Sexisme

Sofie Linde og mediebranchens klamme mænd

17. september 2020
3 minutters læsetid

Af Anne-Marie Vestegaard

Siden TV2-værten Sofie Linde i Zulu Comedy Galla den 26. august fortalte om en oplevelse med seksuel afpresning hun havde som 18-årig i DR, har alle talt om sexisme, sexchikane og overgreb i mediebranchen – og ret hurtigt også i andre brancher. Den 11. september offentliggjorde Politiken navnene på 701 kvinder som har skrevet et åbent brev til mediebranchen om oplevelser med ”en sexistisk kultur”. Dobbelt så mange er i skrivende stund blevet medunderskrivere. Det ligner en sneboldseffekt og giver mindelser om den amerikanske MeToo-bevægelse i 2017, der som bekendt bragte en navnkundig filmproducent til fald.

Der tales om en ketchup-effekt og en gylden mulighed for at sætte navne på overgrebsmænd og rydde op i en rådden arbejdspladskultur. Jeg har fulgt debatten på de skrevne og de sociale medier, og der dukker historier op om udskejelser og magtfuldkommenhed som man troede hørte en anden tid til. Vi har trods alt haft fokus på sexchikane siden halvfemserne – og en ret stor bevidsthed om problemet. Alt i alt kan man selvfølgelig kun bifalde at de mænd som på det groveste har udnyttet deres magt i en prestigefyldt branche, får deres straf.

For bred sexisme-definition

Men man kan godt problematisere den rammesætning som debatten er foregået ud fra, som også ligner MeToo-bevægelsens udgangspunkt. Alt hvad der opleves af kvinden som værende upassende og krænkende skal med, så det er en uendelig bred forståelse af sexisme. Krænkelserne kan foregå verbalt, på skrift eller via billeder, og i værste tilfælde fysisk.

Eksemplerne i medierne går fra bemærkninger om hvordan personen dog kan klare at have mand og børn i så krævende et job, til komplimenter i forhold til påklædning og udseende, og videre til lumre ytringer, berøringer, befamlinger og deciderede overgreb og voldtægter. Det hele kommer i én pærevælling, ligesom der ikke skelnes mellem hvad en sidestillet kollega og en overordnet eller chef gør sig skyldig i. Sidstnævnte kan misbruge sin magt, det siger selv.

Polarisering

Resultatet er forudsigeligt, ligesom med MeToo-bevægelsen og dens mange forgreninger. Der opstår lynhurtigt to fronter: På den ene side de som relativerer udsagnene og hævder at problemet er meget lille eller ikke-eksisterende. På den anden side de som hævder at problemet er omfattende og nærmest findes på alle arbejdspladser med både mænd og kvinder. Sidstnævnte bruger begreberne ”hyggesexisme” og ”strukturel sexisme”. Den første gruppe mistænkeliggør de kvinder der står frem med deres historier. Dét har Sofie Linde også oplevet.

Den anden gruppe godtager pr. automatik enhver historie, også når den krænkende mand bare ville være galant eller imødekommende overfor en sidestillet kollega, eller måske simpelt hen var lun på hende(!). Tænk i den forbindelse på hvor mange der i dagens Danmark finder deres partner på arbejdspladsen – logisk i forhold til de mange timer de fleste tilbringer på job! Desuden findes den uskyldige kollegaflirt jo stadig…

Omvendt er der kvinder (og sikkert også mænd) der bruger deres tiltrækningskraft og seksualitet til at fremme deres professionelle ambitioner. Sjovt nok er det nærmest tabu at hævde det i disse feministiske tider. Ve den der siger det offentligt, så er helvede løs… Femme fatale-typen og ideologisk feminisme er inkompatible størrelser.

Imod os eller med os

Debatten uden nuancer og relativeringer minder om lignende debatter om racisme og andre former for diskrimination. Den låner sin logik fra identitetspolitikkens enten-eller og dens præmis om en fast gruppeidentitet. Der er er undertrykkere og undertrykte. Enten er du imod os eller med os.

Konsekvenserne er allerede tydelige: Hvis man tillader sig at problematisere og relativere nogle af de oplevelser som kvinder fortæller om, er man sexist og victim-blamer. Hvis man omvendt tager alle historier for gode varer og ikke skelner mellem små irritationer og grove krænkelser, deltager man i en dæmonisering af mandskønnet og en tilsvarende offergørelse af kvindekønnet. Ingen af positionerne er holdbare. På langt sigt vil de fastfrosne fronter medvirke til en yderligere polarisering mellem kønnene.

Sidestillingen af små og store krænkelser, tilsat den feministiske ideologi der vinder mere og mere indpas, risikerer at give bagslag. Med det forgiftede debatmiljø og de stivnede fronter bliver det mere og mere vanskeligt at finde frem til de grove krænkelser og retsforfølge gerningsmændene. Til skade for kvinderne – og for mændene, der efterhånden ikke ved hvordan de skal gebærde sig. Det vil komme til at sætte sit negative præg på det normale, kønsblandede, danske arbejdsmiljø, hvor ligeværd og respekt hersker, med alt hvad det indebærer af dynamik, inspiration, samarbejde, kammeratskab og flirt.


Anne-Marie Vestergaard er cand.mag. i litteraturhistorie og filosofi. Underviser på HF-kursus og Folkeuniversitetet og har blandt meget andet skrevet artikler om idé- og værdikamp. Hun har skrevet afhandling om senmoderne litteratur, hermeneutik, pædagogik og dannelse. Hun er Optaget af modernitet og verdslighed og særlig sensitiv overfor poststrukturalisme, identitetspolitik og feminisme – og disse ideologiers blinde vinkler.

Anne-Marie Vestergaard

Anne-Marie Vestergaard er cand.mag. i litteraturhistorie og filosofi. Underviser på HF-kursus og Folkeuniversitetet og har blandt meget andet skrevet artikler om idé- og værdikamp.

Hun har skrevet afhandling om senmoderne litteratur, hermeneutik, pædagogik og dannelse. Hun er Optaget af modernitet og verdslighed og særlig sensitiv overfor poststrukturalisme, identitetspolitik og feminisme – og disse ideologiers blinde vinkler.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside