Angrebet på Ali Aminali og etnonationalismens elendighed

25. maj 2020
7 minutters læsetid

Nogle gange er det desværre nødvendigt at trække en streg i sandet. Der er holdninger, man som konservativ ikke kan dele hus med. Positioner, der i hellig iver undergraver den kamp, de hævder at kæmpe.

For nyligt skrev JP-bloggeren Morten Uhrskov Jensen på Facebook:

“Jens Philip Yazadani og Ali Aminali havde fået en kilometer spalteplads, hvor de svinede GI til.

I linket kan man læse om de to ikke-danskere (glem det for evigt, venner, vi køber den ikke, I er ikke danskere og bliver det aldrig) og det svar, som uslingeavisen Berlingske burde have bragt.”

De to debattører, der repræsenter hver sin fløj, havde i Berlingske Tidende talt kritisk om Generation Identitær, og Ali Aminali havde kaldt bevægelsen Hipsterfascister. Det er helt fint at være uenig i de to debattørers karakteristisk af Generation Identitær. Jeg ved ikke, hvad en hipsterfascist er.

(Min egen analyse er, at GI ideologisk står i det, jeg ved flere lejligheder har kaldt en post-fascistisk tradition, og jeg opfatter det som en højreradikal bevægelse, der radikaliserer unge nationalsindede så de bliver uanvendelige i den politiske kamp for nationens grænser. Jeg nævner det kun for at spille med helt åbne kort.)

Det problematiske her er dog, at Morten Uhrskov, (der engang var redaktør for det gode tidsskrift Nomos, som i sin tid var en inspiration for os til at starte Årsskriftet Critique), ikke blot erklærer sig uenige i Yazdanis og Aminalis position, men stempler dem som ikke-danske og endog smækker døren i for, at de nogensinde kan blive danske.

Uhrskovs udfald viser afstanden mellem en konservativ position og en højreradikal etno-nationalisme. Og det er – særligt nu, hvor Uhrskov er gået bananas over det, han først kaldte “Konservatismens elendighed” og nu kalder “Tjernobyl” – nødvendigt at trække nogle principielle linjer op. Først i forhold til den standende debat og siden i forhold til dette spørgsmål om forholdet mellem det etniske og det nationale.

Ali Aminalis indsats i integrationsdebatten

På Årsskriftet Critique havde vi i februar den glæde at have Ali Aminali som ordstyrer.

Ali har med udgangspunkt i sit konkrete arbejde som socialrådgiver og med et politisk udgangspunkt i Det Konservative Folkeparti været en meget flittig kritiker af velfærdsstatens eftergivenhed i forhold til islamister og uintegrerbare udlændinge.

Senest har han været vært på den Unitos-støttede Podcast Alis Integrationsland, der nu er blevet til et program for Radio 4. Derudover har Aminali skrevet den anmelderroste Alis Danmarkshistorie.

Vi taler altså her om en ung mand, der har været meget aktiv på den forkerte fløj (altså vores) i integrationsdebatten. Og som følge heraf er han naturligvis blevet hængt ud af den del af venstrefløjen, der stædigt holder fast ved, at enhver kritik af masseindvandringen er åbenlys racisme.

Ja, og naturligvis af de uintegrerede selv. I modsætning til Morten Uhrskov, som ingen aner, hvem er, kan Ali Aminali ikke så meget som købe en vandmelon i Bazaar Vest.

Den højreradikale kritik

Venstrefløjens og indvandrermiljøernes had overrasker ingen. Det er en gammel historie. Til gengæld er det interessant, at Aminali nu mistænkeliggøres af højreradikale, fordi han ikke stryger dem med hårene og fordi han jo er… ja… altså fra de varme lande, I ved.

Generation Identitær mener, at Ali Aminali er “en del af problemet”, fordi han argumenterer for integration istedet for “remigration”, altså at man løser indvandringsproblemet ved at få indvandrerne ud. Alle som en – eller i hvert fald noget, der ligner.

Man fornemmer, at Ali Aminali i mere end en forstand er en del af problemet. Organisationen har en nationsopfattelse, som den kalder etno-kulturel.

Men Morten Uhrskov er alligevel gået skridtet videre i “Ali er en del af problemet”-retorikken, når han åbent frakender Aminali enhver danskhed og muligheden for at opnå det.

Nationen som hundekennel

Det Morten Uhrskov, der jo har været ganske åben om sin vægtning af det genetiske i indvandringsdebatten og GI (samt en del andre ude på det, jeg kalder sump-højre eller tosse-højre) deler, er en specifik opfattelse af det nationale som noget, der er sat af blodet – altså bundet i et konkret slægtskabsforhold, og derfor af nationalstaten som en slags hundekennel.

Der er altså tale om en holdning, hvor det nationale enten reduceres til det etniske eller, hvor det etniske hævdes som et helt afgørende element, der således tildeler folket en objektiv karakter, hvorved dets grænser bliver klare og uproblematiske.

Det er her ikke nok med sindelag eller kultur, slet ikke værdier eller jura. Nej ret beset bliver både begreber som integration og assimilation her irrelevante, og dermed ender vi i remigration, altså et program for etnisk udrensning.

Jeg husker i øvrigt et foredrag for snart mange år siden, hvor Søren Krarup gik i rette med nogle af disse yngre etno-nationalister. Det folkelige handler nemlig først og sidst om ånd. Det er nutidens etno-fanatikere ved at glemme.

Hvad gør et folk?

Jeg hører ikke til dem, der tror på muligheden eller ønskeligheden af en folkelighed, der alene er juridisk eller værdimæssigt funderet. Det har jeg skrevet om ved flere lejligheder bl.a. her. Og jeg mener også, at forestillingen om det etniske slægtskab udgør en kerne i det nationale, men vel at mærke en, der bygges på, lag i lag.

Dette afspejler etno-symbolismens erkendelse af det nationales diakrone karakter, men undviger samtidig den objektivering af det nationale, som er den gamle og genopståede etno-nationalismes konsekvens.

Jeg her her på siden skrevet om, hvad der gør et folk. Og for den, der forstår, er der måske noget at hente der. Jeg citerer in extenso.

Hvem er dansk? Og hvornår er man dansk? Sådan lyder tidens store spørgsmål. Og de fleste svar, der er givet, vidner om den samme forvirring, der overhovedet har rejst spørgsmålet. For er danskhed nogle særlige værdier, man må tilslutte sig? Er Danmark et værdifællesskab, hvor vi bindes sammen af et fælles tilværelsessyn, som vi nøje kan identificere og hvis enkeltpunkter vi kan liste op?

Måske, det er jo i hvert fald ikke ualmindeligt, at vi netop sætter værdier som kriteriet, tærsklen mellem dem og os. At være dansk er at være for demokrati, ligestilling og – ifølge Bertel Haarder – cykling. Ja, det er sikkert og vist, men er alle demokrater, feminister og cyklister så derfor danskere? Nej, der kniber den måske mere. Og hvad så med dem, der ikke bryder sig om folkestyret eller kvinder, eller dem af os, der ikke har en cykel?

Nej, enhver tale om, at danskhed er værdier er tågetale. Der er folk, f.eks. i Nederlandene, der cykler uden at være danske. Og der er folk i Danmark, der kører i bil, tæver deres koner og stemmer ja til EU uden at det gør dem et gram mindre danske – hvis den slags da opgøres i vægt.

Hvad er danskhed så og hvem er dansk? Ligger det i blodet? Ikke just. Der er ingen blodprøve, der kan afgøre om du er dansk, og der er ingen gen- eller blyantstest, der kan stænge så meget som en eneste hottentotfødt mand ude af folkefællesskabet.

Det er ikke blodet, der virker sin magt men derimod slægtskabet. Danskhed er identitet, et før-politisk grundlag, ja et før-ideologisk grundlag. Vi bygger ikke danskhed af vores forestillinger om, hvordan verden skal være, men bygger vores forestillinger om verden på det udgangspunkt, vi har, fordi vi er mennesker, der er født ind i en tid og på et sted, og derfor i dåbsgave har fået en sammenhæng, vi end ikke kunne afvise, hvis vi ville.

Men danskhed er heller ikke et konkret eller oplevet slægtskab med alle danske. Nationen er ikke en klan eller en fætter-kusinefest. Men slægtskabet, det vil sige dette, at vi er født ind i en slægt, der selv står i en dansk sammenhæng og virkelighed, betyder, at også vi fødes ind i en dansk sammenhæng og virkelighed. Det er ikke en tilværelse, vi skaber, det er en, der foreligger. Derfor er den rettelig forstået slet ikke til debat.

Danskhed er denne sammenhæng eller med et andet ord dette fællesskab. Og inden for den kan vi strides til døden, om det skulle være, over det ene eller det andet værdispørgsmål. Danskhed er den sammenhæng, der holder os sammen, selvom vi i alt driver fra hinanden og deler os efter anskuelser.

Denne sammenhæng er her og nu, men den er også en sammenhæng med det forgangne og svundne. Danskheden er ikke betinget af historisk viden eller historisk sans, men kan næppe bestå foruden. Dog så længe det varer, kan vi være fælles om at miste os selv og gå i graven. Selvom vi går mod ruin, går vi i samlet flok.

Og det er dette vi mener med danskheden. Det er et fællesskab af mennesker, et folk, der vandrer gennem historien. Ikke ad stier, der på forhånd er udstukket, ikke i en retning, der er givet, hverken mod frelse eller undergang, men på må og få ad den vej, vi kan blive enige om.

Men vi vandrer, gør vi; og alle vi, der fødes ind i sammenhængen, slutter op i kolonnen, der strækker sig tilbage til de første tider, da folket trådte frem af historiens tågebanker.

Og medens vi vandrer, har vi ændret karakter, sådan at den første ikke ville kende den sidste. Og medens vi vandrer, er folk faldet fra, skiftet kolonne og draget bort, trådt ud af sammenhængen. Og medens vi vandrer, er folk trådt ind, først som fremmede med sære skikke, men siden i tidens fylde danske som vi andre. De blev os, fordi de ophørte med at være sig selv.

Ja, kolonnen er åben og vi er et venligt og imødekommende folk. Her stilles ingen krav til værdier eller blod, men vil du vandre med os, må du ville det og ville os. Du må træde ind i sammenhængen.

Og sådan gik det gang på gang. De fremmede blev danske, da de ophørte med at være fremmede.

Men de stillede sig ikke op, bad kolonnen gøre holdt og krævede retten til at være os uden at være os. De krævede ikke retten til at være med uden at stå i vores sammenhæng. De hævdede ikke, at vores sammenhæng var brudt, fordi de selv indvarslede en ny. Nej, de trådte ind i en ny identitet, da de trådte ud af deres egen. Sådan blev de danske.

Christian Egander Skov

Christian Egander Skov er historiker og ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er forfatter til bogen “Borgerlig Krise” (2022) samt Konservatisme i Mellemkrigstiden (2016). Han forsker i efterkrigstidens centrumhøjre-tænkning og er fast bidragsyder til Berlingske Tidende og Altinget. Desuden modtager af Weekendavisens litteraturpris 2022

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside