Fjenden kommer bagfra – og han er støbt i bronze

11. juni 2020
7 minutters læsetid
Identitetspolitikken, særligt i form af Black Lives Matter-bevægelsen, hærger lige nu USA og England, hvor voldelige demonstranter river statuer af påståede racister ned. Ifølge Nicolaj Bøgh er det kun et spørgsmål om tid, før fænomenet også kommer til Danmark.

I årenes løb er talrige kulturelle og politiske strømninger skyllet fra USA over Atlanten til os i Europa. Når de først når de danske strande er de mægtige bølgeslag ofte reduceret til en behersket skvulpen. Og ofte er baggrunden for de forskellige strømninger da også meget udpræget amerikansk, hyppigt med baggrund i racespørgsmål.

Således også med den markante identitetspolitiske bølge, som har antaget talrige former gennem de senere år. Fællesnævneren er, at den stiller krav om særhensyn til bestemte befolkningsgrupper, baseret på deres hudfarve eller etnicitet. Det er en tankegang, som ligger meget fjernt fra, hvordan vi i det traditionelt homogene Danmark er vant til at tænke, men passer bedre til amerikansk tankegang, hvor befolkningen er sammensat af talrige etniske grupper, som indenfor et overskueligt tidsrum har sin herkomst udenfor USA.

På de amerikanske universiteter, hvor identitetspolitikkens hærgen har været særlig stærk, har den udartet sig i krav om ”safe spaces” og ”trigger warnings”, som er begreber, der udtrykker krav om ikke at blive udfordret på sit verdensbillede eller udsat for synspunkter, der på en eller anden måde kan opfattes som fornærmende med baggrund i ens etnicitet.

Denne form for debat, som i sidste ende alvorligt udfordrer selve grundlaget for hvad et universitet er og skal være, ramte også Europa, ikke mindst Storbritannien, men også Danmark, hvor forskellige mere eller mindre bizarre debatter om, hvordan man undgår at fornærme folk med festudklædning, sangvalg og sprogbrug er raset over landet med udgangspunkt i oftest ganske ubehjælpsomme forsøg fra universiteternes side på at være internationale og helt med på de identitetspolitiske noder.

En statue bliver ikke ukontroversiel af at blive pillet ned

Som en særlig udløber af identitetspolititikken For knap tre år siden fandt en voldsom strid sted i USA om betimeligheden af i de amerikanske sydstater at have et stort antal monumenter stående for den tabende side under den amerikanske borgerkrig med deres åbenbare affinitet til slavehandel og den hvide mands overlegenhed. Om den amerikanske debat dengang kunne der siges mangt og meget, og det blev der også, bl.a. i dette medie.

Konklusionen var under alle omstændigheder, at en statue ikke bliver ukontroversiel af at blive pillet ned, måske snarere tværtimod. De mange mennesker, som ser sydstaternes uafhængighedskamp i 1800-tallet som en vigtig del af deres egen historie og identitet, bliver ikke lykkeligere af, at mindesmærkerne for den forsvinder.

Kampen mod bronzemændene har nået Europa

Hvad de færreste nok havde set komme dengang var, at diskussionen om historiske monumenter nu også har ramt Europa, hvor bevægelsen ”Black Lives Matter”, der kæmper for sortes ligeberettigelse i USA, har etableret en række filialer, som har i de seneste uger har arrangeret voldsomme protester over en sort mands død under en anholdelse fornylig.

Værst er det foreløbig endnu engang gået ud over Storbritannien, hvor talrige monumenter over påståede racister fra fortiden er blevet vandaliseret, kræver nedtaget eller helt ødelagt, som det i sidste uge skete i Bristol med statuen over Edward Colston, en købmand, som var stærkt involveret i slavehandel, der døde for 300 år siden, og som man i 1895 valgte at hædre for sit politiske arbejde og store filantropiske arbejde i byen, som han skænkede en række sociale institutioner. Det var imidlertid ikke nok til at formilde demonstranterne, som rev statuen ned og smed den i floden Avon.

Fortidens helte bliver til nutidens skurke

 Mere overraskende var måske, at BLM-demonstranterne ved flere lejligheder har udøvet hærværk mod statuer af Winston Churchill, Storbritanniens store krigstidspremierminister, som var en afgørende skikkelse i kampen mod Hitlers Tyskland og personligt stærkt medvirkende til, at Storbritannien gik ind i krigen, som i modsat fald ikke utænkeligt kunne være blevet vundet af nazi-Tyskland. Eftersom et bærende element i den tyske nazisme var raceideologi og racehad, er det en overraskende historisk figur at lade sin vrede gå udover, når man kæmper for sortes rettigheder.

Naturligvis har demonstranterne alligevel en form for pointe. Churchill var, set med vore dages briller, utvivlsomt racist, og var som toppolitiker i et stort koloniimperium også med til at træffe en række beslutninger om administrationen af kolonierne, som vi i dag finder barbariske. Pointen er dog, at kravet om at ikke må hædre racister i det offentlige rum, rammer så at sige samtlige europæiske statsmænd før ca. 1950 hvor tanken om, at den hvide race var andre racer overlgen, var mindst ligeså normalt, som idealet om de forskellige racers ligestilling er det i dag.

Og kravet om, at man ikke må have foretaget sig ting som koloniadministrator, der konflikter med vore dages normer, vil utvivlsomt diskvalificere samtlige britiske premierministre fra omkring 1750 og de næste 200 år fra at blive støbt i bronze.

Bølgen af kritik af mindesmærker over racister har ramt mange andre tidligere uangribelige britiske personligheder, herunder bl.a. Dronning Victoria og spejderlederen Robert Baden-Powell, og i flere andre europæiske lande ses tendenser også, bl.a. i Spanien, hvor man i Barcelona vil nedrive det store monument over Christoffer Columbus, som stævnede ud fra byen på sit togt mod Indien, som førte ham til ”opdagelsen” af Amerika – og dermed til overgreb mod indianere og mange andre folkeslag.

Kravet om et neutralt fælles rum

 Ligesom universiteternes safe spaces og trigger warnings er logikken bag kravet om fjernelse af påståede racististiske monumenter, at mennesker med en anden hudfarve og baggrund end den mere klassiske europæiske skal undgå at blive stødte og fornærmede, når de bevæger sig rundt i byens rum. Der er så at sige tale om et ideal om et neutralt, værdifrit rum, hvor alle kan føle sig lige meget velkomne og hjemme.

Dette gælder dog i første række næppe de ”indfødte” briter, spaniere m.fl., der præcis som en stor del af indbyggerne i de amerikanske sydstater kan føle sig ganske voldsomt generede af deres lands helte pludselig bliver omdefineret til ikke-stuerene skurke.

Det neutrale og værdifrie rum er en illusion, og i bestræbelserne på at etablere det, må man sige farvel til så godt som hele den historie, der ligger længere bagud end ca. 50 år, hvor det blev det normale at opfatte alle racer som ligestillede. Det er ensbetydende med et grotesk kollektivt hukommelsestab, som i yderste konsekvens gør historien til en forbudt videnskab i et totalitært mareridt, som giver George Orwells 1984 baghjul.

Hvordan det kan udarte sig, har vi set i ISIS- og Taliban-kontrollerede områder, hvor det har været regnet for blasfemisk at have historien repræsenteret i det hele taget, og parallellerne mellem Black Life Matters krav om statuenedtagninger og ekstrem islamismes barbariske ødelæggelser af historiske levn er i denne sammenhæng slående.

Fortidens mennesker var anderledes end os

Naturligvis skal man ikke slette sporene efter og mindesmærkerne over fortidens mennesker, heller ikke selvom vi i dag har et andet syn på mange ting, end man havde for 100, 200 eller 300 år siden. Fortidens mennesker var anderledes end os, og det er en central del af en historisk bevidsthed at erkende dette. Hvis man forsøger at trække nutidens normer ned over fortidens mennesker, bliver vi alle sammen dummere og mere uvidende.

Kampen for sortes ligeberettigelse er stærkt sympatisk, men kobler man den til et krav om en ”neutral” fortid, så slører man jo faktisk også billedet af, at tingene har ændret sig i historiens løb – og vel at mærke til det bedre. Vi holder ikke længere slaver eller giver færre rettigheder til mennesker med en anden etnicitet end ”gammeleuropæerne”.

Historien bevæger sig – i hvert fald på dette punkt – fremad, og det synliggør kendskabet til fortidens normer og holdninger jo lige præcis. Ønsker man ikke at vide noget om dette, så står historien så at sige i stampe for en.

At ødelægge eller fjerne mindesmærker over fortiden er en primitiv og destruktiv reaktion. Føler man sig underrepræsenteret eller forkert repræsenteret i byrummet, hvad der ofte kan være meget forståeligt, så bør svaret være bedre formidling af baggrunden for monumenterne eller nye monumenter, der kan fortælle andre sider af historien.

Beslutter man sig for at nedtage eller flytte et monument over en person, som vi ikke længere ønsker at hylde, så bør det naturligvis ske efter en demokratisk samtale, ikke ved selvtægt og barbarisk pøbeladfærd.

Det kommer til Danmark, spørgsmålet er hvornår og hvordan

 Det store spørgsmål er nu ikke om, men hvornår og hvordan, denne del af identitetspolitikken også når Danmark. I det små har vi set krav om kulturel udrensning med bl.a. påstanden om, at Højskolesangbogens signatursang, ”Den danske sang” var nedgørende overfor mennesker, der ikke var unge, blonde og piger (?), men hærværk og krav om nedtagning af monumenter har vi endnu ikke set.

Det kommer uden tvivl, for vores historie har – i langt mindre målestok – mange at de samme træk som den britiske med koloniherredømme, slavehandel og nedladende holdninger overfor sorte mennesker.

Når det sker, vil majoriteten forhåbentlig evne at stå sammen og værne om dansk historie og dansk kultur. Den er ikke perfekt, nej. Men den er vores. Og ønsker man at være en del af det danske samfund, så må man anerkende, at det er det fælles fundament, vi bygger på.

Det, som har gjort Danmark til det, det er i dag. Har man ikke lyst til at anerkende det, så er svaret ikke at ødelægge vores statuer over enevældige konger, søhelte eller andre. Nej, det er at rykke sine givetvis svage rødder op igen og finde sig et andet sted at være, hvor man føler sig bedre hjemme.

Nikolaj Bøgh

Nikolaj Bøgh er cand.scient.pol. og kommunikationsrådgiver, konservativt medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse og folketingskandidat på Frederiksberg. Han har skrevet bøger og artikler om politisk historie, herunder Brødrene Møller om de fremtrædende konservative politikere Aksel og Poul Møller. På aarsskriftet-critique.dk skriver han om kultur, dannelse, kirke og historiesyn.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside