Trump
Foto: Gage Skidmore

Vi står foran det store forfald

1. november 2020
4 minutters læsetid

Den vestlige verdensorden hviler på USA, men under Donald Trump er USA gået på retræte og har dermed givet plads til konkurrerende internationale stormagter, imens Trump samtidig har svækket Vestens interne sammenhold. USA’s handlen under Trump er forståelig, men skadelig, skriver månedens kronikør – som dog heller ikke har store forhåbninger til Joe Biden.

Af Christian Egander Skov

Donald Trumps tid er ovre. Han vil tabe valget. Det er ingen i tvivl om, ikke engang hans mest indædte republikanske støtter. Derfor kan han naturligvis godt vinde alligevel. Men der er ikke meget, der tyder på det.

Så det er på sin plads at gøre status over Trump og hans betydning.

Trump vil gå over i historien som en af de præsidenter, der har haft afgørende betydning for det moderne Amerika og dets position i verden. Men det vil ikke være for det gode: Donald Trump var ikke alene præsidenten, der præsiderede over en supermagt, der trådte to skridt tilbage for træt at lade tingene gå sin gang. Han var selve udtrykket for denne bevægelse, dets mest markante ansigt. Acceleratoren af det kommende forfald.

USA står svagere i verden i dag end det gjorde ved Trumps tiltræden. Allerede Obama indledte den proces, som de sikkerhedspolitiske analytikere betegner retrenchment: den bevægelse fra verdensstridens frontlinjer til dens forskansede skyttegrave, som har præget den internationale politik siden start-00’ernes demokratiske optimisme og – skal vi sige det lige ud – overmod.

Både Trump og Obama afspejler en ændret holdning i den amerikanske befolkning til landets udenrigspolitiske engagementer. Man vil ikke længere. Og det er forståeligt.

Men at noget er forståeligt, gør det ikke rigtigt. At noget er forståeligt, ophæver ikke dets konsekvenser.

USA’s globale retræte

USA’s globale retræte bringer mindelser om Storbritanniens efter Anden Verdenskrig, hvor det gamle imperium over en 20 års periode lagde op under trykket af holdningsændringer hjemme og ringere praktiske muligheder for at fastholde en global tilstedeværelse ude.

Også dengang var det forståeligt.

Men pointen er ikke, om vi kan nikke og andægtigt sige ”akkeja, vi forstår det”, men at vi også forstår, hvad en sådan tilbagetrækning betyder. Og for at forstå, hvad det betyder, må vi først forstå en anden ting, nemlig at den internationale orden, der – trods alt – findes, er en orden, som hviler på USA og har USA som sit omdrejningspunkt.

Den internationale front for frihed

Som en anden Atlas er det Amerika, der bærer kloden på sine skuldre, og hvis benene vakler under Atlas, hvis kolossen så at sige viser sig at have lerfødder, eller hvis nu bare kolossen beslutter sig for at lægge sig i hængekøjen, ja så skælver hele kloden.

Vesten er, selvom Vesten gerne vil glemme det, i en presset situation. Ja, måske er det netop derfor vi gerne vil glemme det.

Vi er ikke længere i offensiven men i defensiven.

Vi er låst fast i et strategisk modsætningsforhold til det, Charles Krauthammer kaldte autokratiske revanchistiske regimer: Kina, Rusland og Iran. At disse regimer ud fra en demokratisk realistisk doktrin bliver at opfatte som problemer, skyldes ikke bare, at de er autokratier i større eller mindre grad, men at de netop også er revanchistiske. De er grundlæggende interesseret i en revision af den bestående vestligt orienterede orden.

For Iran og Ruslands vedkommende handler det om at sikre sig en indflydelsessfære hinsides deres egne grænser. For Kina handler det i første omgang om det samme. Men storpolitikkens tidsregning er ikke år og måneder, men årtier. Og Kinas langsigtede mål er ikke blot regionalt hegemoni men global indflydelse.

Kina er Tyskland før 1914. Rusland er Tyskland efter 1918. Iran er bare Iran og det er slemt nok.

Trumps skadevirkning

Trumps ageren i denne situation har været aktivt skadelig. Hans første større politiske handling var afmonteringen af den vigtige handelsaftale Trans-Pacific Partnership, der skulle skabe et større økonomisk samkvem mellem USA og en række lande i Sydøstasien og Oceanien.

TPP var en måde at skabe en økonomisk blok, der knyttede disses landes interesser til en vestligt orienteret international orden, og dermed skærme dem af fra kinesisk økonomisk og politisk ekspansion. Dette kan meget vel blive den største fejl, Trump har begået, selvom det ikke er en, vi taler om til daglig.

I forhold til Rusland og Putin har Trumps politiske fejlgreb været endnu mere markante. Trump har haft vanskeligt ved at skjule sin sympati for den stærke mand i Moskva og dette har medvirket til at styrke Ruslands revanchistiske linje og politiske og territoriale aggression i deres nære udland samt i Syrien, hvor de sammen med Iran har holdt hånden under deres fælles marionet Assad.

Splid i Vesten

Ved Trump-Putin topmødet i Helsingfors i 2018 gik Trump endda så vidt som til at erklære, at Europa økonomisk er USA’s fjende, mens forholdet til Rusland, derimod, var dårligt på grund af den demokratiske presses besættelse af russisk indblanding i det amerikanske præsidentvalg.

Kommentaren om Europa, eller rettere EU, er indikativ for de alvorlige problemer i det vestlige sammenhold. Det er ikke Trump, der har skabt dem, men han har båret ved til bålet. Trods enhver tale om Vestens relative tilbagegang globalt er forholdet stadig helt entydigt, at hvis Vesten står bare nogenlunde sammen, udgør vi en formidabel politisk, økonomisk og militær magt, som ingen kan hamle op med.

Men Trump har angrebet NATO og sået tvivl om NATO’s musketer-ed. Han har indledt handelskrig med EU og symbolsk trukket styrker tilbage fra Europa.

Han har kort sagt gravet Atlanterhavet adskillige favne dybere. På den måde har han også leveret ammunition til de stærke politiske kræfter i Europa, der ønsker forstærket europæisk integration som et svar på USA’s retrenchment. Sjovt nok er overlappet mellem de få Trump-støtter herhjemme og de europæiske føderalister nærmest ikke-eksisterende.

Forståeligt – men dumt!

Som jeg indledte med at konstatere: Denne tilbagetrækning er menneskelig og politisk forståelig og må også opfattes som en reaktion på, at USA heller ikke i det interventionistiske overmod havde fundet det rette leje for sin efterkoldkrigspolitik.

Men den er skadelig og fører til en mere ustabil verden, hvor de mindre stater vil blive ofre for de regionale hegemoners politiske, økonomiske og territoriale ambitioner.

Her er der alt mulig grund til at tro, at Biden – sine åbenlyse skavanker til trods – vil have større forståelse for værdien af og midlerne til at fastholde Amerika i centrum af den internationale politiske orden.

Men man kan også frygte, at Biden blot er en udsættende dagsorden; at vi står foran det store og langsomme forfald.

Christian Egander Skov er ph.d. i historie, postdoktor ved NTNU i Trondhjem og redaktør på Årsskriftet Critique.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside