Biden

Amerikansk revolution – med Joe Biden i spidsen?

7. oktober 2020
10 minutters læsetid

Det demokratiske alternativ til Trump er kaotisk og revolutionært. Er modstanden mod Trump nok til at samle demokraterne, der ind til for nylig havde store indbyrdes uenigheder? Helle Birk skriver om det historiske præsidentvalg i Replique: ”Spørgsmålet er, om demokraterne kan få vælgerne til at tro på deres fortælling om USA som en racistisk failed state, der skal bygges op på ny. Og om vælgerne for alvor tror, at det der tilbydes, bliver bedre. Og kan en 78-årig karrierepolitiker reelt være progressiv?”

Af Helle Birk

Den tidligere senator fra Delaware forsøgte helt tilbage i 1988 at blive Demokraternes præsidentkandidat. Tyve år senere tabte han igen nomineringen og blev sin rival, Barack Obamas, modvillige vicepræsident. På den betingelse at han blev hans advisor-in-chief, når han nu ikke kunne blive commander-in-chief.

I den følelsesladede selvbiografi fra 2018 Promise Me, Dad beskriver Joe Biden, hvordan Obama erklærede sin støtte til Hillary Clinton, da han igen luftede sine ambitioner om at stille op i 2016 – for til sidst at opgive. Her i 2020 er der fuld støtte fra den tidligere præsident og førstedame, der holdt agiterede taler imod Trump på det demokratiske partis konvent.

Biden, der har været i amerikansk politik, siden han som 29-årig blev valgt ind i senatet, stiler med egne ord mod at blive historiens mest progressive præsident, men understreger samtidig, at det ikke udelukker et frit marked og kapitalisme. Spørgsmålet er imidlertid, hvad det betyder at være progressiv i det demokratiske parti anno 2020. Har Donald Trump ret, når han hævder, at Biden er en galionsfigur for det, han kalder den skøre radikale venstrefløj? Jill Biden, der har skrevet børnebøger om sin mands fortræffeligheder, kan bedyre nok så meget, at hendes mand er moderat.

Det ændrer ikke på, at der en lille, magtfuld kerne blandt demokraterne, der ikke er det. Nancy Pelosi sagde tilbage i 2019, at de fire minoritetskvinder kendt som The Squad med Alexandra Ocasio-Cortez i spidsen, bare var fire stemmer i Repræsentanternes Hus, da de udfordrede hende og antydede racisme. Men det var dengang. Nu er The Squad og senatorerne Elizabeth Warren, Bernie Sanders og ikke mindst Kamala Harris toneangivende i partiet. Og de går ind for gratis uddannelse og sundhedspleje til alle, også illegale immigranter, og vil revolutionere det USA, de beskriver som strukturelt racistisk. Så de amerikanske vælgere skal gøre sig klart, om de foretrækker en revolution á la det nye demokratiske parti fremfor Trumps Amerika, inden de går til valgurnerne den 3. november.

Ordsalat og empati

En vigtig del af fortællingen om Joe Biden er hans private tragedie. Han mistede sin første hustru og datter i et trafikuheld, og pendlede som enlig far mellem Washington D.C. og Delaware, da hans to sønner var små. Den ene, Beau, døde af kræft i 2015. Det har gjort ham til et empatisk menneske i modsætning til den siddende præsident, må man forstå. Men da en fabriksarbejder fra Detroit tilbage i marts spurgte ind til sin grundlovssikrede ret til at bære våben, som han mente var i fare, hvis demokraterne kom til magten, fremstod Biden uligevægtig, og ikke særlig værdig, og kaldte manden for horse’s ass. Netop det, at Biden har kort lunte og hang til frisprog anføres som en af hans få svagheder i de få biografier om ham. En meget lang enetale i Senatet fik hans daværende kollega, senator Obama, til at skrive på et stykke papir: Skyd. Mig. Nu. (Levingston: Barack and Joe).

Ordholdenhed er en vigtig værdi for Biden, der taler om the word of a Biden. Derfor var det også et hårdt slag, da han blev beskyldt for plagiat som førsteårs jurastuderende og måtte skrive en opgave om. Fordi han havde undladt, ikke at kildeangive, men at gøre det konsekvent. Da han gav sin Iowa State fair tale i 1987, iscenesatte han sig selv som søn af en kulminearbejder og spurgte retorisk, om grunden til, at han var den første Biden, der fik en universitetsuddannelse var, at Biden-familien ikke var intelligent nok. På venstrefløjen er det et plus i partibogen at have arbejderbaggrund. Men den historie han fortalte, og også retorikken, var den britiske Labour-leder Neil Kinnocks. Joe Biden kommer fra en middelklassebaggrund. Først var det en rig onkel, der sørgede for, at familien levede en komfortabel tilværelse. Efter nogle svære år blev det hans fars brugtvognsforretning. Da Barack Obama i sin 2011-tale om rigets tilstand refererede til Biden som en arbejderklassedreng fra Scranton, var det lidt af en tilsnigelse.

Den ellers åbenmundede Biden holder lav profil her i 2020, og undgår helst at svare på spørgsmål fra andre end rapperen Cardi B. Nancy Pelosi har offentligt talt imod, at Joe Biden deltager i debatter mod Trump. Angiveligt fordi det er under Bidens værdighed. Republikanerne har en anden forklaring: Nemlig at præsidentkandidaten, Bunker Biden, som de kalder ham, vil have svært ved at tale uden en teleprompter på grund af tiltagende kognitive problemer.

Den beskyldning er blevet delvist sparket til hjørne. For Biden havde få artikulatoriske problemer under den 90 minutter lange, første præsidentdebat for nylig. Selvom Fox News’ nyhedsvært måtte bede ham om svare mere præcist et par gange, så talte han – næsten – uden manuskript.

Duellen blev afholdt i Cleveland i svingstaten Ohio. I de sidste 60 år er den præsidentkandidat, der har vundet Ohio, endt i Det Hvide Hus. Hvem der vandt den første præsidentielle debat, er svært at sige. For den handlede meget lidt om kunsten at debattere. Præsident Trumps retorik var som på Twitter, når han talte til og om – dog ikke SleepyCreepy Joe, men bare Joe.

Demokraterne foretrækker sandhed frem for fakta, har Biden tidligere salvelsesfuldt udtalt. Under debatten påberåbte han sig ligeledes moralsk overlegenhed ved at kalde Trump for løgner – og racist. Trumps anklager om at Biden er i lommen på den yderste venstrefløj, affærdigede han med, at han er Det demokratiske parti, og betonede, at han var ikke bare imod – men komplet imod – nedskæringer i budgettet til politiet. I endnu et forsøg på at fremstå moderat undsagde Biden The Green New Deal, og talte om en såkaldt Biden Plan. Ikke overraskende fik abort- og racismespørgsmålet begge kandidater op i det røde felt.

Abortmodstanderen Biden

I USA er det præsidentens prærogativ at udpege højesteretsdommere. Det har Trump gjort hele to gange. I 2016 udtalte nyligt afdøde højesteretsdommer Ruth Bader Ginsburg, at der ikke var noget i forfatningen, der afholdt præsidenten fra at udpege dommere – i sit sidste år i embedet. Ginsburg, der dengang truede med at flytte til New Zealand, hvis Trump blev valgt, refererede til daværende præsident Obamas nominering af Merrick Garland i marts 2016. Men Republikanerne havde ligesom nu flertallet i senatet, og forhalede senatshøringerne. Nu kan den med Trumps ord juridiske titan meget vel risikere at blive slået med egne ord.

Og hvad har det så at gøre med abort? Trump sætter himmel og jord i bevægelse for at få udnævnt sin tredje højesteretsdommer, Amy Coney Barrett, og dermed sikre absolut flertal for Republikanerne med 6-3 i USA’s højesteret. Nu forestår så senatshøringerne til godkendelse af præsidentens nominering, der er tilhænger af våbenlovgivningen, katolik, mor til syv og erklæret abortmodstander.

