Konservative kan kun lide kunst, der har hængt på museum i 100 år. Og liberale forstår ikke andet end store biler og gourmetmad.

Af Nicolaj Bang

Kunsten er ensrettet og kedeligt i Danmark. Kunstnere reproducerer den samme fortærskede samfundskritiske fortælling til glæde for en lille statsmiddeluddelende elite, men til noget der minder om ligegyldighed blandt resten af befolkningen. Der har jeg udbredt mig om i artiklen her. 

Men hvorfor er der ikke et modtryk? En understrøm af frustrerede kunstnere, som ikke kan se sig selv i det elitære indspiste kunstmiljø? Selv i de mest undertrykkende regimer finder kunsten altid en vej, og ofte er det netop her, den mest interessante kunst opstår.

Så hvor i alverden bliver de af?

At stå udenfor

Det er uden tvivl et vanskeligt projekt at stille sig uden for fællesskabet. Det medfører, at man må klare sig uden støttekroner og må tåle isolation og udskamning fra et højtråbende medievant selvbevidst slæng.

Det har en kunstner som Kristian von Hornsleth måttet sande, da han har formastet sig til at lave projekter, hvor fattige afrikanere solgte deres navn for en ged eller hjemløse der fik en GPS installeret, så man kunne følge dem rundt i London mod betaling. Begge gange forbedrede projektet de involveredes liv og stillede spørgsmålstegn ved vores opfattelse af menneskers værdi. Men de kunne også tolkes som udnyttelse eller som en hyldest til kapitalismen – og det må man ikke i kunstverdenen.

Værst var det dog, da han begyndte at skrive ”fuck you art lovers” på sine værker.

Da den ellers temmelig eksponerede kunstner sidste år fik sin første udstilling på et kunstmuseum i Randers nægtede Politikens kunstkritiker at omtale udstillingen.

Man skider ikke i egen rede!

Lyngvild og Agnes Slott-Møller

Et andet eksempel er Jim Lyngvild, en asatroende stolt homoseksuel konservativ, som har deltaget i realityshows og sladderprogrammer samt produceret alt fra cremer og haute couture kjoler til specialøl, buster af kongefamilien og seneste en række (efter eget udsagn) pompøsvulgære religiøse billeder.

Især billederne tiltrak enorm opmærksomhed, og uanset om man bryder sig om den praktiske udførsel, så skriver udtryksformen sig ind i en kunstnerisk heroisk tradition, som man sidst så, da Agnes Slott-Møller omkring det sidste århundredskifte malede sine portrætter af historiske konger, dronninger og helte.

Hun blev i øvrigt isoleret fra dansk kunstliv i den såkaldte Bondemalerstrid som foregik i Politikens spalter, hvor hendes kunst blev diskvalificeret som ”dekorativ og monumental”.

Lyngvild bliver i samme avis konsekvent omtalt som ”realitystjernen” af anmelderne af hans udstillinger, som trods massiv kritik har formået at tiltrække titusindvis af nye besøgende til både kirker og museer.

Dissens har en pris

Så der findes eksempler på kunstnere, som går imod strømmen med succes. Men Hornsleth lever tilsyneladende af at indrette barer rundtom i landet og Lyngvild var velhavende før han begyndte at producere sin kunst og er de to herrer egentlig et borgerligt modsvar til den etablerede kunstverden, eller er de provokatører, som grundlæggende trives ved at stå uden for det gode selskab?

Der er næppe tvivl om, at begges kunst splitter holdningerne blandt borgerlige generelt.

Men heri ligger måske en del af forklaringen.

Konservativ antikvarisme og liberal bøvethed

Er der overhovedet opbakning til samtidskunst blandt borgerlige?

En del konservative synes først at kunst er interessant, når det har stået på et museum i et århundrede og mange liberale mangler den dannelse der skal til, for at man kan sætte pris på andet end store biler og gourmetmad.

Hvordan behandler vi som borgerlige den unge lidt famlende kunstner, der har fravalgt sikre karriereplaner til fordel for et usikkert liv som udøvende kunstner?

Man bliver næppe mødt med samme beundring og opbakning, som man ville opleve i de kreative miljøer på venstrefløjen.

Og hvad hvis det er vores eget barn der en dag kom hjem og fortalte, at vedkommende var droppet ud af jurastudiet til fordel for en drøm om at blive kunstner?

Det kan måske gå, hvis det var et liv som iværksætter man ville forfølge – men kunstner?

Det er der jo ingen fremtid i!

Så når vi næste gang trætte zapper væk fra den overpiercede prismodtager, som bruger sin takketale til at fordømme alle os skimlede kældermennesker bør vi måske reflektere lidt over, at det ikke kun er venstrefløjen der modarbejder borgerlig kunst.


Nicolaj Bang er BA Jur og medlem af Regionsrådet i Midtjylland for Det Konservative Folkeparti. Han underviser til dagligt i erhvervsjura og strategi. Han er desuden tidligere landsformand for Konservative Studerende og vil på aarsskriftet-critique.dk særligt beskæftige sig med konservatisme i hverdagslivet og i den praktiske politik.