For nylig læste jeg romanen Augustus fra 1971, skrevet af den amerikanske forfatter John Williams. Med en raffineret komposition af mange stemmer der med udsøgt sprog kommer til orde gennem breve og erindringer, fortælles der om Romerriget og i særdeleshed om Kejser Augustus’ liv, fra hans onkel Julius Cæsars død til hans egen alderdom og død.
Magtspil, intriger, venskab, forræderi, kunst, kærlighed og forældreskab, det hele er med. Jeg har altid været fascineret af Romerriget, og denne roman gav mig et indblik i en tid og en civilisation der har haft stor betydning for udviklingen af senere samfund.
Samtidig fremstår Augustus og personerne omkring ham lyslevende, og hans tid bliver nærværende og vedkommende. Romanen er naturligvis fiktion, og John Williams kunne selvsagt ikke vide hvad Augustus tænkte og følte i en given situation, men han skrev ud fra grundig historisk research, og Augustus er blevet kaldt den bedste historiske roman skrevet af en amerikansk forfatter. Spørgsmålet er hvad mit udbytte af bogen egentlig har været.
Fik jeg mere at vide om Romerriget? Helt klart. Hvorfor ikke bare læse en fagbog om emnet? Den er jo også mere faktamættet. Hvis jeg rakte ud efter romanen og ikke fagbogen i boghandelen, var det fordi jeg vidste at forfatteren til Stoner skriver eminent. Jeg er først og fremmest litteraturlæser…
Den historiske romans udfordring
Den forfatter der skriver historiske romaner, har en udfordring fordi han skal skrive om en periode og nogle mennesker som han ikke har førstehåndskendskab til. Han kan ikke bare tage af hovedstolen, af hans egen tid, liv og baggrund.
Autofiktion er her den absolutte modpol som litterær genre. Han må derimod kombinere sin historiske research med sin fantasi og forestillingsevne. Med inddragelse af dyb menneskekundskab og empati. Det siger sig selv, at han skriver ud fra sit personlige nutidsperspektiv, og at al god historisk fiktion jo også er et produkt og en refleksion af den tid den er skrevet i.
På det sæt sker der et møde mellem en nutidig og en fortidig erfaring og bevidsthed – og samtidig et møde mellem en moderne tid og en historisk periode. Alene det valg af periode og personer som forfatteren foretager, indikerer at han mener der er noget frugtbart i at spejle nutiden i lige den historiske tid. Den historiske roman bygger endvidere bro til det som ellers er utilgængeligt for læserens erfaring, den udvider horisonten og får læseren til at danne sig alle mulige forestillinger.
I dette tilfælde: Hvad nu hvis jeg levede i Romerriget? Hvad nu hvis mine livsbetingelser var nogle helt andre end de moderne? Hvis jeg var Julius Cæsars arving, Augustus’ datter Julia? Hvad nu hvis jeg var romersk soldat? Hvis jeg var slave? Etcetera.
Det fællesmenneskelige
Litteraturen, den være sig historisk, realistisk, fabulerende eller fremtidsrettet, skaber altid det rum for læseren. Man kan blive en anden person for en stund, transcendere tid og sted, overskride grænser for køn, alder og etnicitet, for kultur og miljø… Selv den vellykkede autofiktion skaber det rum fordi Jeget bliver almengjort.
Romanen Augustus forbinder det tidsspecifikke med det almene, som alle gode historiske romaner. Personerne bliver til mennesker af kød og blod, på én gang fremmede og genkendelige.
Nogle tilfældige citater kan illustrere det. Augustus skriver således til en ungdomsven:
”Jeg skriver til dig fra mit skib, det samme som du og jeg engang brugte til at flyde i ro og mag mellem de små øer der ligger langs vores vestlige kystlinje. Jeg sidder dér hvor vi sad dengang – lidt længere fremme end midtskibs på den baldakindækkede platform hvorfra havets konstante og langsomme bevægelser kan iagttages uhindret. Vi satte sejl fra Ostia i morges….” (s. 331-332).
Hans datter Julia skriver i sin dagbog:
”Det liv jeg førte i Rom dengang, var et liv i næsten fuldkommen frihed. Tiberius var i udlandet og tilbragte selv sit år som romersk konsul i Germanien med at organisere forposter mod de barbariske stammers indtrængen. Ved de få lejligheder hvor han var nødt til at vende tilbage til Rom, blev det kun til en rituel visit…” (s. 302)
I genkendelsen af det fællesmenneskelige ligger en væsentlig oplevelse og erkendelse, som står i skarp kontrast til det meget individualiserede liv som mange lever udenfor læselampens skær. Når man læser, bliver man bevidst om at man som menneske er medlem af menneskeheden, og at man deler grundvilkår og træk med alle mennesker til alle tider.
Litteraturen samler fordi den taler om det fællesmenneskelige, hvor andre stemmer i tiden vil splitte… Min kur mod den omsiggribende polarisering, hævdelse af særstandpunkter samt identitetspolitik er derfor: Tæppebombning med gode romaner!
