Identitetspolitiske snubletråde: Strøtanker efter læsning af Douglas Murrays “Hordernes hærgen”

LGBTQ Foto: William Murphy

Af Kasper Thissenius Haunstrup

“The Real Joke Is Your Stubborn, Bone-Deep Conviction That Somehow, Somewhere, All Of This Makes Sense! That’s What Cracks Me Up Each Time!”

Jokeren

Kender De det, kære læser? Man åbner avisen eller tænder det elektroniske apparat for at læse den ene forstemmende og fortvivlende nyhed efter den anden. En tykaktivist skal skrive en ph.d.-afhandling på det teologiske fakultet, hvor konklusionen er givet på forhånd: Samfundet udgøres af strukturer, der understøtter tykofobi.

Andetsteds forskes der i mælkens racialisering. Indtagelsen af mælken er, med forskerens ord, en undertrykkende handling, der forstærker hvidhed og danskhed. Det er klassisk udbytningsteori flankeret af socialpolitisk maniskhed. I forlængelse af mælkens endelige racistiske maskefald, synes man at ane, at de kritiske ”hvidhedsstudier”, der længe har plaget eller beriget – alt efter sindstilstandens beskaffenhed – de engelske og amerikanske universiteter, nu for alvor gør deres entré i den danske lærde verden.

Skulle man alligevel formaste sig til at bevæge sig væk fra universitetets bonede gulve, mødes man atter af det pseudointellektuelle og studentikose. De antiracistiske bevægelser taler om ”sorte kroppe” – en akademisk abstraktion fjernt fra det faktisk levede liv. Blandt feminismen seneste knopskud ser vi en radikalisering, der ønsker at hylde den kvindelige seksualitet udi det ekstreme, men som samtidig stejler hvis det modsatte køn behandler dem som netop det, de selv kæmper for at være:

Seksuelle væsener i en offentlighed, der traditionelt set har henvist det seksuelle til privaten. De socialpolitiske masserørelser taler nemlig det samme sprog som de mest hovedrøstende strømninger, vi i det seneste årti har hørt fra de angloamerikanske universiteter.

Diagnose: Intersektionel galskab

Som lægmand kan det være svært at finde hoved og hale i moradset. Gud forbyde at denne lægmand ovenikøbet skulle være hvid. Galskabens svøbe er over os, hvor det nye sprog og de nye problemstillinger fra dag til dag kaster nyt lys over en hidtil overset for-, nu- eller endog fremtidig undertrykkelse. Hvad der i hedenold var forbeholdt syreafhængige, langhårede kollegier og esoteriske fagmiljøer tvinges fra abstraktionernes, teoriernes og hypotesernes univers nu ud i den virkelige verden.

Under den franske revolution betegnedes de revolutionære jakobinere ofte af deres samtid – og af dem selv – som ”nyfrankere”. Det var de frelste bedsteborgere, der havde set lyset, læst tidens tegn, og nu førte det legitime oprør mod for- og samtidens fordomme.

På sin vis står vi nu med en socialpolitiske massebevægelse, der udgøres af en flok nyfrelste, der ligesom jakobinerne før dem, har formået at læse (og bestemme) tidens tegn og nu kaster lys over alle de usynlige lænker, der skal brydes. Hvor jakobinerne havde deres saloner, alenlange traktater og abstrakte diskussioner, henter nutidens nyfrelste skytset i den pseudovidenskab, der for tiden hærger universiteternes socialvidenskaber. Og vi møder en flig af det nyfrelste oprør i alle livets aspekter.

Fra diskussionerne om hvorvidt det er folkeskolens opgave at udfordre ”heteronormative kønsstereotyper”, om Scarlett Johansson må spille bevidstheden i en asiatisk robot eller debatten om de tilsyneladende uendelige, usynlige strukturer, der fastholder patriarkatets altfortærende magt, efterlades man ofte fuldstændig rundtosset og forpustet tilbage. Selv teknologien – og dermed de platforme, der rammesætter en stor del af vores offentlige og private rum – kan synes at modarbejde os. En simpel billede-googlesøgning på eks. ”European Art” viser, at selv maskinlæringens ellers rationalistiske ideal må underkues tidens politiske projekt.

Modsætningernes morads

Ikke nok med det så synes problemstillingerne at forandre sig og forvrænge sig selv i takt med deres udbredelse og grammatikken i de nyligt frelstes sprog forandres ligeledes. Engelske Douglas Murray bemærker i sin bog, betimeligt navngivet Hordernes hærgen, hvordan denne nye progressive massebevægelse lægger snubletråde ud og venter spændt på, at byttet – helst en hvid midaldrende mand – går ind i dem.

Det kan være en forkert udtalelse, en beklædning, eller såmænd en velbehagstommelsfinger på de sociale medier. Byttet nedlægges og udskammes derefter. Murray bemærker da også, hvordan at der efterhånden er lagt så mange snubletråde ud, at jægerne selv er begyndt at gå i dem. Billedet af Saturn, der æder sit eget barn, eller aforismen om at revolutionen æder sine egne børn, er atter blevet allemandseje.

Nye feminister farer i flæsket på gamle, radikale antiracister kræver stadig mere omkalfatrende forandringer af samfundet og en generel diskussion om, hvem der er nederst i privilegiehierarkiet, plager LGBTQ+-miljøet.

Man skulle tro at de åbenlyse interne modsætninger, der naturligvis vil opstå, når grupper af så forskelligartet oprindelse stimler sammen, ville blive bevægelsens egen banemand (om forladelse: Baneperson!), men den regnbuefarvede horde fortsætter fortrøstningsfuldt med at vinde nyt terræn. Murray undrer sig ligeledes også over, hvordan denne fortænkte abstraktion om intersektionalitet – der hviler på et så usikkert videnskabeligt fundament – har formået at tage verden med storm.

Han har mange fremragende perspektiver og analyser af dette, men jeg vil afholde mig fra at viderebringe dem alle, da Murrays bog bestemt er anbefalelsesværdig. En af hans mest interessante bud er den, at vi i den vestlige verden står med en stor gruppe unge, der formentlig aldrig kommer til at akkumulere kapital, og sent i livet vil skabe deres eget hjem. Det økonomiske system med alle dets incitamenter om frihed og virketrang, samt fortællingen om en kernefamilie, bliver altså først (hvis overhovedet nogensinde) en central del af forestillingen om det gode liv sent i menneskets levede liv.

Både fra natur- og socialvidenskaberne ved vi, at tomrum er en umulighed, hvorfor ungdommen i stedet finder nye forklaringer og fortællinger, der skal erstatte fortidens. Ovenstående leder Murray til en overbevisende analyse af massebevægelsernes postmarxistiske ophav. I al beskedenhed vil jeg dertil tilføje, at de nyfrelste også vinder, når de, som jakobinerne før dem, taler revolutionens sprog. For i sidste ende er det modernitetens teleologi, som taler.

Fremskridtet, bevægelsen fremad, den konstante forbedring og omsiggribende oplysning og afdækning af alt. Ethvert forsøg på at nuancere, udfordre eller endog bremse det nyfrelste projekt vil risikere at fremstå som et reaktionært foretagende – og dermed ikke bare på den forkerte side af det retfærdige projekt, men tillige historien.

Ethvert oprør vil i sidste ende kunne tolkes som en negation af fremskridtet – og dermed kæmper man mod tiden selv; den kamp taber de fleste, der ubeviste, eller med åbne øjne, vader direkte ud i identitetspolitikkens regnbuefarvede snubletråde.

Kuren: mindre universitet // mere sandhed

I Hordernes hærgen tegner Murray et generelt billede af en række legitime friheds- og oprørsbevægelser, der har kæmpet legitime kampe mod undertrykkelse ugleansigt, der så – lige før målstregen – tager forskud på sejren, sejrer sig selv ihjel, radikaliseres og sidenhen bliver et forvrænget billede af sit eget afsæt.

Murray bemærker, at Martin Luther Kings drøm om, at fremtiden ikke skulle bestemmes af hudfarve, således bliver perverteret af nutidens antiracistiske bevægelse, der ikke evner andet end at inddele folk i grupper og tale om hudfarve. Lignende emblematiske eksempler fremhæver han om bl.a. LGBTQ+ og feminismen. Det store spørgsmål er naturligvis, hvad vi så gør?

For det første må vi tage et opgør med den pseudovidenskab, der gennemsyrer massebevægelserne, bl.a. affødt af humanioras stigende tendens til at flirte med aktivismen. Betyder det, at vi med fakler og høtyve skal storme universiteterne? Ingenlunde! En af Murrays væsentligste budskaber er, at den verserende galskab, eller svøbe, ofrer søgen efter sandhed for et politisk fashionabelt mål.

Vi må insistere på, at vidensinstitutioner netop skal være, hvad de udgiver sig for at være: Institutioner der fordomsfrit kan søge sandheden, uagtet tidens tegn.

Kasper Thissenius Haunstrup er museumsinspektør, ph.d. og fast skribent ved aarskriftet-critique.dk.