Under Trump-administrationen har røde stater lukket abortklinikker og vedtaget love, såkaldte trigger laws, der vil forbyde abort og give strenge straffe til abortlæger, når eller hvis en kommende højesteretsdom gør fri adgang til abort forfatningsstridigt. Det er ikke sket endnu. Men Trumps seneste SCOTUS-udnævnelse vil øge momentum, mens en Biden-udnævnt vil gøre det modsatte. Biden lovede tilbage i juni måned ikke overraskende at nominere en sort kvinde, hvis han vinder valget.

Abort udføres kun på særlige abortklinikker i USA, for ifølge Hyde-lovtillægget fra 1976 er offentlig støtte til abort forbudt. Biden støttede indtil for nylig den politik, og det har gjort den påståede moderate politiker upopulær hos aborttilhængere.

Biden er noget så sjældent som en demokrat, der er imod abort, fordi han er rettroende katolik, men bedyrer, at som en god demokrat vil han naturligvis ikke pådutte andre sin tro. Det standpunkt gjorde, at en katolsk præst afviste at give Biden sakramentet i en kirke i South Carolina på grund af hans – i den katolske kirkes optik – alt for liberale holdning til abort. Hans vicepræsidentkandidat Kamala Harris er anderledes klar i mælet. Hun støtter Women’s Health Protection Act, der vil tillade abort efter tredje trimester, de såkaldte partielfødselsaborter.

Vicepræsident Mike Pence er ligesom Biden katolik, og han er ligeså indædt abortmodstander, som Harris er tilhænger. Det er en del af hans valgretorik, at med Kamala Harris som vicepræsident får amerikanerne det, han kalder abortion on demand. Og det kan skræmme vælgere væk, ligesom det heller ikke hjælper, at Biden har fået sin egen ’metoo’-sag på halsen.

Klamme Joe

Kvinderettigheder står højt på den demokratiske agenda. Hashtaggene #Metoo og #IBelieveHer har vist sig at være bevægelser, der kan bruges politisk – hvis nogen skulle være i tvivl. Så Senator Harris viste ingen nåde under senatshøringerne i forbindelse med, at Trump havde nomineret Brett Kavanaugh til højesteretsdommer, og Christine Blasey Ford anklagede ham for seksuelle overgreb. Men da Tara Reade trådte offentligt frem med anklager imod sin tidligere arbejdsgiver, Joe Biden, fik piben en ganske anden lyd. Under primærvalget, hvor Biden var en af hendes modkandidater, troede hun ganske vist rutinemæssigt på Reade, og udtalte uden at lade megen tvivl tilbage om, hvad hun mente, at det var Bidens egen beslutning, om han ville træde tilbage fra primærvalget. Men så vandt Biden som bekendt nomineringen. Og så var det pludselig Joe Biden, ikke bare Harris, men også Pelosi og Hillary Clinton troede på. Uanset, at de ellers havde været blandt de varmeste tilhængere af at tro på kvinder, der fremsatte – uunderbyggede – anklager mod mænd. Pelosi afviste kategorisk at udtale sig yderligere om sagen. For Joe Bidens personlige integritet kunne ikke bestrides, lod hun forstå. Siden har man hørt forbavsende lidt om Tara Reade og meget mere om George Floyds død.

George Floyd eller David Dorn in memoriam

Under Ferguson-optøjerne tilbage i 2014, hvor en sort mand blev dræbt, blev to betjente efterfølgende skudt i deres patruljevogn i New York. Daværende vicepræsident Biden tog til den enes begravelse og til kondolencebesøg hos den andens forældre for at vise sin og Obama-administrationens støtte til New York’s finest. Det var dengang. Nu støtter politiet i New York åbent Trump, og Ilhan Omar fra The Squad råber: Nedlæg politiet.

Under primærvalgene i år blev Biden mødt med indirekte racismeanklager fra sin nuværende vicepræsidentkandidat. Fordi han ikke havde støttet bussing i sin tid. Et tiltag, hvor elever, primært sorte, fra skoler fra udsatte områder blev fragtet til andre, bedre, skoler med primært hvide elever. Harris var en af de elever, der blev fragtet med skolebus, fortalte hun under stor mediebevågenhed. Hvad hun glemte at fortælle foran de rullende kameraer, var, at hun er datter af to prominente universitetsprofessorer. Med til billedet hører også, at borgerrettighedsbevægelsen, som Biden støttede tilbage i tresserne, medførte omfattende reformer med lige borgerrettigheder samt love om positiv særbehandling, affirmative action, der bl.a. har sikret ikke mindst sorte amerikanere fripladser og legater til landets universiteter. Noget, som også Black Lives Matter behændigt undlader at omtale.

Demokraterne støtter åbenlyst BLM-bevægelsen i 2020-valgkampen. En bevægelse hvis tre grundlæggere er selverklærede marxister. BLM kæmper ikke kun for sortes, men også for immigranters, inklusive de illegales, rettigheder og for en revolution af det bestående samfund med afskaffelse af politiet, alternative familiestrukturer i stedet for den traditionelle kernefamilie og for en befrielse fra det de kalder den hetero-normative tankegangs faste greb. På hjemmesiden finder man et fotografi af den flere gange dømte George Floyd, som demokratiske kongresmedlemmer med Nancy Pelosi i spidsen har gjort knæfald og holdt 10 minutters stilhed for. Biden deltog i Floyds begravelse (via videolink).

Under det demokratiske partis konvent nævnte Hillary Clinton BLM-bevægelsen direkte, ligesom Michelle Obama gjorde det. Kamala Harris har ladet sig fotografere iført det Konte-klantørklæde fra Ghana, der symboliserer støtte til bevægelsen. At der er strukturel racisme i USA, betragtes som en given sandhed i demokraternes lejr.

Trump derimod kalder BLM for en terrorbevægelse og påpeger, at i demokratisk styrede stater som New York, Californien og ikke mindst Kenosha, Wisconsin herskede kaos i kølvandet på BLM-demonstrationer. Republikanerne har deres egen helt, nemlig David Dorn, en sort pensioneret politibetjent, der blev skudt, da han forsøgte at forhindre plyndringer af en vens pantelånerforretning under BLM-protester i St. Louis. Til det republikanske partis konvent var det David Dorns enke, der talte.

Præsident Trump vil udstede et dekret, 1776 Commission, der skal fremme patriotisk historieundervisning i skolerne og ære 250-året for USA’s uafhængighed. Tiltaget skal ses i sammenhæng med The New York Times Magazines lancering af the 1619 project, der vil gøre 400-året for, at de første slaver satte fod på amerikanske jord, til omdrejningspunkt for USA’s historieundervisning. Kamala Harris gav sin fulde støtte til projektet tilbage i 2019.

Spørgsmålet er, om demokraterne kan få vælgerne til at tro på deres fortælling om USA som en racistisk failed state, der skal bygges op på ny. Og om vælgerne for alvor tror, at det der tilbydes, bliver bedre. Og kan en 78-årig karrierepolitiker reelt være progressiv?

Når demokraterne påberåber sig moralsk overhøjhed, gør de sig sårbare over for anklager for dobbeltmoral og opportunisme. Ikke mindst når de vender på en tallerken og fx først tror på alle kvinder, og senere kun på de kvinder, der ikke anklager Joe Biden.

Ønsker flertallet af det amerikanske folk virkelig en radikal grøn omstilling, gratis uddannelse og sundhedsvæsen til alle, også illegale immigranter, med store skattestigninger til følge samt nedskæringer af politiets budgetter, med hvad det måtte medføre af øget kriminalitet? Det får verden at se i november.

Helle Birk, uddannet cand.jur. og cand.mag., gymnasielektor og lærebogsforfatter. 

 

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside