Ja, Jeppe Kofod er klam, men er det ikke for sent at slå politisk plat på hans magtmisbrug efter 12 år?

Af Stig Høgh Rasmussen

Efter Sofie Lindes tale til Zulu Awards har det ikke skortet på anekdoter om kvinders oplevelse med sexchikane på arbejdspladsen. Og gudskelov for åbenheden. Sexchikane er en klam taberadfærd, og den må og skal fordømmes og behørigt straffes. Punktum.

Men debatten har samtidig vakt en gammel sag til live. Dengang nuværende udenrigsminister Jeppe Kofod havde sex med en 15-årig pige, da DSU afholdt seminar på Esbjerg Højskole.

Skandalen, som fik døbt ministeren ’Kneppe Kofod’ i Politikens ATS, var helt med rette ikke uden konsekvenser for Kofod. Forbud mod at vise sig i DSU-regi. Samtlige udvalgsposter og udenrigsordførerskabet røg sig en tur. Ord som utilgiveligt blev offentligt brugt om sagen af partifæller.

Alternativ seksualmoral

Dette har tilsyneladende ikke, nu 12 år efter Kofod misbrugte sin status som MF’er og oplægsholder, været tilstrækkelig fordømmelse i alles øjne. Ligestillingsordførerne for Det Radikale Venstre, Samira Nawa, og Alternativet, Franciska Rosenkilde har begge kritiseret, at Kofod er udnævnt til minister.

For Franciska Rosenkildes vedkommende forholder man sig kritisk til ”Om det er okay at have udnævnt en udenrigsminister med den sløje form for etiske dømmekraft”.

(En ny alternativistisk slags etik. Den slags etik, hvor f. eks anmodninger om penisbilleder og sexgynger blot er et udtryk for en festkultur og ikke er ægte #metoo potentiale).

Og radikal seksualmoral

De Radikales Samira Nawa var mere klar i spyttet. Hun gav udtryk for, at Radikale Venstre aldrig havde sat Kofod på ministerholdet. Men alligevel er det ikke så slemt, at man vil kræve ministerens afgang.

Politisk leder for det Radikale Venstre Morten Østergaard lod til at være enig. Og i sædvanlig radikal stil alligevel ikke. Først erklærede han tillid til regeringen, thi det er dejligt med indflydelse. Men tog samtidig også afstand fra sig selv for 12 år siden (Ikke meget anderledes end Jeppe Kofod? ).

For 12 år siden gjorde Østergaard det klart, at

Vi vil ikke forsvare Jeppe Kofods handlinger, men en sådan lovlig dumhed ville ikke have fået de samme konsekvenser i forhold til tillidsposter i Det Radikale Venstre”. Til i dag, hvor parolen lyder: ”Jeg har aldrig sagt andet, end at det var en forfærdelig sag. Men når jeg ser på den udtalelse i dag, så ja, så ville jeg sige noget andet, hvis en tilsvarende sag opstod nu.”

Der er strengt taget intet at være forbavset over. Folkevalgte med en umoralsk opførsel. Politikere der skifter standpunkt. Radikale, der prøver at tage flere standpunkter. Det er næsten så forudsigeligt, at det halve kunne være nok. Og det rejser et vigtigt spørgsmål:

Hvorfor først nu?

Hvorfor først nu? Hvis standpunktet i Det Radikale Venstre hedder, at man fordømmer Kofods opførsel for 12 år siden, kunne kritikpunktet vel lige så godt komme sidste år som i år?

Der er hist og her antydet, at årsagen til tidspunktet er Sofie Lindes tale. Hvis dette er sandt, har det nyfundne radikale synspunkt i Kofods sexskandale en afskyelig eftersmag af politisk opportunisme. Kofods sexskandale er vel næppe blevet mere forkastelig efter at Sofie Linde stod frem?

At ruske op i en 12 år gammel sag, der ikke førte til en strafferetlig proces, blot for at markere at man er med på antisexisme-vognen, og alligevel ikke kræve ministerens afgang er omtrent så brugbart, som forhud er under en omskæring.

(Eller så brugbart som Anders Samuelsens stålsatte øjne under forhandlinger, til de sarte typer).

En parallel kan drages til straffelovens bestemmelser om forældelsesfrister. Hvor længe skal en forfærdelig gerning forfølge dig gennem resten af livet? Især hvis gerningen ikke blev betragtet strafbar, og hvis der er tale om samtykke?


Stig Høgh Rasmussen er jurist fra Aarhus Universitet. Han er aktiv i Konservativ Ungdom og har bl.a. skrevet for tidsskriftet Paragraf. Derudover er han altid krænket af krænkelseskulturen. På aarsskriftet-critique.dk skriver han om bl.a. retsstaten, udlændingepolitik, de postfaktuelle indspark i debatten og naturligvis krænkelseskulturen.