Første maj og velstandens hittebørn

1. maj 2020
3 minutters læsetid

Af Christian Egander Skov

“There is no time to discuss or debate
What is right, what is wrong for our people
Time has run out for all those who wait
With bent limbs and minds that are feeble”

Det er første maj. Og hvad så? Hvad rager Valborgsdag mig, tænker læseren måske. Men det er også Arbejdernes internationale kampdag. Nu er det ikke just en højtidsdag, der fejres i borgerlige rækker. Heller ikke selvom vi lever i en tid, hvor en konservativ partiformand taler første gang på første maj.

(Ja, den gode Søren Papes SoMe-stab kom så godt nok til lige at ramme en dag forkert. Men på den anden side hvem er ikke kommet til forveksle Valborgsaften og Valbrogsdag. Det er ligeså vanskeligt at holde rede på som Helligtrekongersdag og Helligtrekongersaften).

Og det er heller ikke fordi, jeg skal promenere i en død religions aflagte gevandter. Men første maj er alligevel anledning til en overvejelse om arbejderklassens stilling i det politiske liv.

Jeg har en yndlingsprotest-sang. I hvert fald for tiden. Don Mcleans Orphans of Wealth fra hans første album Tapestry.


Som man måske kan høre, er det en sang, der virker ved en relativ simpel, ja næsten mytisk fremstilling af de masser, som er afskåret fra at tage del i forbrugssamfundets velstand. Lyrisk set, kan man indvende, kammer den over i billeder, der ikke næsten, men til overmåde er kliché.

Men netop de simple figurer underbygger sangens karakter af indigneret prædiken og anklage – en næsten uformidlet og suggestiv vredesudladning.

Den unge Don Mclean står som en karismatisk prædikant på sin prædikestol og afsiger en kategorisk dom over et dødsmærket samfund, hvor forholdene for velstandens hittebørn antyder et råd i de bærende samfundskonstruktioner.

And with roaches and rickets and rats in the thickets
Infested, diseased, and decaying
With rags and no shoes and skin sores that ooze
By the poisonous pools they are playing
In shacks of two rooms that are rotting wood tombs
With corpses breathing inside them
Yes, and we pity their plight as they call in the night
And we do all that we can do to hide them

Gennem de sidste mange år har vi bevidnet den traditionelle arbejderklasses migration til højrefløjen i mange vestlige lande. Alligevel er det som om, at den organiserede borgerlighed har det svært med disse vælgere, der synes at bære dunsten af afskum med sig.

Den samme dunst, som i sin tid gjorde dem uvelkomne på en venstrefløj, der havde travlt med at hylde en kosmopolitisk elites strømlignede idealer om det gode menneske og dettes menneskes værdier.

Arbejderklassens migration er en af vor tids væsentligste politiske fænomener – og dens re-integrering i det politiske system en af vor tids udfordringer.

Den amerikanske politolog Michael Lind har for nyligt udgivet bogen The new class war – saving democracy from the managerial elite, som jeg har anmeldt i Altinget. Her gengiver jeg hans bærende pointe:

“I Linds analyse er klassemodsætningerne altid til stede i en moderne økonomi. Problemet er altså ikke, modsætningen i sig selv, men at det brede klassekompromis, der opstod ud af en depression og to verdenskrige, er brudt sammen siden 1960’erne: Den brede befolknings magt er blevet svækket såvel økonomisk som politisk og kulturelt.

Vi er gået fra en demokratisk pluralisme kendetegnet ved en pluralitet af magtcentre i form af stærke organisationer, der repræsenterede den bredere befolkning og udgjorde en art modmagt over for overklassen, til en situation, Lind indfanger i begrebet ”teknokratisk neoliberalisme”.

Arbejdere har mistet magt til kapitalen. Fagforeningerne er i flere lande i knæ. Politik bliver domineret af de højst uddannede og pengestærke interesser. Nationalstaterne er svækket til fordel for overnationale intuitioner langt fra befolkningerne. Og kulturelt er de brede folkelige bevægelser – og i en amerikansk kontekst kirkerne –skygger af sig selv.”

Kort sagt afspejler destabiliseringen af vores politiske system, som vi har set så mange eksempler på de sidste 10 år, en genkomst af klassekampen.

På den ene side en stor arbejderklasse, der er blevet afmægtiggjort af en teknokratisk neoliberalisme og på den anden side en fåtallig elite (omkring 10-15 pct. af befolkningen), der til gengæld holder både den politiske, økonomiske og kulturelle magts tøjler i deres hænder.

Dette er de nye velstandens hittebørn. Og for det borgerlige Danmark udgør de både en politisk ressource, der må mobiliseres og et akut problem, der må løses.


Christian Egander Skov er postdoktor ved NTNU og ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet, hvor han i en årrække har arbejdet som underviser. Han har skrevet afhandling om dansk konservatismes ideologiske udvikling og bidraget til en række forskellige antologier om ideologi, politik og historie. Ud over at have bidraget til danske og internationale videnskabelige tidsskrifter er Christian Egander Skov en flittig bidragsyder til den offentlige debat. Han er forlagsredaktør ved Munch & Lorenzen og redaktør ved Årsskriftet Critique og tidsskriftet Replique.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside