Corona: Alt det cost-benefit-analyser ikke ser

17. maj 2020
7 minutters læsetid

Af Johan J.R. Espersen

Coronakrisen stiller os over for et ubarmhjertigt dilemma: De foranstaltninger, der redder liv og beskytter vores sygehusvæsen, bidrager samtidig til økonomisk og social ulykke. I den slags dilemmaer kan alle formentlig enes om, at det er vigtigt, at de tiltag, som iværksættes, er dem, der samlet set har de bedste forventede resultater.

Situationen virker således velegnet til en cost-benefit-analyse, der på systematisk vis afvejer omkostninger og gevinster. Ikke desto mindre er der mange som modsætter sig sådan en analyse. Denne analyse er nemlig, siger de forargede kritikere, en kynisk øvelse.

Det kan umiddelbart virke paradoksalt: Hvis vi alle er enige om, at effektiv beslutningstagen er vigtigt, hvorfor bryder vi os så ikke om cost-benefit-analysen? Men det er ikke et paradoks. Den nærmest instinktive modstand mod cost-benefit-analysen er i visse tilfælde ganske fornuftig.

Ved første øjekast synes cost-benefit-analysen enkel og neutral. Analysen hviler på det såkaldte Kaldor-Hicks-kriterie, som fremfører, at en omfordeling af omkostninger og gevinster kun er tilladt, hvis de, der gøres bedre stillet, hypotetisk kan kompensere dem, der gøres dårligere stillet. Meget groft sagt betyder det, at tiltag skal undersøges for om de giver en nettogevinst og om denne er større end alternative tiltag.

Der er dog mindst tre udfordringer, der skaber alvorlig tvivl om cost-benefit-analysens enkelhed og neutralitet.

Udfordring 1: Hvad skal måles

Den første udfordring er at afgøre, hvilke tiltag, der skal analyseres.

På ethvert givent tidspunkt er en uendelig række af handlinger og tiltag mulige. Det gælder både kritiske og hverdagsagtige beslutninger. Hvad skal jeg f.eks. spise til aftensmad? Jeg har ingredienserne til forskellige pastaretter, ragout, tærte, grød eller smørrebrød, og jeg kan selvfølgelig kombinere retterne på utallige måder.

Jeg kan også få bragt mad ud fra en lokal restaurant. Eller hvad med stueplanten, der står ovre i hjørnet – kan den mon spises? Jeg kunne også vælge bare at gå i seng og dermed gøre spørgsmålet om aftensmad overflødigt, og jeg er selvfølgelig også nødt til at bekymre mig om alternativomkostninger; hvilke andre beslutninger kunne og måske burde jeg bekymre mig om i stedet for at overveje min aftensmad? Der er bogstaveligt talt et uendeligt antal handlinger, jeg kan analysere.

I mere kritiske beslutninger er afgrænsning af mulige tiltag et spørgsmål om liv eller død. Hvis vi analyserer enhver mulig brug af ressourcer for ethvert muligt resultat, der måtte opstå, vil vi hurtigt løbe tør for tid.

Hvis vi f.eks. ikke kun analyserer forskellige scenarier, der afbalancerer de sundhedsmæssige og økonomiske konsekvenser af coronakrisen, men også analyserer enhver anden tænkelig anvendelse af ressourcerne – det kunne være at bruge milliarder på malariabekæmpelse eller udbredelse af næringsstoftilskud til verdens fattige – ville det sandsynligvis føre til fatal beslutningslammelse. Der bliver med andre ord nødt til at være en principiel begrænsning af mulige tiltag. Men hvilken begrænsning?

Udfordring 2: Hvordan måles det

Den anden udfordring er at identificere og måle omkostninger og gevinster.

I forhold til coronakrisen skal vi med en vis statistisk præcision kunne anslå, hvad overdødeligheden ved forskellige grader af nedlukning og spredning af sygdommen er.

Ikke kun er vi nødt til at estimere den reelle dødelighed (den såkaldte Infection Fatality Rate) for en ny, ukendt sygdom samt selvfølgelig det forventede antal smittede, men vi er også nødt til at estimere, hvor mange flere der vil dø af enten udskudte behandlinger eller af ellers ikketruende sygdomme på grund af et overbelastet sygehusvæsen, samt hvor mange færre der vil dø af trafikuheld, arbejdsulykker og luftforurening som konsekvens af at færre rejser og arbejder.

De økonomiske konsekvenser skal også skønnes, ikke kun ved forskellige grader af nedlukning og forskellige smittereducerende tiltag, men også ved ukontrolleret spredning af sygdommen. Det samme gælder for alle hjælpepakkerne og de forskellige gradvise genåbninger. Myriaden af mulige scenarier og tiltag vil alle få samfundsøkonomiske konsekvenser i milliardklassen; penge som i varierende mængder kunne være gået til f.eks. kræftbehandling eller klimatiltag.

Og det er selvfølgelig ikke kun et spørgsmål om dødsfald kontra kroner og ører. De overlevende kan få kroniske lungeproblemer, akutte nyreskader og andre langvarige sundhedsmæssige komplikationer. På den anden side rammer en recession heller ikke kun pengepungen.

Mange vil miste deres livsværk og deres hjem, og antallet af depressioner, selvmord og overdoser vil stige. En striks nedlukning har også store menneskelige konsekvenser. Ensomhed skader både vores psykiske og fysiske helbred, og dysfunktionelle familier bliver næppe velfungerende ved at blive spærret inde sammen uden skolegang og frirum. Og sådan kunne vi ellers blive ved.

At noget måske ikke kan analyseres helt perfekt, er dog ikke et argument for at undlade en analyse. Så lad os antage, at vi har tilstrækkelig tid, kognitiv kapacitet og tilgængelig information til, at vi nogenlunde kan identificere omkostninger og gevinster ved mulige tiltag. Der er nemlig også et mere fundamentalt problem ved cost-benefit-analysen: Hvordan gør vi det umiddelbart usammenlignelige til noget sammenligneligt?

I vores nuværende krise er det primært et spørgsmål om at sammenligne mistede liv med tabt økonomisk aktivitet. Eller sagt på en anden måde; udregne hvor meget et liv er værd. Der er foreslået mange forskellige metoder til at løse denne udfordring.

Vi kan f.eks. omsætte præferencer til en fælles monetær måleenhed ved hjælp af spørgeskemaer, der undersøger, hvad folk er villige til at betale for et bestemt resultat; vi kan også betragte folks afslørede præferencer ved at observere adfærd på beslægtede markeder; og vi kan foretage vurderinger på baggrund af den rapporterede livstilfredshed.

Metoderne har selvfølgelig forskellige fordele og ulemper, men hvad vigtigere er, giver hver metode forskellige svar på spørgsmålet om hvad et liv er værd. Det betyder selvsagt, at uanset hvor raffineret matematik, der indgår i beregningerne, afhænger konklusionen i høj grad af, hvilket princip for kvantificering som er valgt. Så hvad vælger vi?

Udfordring 3: Hvad skal medregnes?

Den tredje udfordring er at finde ud af, hvis omkostninger og gevinster, som skal medregnes.

Alverdens kvaksalvere vil højst sandsynligt drage stor nytte af de mange lidelser forårsaget af coronakrisen, men i hvilken grad skal den slags tælle med i cost-benefit-analysen? Eller for at gøre det endnu mere karikeret: Hvis vi analyserer en lov mod seksuelle overgreb, bør ofrenes lidelser selvfølgelig inkluderes i analysen, men vi vil næppe inkludere gerningsmændenes tilfredsstillelse. Der eksisterer altså et eller andet, der bestemmer, hvis omkostninger og gevinster, som har betydning, men hvad er det?

Hvis vi desuden bruger penge som fælles måleenhed for omkostninger og gevinster, favoriserer det personer med en høj indkomst. Oftest vil én krone nemlig være mindre værd for personer med høj indkomst end for personer med lav indkomst, og derfor vil de være villige til at ofre flere kroner.

Samtidig vil enhver ændring, uanset om den er positiv eller negativ, påvirke personer med en lav indkomst mere end personer med en høj indkomst. Det betyder, at hvis vi ønsker at veje de monetære omkostninger og gevinster ens på tværs af personer, skal der implementeres en slags indkomstfordelingsvægt. Men ønsker vi det, og i givet fald hvordan gør vi?

Cost-benefit er aldrig neutral

De tre udfordringer rejser tydeligvis en række spørgsmål om cost-benefit-analysen. Ingen af spørgsmålene er i princippet umulige at besvare, men de viser, at analysen er langt fra enkel. Ganske bemærkelsesværdigt formår cost-benefit-analysen ofte alligevel at give nyttig vejledning.

Årsagen er, at vi deler en betydningsbærende baggrund af forudsætninger og antagelser, som hjælper os med at besvare de mange spørgsmål. Vi er altså kun i stand til at anvende cost-benefit-analysen, fordi vi er indforstået med, at verden skal struktureres og evalueres på én måde snarere end en anden. Cost-benefit-analysen er således heller ikke neutral.

Det skorter ikke på baggrundsantagelser. En velkendt én af slagsen er, at der skal gives forrang til vores nationale fællesskab. Antagelsen fungerer som en principiel begrænsning af mulige tiltag samt en instruktion til hvis omkostninger og gevinster, der betyder noget. Forestillingen om, at vi alle har visse ukrænkelige rettigheder, begrænser ligeledes tiltag, mens hensynet til lighed dikterer, at vi balancerer vores måleenhed.

Denne slags baggrundsantagelser, der tøjler og styrer cost-benefit-analysen, kan lidt forsimplet kaldes for moralske regler. Reglerne gør det muligt at håndtere en verden, der ofte er uforståelig og utilgængelig for os.

Som F.A. Hayek bemærker, har mennesket udviklet disse regler, ikke fordi det ved, men fordi det ikke ved, hvad konsekvenserne ved en bestemt handling vil være. Reglerne er således sjældent stringente og perfekt rationelle, men deres formål er heller ikke at være stringente og rationelle. Deres formål er at vejlede os i komplekse interaktioner og koordinationsproblemer.

Derfor vedrører de generelt også det sociale aspekt af vores tilværelse; de kan sædvanligvis koges ned til forbud mod at skade andre, pligter til at respektere aftaler og omgangsformer, forestillinger om dyder og roller, og traditioner for hvordan vi administrerer fælles goder og institutioner.

Reglerne er så dybt forankrede i os, at alene ansatsen til at overveje omkostninger og gevinster ved at overtræde dem kan fremkalde forargelse. Men pointen er ikke, at vi helt skal droppe cost-benefit-analysen.

Nødvendigheden af moralske overvejelser

Analysen er måske ikke enkel og neutral, men den er heller ikke problematisk i sig selv. Pointen er snarere, at analysen bl.a. afhænger af de moralske regler, og følgelig bør modereres af mere vage, ukvantificerbare moralske overvejelser. Det forholder sig ikke omvendt. Hvis vi insisterer på at betragte effektiv beslutningstagen som en maksimering af nettogevinster, konsekvent repræsenterer menneskeliv i monetære termer, og kun vælger tiltag på baggrund af matematiske udregninger, risikerer vi at forsømme det moralske element ved vores valg.

Når vi forsøger at løse svære dilemmaer og vurdere kvaliteten af mulige tiltag, kræver det med andre ord en samvittighedsfuld og praktisk fornemmelse for moralske regler. Det vil få betydelige, omend skjulte og uforudsigelige, konsekvenser, hvis vores beslutninger ikke afspejler de kulturspecifikke værdier og overbevisninger, som findes i vores samfund.

Værdien af et statistisk liv eller et kvalitetsjusteret leveår kan meget vel udtrykkes af en pengesum i en cost-benefit-analyse, og vi kan sikkert også beregne, hvordan sygehusvæsenets intensivkapacitet udnyttes maksimalt, men hvis konklusionen slår os som kynisk dødsøkonomi, bør vi sandsynligvis være forsigtige med at tage den alvorligt.

Det er nemlig meget sjældent fornuftigt at ignorere den akkumulerede, tavse viden, der udtrykkes gennem moralske regler.

Johan J.R. Espersen er cand.mag. i filosofi fra Københavns Universitet. Han arbejder som rådgiver på en ambassade i København,og er desuden redaktionsmedlem af det liberale tidsskrift Libertas.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside