At blive en kvinde

18. juni 2020
4 minutters læsetid

”Man fødes ikke som kvinde, man bliver det”. Det berømte citat stammer fra filosoffen Simone de Beauvoirs store værk Det andet køn fra 1949. Bogen gav inspiration til kvindebevægelser i efterkrigstiden: Især i halvfjerdserne med den forkætrede rødstrømpebevægelse, og i flere bølger op til nyere feminisme og kønsteori af socialkonstruktivistisk art. Forfatteren går historisk til værk og beskriver den prægning og socialisering der sker af piger og kvinder i mange kulturer verden over. Det andet køn er blevet en klassiker, og med god grund. Hun viste at patriarkalske samfund til alle tider har haft travlt med at definere kvindekønnet som værende underordnet det ”naturlige” mandskøn. Simone de Beauvoir anerkendte dog samtidig det biologiske køn og det binære.

Men det indledende citat bliver dog brugt lidt for bogstaveligt af nutidens kønspolitiske aktivister, der især har queer-teoretikeren og kønsfilosoffen Judith Butler som inspirationskilde. Devisen er: Du kan skabe dit eget køn, for det biologiske køn uden betydningstilskrivning findes ikke. Men det biologiske køn er jo en påtrængende fysisk realitet. Vi er alle til i en kønnet krop! Det interessante er den kulturelle overlejring der sker i forskellige samfund, skulle jeg mene.

Kvindekroppen med bryster og livmoder er en biologisk realitet, langt hår, læbestift og kjole er kulturelt betingede kønsmarkører. Tilsvarende er mandekroppen med penis en biologisk realitet, og der er forskellige kulturelt betingede kønsmarkører, for eksempel kort hår og jakkesæt, der overlejrer den fysiske realitet.

Kønsaktivister af queer-teoretisk inspiration har en forestilling om at man kan nedbryde de to køn som et binært princip og arbejde hen imod en flydende kønsopfattelse. I denne den bedste af alle verdner kan man blande kønstegnene, og normkritikken vil således have udvirket at alle er blevet frie til at være de (køns)individer de vil være.

Slut med undertrykkelse og sexisme. Sjovt nok er mange kønsaktivister klar med en alenlang liste over nye køn, og fraktionskampe er brudt ud mellem nye identiteter. For eksempel er lesbiske blevet udskammet fordi man ikke mener de har nok forståelse for transpersoners udfordringer. Forestillingen om flydende køn har paradoksalt nok genereret nye kønskategorier og nye fronter.

Ida Holmegaard er forfatter og har valgt et nonbinært køn, for at blive fri af kønsstereotyper. Hun foretrækker pronominet ”hen”, som da også bliver benyttet i det store interview som Politiken laver med hende 8. februar 2020, i forbindelse med hendes nye bog Look, der undersøger tøjets betydning for identitet og fremtoning.

Selv klæder hun sig i maskuline jakkesæt og føler sig frisat og forløst når folk ikke kan finde ud af om hun er mand eller kvinde. Hun har en utopi for en kultur eller civilisation hvor den binære kønsopfattelse er endegyldigt borte. ”Det kan ikke simpelt hen ikke passe, at der kun findes to kønskategorier. Det er ikke sådan, det føles, jeg gider det ikke.”

Ida Holmegaard er imidlertid selv binært tænkende når hun dropper makeup til sit kønne ansigt, lader sig klippe smart korthåret og iklæder sin feminine krop jakkesæt i mørke farver. Androgynt look bliver det kaldt, men det ord er vel også blevet forbudt af sprogpolitiet, nu hvor det binære skal fjernes fra sproget? Jeg har til gode at læse hendes bøger, måske er de meget mere spændende og reflekterede end forfatteren selv.

Holmegaard er en blandt mange unge kvinder der er utrolig optagede af køn og identitet. Vi kan sagtens blive enige om at der findes et vist skønhedstyranni og en skævhed i medier og offentlighed, hvor kvinder i højere grad bliver bedømt på deres udseende. Se blot på tv-værter og politikere.

Ikke desto mindre tilhører Holmegaard en generation af kvinder som der er blevet lyttet respektfuldt til som en selvfølge. Hun er er desuden et produkt af Forfatterskolen hvor kvinder dominerer antalsmæssigt, og hvor deres bøger bliver mødt med stor velvillighed af kritikere, uddannelsesinstitutioner og almindelige læsere.

Hvorfor er der så mange unge kvinder der ser fordomme og sexisme alle vegne? De holdninger findes rundt omkring og skal naturligvis bekæmpes. Men hvis kønsteorien og den feministiske ideologi dominerer, bliver alle katte grå.

Så hvad er egentlig problemet i vores rige, privilegerede samfund? Nutidens kvinder har alle muligheder, de er født med ligestilling, modsat de forrige generationer. Simone de Beauvoirs inspiration til de unge kvinder burde være: Bliv den kvinde du vil være. Simone de Beauvoir var eksistentialist ligesom sin berømte partner, filosoffen Jean-Paul Sartre.

Bliv den kvinde – og dermed det menneske – du vil være. Få børn eller lad være. Få en karriere eller lad være. Hav sex med mænd, med kvinder, eller med begge køn. Klæd dig som du vil…

I det omfang en kvinde er tilpas i den krop som hun er født med, kan hun jo bare udvikle sin (køns)identitet som hun vil. Der er ingen grund til at indføre et nyt vokabular og en kønsideologi som hævder at de to køn og den deraf kulturelt nedarvede binære tænkning er en undertrykkende konstruktion. Indenfor den binære tænkning og kønsstereotyperne kan man jo bare boltre sig som man vil.

Som tilhørende en anden (kvinde)generation kan jeg ikke lade være med at tænke at de unge kvinders (køns)kamp grunder sig i en dybere angst og usikkerhed i en kompleks verden hvor alt i princippet kan lade sig gøre. Kønsteorien bliver de krykker som gør livet udholdeligt.

Virkeligheden kan tydes. Der er intet som en forførende teori til at fjerne det forvirrende udsyn og anvise en sikker vej ud af moradset.

Jeg vil derfor håbe at de unge kvinder derude begynder at tænke selv, for man kan være kvinde og menneske på mange forskellige måder. Det er bare med at komme i gang med at finde den person man gerne vil være.

Det gælder om at give ny betydning til pronominet ”hun”!

Anne-Marie Vestergaard

Anne-Marie Vestergaard er cand.mag. i litteraturhistorie og filosofi. Underviser på HF-kursus og Folkeuniversitetet og har blandt meget andet skrevet artikler om idé- og værdikamp.

Hun har skrevet afhandling om senmoderne litteratur, hermeneutik, pædagogik og dannelse. Hun er Optaget af modernitet og verdslighed og særlig sensitiv overfor poststrukturalisme, identitetspolitik og feminisme – og disse ideologiers blinde vinkler.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside