Jo, Identitetspolitikken på universiteterne er virkelig og må bekæmpes!

29. september 2020
4 minutters læsetid

Identitetspolitik fylder mere og mere på den politiske scene. Et fænomen, der hidtil primært har hærget i USA, anført af den famøse ’woke’ bevægelse ser nu også sit indtog i Danmark, og truer den borgerlige, frie fornuft på alle leder og kanter. Senest med det nystiftede parti, ’De Frie Grønne’, som i bedste Black Lives Matter-jargon påstår, at de vil være kompromisløse i deres kamp mod racisme i Danmark – anført af den tidligere alternativist og SF’er Sikandar Siddique, som for kort tid siden foreslog, at kvinder skulle have fri fra arbejde, når de havde menstruation.

Identiteter spilles ud mod hinanden

På Christiansborg flagede man i Pride-ugen med organisationen LGBT+’s flag; en venstreorienteret, politisk bevægelse, som går ind for opløsning af kønnene. Ytrede man et kritisk ord om dette valg – at flage med en politisk organisations flag på Christiansborg – fik man straks at vide, at man var homofob. Og ligesom hvide helst ikke skulle blande sig i debatten om Black Lives Matter, havde man heller ikke forudsætninger for at blande sig i denne debat, hvis man var heteroseksuel, og derfor ikke forstod, hvad det handlede om.

Dette fokus på, hvem man er, i stedet for hvad man siger, er et af de helt centrale problemer ved identitetspolitikken: her spilles forskellige identiteter og befolkningsgrupper ud mod hinanden. Det er pludseligt blevet moderne at tillægge køn, seksualitet og etnicitet en værdi igen, når der diskuteres i den offentlige debat, eller når der foreslås love om særrettigheder til minoriteter. Denne form for ’omvendt diskrimination’ kan forekomme absurd, når vi i så mange år har kæmpet for at køn, seksualitet og etnicitet netop ikke skulle have en betydning i bedømmelsen af det enkelte individ.

Universiteterne og identitetspolitikken

Som studerende på Københavns Universitet opleves tendensen også tydeligere og tydeligere. Det synes efterhånden at være et illegitimt synspunkt at bekende sig til en binær kønsopfattelse og holde fast i, at der helt grundlæggende er biologiske forskelle på mænd og kvinder, som også har betydning for, hvilke liv vi kommer til at leve som mennesker.

Holdninger som disse klandres for at stødende, krænkende, transfobiske og hadske. Forelæsere bliver udskældt for at referere til de to biologiske køn i undervisningen og i spørgeskemaundersøgelser. Man kan nærmest ikke gå til en forelæsning uden at det bliver påtalt, at pensum-forfatterne er ciskønnede, hvide, heteroseksuelle mænd – som om det skulle være relevant for den viden, vi tilegner os – og der er snak om at udvælge pensum, som er mere ’mangfoldigt’.

På Århus Universitet vil man nu til at prioritere at ansætte kvinder for at kompensere for flere tusinde års undertrykkende patriarkat – hvilket jo så må betyde, at det at diskriminere på baggrund af køn ikke er forkert i sig selv, det skal bare være det rigtige køn, der diskrimineres. På Københavns Universitet er der lagt restriktioner for, hvad man må klæde sig ud til fester – fordi det er utroligt krænkende for mexicanere, hvis hvide privilegieblinde studerende tager en sombreo på.

Og på SDU har man besluttet at indrette undervisningen efter FN’s Verdensmål – for hvorfor ikke bare fuldstændigt droppe idéen om forskningsfrihed på universitetet, og i stedet gøre det til en ideologisk opdragelsesanstalt, hvor de danske studerende lærer at tænke gode, venstreorienterede, politisk korrekte tanker, som de så kan bruge resten af deres liv på at videreføre i det danske samfund.

Hvorfor er identitetspolitikken så populær blandt akademikere?

Og her tror jeg, vi finder en stor del af kimen til problemet; den akademiske verden er så venstreorienteret og socialkonstruktivistisk, poststrukturalistisk, feministisk og postkolonialistisk anlagt at det halve kunne være nok, og disse ideologier og teorier manifesteres som sandheder på uddannelsesinstitutionerne og spredes gennem denne kulturradikale elite fra toppen af samfundet og trækkes ned over hovedet på resten af befolkningen gennem medierne, lovgivningen og forvaltningen.

Et godt eksempel på, hvordan en ideologisk tankegang har spredt sig fra den akademiske verden og ud i resten af samfundet er synet på køn; i Folketinget debatteres det på nuværende tidspunkt, om man skal tillade juridisk kønsskifte til børn. Denne utroligt kønsrelativistiske tankegang var for 40 år siden reserveret en lille fraktion af den akademiske verden – en yderligtgående, ekstremt socialkonstruktivistisk fraktion, der blev betragtet af de fleste som at være lidt ’out there’. I dag er det så blevet til mainstream politik. Men spørgsmålet er; er befolkningen med på denne dagsorden? Jeg tror det ikke.

Hvad skal vi gøre?

Og her ser jeg faktisk en mulighed for den borgerlige og konservative fløj. Vi skal tale imod identitetspolitikken, og tale til alle de almindelige, fornuftige mennesker, som ikke er blevet indoktrineret i den socialkonstruktivistiske lære og som ikke giver meget for ’woke’ tiltag.

Vi skal turde tage disse kampe, også selvom det givetvis medfører nogle bemærkninger med på vejen om hvor usympatiske og intolerante vi er. Vi borgerlige har sovet i timen. Vi har ladet de venstreorienterede få alt for meget indflydelse. Vi skal sige fra på uddannelsesinstitutionerne, på arbejdspladsen, i lokalsamfundet, i den politiske verden, i den offentlige forvaltning, alle steder, hvor den offentlige opinion og kultur dannes, spredes og reproduceres.

Vi skal ikke acceptere, at virkeligheden kan konstrueres gennem sprog, at intet er absolut, at biologien ikke spiller nogen rolle, og at strukturer, orden og hierarki per definition er ondt.

For mig personligt foregår kampen på universitetet, hvor jeg færdes og har min hverdag. Vi bør alle overveje, hvor vi kan gøre en forskel og gøre modstand mod den skadelige totalitære identitetspolitiske ideologi.

Christian Holst Vigilius

Christian Holst Vigilius er stud.scient.pol. og bachelor på Københavns Universitet. Han er desuden landsformand for Konservativ Ungdom. Hans politiske kompas er Gud, Konge og Fædreland.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside