Lykkeligt fed?

Sofie Hagen Foto: Tore Saetre

Er det usundt at være overvægtig, eller lider vesterlændingene blot under kapitalistismens undertrykkende, tykfobiske strukturer? Sofie Hagen hævder sidstnævnte i sin nye bog, imens Repliques anmelder retter et skarpt angreb imod tykaktivismen og dens konsekvenser.

Af Johan Chr. Nord

Lad det være nævnt som det allerførste: Jeg er hverken den oplagte læser eller anmelder af komiker og identitetspolitisk agitator Sofie Hagens morsomme, velskrevne og stærkt foruroligende selvfortælling og manifest Happy fat: fordi du godt må være tyk. Den er nemlig ikke skrevet til ”tynde, hvide, heteroseksuelle mænd” som mig.

Jeg har ikke desto mindre valgt både at læse den og skrive om den. Det har jeg gjort, fordi bogens pulsslag er en politisk-ideologisk ambition, som ikke blot angår de tykke mennesker, den er skrevet som en opmuntring til, men som, hvis Hagen og hendes holdningsfæller får magt, som de har agt, også vil få mærkbare følger for det fælles liv – herunder for os, som tilhører den gruppe, der inden for Hagens politiske horisont udsondres som de andre. For sådan er jo det politiskes grundlov: Der skal altid være en fjende, og den rolle tildeler Hagen sådan nogle som mig – kernefamiliens slanke, hvide mænd.

En guide for begyndere

I begyndelsen af Happy fat kalder Sofie Hagen selv sin bog ”en guide for begyndere”. Med begyndere menes der tykke mennesker, som skal lære at elske sig selv og deres kroppe ved at forstå, at disse kroppe er nøjagtigt, som de skal være, og at enhver form for ubehag ved egen fedtmasse udelukkende skyldes påtvungne normer fra det kapitalistiske, patriarkalske – osv. – ’flertalssamfund’, der brutalt hævder et uopnåeligt kropsideal og kynisk udgrænser de afvigende kroppe.

Denne grundforståelse kan illustreres med en passage, der handler om en nøgleoplevelse i Hagens ungdomsliv, hvor hun for første gang selv blev oplyst om sammenhængen mellem det undertrykkende, ydre værdisystem og hendes egen følelse af utilstrækkelighed. Det skete i en samtale med en studieveninde, hvis ord blev afgørende:

”Hvis du kigger tilbage”, sagde Andrea til mig, ”kan du se, at hver eneste selvhadsk tanke, hver eneste tyk-hadende følelse, kommer fra noget. En reklame, en tv-udsendelse, et modeblad, et vægttabsprodukt. Det er ikke noget, man kan læse i Den Store Faktabog. Det kommer altid fra et individ eller et system. Og ofte fra et individ, der gerne vil sælge noget. Man kan se det ske – jo værre man har det med sig selv, jo flere penge smider man efter problemet. Jo flere der gør det, jo rigere bliver disse selskaber. Så de bliver ved med at sprede det budskab – så man smider endnu flere penge efter dem.”

Umiddelbart herefter følger Hagens genkaldelse af, hvilket skred disse ord udløste i hendes indre liv:

Jeg havde altid opfattet mit negative syn på tykhed som en sandhed, og pludselig var det subjektivt. I mit hoved havde det været enkelt: Jorden er rund. Solen er varm. Det er dårligt at være tyk.

Nu vaklede mit verdenssyn. Alle de forestillinger, jeg havde fået smidt i hovedet – at min tykhed gjorde mig utiltrækkende, doven og uværdig – stammede fra nogens subjektive mening. Eller – fra et selskab, som havde noget, de ville sælge. Det, Andrea forklarede for mig, var i bund og grund kapitalisme. Jeg følte, at jeg havde forstået, hvad kapitalisme var – i teorien – men aldrig havde set, hvor stor betydning den havde for mit eget liv. Det behøver ikke være dårligt at være tyk.

Wow.

Dermed var den falske bevidsthed opløst, og impulsen frisat: Hagen fik en forklaring på, hvorfor hun så længe havde haft det så svært med sin krop – og en kamp at skænke sine kræfter til.

Det har aldrig været din skyld

Indtil dette kritiske punkt havde hun, ligesom så mange andre overvægtige mennesker, løbende underkastet sig et væld af pinsomme slanketeknikker, som alle var slået fejl – og blot havde gjort selvhadet mere og mere indgroet. Med hendes egne ord:

De første par dage [af en ny kur, JCN] var opløftende. Sulten, den intense sult, signalet om at min mave var tom, fortolkede jeg bare som tegn på, at jeg gjorde noget rigtigt. Fornemmelsen af sult var det samme som fornemmelsen af at blive tynd. Jeg spiste gulerødder, æbler, små håndfulde nødder (men ikke for mange), og jeg drak mange glas iskoldt vand […]. På et tidspunkt, som regel i løbet af ugen, nogle gange i løbet af måneden, brød jeg sammen. Så spiste jeg store mængder mad. Jeg kunne tage en bid af en vens bagel, og så føltes det, som om alt, hvad jeg havde arbejdet for, blev til ingenting, det hele var ødelagt, intet betød noget længere. Så købte jeg, hvad jeg havde lyst til, og proppede mig med det. Pizzaer – i flertal – cola, slik, chokolade, chips, alt, hvad der kunne beskrives som ’guilty pleasures’. Derefter blev jeg overvældet af skyldfølelsen, og skammen gjorde mig ofte fuldstændig depressiv.

Denne erfaring af umuligheden af at gennemføre og fastholde et vægttab kobler Hagen med almene undersøgelser af, hvor lille succesrate gængse vægttabsforløb faktisk har, og konkluderer herudfra, at det – henvendt til den tykke ideallæser – ”har aldrig været din skyld, at dine slankekure mislykkedes. De har aldrig kunnet lykkes”, og at det bedste, ’du’ derfor kan gøre, er ”at smide din badevægt i skraldespanden”, altså at droppe enhver idé om at tabe sig.

Men det er jo usundt!

Jeg forestiller mig, at der lige nu kunne sidde en læser derude med netop de ord på læberne – sikkert er det, at jeg selv gjorde det undervejs i læsningen: Men det er jo usundt! Denne indvending fortæller Hagen, at hun ofte har hørt fra mennesker, der har haft svært ved at forstå fornuften i ’tykaktivismens’ forsøg på at ligestille den svulmende krop med den slanke. Derfor har hun viet et helt kapitel af Happy fat til at afvise den almindelige opfattelse af, at der skulle være en snæver årsagsforbindelse mellem overvægt og usundhed.

Hendes væsentligste indvending imod standardopfattelsen er, at det ifølge anerkendte sundhedsfaglige studier ikke er fedtmængden i sig selv, men derimod kost- og aktivitetsfaktorer, der afgør om mennesker er metabolisk sunde, altså om de har en velfungerende kropslig omsætning af hormoner og næringsstoffer – og at det faktisk er muligt at være tyk og metabolisk sund på samme tid.

Alt det er både sandt og ganske logisk: Enhver, der har fået foretaget et kropstjek ved lægen eller i et fitnesscenter véd, at fedtprocent opgøres på to forskellige måder, den ydre og den indre, som (særligt hos kvinder) ikke nødvendigvis følges ad, og at det er den indre, der er hjertesagen, for det er den, der angiver mængden af fedt i blodbaner og omkring organer – altså den slags ophobninger, der udløser lidelsestilstandene og dødsårsagerne med det så passende navn livsstilssygdomme.

Disse mandebelærende bemærkninger

For så vidt har Hagen ret: Ydre fedtmængde er ikke i sig selv et nagelfast bevis på kropslig usundhed, for – som de undersøgelser, hun henviser til, har vist – ”op til 35% af tykke mennesker kan være metabolisk sunde”. Lad os lige vi tage den igen: op til 35% af tykke mennesker kan være metabolisk sunde.

Hvad betyder det? I Hagens sofistiske univers betyder det, at påstanden om en årsagsforbindelse mellem overvægt og usundhed er manet endegyldigt i jorden. Det gør det ikke for mig – og nok heller ikke for så mange andre, der kan regne. For os betyder det, at mindst 65% af de overvægtige faktisk er kropsligt usunde, og at der derfor er god grund til fortsat at fremhæve skadevirkningerne ved fedme. Ikke fordi de ydre fedtlag i sig selv er den afgørende årsag til fremkomsten af livsstilssygdomme, men fordi stor fedtophobning typisk sker som følge af ufornuftig adfærd i henseende til netop de to faktorer, som også Hagen anerkender vigtigheden af, altså fysisk aktivitet og sund kost – hvilket jo så må betyde, at overvægt er en statistisk valid indikation på usund kropstilstand med en træfsikkerhed på mindst 65%.

Til de interesserede kan vi røbe, at det handler meget om, hvor på kroppen fedtet har lejret sig og derfor også om det pågældende menneskes køn: Dræberen er ikke fyldige kvindelige hofter, lår, numser og barme, men derimod mavefedme, som opstår langt hyppigere hos mænd end kvinder – dels fordi fedt sætter sig meget forskelligt på de to køn, dels fordi der simpelthen er markant flere overvægtige mænd end kvinder.

Jeg forestiller mig ikke, at disse mandebelærende bemærkninger ville gøre noget nævneværdigt indtryk på Hagen, hvis hun skulle læse dem, for – som hun så selvsikkert udtrykker det i slutningen af det her omtalte kapitel (der i øvrigt bærer den passende titel ’Men det er jo usundt!´ Men det er jo hold kæft) – ”Sundhed er, først og fremmest, en personlig ting. Du skylder ikke din partner, din familie, din læge eller fremmede at leve et sundt liv.”

Forskruet, forblændet og foruroligende

Lad mig, her hvor jeg nærmer mig min afslutning, udtrykke det så enkelt som muligt: Jeg opfatter Sofie Hagen og andre ’tykaktivisters’ identitetspolitiske projekt som forskruet, forblændet og – som allerede indledningsvist anført – stærkt foruroligende.

Forskruet er projektet, fordi grundpåstanden om, at den lykkeligt fede krop er lige så god som den slanke og muskuløse, er en lodret fornægtelse af menneskeartens delagtighed i resten af naturen – et afsindigt ideologisk postulat om, at mennesket som den eneste dyreart i Verden skulle være undtaget det hierarkiske grundvilkår, der gælder for alle andre livsformer: At styrke og duelighed er bedre end svaghed og uduelighed.

Forblændet er projektet, fordi påpegningen af, hvordan kapitalismens påtvungne skønhedsidealer ødelægger menneskeliv, kun er halvdelen af historien om kapitalen & kroppene. Den anden halvdel handler om de firmaer, der netop ikke lever af at få kvinder til at hade sig selv for deres fedtdepoter (hvilket ganske rigtigt er en ærgerlig levevej), men derimod af at få alt, hvad der kan krybe, gå og købe til at glemme enhver idé om kropslig sundhed for i stedet at æde og drikke deres industrielt hyperforarbejdede lorteprodukter. For sandheden er jo, at fedme er et moderne kulturfænomen, hvis hovedårsag er udbredelsen af beviseligt skadelige ’fødevarer’, som både menneskelige kroppe og viljer åbenbart har så svært ved at håndtere, at 51% af den voksne befolkning her i landet nu vurderes at være overvægtig, men som alligevel vedbliver at frembringes, sælges og indtages – af de simple årsager, at forbrugere vænner sig til dem, og rige svin tjener penge på dem. Det fortsætter lige så længe, vi tillader det.

Og dermed er vi nået til det tredje punkt i bogstavsrim-treklangen – det foruroligende ved lykkeligt-fed-projektet: Jeg finder det dybt foruroligende at tænke på, hvilke skadevirkninger af både kropslig og sjælelig art, Sofie Hagen med sin påstand om den tykke krops jævnbyrdighed med den slanke vil kunne forrette i den læsers liv, der modtager belæringerne i velvillighed, lydigt indmejsler de naturstridige påstande i sig selv og frådende retter sin vrede imod de af os, der véd, at kropslig sundhed faktisk avler trivsel og egentlig gerne ville hjælpe andre med at opnå samme erkendelse og erfaring – i aktiv trods mod sukker- og fastfood-industrien.

Et symptom

Altså: Jeg opfatter i alt væsentligt Sofie Hagens bog som et symptom på den tidstypiske menneskelige fremmedgørelse fra erfaringen af sig selv som kropsvæsen og dyreart, og jeg tror, at hendes projekt i længden vil kunne bevirke en forøgelse af netop den lidelse blandt tykke mennesker, som hun så inderligt ønsker at afhjælpe. Hvorfor? Fordi hun fodrer dem med en drøm, som aldrig kan blive sand – og derfor vil forringe deres liv betydeligt, hvis den forsøges omsat til virkelighed.

Det var ordene. Bogen anbefales til enhver, der ønsker at stifte bekendtskab med de fedmedyrkende egne af den identitetspolitiske venstrefløj – og som kunne have lyst til at gøre det i selskab med en skribent, der midt i sin ideologiske rabies faktisk er både sjov og velskrivende.

Sofie Hagen: Happy fat – fordi du godt må være tyk. HarperCollins, 2020.

Johan Chr. Nord er cand.mag. i religionsvidenskab og tysk. Han er i skrivende stund i gang med en videreuddannelse som kostvejleder og slankekonsulent.