkohandel og utryghed i ghettoområder. Den underliggende historie i Mord i skærgården-serien er derimod en om fuldt vellykket svensk integration. Den historie fungerer som en grundpræmis og er med til at gestalte det fiktive univers. Skærgården bliver en slags svensk mikrokosmos. I episoden ”Blå løgne”, som netop handler om narkohandel, bliver det endog meget tydeligt.

Hvis man kigger på serien og specielt denne episode med et etnicitetsperspektiv, kan man ane det fiktive svenske mikrokosmos. Hovedpersonen Nora Linde er trods navnet mørkhåret og sydlandsk udseende. Hun er offentlig anklager og sej som få.

Navnet klinger dobbelt af Henrik Ibsen, hun er en feministisk heltinde i moderne udgave. Hendes eksmand er typisk svensk, høj og med strågult hår. Politimanden Alexander er en gråsprængt, mørkøjet nordmand som bliver kaldt Fleksness og Holmenkollen af sin rødhårede gammelsvenske chef. Nordmænd må man godt drille uden at det er racisme.

En ung mørkhåret politikvinde ved navn Miriam spiller en vigtig rolle pga. sin store dygtighed og no bullshit-attitude. Desuden bliver en mørklødet politibetjent skældt ud i en kort scene, han ser brødebetynget ud. De to purunge fyre der videresælger narko, er gammelsvenske og fra overklassen. Den ene er søn af en advokat, den anden af en politichef. Narkogangsteren som de sælger for, er også gammelsvensk og forbløffende velformuleret af sådan en at være. Noras datter er lyshåret.

Hendes veninde hedder Ines, hun er ”café au lait” i huden og har et markant somalisk/østafrikansk udseende. Hendes hvide mor kommer susende fra Gotland for at besøge hende på hospitalet da hun er i koma, men faderen hører vi ikke om. Ines er den fremmelige femtenårige med udslået hår der lokker den mere forsigtige Anna med på diskotek hvor pillerne flyder. De to har planlagt at tage til koncert i Gøteborg under dække af at skulle arbejde i den rødmalede café i Sandhamn. Ines klæder sig udfordrende og bruger makeup, taler om at de kan få backstage pas ved at slå smut med øjnene og skyde ”patterne” frem. Den mørke Ines er den ”typiske”, frisatte skandinaviske teenager, uden grænser.

Hun er seksuelt aktiv og glad for alkohol og sjove piller. Hun er med på den værste, og det er da også hende der ryger i koma, hvor den lyse Anna konsekvent har sagt fra overfor narko fra først kæresten, dernæst fra Ines og de narkosælgende, liderlige fyre. Hun bliver derfor afskrevet og kaldt ”snotunge” af Ines. Denne vågner dog op fra komaet, og de to piger bliver gode venner igen. Episoden formidler dermed et ”smukt” budskab om unges venskab og evne til ”selvopdragelse”, og samtidig et om ensartede ungdomsliv og dertilhørende problemer. Teenagepige med afrikansk eller svensk baggrund, same  same…

Alle skurke er hvide mænd

Hvorfor denne nidkære gennemgang af etniciteter i serien? Kan det ikke være lige meget? På sin vis jo, men på den anden side lever krimiserier også i kraft af genkendelighed i miljø- og persontegning samt i troværdige plot. Efter at have set flere af de nyeste episoder fremstår universet i Sandhamn og omegn mere og mere som den omvendte verden i forhold til virkeligheden.

Alt er vendt på hovedet, rollerne og etniciteterne er byttet om, som var det et bevidst kunstnerisk valg der trodsigt fornægtende vender ryggen til den grumme svenske virkelighed. Alle skurke er hvide mænd, og ofte fra samfundets øverste lag. Mord i skærgården formidler i fiktiv form det velkendte svenske glansbillede om det mangfoldige, multikulturelle samfund, det samme usande virkelighedsbillede som den svenske magtelite har abonneret på gennem mange år.

Det er påfaldende at de nævnte episoder er fra i år, netop som flere og flere politikere og meningsdannere omsider har erkendt sandheden om den fejlslagne integration og dens ødelæggende konsekvenser.

Personligt har jeg mit på det tørre og har det privilegie at kunne betragte serien som ren underholdning. Jeg tvivler på at Lilly og hendes mor i Botkyrka ser Mord i skærgården når de skal slappe af og hygge sig.


Anne-Marie Vestergaard er cand.mag. i litteraturhistorie og filosofi. Underviser på HF-kursus og Folkeuniversitetet og har blandt meget andet skrevet artikler om idé- og værdikamp. Hun har skrevet afhandling om senmoderne litteratur, hermeneutik, pædagogik og dannelse. Hun er Optaget af modernitet og verdslighed og særlig sensitiv overfor poststrukturalisme, identitetspolitik og feminisme – og disse ideologiers blinde vinkler.