“Hold dog kæft. Tag ansvar. Sig det som det er”: #Metoo’s folkedomstol har tjent et formål

19. november 2020
5 minutters læsetid

Metoo-bevægelsen har været et sundt og nødvendigt opgør med en sexistisk kultur i den politiske verden, såvel som i andre magthierarkier i Danmark.

Folkedomstolen har tjent et formål, for den har dømt skyldige krænkere. Krænkere, som gang på gang har begået overgreb, uden at det har haft nogen konsekvenser – hverken juridisk eller karrieremæssigt.

I en sådan situation fortjener man folkets dom, så fortjener man at blive offentligt udskammet, og man fortjener at blive sat fra bestillingen.

Jeg tror, de færreste vil være uenige i, at den danske befolkning alt andet lige er blevet ’mindre sexistiske’ over de sidste 50 år – der er ikke mange, der hverken laver eller griner af ’tø-hø kvinder hører til i køkkenet’-jokes længere, og det er de færreste mænd i dag, der synes, det er acceptabelt at klappe en kvinde i røven uden videre.

Det eksisterer desværre stadig, men i langt mindre grad end tidligere. Men som det fremgår af de #metoo-historier, der har været fremme de sidste par måneder, lever denne frastødende og sexistiske kultur desværre stadig i bedste velgående i den politiske verden og på andre arbejdspladser i Danmark.

Det fremstår mere og mere tydeligt, at det er de forskellige magthierarkier, der er rundt omkring i Danmark, der er med til at fastholde disse bagstræberiske normer.

Magtfulde gifte politikere på eventyr

Dette handler ikke om politisk ståsted og det handler ikke (kun) om sex. Det handler først og fremmest om magt.

Det er sagerne med Morten Østergaard og Frank Jensen gode eksempler på. Begge er succesfulde mænd – og i øvrigt gift. Derfor skulle man ikke tro, at de havde behov for at begå overgreb for at få stillet deres seksuelle lyster.

Alligevel gør de det.Og de gør det igen og igen og igen.

For der er ingen konsekvenser. Sagerne bliver måske taget op internt, men der bliver ikke gjort noget ved det.

Dette er måske særligt bemærkelsesværdigt med Morten Østergaard, som kommer fra et af de mest feministiske og frelste partier i folketinget – hvordan kan det være, at ledelsen (som også består, og har bestået af kvinder), ikke greb ind tidligere?

Svaret er magt. De har ikke ønsket, at partiet skulle lide skade og miste indflydelse –  og fordi man ikke selv har villet være den, der stod forrest og dermed potentielt ville komme til at skade sine egne karrieremuligheder.

Metoo er et oprør

Det er selvfølgelig også derfor, vi ser noget lignende et ’oprør’ nu, hvor kvinder i samlet flok står frem. Sådan bliver det nødt til at være, for udviklingen kommer ikke af sig selv, og det er for farligt og virkningsløst, hvis den enkelte står frem alene.

Der er heller ikke nogen tvivl om, at vi kun har set en brøkdel af det, der rent faktisk er foregået – der vil nok komme mere frem, men det er langt fra alt, der vil se dagens lys.

Det er da også bemærkelsesværdigt, at de borgerlige partier indtil videre er gået så meget fri. Personligt tror jeg ikke, der er nogen bemærkelsesværdig forskel på, hvordan venstreorienterede og borgerlige politikere gebærder sig. Fraværet af sager skyldes nok mest af alt en mindre oprørsk og emancipatorisk stemning i den blå lejr – og altså ikke en eller anden form for ’tolerance’, som Pernille Vermund har påstået.

Uanset dette har disse sager og historier gjort indtryk på alle partier og sat en udvikling i gang. Morten Østergaard og Frank Jensen er ikke martyrer, for de har krænket gentagende gange. De  er skyldige som enhver anden overgrebsmand – men de statuerer et eksempel, som har gjort indtryk på hele Christiansborg.

Individet har et moralsk ansvar

Det er dog vigtigt at understrege, at bare fordi man kan konstatere, at der er nogle magtforhold og strukturer, der har forårsaget en konsekvensløshed i forhold til at begå seksuelle krænkelser, så fratager det altså ikke individet fra det personlige moralske ansvar.

Faktisk tværtimod – det er netop i fraværet af konsekvenser, ens sande moralske habitus viser sig.

At man lader være med at stjæle for at undgå fængsel er ikke nogen moralsk god vurdering, det er blot rationelt fornuftigt i helt klassisk egennyttemaksimerende forstand. Men at lade være med at stjæle, når der ingen chance er for at blive opdaget eller straffet, dét er at agere på en moralsk forsvarlig måde.

Derfor skurrer det også i ørerne at høre Frank Jensen stå og undskylde sin krænkende adfærd gennem 30 år med at ’han har været en del af en kultur’.

Hold dog kæft. Tag ansvar. Sig det som det er:

’Jeg har opført mig klamt og moralsk forkasteligt. Det er jeg ked af. Nu går jeg af som en naturlig konsekvens af min uordentlige adfærd’.

Uden det personlige moralske ansvar, kan vi aldrig stille folk til ansvar for deres handlinger – eller retfærdiggøre en moralsk fordømmelse.

Også kvinderne må fordømmes

I sidste ende handler det om at opføre sig ordentligt, behandle sine medmennesker med respekt og ligeværd, og (forsøge at) leve et moralsk anstændigt liv.

Her kommer så det næste spørgsmål: Er det et problem i sig selv, at magtfulde mænd flirter og har sex med mindre magtfulde kvinder – også selvom der er samtykke?

Der kan ikke være nogen tvivl om, at deciderede overgreb uden samtykke er fuldstændigt uacceptabelt og moralsk forkasteligt. Punktum. Det kan ikke nuanceres.

Men hvis man mener, at det i sig selv er problematisk, at der foregår flirten og seksuelle tilnærmelser mellem magtfulde mænd og mindre magtfulde kvinder (eller omvendt), så må man tage en mere omfattende konsekvens.

For så bliver man nødt til at vurdere det at ’bytte magt og indflydelse for sex og seksuelle tilnærmelser’ som illegitimt.

Det synes jeg sådan set, kun ville være fint, men så bliver man bare nødt til at gøre sig klart, at det går begge veje.

For ligesom magtfulde mænd bruger deres position til at imponere og flirte med attraktive kvinder, er der skam også utallige eksempler på kvinder i mindre magtfulde positioner, der flirter og gør seksuelle tilnærmelser den anden vej for netop at få indflydelse og magt.

Fordømmer man det ene, må man også fordømme det andet.

Ønsker man en kulturændring den ene vej, må det også gælde den anden vej – ellers fremstår det i hvert fald meget utroværdigt og hyklerisk.

Man må mene om det, hvad man vil, men det er bare vigtigt ikke at blande tingene sammen og være konsekvente i sin logik og deraf følgende moralske vurdering.

Alt i alt har #metoo tjent et godt formål. Der er sat en kulturændring i gang på Christiansborg og i resten af samfundet. Så længe folkedomstolen ikke ’dømmer’ uskyldige mennesker, tjener den også et formål. Det er bare vigtigt ikke at blande tingene sammen og hægte denne diskussion om seksuelle overgreb op på alle mulige politiske og feministiske dagsordener. Det handler først og fremmest om at opføre sig ordentligt og behandle sine medmennesker med ligeværd og respekt – hvadenten man er højre- eller venstreorienteret.

Christian Holst Vigilius

Christian Holst Vigilius er stud.scient.pol. og bachelor på Københavns Universitet. Han er desuden landsformand for Konservativ Ungdom. Hans politiske kompas er Gud, Konge og Fædreland.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside