Europa-Kommissionen: Mere EU. Fordi Corona.

Af Morten Jarlbæk Pedersen

Det er jo ikke kun i lille Dannevang, at corona-virussen har hærget og fortsat hærger. Ude i det store Europa har man også følt den virusskabte svøbe – og alle steder, hvor den lille, særlige virus har meldt sin ankomst, ligger økonomierne i ruiner. Arbejdsløsheden eksploderer, væksten fordamper, statsgælden vokser til (endnu mere) astronomiske niveauer.

Når kontinentet således er i økonomisk knæ, må den Europæiske Union træde derfor til. Det er vel netop derfor, vi har den. Og efter franske og tysker tanker er blevet luftet om, hvordan unionen kan hjælpe det slagne kontinent på fode igen, har Europa-Kommissionen netop præsenteret sit længe ventede forslag til en redningsplan til den nødlidende, europæiske økonomi.

Store tal – men det er ikke tallene, der er det vigtigste

Og det er ikke småbeløb, der skal pumpes ud til EU’s medlemslande. 750 milliarder euro skal der allokeres til det såkaldte ”Next Generation EU”-program.

Det er her ikke så vigtigt, præcist hvordan disse mange, knitrende og nye eurosedler skal fordeles på tværs af de likviditetshungrende, europæiske lande. Nogle dele skal gå til direkte støtte, andre skal gives som lån (der først skal betales tilbage fra 2028), andre skal bruges til at styrke de eksisterende strukturfonde og investeringsprogrammer.

Præcist hvilke betyder mindre lige nu, for EU’s budgetforhandlinger – dvs. slagsmålet om pengene – er kun lige begyndt, så fordelingen kan nok nå at ændre sig lidt i op- eller nedadgående retning, hvad angår de enkelte programmer.

Det væsentlige lige nu er alt det nye, som Europa-Kommissionen mener, at coronakrisen også nødvendiggør.

Og udgangspunktet for kommissionens reaktion er naturligvis, at en pludselig opstået viruskrise skaber et behov et stærkere og mere af medlemslandene uafhængigt EU med større indflydelse på nye politiske områder. Coronakrise skal være ”Europe’s moment”, som kommissionens formand Ursula von der Leyen så bestemt har udtrykt det.

Europa-Kommissionen mener f.eks., at der er akut behov for, at unionen skal spille en større rolle på sundhedspolitikken – et område, der ellers traditionelt har været medlemslandenes gebet. Og man ønsker også at opfinde nye faciliteter og styrke en eksisterende række programmer, der understøtter ”green and digital transitions”. En kinesisk virus betyder således, at der skal flere grønne og digitale boller på den europæiske suppe. Det er jo oplagt.

Også flere økonomiske muskler til kommissionen selv – foreslår kommissionen

Mindst lige så vigtigt – hvis ikke endnu vigtigere – peger Kommissionen også på nødvendigheden af ”a number of new own resources”. Det er EU-jargon for, at Europa-Kommissionen skal have et permanent større budget. Og ikke nok med det: En del af kommissionens forstærkede, økonomiske muskler skal baseres på kilder, som er uafhængige af medlemsstaterne.

Hvordan man forestiller sig, at dette skal ske, kan man dog ikke sige noget om endnu – men tankerne er bestemt ikke nye. Og i tilgift ønsker kommissionen også at styrke en række andre instrumenter for at gøre EU-budgettet ”more flexible and responsive”.

Selvom vi således endnu langt fra kender alle detaljerne i kommissionens planer – og selvom meget vil blive ændret, tilpasset og forandret i det komplekse forhandlingsspil, der venter – er det som om, vi allerede nu ved, hvad vi får: Mere EU – fordi corona.


Morten Jarlbæk Pedersen er cand.scient.pol., ph.d. og far til tre. Til dagligt arbejder han med politisk-strategisk rådgivning af virksomheder. Til aarsskriftet-critique.dk skriver han om rammerne for politisk handling i form af institutioner, økonomi og jura.