Folk, der synger sammen, hører sammen

Af Nicolaj Bøgh

Hvad må man synge i Danmark – og hvem skal egentlig bestemme det? Den identitetspolitiske flodbølge er skyllet fra USA over Atlanten, har ramt hårdt i Storbritannien, men mærkes også som markante skvulp i den danske debat. Den har mange facetter, men fælles for dem er en form for kulturel skamfølelse, hvor mange ting i det danske samfund, som man for bare få år siden aldrig ville have skænket en tanke, nu angives at være stødende overfor minoriteter i samfundet. Med udtrykket racisme brændemærkes alt fra påstået ufølsom sprogbrug over monumenter i det offentlige rum, almindelige sæder og skikke, udklædningsfester og diverse kulturelle udtryk, herunder film og sange.

Identitetspolitik er gift for mangfoldigheden

Identitetspolitikken indebærer, at mennesker ikke bliver set som en del af det danske fællesskab, men først og fremmest som repræsentanter for den kultur og etnicitet, de oprindeligt er født ind i, og som står oftest står i et skarpt modsætningsforhold til andre menneskers herkomst. Hvor vi hver især bliver bedømt på den baggrund, vi kommer med, fremfor det fællesskab, vi kan etablere. Hvor dyrkere af identitetspolitikken som oftest påstår at være særligt åbne og glade for mangfoldighed, så er sandheden derfor i virkeligheden den modsatte: Identitetspolitik begrænser mangfoldigheden, fordi den sætter stadig snævrere grænser for, hvilke kulturelle udtryk man kan anvende i det offentlige rum. Og det er den krænkede, som har veto over det fælles samvær, og derfor er det i sidste ende den laveste fællesnævner, der gælder.

Sangen er i denne sammenhæng en interessant del af debatten, fordi der er meget kulturhistorie og nationalkarakter over et lands sange. Det giver fællesskab at synge, og har man sunget de samme sange igen og igen, så er man måske netop på vej mod at blive dansk, på vej mod at blive en del af det danske kulturfællesskab. Men identitetspolitikken handler ikke om at brede kultur ud til flere og får flere til at føle sig hjemme i en kulturel tradition, den handler om det modsatte: At begrænse kulturelle udtryk, som potentielt kan støde nogen, som ikke på forhånd føler sig hjemme i dem.

Skal Højskolesangbogen gennemgå en identitetspolitisk udrensning?

Debatten om hvad man i en mere multikulturel verden må synge i Danmark begyndte på CBS, hvor en institutleder for et par år siden undskyldte til en studerende med udenlandske rødder, som havde følt sig krænket over afsyngelsen af Højskolesangbogens ”signatursang”, ”Den danske sang er en ung blond pige”. Den pågældende institutleder kunne godt følge den studerende i, at sangen kunne krænke mennesker, der ikke var unge, blonde eller piger (eller alle tre på en gang).

Sangens poesi og billedsprog havde imidlertid aldrig tidligere anfægtet det flertal af danskere, der alle dage har haft anden hårfarve end blond – eller den halvdel, der i hvert fald ikke er piger, og debatten rørte tydeligvis ved de dybere lag i mange danskeres nationalfølelse. Det forhindrede dog ikke debattører som krænkelseseksperten Henrik Marstal i at glæde sig svært over debatten og udpege en hel stribe af sange fra Højskolesangbogen, som han mente burde kasseres, fordi de er nationalistiske eller sexistiske. Ledelsen på CBS gjorde hvad de kunne for at lægge låg på debatten og understregede kraftigt, at man naturligvis fortsat kunne synge hvad man ville på institutionen.

Shu-bi-duas univers vidner om et bedre og mere tolerant Danmark

Her på det seneste er debatten om passende sange dukket op igen, og viser et andet aspekt I et debatindlæg i Politiken skriver Désirée Ohrbeck, at DRs brug af Shu-bi-duas sang ”Danmark” er problematisk, fordi den angiveligt taler nedsættende om andre lande end Danmark (”de varme lande er noget lort”). Hun mener, vi skal tilpasse dansk til den globaliserede verden ved at opgive det, andre kan misforstå.

Ligesom ”Den danske sang” er Højskolesangbogens signatursang, så er ”Danmark” måske det kendteste udtryk for Shu-bi-duas satiriske univers, som har glædet og underholdt mange danskere gennem årtier. Shu-bi-duas univers var hyggeligt, humoristisk og først og fremmest selvironisk. Alle kunne være med og der blev ikke sparet på de vittige bemærkninger om Danmark, Jesus, ligestilling, sexchikane, Dronning Margrethe og meget andet. Det var ikke stor kunst, men det var perfekt til en familiefest eller en glad aften i kolonihaven. Og først og fremmest var det musik til et land, hvor vi ikke tog os selv så forfærdeligt alvorligt, og hvor vi kunne grine og feste sammen.

Med identitetspolitikkens fremmarch ser det desværre anderledes ud. Selvhøjtideligheden har afløst uhøjtideligheden, som netop var Shu-bi-duas primære kendetegn.

Men der var en stor værdi i Shu-bi-duas univers, som vi skal holde fast ved. Både fordi det var ærkedansk, men også fordi det netop var med til at nedbryde fordomme mellem mennesker. Sidder man i hver sin skyttegrav og vogter på sit eget, evigt krænkelsesparat og småsur, så skaber man ikke et godt samfund, hvor mennesker har noget at sige hinanden, også selvom de kommer forskellige steder fra.

Hvis man ikke kan forstå det, så trænger man for alvor til et ”udvidet danskkursus”. Så er der noget helt grundlæggende ved dansk kultur, som man ikke har forstået. Det er først, når vi kan grine sammen og grine af hinanden, at vi for alvor har skabt integration og fællesskab mellem mennesker. Derfor er sangen også en vigtig vej ind i integrationen i dansk kultur.

Højtråbende identitetspolitikere udgør et lille, men indflydelsesrigt mindretal

Den altovervejende del af danskerne finder det utvivlsomt temmelig vanvittigt, at et mere multietnisk Danmark skal kunne begrænse og indskrænke den måde, man altid har opført sig på, sunget og festet i Danmark. Opgøret med dansk sangtradition ønskes kun af et meget lille, højtråbende mindretal. Imidlertid ligger der også det triste aspekt i hver en debat om en sangs status, at der altid bliver en lille tvivl siddende tilbage.

Den naturlige glæde, som vi tidligere kunne synge Kai Hoffmanns fine tekst til Carl Nielsens smukke melodi med, eller den trækken på smilebåndet, som Shu-bi-duas Danmark tidligere kunne udløse, den er blevet afløst af en dum følelse af, at det pludselig kan være et politisk signal at synge de sange. Men det skulle jo netop nødig blive en politisk manifestation at synge sange, som vi gerne alle skulle kunne være en del af, fordi de fortæller kulturhistorie og handler om nogle af de fineste danske karaktertræk.

Vores sangskat må ikke blive kontroversiel

Den danske sangskat må ikke blive noget kontroversielt, som man ubevidst kommer til at omgås med frygt og forsigtighed. Der er ingen, der har glæde af, at vi dropper vores kulturarv – og integrationen af mennesker med en anden baggrund bliver bestemt ikke bedre af, at vi til sidst sidder tilbage i hver vores skyttegrav og er bange for at blive krænket af dem, der har en anden baggrund end vores egen. Et land har brug for en hovedkultur, som borgerne kender, respekterer og holder af.

Det betyder ikke, at man ikke kan opretholde den kulturelle bagage, man selv kommer med, hvis man har en anden kulturel baggrund. Men man skal gøre hvad man kan for at blive en del af hovedkulturen, som her i landet har vores sangtradition som et af sine fineste udtryk. Identitetspolitikerne gør faktisk danskere af anden etnisk baggrund en bjørnetjeneste – de gør centrale dele af dansk kultur til noget odiøst, som vi bør gemme væk og skamme os over. Det må vi sige klart og tydeligt fra overfor.


Nikolaj Bøgh er cand.scient.pol. og kommunikationsrådgiver, konservativt medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse og folketingskandidat på Frederiksberg. Han har skrevet bøger og artikler om politisk historie, herunder Brødrene Møller om de fremtrædende konservative politikere Aksel og Poul Møller. På aarsskriftet-critique.dk skriver han om kultur, dannelse, kirke og historiesyn.