William F. Buckley: Taberen der sejrede

Den danske borgerlighed befinder sig i en dyb krise, og spørgsmålet er, om der er håb forude? Frederik Ambjørn og Marc S. Hvidkjær svarer ja, idet de peger på en amerikansk parallel i 1950’ernes og 60’ernes republikanske parti. De fortæller historien om William F. Buckley Jr., der banede vejen for en den amerikanske konservatismes renæssance.

Af Frederik Ambjørn & Marc Sabatier Hvidkjær

Det er mørke dage for borgerligheden. Venstre er forfaldet til at være det gule tilbud på rød politik. Partiet har været i ideologisk dvale de seneste 20 år, da den gyldne formular for at vinde folketingsvalg, stram udlændingepolitik og vedligeholdelsen af velfærdsstaten, har kvast al efterspørgsel efter politisk nytænkning i blå blok. Mette Frederiksens reorientering af Socialdemokratiet betyder dog at denne formular er sat ud af spil og oppositionen fremstår retningsløs.

Borgerlighedens krise stikker dog dybere end et tab af magten. For problemet er i dag, at få borgelige i det hele taget tror på at vælgerne vil borgerlig politik. Man forsøger som sagt at være den billige udgave af socialdemokratiet, men som afspejlet i meningsmålingerne, foretrækker befolkningen her den ægte vare.

Er der noget håb forude? Det er der bestemt. For de borgerlige er på mange måder i dag det samme sted som det republikanske parti var i 1950’erne og 1960’erne, der netop lå meget tæt op ad demokraterne. Efter Franklin D. Roosevelts historiske ekspansion af den amerikanske velfærdsstat i 1930’erne turde man ikke længere at føre politik, der stred mod dette paradigme som Roosevelt påbegyndte.

Der var lang vej til de gyldne 1980’ere, hvor Ronald Reagan kom til magten med enorm popularitet. Men det var bestemt ikke klart i 1950’erne og 1960’erne at en sådan figur kunne vinde præsidentposten for det republikanske parti. Der er dog særligt en figur der kan krediteres for denne historiske sejr, og det er den intellektuelle arkitekt af det republikanske parti: William F. Buckley jr. Buckley er taberen, der i sidste ende sejrede med Reagan. Men vejen til succesen var brolagt med udfordringer. Her er fortællingen om den mand, som næsten egenhændigt transformerede det republikanske parti.

Den ideologiske arkitekt: William F. Buckley Jr.

William F. Buckley jr. blev født i 1925 i New York City. Allerede her var Buckley særlig, da hans relation til byen gennem hans liv havde være tæt på trods af at den var domineret af demokrater. Af den årsag har han også skrevet sig ind i byens historie, som blev mest tydeligt i 2016 til en debatterne ved de republikanske kandidatvalg, da Ted Cruz angreb Trump for at have ”New York values” og påstod at der var få konservative der kom fra New York, hvor Trump straks svarede at William F. Buckley jr. kom fra Manhattan, og straks blev al tvivl slået til jorden om hvorvidt det var muligt at være konservativ i New York City.

Buckley var dog ikke blot i undertal i sin fødeby men også i sin studietid på Yale University. Allerede dengang fandt den unge Buckley, at universitetskulturen forfaldt overdrevent til venstreorienteret kultur, hvorfor han reagerede med sin første bog ”God & Man at Yale” i 1951. Buckley markerede sig allerede her på den nationale scene, en plads som han ville holde frem til sin død.

Efter et par år som spansklærer så Buckley, at der manglede et sted hvor intellektuelle kunne diskutere borgerlige idéer. For Buckley var der mange steder hvor man kunne diskutere progressive idéer, som han så tidligt i sin studietid, men lignende var totalt fraværende på den konservative side. Buckley oprettede derfor magasinet National Review i 1955, hvor hans erklærede mission var ”[National Review] stands athwart history, yelling Stop, at a time when no one is inclined to do so”.

For ikke nok med at Buckley følte, at den offentlige intelligentsia var domineret af progressive kræfter, men han så også, at det republikanske parti i stigende grad var blevet et midterparti der adopterede en bred pallette af demokraternes politik. Her var det særligt Franklin D. Roosevelts New Deal-politik, der havde indført massive offentlige investeringer i 1930’erne, der havde ændret logikken i amerikansk politik – en logik som republikanerne endnu ikke havde fundet et godt modsvar til, hvorfor de blot adopterede det hele.

Da National Review blev udgivet, hed den amerikanske præsident Dwight D.  Eisenhower, den velrenommerede general fra 2. Verdenskrig. For Buckley demonstrerede Eisenhowers generøse fordelingspolitik netop den totale mangel på konservative dyder i administrationen.

Buckley havde stor respekt for Eisenhower, men et opgør skulle tages nu for at sikre, at det republikanske parti ikke blev reduceret til et parti der søgte præsidentembedet for magtens egen skyld, men i stedet et der havde en klar vision for hvad man ville med samfundet. Men der ville snart komme en figur, som tog et opgør med magttænkningen til fordel for klare konservative principper.

Det Gyldne Håb: Barry Goldwater.

National Reviews ideologiske kompas var at kombinere konservativ værdipolitik med libertariansk fordelingspolitik. Denne variant af konservativisme betegnede National Review som fusionisme, i deres forsøg på at samle en fragmenteret konservativ bevægelse.

Buckley var yderst aktiv med at bruge National Review mod de kandidater han så drive for langt bort fra konservatismen, men i løbet af 1950’erne kom der omsider en kandidat som Buckley og National Review kunne bakke helhjertet op omkring: Barry Goldwater.

Senatoren fra Arizona brød for alvor igennem i 1960 på den nationale scene med bogen The Conscience of a Conservative, hvilket Buckley kortfattet erklærede var en guide på ”how to defeat the threat of the Soviet Union, and how to remain free”. Goldwater blev med bogudgivelsen en kultfigur blandt unge konservative, og endelig var der kommet en ægte konservativ tænker, der havde en chance for at vinde republikanernes primærvalg i 1964.

Hans modstander i nomineringsræset var New Yorks guvernør Nelson A. Rockerfeller, der i samme stil som Eisenhower drev langt over til demokraterne. Buckley aktiverede hele sit holdningsarsenal og National Review gik planken ud og bakkede op om Goldwaters kandidatur. Dette lykkedes, og i 1964 skulle Barry Goldwater udfordre præsident Lyndon B. Johnson om landets ypperste embede.

Johnson stod dog stærkt i valget, og i de afgørende øjeblikke lykkedes det ikke Goldwater at fremvise det ideologiske klarsyn, der havde inspireret så mange konservative i udgivelsen af The Conscience of a Conservative. Kongen af konservativismen havde tabt valget, men nederlaget var dog ikke totalt. For af Goldwaters kampagne, opstod en kronprins: Ronald Reagan.

The Reagan Years

Reagan havde været en særdeles aktiv figur for Goldwater i 1964-kampagnen, hvor hans ”Time to choose”-tale markerede hans politiske debut. Den tidligere skuespiller red videre på den energi som Goldwater havde sprøjtet ind i den konservative bevægelse, alt imens at Buckleys indflydelse og netværk udvidede sig. Buckley og Reagan blev nu kampfæller, og de bar den ideologiske fakkel i 1960’erne for den konservative fløj af det republikanske parti.

De stillede begge op til politiske embeder i nogle af de meste progressive miljøer i USA; Buckley stillede op som borgmester for New York, og Reagan stillede op som Guvernør i Californien. Reagan sejrede og blev Guvernør i 1965, mens Buckley tabte. Deres kollektive folkelige popularitet viste dog at der var en reel efterspørgsel på konservativ politik, og Buckley var nu for alvor ved at vippe Eisenhower/Rockerfeller-centrismen af pinden som den dominerende bevægelse i det republikanske parti. Det så nu for alvor lyst ud, og de unge ideologiske kræfter der var blevet vækket i starten af 1960’erne var nu ved at blive omsat til reel indflydelse. Fusionismen var for alvor ved at blive mainstream i det republikanske parti.

Efter at have tabt valget i 1976 valgte det republikanske parti Reagan som sin nye præsidentkandidat. Reagan mødte en vaklende Jimmy Carter og vandt med en overbevisende sejr hvor han vandt 44 stater, og Buckleys drøm om den fusionistiske præsident, der kombinerede liberal fordelingspolitik med konservativ værdipolitik var endelig gået i opfyldelse. Reagan blev skrevet ind i historiebøgerne som den præsident der evnede at vise den fornødne trussel mod den globale ideologiske modstander, Sovjetunionen, gennem overgangen fra detente til våbenkapløb.

Reagan havde det mod som det republikanske parti havde savnet i så mange år, men nu endelig havde fået tilført, og netop af denne årsag er han muligvis den mest markante amerikanske præsident siden 2. verdenskrig. Alt dette var dog muliggjort af Buckleys intellektuelle forarbejde. Politik kan indimellem forstås som et fænomen hvor man løbende forsøger at reagere på en folkestemning, hvor man konstant skal finde den gyldne midte. Hvad Buckley indflydelses dog vidner om er, at klare ideologiske holdninger kan blive accepteret over tid, hvis man tør at ofre de nødvendige kræfter.

For der gik 25 år fra National Review’s oprettelse i 1955 og introduktionen af den moderne amerikanske konservatismes nye fokus, fusionismen, til Reagans sejr i 1980. Buckley bedrev politisk innovation på en måde, som harmonerer med Henry Ford, der angiveligt sagde: “If I’d asked customers what they wanted, they would have told me, ‘A faster horse!'” People don’t know what they want until you show it to them.”. På samme måde skabte Buckley et politisk produkt, som vælgerne ikke selv vidste at de ville have, men som i sidste ende sikrede republikanerne uhørt stor opbakning.

Vejen til lysere tider

Samme tidshorisont bør danske borgerlige væbne sig med. For det er slående hvor ens Buckleys situation i 1950’erne er til danske borgerlige i 2020’erne. På samme måde som da Buckley igangsatte sit ideologiske arbejde, er borgerligheden opdelt i to lejre som mangler en fælles stemme. Hvor det i det republikanske parti var libertarianerne og de værdikonservative, er den danske borgerlighed i skrivende stund delt mellem de nationalkonservative og de liberale.

Og på samme måde som det republikanske parti i 1950’erne forsøger hovedkræfterne i den borgerlige blok at nærme sig den røde i et forsøg på at genvinde indflydelse. Her har Jakob Ellemans adfærd været mest markant, hvor parløbet med Morten Østergaard tydeligt viser hvilken vej Venstreformanden orienterer sig. Udadtil ligner det at der lange udsigter til den danske Goldwater, altså en figur der kan vitalisere den borgerlige bevægelse med nye idéer og innovation. Mens socialdemokraterne innoverer og skriver bøger i massevis, sander de borgerlige til uden et klart politisk projekt. Siden Ole Birk Olesens Taberfabrikken udkom i 2007, er der ikke udgivet én eneste borgerlig bog af betydning.

Men på trods af denne borgerlige tilsanding og idétørke er der glimt af håb. Bl.a. Liberal Alliances Alex Vanopslagh har markeret sig som et klart borgerligt alternativ til centrum-venstre med nye friske tanker om behovet for frihed, opgør med velfærdssektorens kafkaske bureaukrati og den åndelige fattigdom, der kendetegner den danske velfærdsstat.

Vanopslaghs klare standpunkter, politiske innovation og opposition til den pragmatiske midte vækker dermed minder om Goldwater, der ligeså tilbød vælgerne en spritny modig politik, der dannede grobund for et overflødighedshorn af idéer på højrefløjen og en borgerlig storhedstid med Reagan ved roret. Der er også ved at blomstre borgerlige idéer frem på den nationalkonservative del af spektrummet, hvor Morten Messerschmidt netop har igangsat en kampagne for at revitalisere kristendommen og puste ny livsånde i vores gennemsekulariserede samfund, der tørster efter spiritualitet.

Politiske innovatører som Vanopslagh og Messerschmidt lader dermed nogle politiske frø spire, som kan give ammunition til en ny borgerlig storhedstid, hvor de liberale og konservative elementer fusioneres til en cocktail, som vælgerne ikke vil kunne modstå. I stedet for blot at være en afglans af det socialdemokratiske projekt kan de borgerlige dermed proaktivt formulere deres egen vision, hvor det bedste fra liberalismen og konservatismen stykkes sammen til et klart og attraktivt alternativ til venstrefløjen.

Det borgerlige Danmark kan rejse sig af asken og indgyde en liberal-konservativ storhedstid hvis det vil. Men ligesom for Buckley i USA kræver det en grundig reflektions- og innovationsproces, hvor det borgerlige projekt bygges op fra bunden og tilbyder noget nyt til vælgerne, som de ikke selv ved, at de vil have.

Givet den nuværende situation kan det scenarie desværre godt have lange udsigter, da Vanopslagh og Messerschmidt er ensomme intellektuelle fyrtårne i et hav af konforme borgerlige middelmådigheder, der ikke har nogle langsigtede politiske visioner ud over denne valgperiode. Så længe Ellemann og co. lader magten, pragmatismen og målet om flygtige ministerposter trumfe idékampen, filosofien og den politiske innovation vil de borgerlige derfor ikke kunne sætte varige aftryk på Danmark de kommende år.

Dét kræver derimod en langvarig og tilbundsgående genopbygning af den borgerlige fløjs idégrundlag og politiske arkitektur som potentielt kan tage flere år, men som til gengæld kan udløse tifold større gevinster i form af et Danmark, der sætter individet før gruppen og frihed før lighedsmageri. Det tog Buckley 25 år fra National Reviews fødsel i 1955 til Reagans jordskredssejr i 1980. Ligeså kan det tage lang tid for de borgerlige at komme tilbage, men de kan komme stærkt tilbage hvis de har modet, viljen og kreativiteten til at udfolde nye idéer, der imødegår de største udfordringer i det 21. århundrede.

Frederik Ambjørn & Marc Sabatier Hvidkjær er begge stud.scient.pol.