kilde: wikimedia commons

Analyse: Ny epidemilov giver (næsten) uindskrænket magt til sundhedsministeren

29. oktober 2020
3 minutters læsetid

Af Morten Jarlbæk Pedersen

Coronaen raser, og der er behov for, at myndighederne viser deres værd, træder til, lukker ned, tvinger dig i maske og i det hele taget gør deres for at undertvinge virussens spredning i samfundet.

Så langt tror jeg, at de fleste danskere i et vist omfang kan være med. Og derfor har de fleste det vel også meget fint med, at der findes lovgivning, der i særlige krisetider som denne tillægger myndighederne særlige krisebeføjelser.

En sådan lov er den såkaldte epidemilov. Det er den lov, der regulerer, hvad myndighederne må og ikke må tvinge danskerne til, når samfundet er lagt ned af en smitsom sygdom.

Hastværk i første epidemilov

I foråret – da coronavirus og medfølgende statsministerielle pressemøder pludselig lagde beslag på det meste af den gode sendetid – besluttede man, at den hidtil gældende epidemilov ikke var god nok. Den gav simpelthen ikke myndighederne tilstrækkelige beføjelser, og beslutningen herom gik i øvrigt også for langsomt.

Derfor hastede man en ny epidemilov igennem – men man indførte dog en såkaldt solnedgangsklausul i loven. Det betyder, at loven helt automatisk ophører med at være gældende den 1. marts 2021. Derfor skal man i mellemtiden enten have vedtaget en ny eller besluttet sig for at opretholde den – med al hast – vedtagne epidemilov.

tvangslukninger, tvangsvaccinering og påbudt isolation

Og her står vi så nu: Sundhedsministerens embedsmænd har skrevet et udkast til en ny lov – den kan du i øvrigt læse her – og det er artig læsning.

Det står i al fald klart, at de muligheder for indskrænkninger i bevægelsesfrihed, tvangslukninger, tvangsvaccinering og påbudt isolation og andet sjovt, som man i dag har, ønsker ministeren ikke uden videre at give slip på. Og ærlig talt: Der er jo tale om lovgivning, der skal regulere krisetider, så det giver i et vist omfang måske også meget god mening.

Det mest interessante med den nye lov er nemlig ikke indholdet af de tiltag, som loven hjemler. Det mest interessante er måske snarere, hvordan man forestiller sig, at beslutningen om at iværksætte disse skal tages. Vi står altså med et ”hvem”, der er mere interessant end et ”hvad”.

Sundhedsministerens uindskrænkede magt

Og lad mig afsløre det med det samme: ”Hvem” er sundhedsministeren. Ikke kun den nuværende, men endnu vigtigere den engang-i-fremtiden-når-sygdommen-hærger-på-ny siddende sundhedsminister.

Grundlæggende skelner man i epidemiloven mellem forskellige niveauer af farlighed af forskellige sygdomme. Og jo farligere og mere smitsom en sygdom er, jo mere drakoniske tiltag kan iværksættes. Den logik er der vist ingen grund til at anfægte.

Derfor opererer man i det nye forslag til en epidemilov med tre niveauer (hvor man før havde to): ”smitsomme sygdomme”, ”alment farlige sygdomme” og ”samfundskritiske sygdomme”. Og det er – som hidtil – Sundhedsstyrelsen, der skriver listen over sygdomme, der falder i disse kategorier.

Eller det vil sige: Sundhedsstyrelsen bestemmer kun hvilke sygdomme, der falder i de to første kategorier. Den tredje kategori – den farligste, der giver de videste muligheder for sygdomshæmmende tiltag på samfundsniveau – er nemlig en politisk kategori. Eller som det hedder på paragrafsprog:

”Sundheds- og ældreministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke sygdomme der omfattes af stk. 4” (= de samfundskritiske sygdomme). Det er med andre ord Sundhedsministeren og (i princippet) sundhedsministeren alene, der bestemmer, om én af de farlige sygdomme er så farlig, at den ”medfører alvorlige forstyrrelser af vigtige samfundsfunktioner”.

Og det er kun med de samfundskritiske sygdomme, at hele arsenalet kan rulles ud.

Politisk handlekraft er vigtigt i krisetider – men…

I bagklogskabens lys var det måske-måske ikke godt, at det politiske system i forårets halvleg i kampen mod corona trumfede det sundhedsfaglige system. Det skal jeg ikke kunne bedømme.

Men uanset, om man måtte mene, at sundhedsmyndighederne i de tidlige forårsdage var fodslæbende og ikke forstod eller ville forstå situationens alvor, så er det i sig selv ikke et argument for at give sundhedsministeren så vide rammer til personligt at definere, hvornår det er nødvendigt med voldsomme indgreb i f.eks. forsamlingsfriheden.

I lige så høj grad, som vi med en ny epidemilov skal skabe en lovgivningsramme, der kan håndtere for os ukendte og farlige sygdomme, skal vi skabe en lovgivningsramme, der kan håndtere for os ukendte og farlige personer. Det er trods alt i undtagelsestilstanden, at magten for alvor viser sig.


Morten Jarlbæk Pedersen er cand.scient.pol., ph.d. og far til tre. Til dagligt arbejder han med politisk-strategisk rådgivning af virksomheder. Til aarsskriftet-critique.dk skriver han om rammerne for politisk handling i form af institutioner, økonomi og jura.

Morten Jarlbæk Pedersen

Morten Jarlbæk Pedersen er cand.scient.pol., ph.d. og far til tre. Til dagligt arbejder han med politisk-strategisk rådgivning af virksomheder.
Til aarsskriftet-critique.dk skriver han om rammerne for politisk handling i form af institutioner, økonomi og jura.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside