Hvad det vil sige at være en mand?

Af Andreas Meng

Konservative er glade for traditionelle kønsroller. Men hvad er de traditionelle kønsroller? Hvad vil det sige at være en mand? At være en kvinde?

Jeg vil i det følgende primært holde mig til manden. Da jeg selv er en, er det mest nærliggende. Men det kan ikke undgås at kvinden også berøres. Vi er trods alt ikke isolerede øer, og som det skal vise sig, så hænger vi også uløseligt sammen.

Ikke uden grund skabte Gud menneskeparret.

Har forskellen mellem mænd og kvinder sin baggrund i det biologiske. Meget kunne tyde på det, og det er da også det mest åbenlyse sted at starte. Så det gør vi.

Mandens krop skal være muskuløs

De biologiske forskelle er ikke til at gå glip af. Foruden ganske åbenlyse forskelle, så er hankøn generelt mere muskuløse end hunkøn. Faktisk er hunkøn ca. halvt så stærke i deres overkrop som hankøn, og to-tredjedele så stærk i deres underkrop.

Hankøn brænder også kalorier hurtigere end hunkøn, hvis kroppe har den egenskab, at de konverterer mere mad til fedt, som de opbevarer i deres bryster, hofter, balder og hud. Hankøn har også mere kropsbehåring, mere markante ansigtstræk, og adamsæbler, som alle er et tegn på det mandlige kønshormon, testosteron.

Det er altså et kernetræk ved hankønnet, at hans krop er muskuløs og atletisk. Så meget betydning har det, at bliver hankønnet overvægtig, så falder hans testosteron niveau, og hans østrogen niveau stiger.

En undersøgelse fra 2007 kunne således påvise, at 10cm forøgelse af fedt omkring livet, var lig med et fald i testosteron på 75%. Bliver hankønnet svært overvægtig kan det desuden have følger som infertilitet, udvikling af bryster, rejsningsproblemer, hårtab, skrumpende muskelmasse etc.

Maskulinitet er altså uløseligt forbundet med hankønnets fysik. Så meget, at glemmer hankønnet at kultivere sin krop, så mindskes hans kønshormon og de maskuline karaktertræk, som ellers adskiller ham fra hunkønnet.

Der er derfor god mening i, at den gamle kæmper, Stærkodder, skosede den lade kong Ingjald for dennes madglæde og fedladnde ligegyldighed overfor retfærd,

Hvilken mægtig konge har før så grådigt
rodet rundt i indmad og rådne tarme
eller boret fingrene op i fugles
uhumske røvhul?

Rå og enkel kost, det er mad for helte,
der er ingen brug for forfinet madkunst
til et tappert hjerte der kun har lyst til
felttog og fejde.

Manden skal være dominerende

Men der er ikke kun fysiologiske forskelle på hankøn og hunkøn. Man fristes til at sige, at der selvfølgeligt også psykologisk iagttages en væsentlig forskel. Drenge er fra tidlig alder oftest mere tiltrukket af traditionelt maskulint legetøj, de har en mere udadreagerende og fysisk aggressivitet, de er mere tilbøjelige til at tage risici og søge dominans, ligesom piger er væsentlig mere empatiske og omsorgsfulde, hvorimod drenge har en større opmærksomhed på retfærdighed.

Der kan altså svares positivt på Mikael Jalvings spørgsmål til Rasmus Ulstrup Larsen i sin podcast: hankøn og hunkøn er fra naturens side vidt forskellige, og disse forskelle kan også forklare, hvorfor menneskeparret prioriterer og tænker forskelligt fra hinanden. Men er det det hele? Er alt sagt når hankønnet er fremlagt som et stykke natur på spilebrættet? Selvfølgelig ikke. Men før man går videre, må der laves en distinktion mellem hvad der kendetegner et hankøn og hvad der kendetegner en mand.

Et hankøn bærer disse biologiske og psykologiske træk, som udgør en del af hvad det vil sige at være en mand, og som derfor hænger uadskilleligt sammen med det at være en mand. Men det er ikke ensbetydende med, at alle hankøn er mænd.

Et hankønsvæsen der sælger stoffer til unge mennesker, forbruger den ene pige efter den anden, stjæler, lyver eller bedrager, han er selvfølgelig ikke en mand, lige meget hvor stærk han er, eller hvor markeret et kæbeparti han slæber rundt på.

At være en mand er nemlig ikke kun et spørgsmål om natur, men også om ånd. Det er ikke råmaterialet der er afgørende, men hvordan dette råmateriale lutres, renses, klippes til og kultiveres.

Hustruen skal underordne sig – manden skal elske

Går vi til den bog hvori Gud taler sit ord til os mennesker, så finder vi et bestemt sted en ganske kort og håndfast beskrivelse af, hvordan forholdet mellem mand og kvinde bør være. I Kolossenserbrevet 3;18-19 siges der til os:

Hustruer, I skal underordne jer under jeres mænd, som det sømmer sig i Herren. Mænd elsk jeres hustruer, og vær ikke hårde mod dem.

Hustruen skal underordne sig sin mand, og manden skal elske sin hustru. Hvis man vil finde en tekst der straks får hårene på armene til at rejse sig på et moderne menneske, så har man fundet den her. Tænk sig, at kvinden får besked på at underordne sig nogen som helst, og tænk sig, at manden rent faktisk skal elske sin hustru. Skandaløst!

Men hvad siger teksten egentlig? Den siger ikke, at kvinden er mindre værd end manden eller at hun skal være som en slave for ham, men den fortæller i alt sin simpelhed, hvad det vil sige at være kvinde og hvad det vil sige at være mand. Den fortæller, at der er en forskel på mænd og kvinder, og på deres opgaver.

Kvinder skal være som kvinder

Kvinden er hjemmets fundament. Det er hendes der dyrker, nærer og kultiverer familien, samfundets første lille fæstning, hvori mennesket kan finde ly for det offentlige liv, hvor det har sin plads og sin arv, og hvor det nyder overbærende kærlighed. Uden hende ville der intet være. Og det er hendes ære og opgave, at skabe denne lille borg for hendes børn og hendes mand.

Familien er hendes lille kongerige på jord, og et samfund er sandelig på vej ned ad slisken mod historiens mødding, når det begynder at nedvurdere denne hendes enestående, livgivende og glædesfulde stilling.

Kvinder skal være som kvinder, for ellers eksisterer der ikke noget menneskeligt samfund.  Alt dette passer også med kvindens fysik og psykologi. Fedtet er til for graviditeten og mælkeproduktionen, og empatien og følsomheden er til for at nære hjemmets varme. Manden er, på grund af kvindens ærefulde stilling, skyldig at elske hende, og ikke blot forbruge hende, som noget der kan tilfredsstille ham og hans lyster.

Manden udstikker vejen og målet

Manden er hjemmets spydspids. Han er familiens frontlinje, der rejser sig som en vold i landskabet. Det er hans opgave at finde frodige marker, rigeligt med mad, ly for vind og vejr, og at beskytte familien mod hvad end der vil den ondt. Han repræsenterer hjemmet for verden, og udstikker vejen og målet. I denne hans opgave er han hovedet for familien, og derfor må kvinden underordne sig ham, således han har alle til rådighed stående muligheder for, at hans opgave lykkedes, og den lille fæstning ikke bryder sammen.

Også dette passer med mandens naturlige anlæg. Han er muskuløs og atletisk, så han kan dyrke jorden, fælde træer og bygge huse, så han kan nedlægge hjorten og bære den hjem, så han kan lave ild og bevægelse, og besejre fjenden. Han bliver altså først en mand, når han vælger at bruge hvad han har fået givet, i tjeneste for borgen. En kvinde der tager denne stilling fra sin mand er skamløs, og en mand der giver denne stilling fra sig er ryggesløs. Men ligeledes gælder det, at kvinden må holde sin mand ansvarlig på hans opgave, og at manden må minde kvinden om hendes.

Manden skal handle voldsomt

Men vil det sige, at det at være en mand kun er knyttet til det at være far og ægtemand? Nej. Selvom det er en væsentlig del af det at være en mand, og manddommen har sin urgrund i dette fællesskab, så bliver man ikke med nødvendighed en mand ved ægteskab og faderskab.

Den opgave at være mand, gælder nemlig også både før, under og efter. Familien er samfundets byggesten, dets mikrokosmos, og når familierne går sammen, og danner et fællesskab, så får manden ikke kun ansvar for sin egen lille kreds, men også den store kreds, hvori hans egen og andres familie nyder fred og ro.

Opgaven kan kort udtrykkes, med ordene fra de gamle Arthur-legender: meek in hall, fierce in battle. I hallen, i hjemmet, på gaden, i supermarkedet, alle steder hvor der hersker fred, skal manden være ydmyg, venlig og kærlig. Ikke på den sentimentale og vamle måde man forstår ordnende i dag, men han skal handle ydmygt, venligt og kærligt mod de mennesker der er ham givet, og som han møder og omgås.

Men når freden trues, af naturen eller af mennesker, da skal han handle voldsomt, stærkt og vildt. For det er hans opgave at beskytte og tjene dem der vil freden og kærligheden, kvinder, børn og gamle.

Besidder manden ikke denne evne til at være voldsom i felten, så besidder han heller ikke evnen til at være ydmyg i hallen. Så er han netop ikke ydmyg og kærlig, fordi han er klar over at hans opgave er at tjene, men fordi han ikke kan andet end at være det, – han og hans familie lever på andres nåde.

Når manden fejler

Alt dette gælder også selvom tømrerfirmaerne står i kø for at lave dit hus, supermarkederne bugner af varer, og vi både har politi og militær. Mandens position er klarstillingen. Måske skal du aldrig bygge noget, måske skal du aldrig jage noget, måske skal du aldrig beskytte nogen fra en voldsmand. Måske skal du.

Oprinder situationen, og lever du ikke op til din opgave, så må du stå tilbage med skammen og et hus i ruiner. Så må du stå tilbage som mændene i Amsterdam, der efter massevoldtægtssagerne i Köln, ikke evnede at forsvare de kvinder der blev udsat for dem, men som dog magtede at troppe jamrende op i kjole og makeup.

Så må du stå som mandslingen på togperronen, der ser en gruppe drenge angribe en 17årig og hans kæreste, og som i ussel fejhed vender sit hoved den anden vej, og tager toget hjem mod Netflix.

Lyder det som noget fra en Walter Scott-roman eller en John Wayne-film? Måske. Men det er vel heller ikke så underligt? Det er jo netop det traditionelle billede på en mand dette indlæg forsøgte at redegøre for, og der kan derfor ikke tages hensyn til, om du er af den holdning, at kroppen blot er et kadaver man slæber rundt på, at mandens tid uigenkaldeligt er forbi, eller at man “også kan være mand på andre måder”.

Lige siden den tapre Hector, Søn af Priam og Trojas beskytter, drog i kamp mod røveren Achilles, er det sådan man i vesten har forstået mandens rolle, og det med god grund.

Således efterlades læseren også med et præg om hvilke kilder der kan drikkes af.


Andreas Meng er stud.theol.